Det viste sig at være svært at finde den skyldige. Børnene løb ud til åen og glemte at lukke papegøjen ind i buret. Da farmor kom hjem fra Brugsen, lukkede hun straks vinduet op på vid gab. Resultatet? Da vi om aftenen opdagede, at Frode var væk, stod det hurtigt klart, at vores smukke amazone var forsvundet ud i det blå. I tre dage og tre nætter satte vi alt til side og fór forvildede rundt i sommerhusområdet på jagt efter vores kære fugl. Men forgæves. Ingen havde set eller hørt om Frode. Børnene tørrede tårerne væk på kinderne, farmor sukkede mindst tusind gange nej, nej, nej, og min mand og jeg skældte ud både på små og store.
Selv vores egen hund, airedaleterrieren Vigga, kunne ikke sættes på nogen disse dage. Vigga var grædefærdig. Hunden viste kun livstegn, når det ringede på døren. Hun stormede ud i gangen med et højt bjæf, men så gik det op for hende, at hendes stemme lød alene, og hun slentrede tilbage til sit tæppe med bøjet hoved. I fire år havde hundekoret budt gæsterne velkommen. Frode kunne gø så virtuost, at man skulle tro, han var hund snarere end papegøje.
Hundegøen var Frodes første forbillede som papegøje. Helt grøn, bogstaveligt talt, begyndte han sin karriere med at tirre katten Mathilde. Han sneg sig lydløst hen til den sammenkrøllede kat og gøede hende direkte ind i øret. Mathilde sprang forfærdet op med et højt mjau!, og straks kom Vigga farende med sit eget vilde bjæf. Så var huset fyldt med et komplet kaos.
Mathilde tolererede Frode, selvom det virkede, som om hun helst ville være fri. Men Vigga elskede ham ægte og blidt. Den lille bølle sad ofte på hendes hoved helt bogstaveligt! og holdt foredrag for hende. Han kunne bruge en halv time på at gentage farmors stemme:
Hvem spiser grøden op?
Så holdt han en højtidelig pause og tilføjede med alvorlig stemme:
Vi har altså ikke grise!
Hunden reagerede præcis, som børnene gjorde på farmors formaninger: Ikke spor. Når Frode blev for irriterende, vippede Vigga ham bare af med et venligt skub fra sin ru tunge.
Kortsagt: Frodes forsvinden føltes som en personlig tragedie for alle undtagen Mathilde. Efter et par uger, hvor vi havde opgivet håbet om nogensinde at se vores talende ven igen, begyndte naboerne at hviske: En flok krager, der huserede i haverne, havde fået selskab af en ny fugl. En opsigtsvækkende grøn med knaldrødt hoved, som holdt sig ikke bare til at skrige, men også gøede og tilmed bandede på det mest menneskelige danske. Det sidste slukkede næsten det håb, som igen var tændt i vores hjerter: Godt nok kendte vi ordene, men vi brugte dem sjældent højt. Tanken strejfede os dog, at Frode havde lært sig nyt og mindre pænt sprog blandt de vilde. Vi gik forfra med eftersøgningen.
Omkring ti dage senere gik lykken vores vej. Mens jeg bøjede mig over jordbærbedet, hørte jeg en velkendt stemme:
Nå, hvad så?
Der, midt på et kirsebærtræ, omgivet af sorte, nærgående krager, sad min lille Frode.
Frode, kom herhen, skat. Kom, mor skal nok trøste dig og give dig lækre solsikkefrø
Frode lagde hovedet på skrå og overvejede situationen.
Frode, vi savner dig allesammen, både far og Augusta og Mads og Vigga. Kom, lille ven
Jeg rakte armen frem og nærmede mig forsigtigt træet. Jeg var kun ét skridt fra at nå ham, men
Ha, bøllens unger! sagde Frode drillende med stemme som formanden for grundejerforeningen, og fløj væk sammen med resten af fugleflokken.
Frodes vilde liv varede ved helt til frosten satte ind. Af og til dukkede han op tæt ved huset, men han lod sig ikke overtale. Han svarede på vores lokken med filosofisk kragen og fløj bort.
Sent på efteråret så folk ham oftere og oftere alene. Han begyndte at titte ind i haven, sørgmodig og opblæst, men han kom ikke nær. Så måtte vi gribe til det tunge skyts: Vigga. Hvad hun sagde til ham, ved jeg ikke, men han rykkede stolt ind i huset igen siddende på ryggen af den rustrøde hund.
