Jeg var tæt på at falde om af træthed den aften. To vagter i træk på universitetscaféen, forberedelser til tre afsluttende eksamener i erhvervsøkonomi, og knap fire timers søvn på to døgn.
Klokken nærmede sig elleve, da jeg opdagede en sort bil foran hovedbiblioteket på Københavns Universitet. Jeg gik bare ud fra, at det var min bestilte taxa. Jeg tjekkede ikke nummerpladen jeg åbnede bagdøren og satte mig ind.
Inde i bilen var der alt for luksuriøst: blødt læder, stilhed, en subtil duft af dyr parfume. Men min krop havde kapitulert for længst. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og faldt omgående i søvn.
Jeg vågnede ved lyden af en rolig mandsstemme med et glimt i tonen:
Har De for vane at vælge andres biler til at tage en lur i, eller er jeg bare særligt heldig i aften?
Jeg satte mig brat op. Ved siden af sad en mand i skræddersyet jakkesæt. Hans mørke øjne betragtede mig med en vag, underholdt ro, mens et smil hvilede på hans læber.
I øvrigt har du sovet i tyve minutter og du snorkede lidt, sagde han venligt.
Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev rød i kinderne. Mine øjne løb over alt det dyre udstyr: touchskærm, ægte træpaneler, en indbygget minibar.
Du er ikke chaufføren …
Nej. Jeg ejer bilen. Mit navn er Frederik Bjerregård.
Navnet sagde mig ikke noget, men selv i mørket mærkede jeg, at han var vant til at bestemme. Jeg undskyldte i en sky af pinlighed og famlede efter dørhåndtaget.
Det er sent, bemærkede han. Lad mig i det mindste køre dig hjem.
Jeg prøvede at afslå, men udenfor summede byen, og bussen ville først køre om en halv time. Bilen gled lydløst afsted. Undervejs talte vi om studier, mine småjobs og den konstante følelse af udmattelse.
Det her liv kan du ikke holde til, sagde han. Du slider dig selv ned.
Da bilen stoppede foran det lille gamle byhus i Valby, tilbød han pludselig:
Jeg mangler en personlig assistent. En, der kan bringe styr på aftaler og holde mine dage overskuelige. Fleksible arbejdstider og en god løn. Det vil være bedre end de nattevagter i caféen, tror jeg.
Jeg har ikke brug for medlidenhed, svarede jeg tydeligt.
Det er ikke medlidenhed, sagde han. Det er et konkret jobtilbud.
Han rakte mig sit kort. Da jeg kom op, udstødte min veninde nærmest et hvin ved synet af navnet: Frederik Bjerregård en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfolk.
Jeg var i tvivl i tre dage. Men min veninde mindede mig om den ubetalte husleje, og virkeligheden pressede. Jeg ringede.
Hvornår kan du starte? spurgte han straks.
I morgen.
Hans hus var som noget fra en film: store vinduer, meget lys, velplejede haver. Lønnen var rigelig flere gange højere end jeg tidligere havde tjent på en hel måned. Frederik gjorde dog hurtigt klart, at mine kvalifikationer, og ikke et tilfældigt møde, var grunden til mit job.
Du er her, fordi du er skarp og organiseret, sagde han en dag. Det er sådan nogen, jeg har brug for.
Efter det ændrede alting sig.
Jeg kastede mig over arbejdet: strukturerede hans kalender, optimerede rejserne, fik styr på kommunikationen. Frederik betroede mig gradvist mere ansvar. Der voksede gensidig respekt mellem os rolig, uden drama eller store armbevægelser.
Til en reception, hvor blikke fik min mave til at snøre sig sammen, lagde han dæmpet en hånd på min ryg som støtte, intet andet. Men lige dér gik det op for mig, at følelserne mellem os var begyndt at nå ud over det professionelle.
To måneder senere lå der et brev fra CBS: jeg var inviteret til et års udvekslingsophold i udlandet med stipendium.
Hvornår tager du afsted? spurgte han dæmpet.
Om tre måneder.
Han tøvede.
Jeg kunne bede dig om at blive. Men så ville jeg ikke længere respektere din trang til at vokse.
Da han fulgte mig hjem den aften, sagde han ordene åbent for første gang:
Jeg elsker dig.
Og jeg elsker dig, svarede jeg.
Så rejs. Realisér dig selv. Jeg vil se dig lykkes ikke bare støtte dig.
Året gik hurtigt. Da jeg vendte hjem, stod han alene i Kastrup Lufthavn, uden livvagter, uden stor scene.
Forhåbentlig valgte du den rigtige bil denne gang, smilede han.
Jeg dobbelttjekkede, svarede jeg.
Han tog min kuffert.
Jeg har købt en lejlighed i Rom.
Jeg frøs.
Til os.
Han gik ned på ét knæ, uden publikum eller presse.
Marie Madsen, vil du bygge fremtiden sammen med mig?
Ja.
I dag har jeg afsluttet universitetet og åbnet mit eget lille konsulentfirma. Han er stadig direktør for sit selskab, men nu er vi både partnere i erhvervslivet og i kærligheden.
Nogle gange, når jeg sætter mig ind i hans bil efter en lang dag, smiler jeg.
Skal jeg lige tjekke nummerpladen? spørger han drillende.
Hvis du er med, må jeg godt falde i søvn igen, svarer jeg.
Denne gang er det ikke en fejl. Det er et valg.
