Det er slut, Mette, mellem os! Jeg vil have en rigtig familie, børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har ventet længe, været tålmodig. Jeg har brug for en søn. Jeg har allerede søgt om skilsmisse! Du har tre dage til at pakke. Når du tager af sted, så ring. Jeg bor midlertidigt hos min mor. Skynd dig, jeg skal gøre lejligheden klar til barnet og hans mor. Ja! Bliv ikke overrasket, min kommende kone venter barn! Tre dage har du!
Mette sagde ingenting. Hvad skulle hun svare?
Hun kunne ikke få børn. Magnus havde ventet længe, fem år. Tre gange var det gået galt.
Alle de læger Mette havde konsulteret sagde, hun var sund og rask. Hvorfor gik det så aldrig?
Hun havde altid levet ordentligt.
Denne gang blev hun pludselig dårlig på arbejdet, ambulancen blev tilkaldt, men det hele gik hurtigt…
…Døren smækkede efter Magnus, og Mette sank udmattet ned i sofaen.
Hun havde hverken lyst eller kræfter til at pakke ting. Hvor skulle hun overhovedet gå hen?
Før ægteskabet boede hun hos sin tante. Men tanten var død, lejligheden solgt af fætteren. Tilbage til barndomshuset i landsbyen? Leje et værelse? Hvad med arbejde?
For mange spørgsmål, og der skulle findes svar hurtigt…
…Tidligt næste morgen åbnedes døren, svigermor trådte ind.
Du sover ikke? Godt. Jeg er her for at sikre, du ikke tager noget, der ikke er dit.
Jeg har ikke brug for din søns gamle underbukser. Vil du tælle mine?
Nok med den tone! Du plejede at være så sød, så venlig, så stille. Se nu. Jeg sagde allerede dengang til Magnus, at du aldrig ville kunne give ham børn.
Var det kun derfor, du kom? Så sid gerne i stilhed og hold øje.
Hvorfor putter du servicen i kassen?!
Den er min. Den fik jeg fra min tante, et minde.
Jamen, uden den føler jeg stedet tomt.
Det må du tage med. Du får jo snart et barnebarn.
Tag kun dit!
Min computer, min kaffemaskine, mikroovnen, alt sammen gaver fra kolleger. Bilen købte jeg før vielsen. Din søn har jo sin egen.
Du mangler kun børn!
Det rager ikke dig. Fejlen ligger måske bare i skæbnen.
Jeg ser, du ikke engang er ked af det. Måske gjorde du det hele med vilje?
Du taler volapyk. Jeg kan knap tænke på alt det.
Mette gik gennem lejligheden. Hendes ejendele var væk. Tandbørste, makeup, tøfler…
Noget vigtigt manglede. Svigermor forstyrrede hendes tanker.
Så huskede hun – den gamle kattefigur! Den havde et skjult rum, kun hun kendte til. Indeni lå et sæt øreringe og en ring. Ikke værdifulde, men dyrebare som minde om mormor. Magnus syntes det var skrammel. Måske havde han smidt den ud? Han plejede at smide alt urent på altanen. Mette åbnede døren…
Hvad skal du derud efter? Pak og forsvind! lød svigermor igen. Skal du sige farvel til lejligheden? Gør bare det. Du kommer aldrig til at bo sådan igen.
Katten stod der stadig, intakt. Nu kunne hun tage af sted.
Her er nøglerne. Jeg håber aldrig at se dig igen.
Mette kørte forbi kontoret. Hun var stadig sygemeldt, men bad om ferie.
Vi har ondt af dig, men vi får svært ved det uden dig. Tre uger, kan det gøre det? Men vær sød at holde telefonen åben. Uden dig står halvdelen af projekterne stille.
Det er fint. Jeg trænger til et pusterum. Tak.
Har du brug for hjælp?
Nej.
Jeg sørger for løn og bonus.
Tak, det kommer belejligt.
Hun ledte ikke efter bolig, men kørte ud til landsbyhuset. Ingen ventede der mormor var død for tre år siden, og mor kendte hun aldrig. Moderen døde under fødslen.
Og nu… kunne Mette heller ikke få børn.
En time på landevejen og hun var fremme. Æbletræ. Tulipaner.
Sidste gang hun og Magnus var her sammen, var om efteråret. De grillede og slappede af.
Mette kørte ind på gårdspladsen, nøglen til garagen var i huset.
Hun låste sig ind. Stilhed. Et par beskidte kopper og tallerkener på bordet. Hvorfor havde hun ikke nået at rydde sidst?
Nej, hun havde gjort rent! Nogen havde været her!
