Smid ham ud på gaden. Jeg fandt naboens kat under sneen, og ejeren ville ikke redde ham
Malene havde aldrig rigtigt stolt på naboens kat. Hun hadede ikke katte, men denne kæmpestore stribede bissemis havde engang bragt hende helt ud af fatning.
Denne historie handler om, hvor vigtigt det er at forblive menneskelig uanset hvilke omstændigheder man møder.
Den sommer havde naboens kat, Theodor, taget for vane at bruge Malenes køkkenhave som sin private kattebakke. Malene overraskede ham gang på gang hende i den lille have, hvor han gravede i jorden, som om han ledte efter skjulte skatte. Hun råbte og spænede efter ham, men han smuttede bare væk uden så meget som at ryste på et knurhår. Malenes sommerhus var lille og solidt arvet fra hendes mormor og placeret perfekt i udkanten af Odense.
Gik man et stykke ned ad villavejen, føltes det hele som en ægte landsby. Gik man den anden vej, var man hurtigt henne ved busstoppestedet og videre ind til centrum. Da mormor levede, elskede Malene at komme derud. Også efter hun gik bort, tog hun hyppigt dertil i weekenderne: hun inviterede veninder, de tændte op i saunaen, grillede pølser, og plukkede hindbær. I skoven lige i nærheden kunne man på en time samle nok kantareller til et helt måltid. Stille, frisk luft, plads alt hvad man havde brug for til at slappe af. Malenes kusine, datter af onkel Anders, boede på den samme vej; de havde været nære venner siden barndommen. Der var aldrig ro og fred at kede sig i: køkkenhave, å, masser at lave.
Malene såede lidt radiser, salat og løg, og netop dér gik Theodor fuldstændigt amok. Malene brokkede sig til Theodors ejer fru Gerda. Gerda trak på skuldrene og sagde: “Hvad vil du have jeg skal gøre? Sidde vagt døgnet rundt? Kaster du bare en pind efter ham, hvis du ikke kan nå ham!”
Den hårde melding var let at forklare: Theodor havde tilhørt hendes afdøde mand, Jørgen. Gerda selv sagde altid: Katte? Nej tak, jeg er bestemt en hundeperson! Men efter Jørgens død havde hun måttet tage sig af katten.
Men Theodor klarede sig altid selv. Han fangede mus som en professionel der gik rygter om, at han endda havde fisket engang! Med Jørgen havde han været fast følgesvend på søen. Han havde bare brug for tag over hovedet og en varm sofa, så klarede han resten.
Malene udkæmpede en reel krig mod katten. Sommeren gik med at råbe, diskutere, lokke og endda bestikke ham med lækkerier men Theodor vrængede bare næse af supermarkedets mad. Han holdt sig skeptisk på afstand, maksimalt fem meter.
Én dag overhældte Malene ham med iskoldt vandslangevand. En anden dag drog hun ud i haven med en fløjte og forvandlede sig til dommer, mens hun løb mellem radiserne, fløjtende og gestikulerende. Da hun senere lo af synet, mindedes hun hvordan katten, der var sprunget over hegnet, standsede et øjeblik, så på hende anklagende, som om han ville sige: Det spiller ikke! og så forsvandt han i buskadset.
Fru Gerda fulgte de små krige fra sin side af hækken og grinede. Især da hun havde fået opfyldt sin gamle drøm: hendes datter havde hentet en lille gravhund, Molly, hjem på ferie, og katten røg hurtigt ned på listen. Malene fandt en løsning: hun hældte tre sække savsmuld ud i havens hjørne, skjult bag brændenælder.
Theodor var tilfreds med gaven og udførte sine arkæologiske udfoldelser dér. Malene åndede lettet op, men opdagede snart, at katten nu holdt øje med hende fra buskadset, fra taget, gennem hegnet. Én aften, meget sent, gik Malene ud, og blev nærmest ramt af et hjerteanfald: ud af mørket glødede to katteøjne. Hendes skrig hørtes nok i hele landsbyen. Hun var altid på vagt han dukkede op, hvor man mindst ventede ham.
Hun boede der hele efteråret, men vendte tilbage til studierne i Odense og kom kun ud i weekenderne.
Så, en vintermorgen, så hun en sneklædt bunke for enden af bagtrappen. Det var Theodor. Den store hankat sad dér, helt dækket af sne, istapper i knurhårene. Han løftede ikke engang hovedet. Hun strøg sneen af ham. Intet reaktion. Hun aede ham, og han åbnede lydløst munden som om han forsøgte at miave, men ikke engang kunne ånde damp.
Malene tog ham op og bar ham ind. Hun pakkede ham ind i et tæppe, gned isen væk, og varmede forsigtigt hans snude med et lunt håndklæde. Han lå bare, udmattet og slap, og kæmpede ikke imod. Så lagde Malene varmeflasker omkring ham og gik mod Gerdas hus.
Men Gerda sagde hårdt: Han bor i skuret! Den djævel har tisset overalt. Aldrig om han kommer ind igen! Det viste sig, at efter Molly dukkede op om sommeren, havde Theodor overfaldt hunden og begyndt at afmærke huset. For fredens skyld var han smidt ud i skuret.
Sommeren gik, men vinteren i et uisoleret skur nær Kerteminde var blevet for meget. Malene prøvede at tale Gerda fra det: katten havde jo jagtet for hende i gamle dage, men nu var det sne og frost. Til svar fik hun: Der er tørfoder i skålen. Han kan spise det og drikke sne. Han dør ikke af sult! Smid ham ud!
På vej hjem forstod Malene, at Theodor havde søgt hendes dør med vilje. Han bad om hjælp. Da ingen havde vist ham barmhjertighed, kom han til hende hende, han ellers havde været i evig krig med om sommeren.
Malene begyndte at ringe rundt måske nogen kendte én, der ville have en kat. Men ingen havde plads. Hendes kusine tilbød, at Theodor kunne være i stalden med koen og grisene varmere end udenfor, dog ikke i huset: de havde allerede to katte.
Theodor, nu opvarmet, kravlede ud af tæppet, listede roligt hen over stuegulvet, strejfede hendes fod og satte sig over for hende, og så hende direkte i øjnene. Som om han forstod, at hans skæbne skulle afgøres nu.
Malene sukkede og ringede til sin mor. Mor havde aldrig villet have dyr i lejligheden, men da hun huskede Jørgen og hvor god han havde været mod mormor, ombestemte hun sig. Hun mindedes hans gavmildhed med både fisk og tid, og hvordan Theodor trofast lå ved siden af ham, som en lille hund. Tårerne kom frem hos moderen, da hun tænkte på katten, der nu var gammel og uønsket.
Løsningen kom af sig selv.
Malene købte en transportkasse i SuperBrugsen, lagde forsigtigt Theodor deri og tog DSB-toget hjem til Odense. For katten begyndte der et nyt liv.
