Livet er som en bumerang. Det, vi sender ud i verden, vender altid tilbage til os, ofte når vi mindst venter det. Jeg vil fortælle jer en historie, der får hjertet til at slå hurtigereom svigt, stor opofrelse og den iskolde retfærdighed.
**Scene 1: Grusvejen og det knuste hjerte**
Det begyndte ved siden af en gammel landevej i udkanten af Odense. En ung kvinde med stenansigt rakte en slidt taske til sin aldrende far. Ved siden af hende stod en seksårig dreng, tårerne løb ned ad kinderne på ham.
**”Jeg kan ikke følge mine drømme med et anker om benet. Nu er han din, far,”** sagde hun kort og koldt.
Uden at se sig tilbage gik hun, mens hendes barn græd efter hende. Den gamle mand lagde beskyttende armen om sit barnebarn og holdt ham tæt.
**Scene 2: Den sidste skefuld suppe**
Årene gik i armod. Et lille træhus, kolde nætter på Sydfyn. På bordet stod kun én skål med tynd suppe. Den gamle mand skubbede den forsigtigt over til drengen.
**”Morfar, du skal også have noget at spise,”** hviskede drengen.
Morfaren smilede svagt, selvom maven rumlede af sult:
**”Jeg spiste, mens jeg lavede den. Spis op, så du får kræfter til at forandre verden,”** sagde han blidt.
Den nat gik morfaren sulten i seng, men med håb i hjertet.
**Scene 3: En æressag**
Femogtyve år senere: Et luksuriøst penthouse med udsigt over Aarhus tage. Drengen var blevet en succesfuld mand i jakkesæt. Han plejede sin gamle morfar, som nu sad i kørestol. Stille og roligt barberede han bedstefarens kinder, hans hånd var sikker og kærlig.
**”Du gav mig alt, dengang du intet havde. Nu er det min tur,”** sagde han med omsorg og varme, større end ord kan beskrive.
**Scene 4: Fortidens spøgelse**
Freden blev brudt af ringeklokken. Vagtens stemme lød nøgternt over højtaleren:
**”Hr. Hansen, der står en kvinde ved porten. Hun siger, hun er din mor og har ingen penge eller sted at gå hen,”** lød det.
Manden frøs midt i sin bevægelse. Barberbladet stod stille få millimeter fra kinden. Morfaren så på sit barnebarn, øjne fyldt af vemod. Stilheden lå tyk og tung. En kold vrede lynede op i mandens blik.
**Historiens afslutning**
Han lagde langsomt barberbladet fra sig og gik hen til intercomen. Stemmen var rolig og fast som granit:
**”Sig til hende,”** han samlede sig og så ind i kameraet, **”Sig til den kvinde, at mit ‘anker’ var for tungt til, at hun nogensinde kan komme tilbage i mit liv. Jeg har ingen morkun min morfar. Giv hende et par hundrede kroner til bussen så kan hun tage tilbage til den vej, hvor hun efterlod mig. Måske kan hun finde sine drømme der.”**
Han trykkede afbryd og lukkede forbindelsen for altid. Karma er ikke bare et ord det er genlyden af vores handlinger.
Nogle bånd kan man aldrig knytte sammen igen. Men kærlighed, der bliver vist i modgang, former livet og det er et valg, vi selv må tage.
Hvordan ville du have handlet? Ville du åbne døren for fortiden, eller lukke den for bestandigt? Det er dét, der gør os til mennesker.