To kopper, tallerkener, juicekartoner og flasker af Magnus yndlings mousserende vin. Ikke fra efteråret.
Altså havde Magnus været her men med hvem?
Det var lige meget nu…
Nøglen til huset havde kun hun, men han måtte have fået lavet en kopi. Tiden var inde til at skifte låsene.
Nyt liv, rengøring, så et varmt karbad.
Mette ville vaske hele fortiden væk.
Mens hun tørrede sig, bankede det på døren. Så på ruden.
Hvem der?
Er alt i orden?
Ja… Mette blev forbløffet.
Hun gik ud der stod en fremmed mand.
Undskyld, ville bare høre efter dig. Jeg har set dig hele dagen herfra. Så røgen fra skorstenen. Ville sikre, at du var okay…
Ja, tak. Alt i orden.
Er du beslægtet med Magnus? Han var her for nylig med en kvinde… Er du en søster?
Nej, jeg er den tidligere kone. Snart eks-kone.
Huset er dit?
Ja.
Jeg er din midlertidige nabo. En ven gav mig lov at bo her. Skilsmisse hos mig også i morgen er jeg fri. Undskyld, vil ikke forstyrre dig. Sig til, hvis du mangler noget. Jeg hedder Svend.
Mette. Vent, kan du skifte lås?
Ja. Bare sig til hvornår.
Snarest muligt. Jeg køber en i morgen.
Lad mig ordne det, så det passer, og jeg skal jo til byen.
Fint.
To uger gik. En uge efter skulle hun tilbage til byen. Mette følte sig hjemme nu og havde ikke lyst til at lede efter lejlighed. Magnus ringede ikke, kun et brev om skilsmissedatoen. Hun var lettet hun ville ikke se ham mere.
Lørdag. Mette stod tidligt op, Svend havde inviteret hende på en tur til søen.
Hun havde ikke planer om nyt forhold, men en gåtur forpligtede ikke. De hyggede sig, og til frokost vendte de tilbage. Ved huset holdt Magnus’ bil, han var lige ankommet. Døren gik op, Magnus kom ud og hjalp en højgravid kvinde ud.
Mette og Svend nærmede sig lågen. Magnus forsøgte at åbne hoveddøren forgæves.
Hvad sker der her?
Hvad laver I? Hvorfor forsøger I at gå ind i et fremmed hus?
Magnus stivnede overrasket.
Det er vores hus! udbrød den gravide dame.
Virkelig? Hvem har fortalt dig det? Magnus? Dette er mit hus. Vil I ikke godt forlade stedet.
Magnus, hvad snakker hun om?! Er det din eks? Få hende ud! hylede den gravide.
Mette og Svend grinede. Magnus satte bare kvinden ind i bilen, og så kørte de.
Han får sit hyr.
Men hun kan føde. Det kunne jeg ikke. Tre fejl. Undskyld.
Min kone nægtede barn, derfor blev vi skilt…
Fire år efter skilsmissen. I et supermarked støder Mette tilfældigt ind i sin gamle svigermor.
Mette, jeg kunne næsten ikke kende dig! Holdt øje med dig. Er du gravid?
Ja, Mette strøg sin store mave.
Magnus har det frygteligt. Barnebarnet blev født svagt, arvet noget skidt på farens side. Hans kone løb væk, vi fik barnet. Og du, du skal have barn på egen hånd?
Nej, ikke alene. Jeg har en familie nu. Jeg må gå, de venter.
Nå… undskyld alting…
Alt det bedste til dig.
Svigermor så efter Mette. Hun gik med Svend ved sin side; hans ene hånd støttede hendes ryg, mens en lille pige, der lignede sin mor, holdt hende i håndenMette trådte ud af supermarkedets døre mod forårssolen, poser i hænderne og livet tøvende, men åbent foran sig. På parkeringspladsen vinkede Svend fra bilen, barnesædet allerede fastspændt til det ventende nye liv. Hun smilede, mærkede et spark under hjertet og fik tårer i øjnene af en slags håb hun aldrig havde troet mulig.
Alt havde engang været tabtaftenvindens susen gennem gamle æbletræer, minder pakket forsigtigt ned, drømme om moderskab forseglet bag lukkede døre. Og nu: en kærlig hånd på ryggen, sikkerhed, latter, små planer og sommerfugle i maven. Ikke kun for det barn hun bar, men for livet selv.
Mette vendte sig ikke om. Fortiden lå bag hende, og foran ventede en ny slags familie; ikke den hun engang forestillede sig, men en hun selv havde valgt. Hun satte sig ind i bilen, flettede fingre med Svend, og sammen kørte de hjem hvor kærlighed, uperfekt og uventet, lå klar til at vokse videre.
