I folkeskolen blev jeg konstant udtaget til diverse fagkonkurrencer. En dag blev jeg meldt til skoleolympiaden i kemi. Jeg tolkede det straks som en anerkendelse af mine intellektuelle evner. Da min mor kemiker, med et gammelt adeligt efternavn før hun mødte min far hørte om det, opførte hun sig dog ikke som en fornem dame, men nærmest som et rigtigt madamsmenneske. Hun, der ellers ler sagte som en gammel Toves-datter, spildte teen ud over bordet og brød ud i et rungende latterbrøl.
Det var første og sidste gang, jeg så min mor le så hjerteligt. Senere sendte de mig til distriktsolympiaden i fysik. Siden igen og igen. Jeg begyndte at fatte mistanke: Skoleledelsen deporterede mig nok bare jævnligt for at give de andre elever lidt ro til at lære.
Til biologiolympiaden blev jeg ikke sendt alene. Jeg fik selskab af Torben Kryger, som også havde et vist forhold til biologi. Ligesom jeg uden problemer kunne skelne mellem en kronhjort og en skildpadde på lang afstand. Da biologilæreren hørte, hvem der skulle repræsentere skolen, var hun nærmest ved at indstifte sultestrejke. Men de er jo væk hele dagen! bestak nok skoleinspektøren hende med. Så blev Torben og jeg sat i et kæmpestort auditorium sammen med tres fremmede, kejtede biologikolleger. Vi fik hver udleveret et stort ark papir.
Imens holdt en kvinde med en glasbroche på størrelse med en sildedåse en inspirerende tale ved podiet. Hendes hovedpointe var, at vi ikke var her helt tilfældigt, at vi havde livet foran os og at hvis vi ikke tog det alvorligt nu, så endte vi måske med at stable containere hele livet. Nuvel, det var ærefuldt arbejde, det havde hun intet imod, men alligevel.
Jeg så mig omkring og rørte ved skulderen på pigen til højre for mig. Hun rødmede og lod de omhyggeligt lagte øjenvipper falde nedad. Alle begyndte nu at skrive som om de havde ild i bagen. Det gjorde Torben panisk:
Hvad er det meningen, vi skal? Hvad skal vi gøre?
Han havde åbenbart troet, vi var blevet hentet for at få saftevand og boller. Jeg gættede mig til, at de tomme felter på arket skulle udfyldes med svar. Det forklarede jeg Torben. Kvinden med brochen bad mig dæmpe stemmen.
Hvor står svarene? hviskede Torben til mig.
Kvinden spurgte pludselig ud i lokalet, hvilken skole disse to drenge, der rakte så ivrigt ud efter videnskaben, kom fra? Jeg svarede naturligvis Fra Hundredeogtooghalvfjerdsende, som om det var vores klassetrin og ikke vores skole hun noterede det straks på både mit og Torbens ark.
Vi går da på Hundredeogfemoghalvfjerdsende? indvendte Torben.
Vær nu stille, dit fjols, hvæsede jeg.
Torben sparkede til mig ramte dog kun stolen foran, hvor den rødmossede pige sad. Hun vendte sig om som en ugle og konstaterede, at vi ikke var farlige.
Kan I lige lade være, sagde hun stramt til Torben. Prøv at opføre jer normalt.
Herefter fik pigen en sidste advarsel af kvinden med brochen, og så brød hun ud i gråd. For at trøste hende sagde kvinden moderligt: Du skal bare stole på dine egne evner så skal det nok gå alt sammen. Det virkelige lærerhåndelag for pigen tørrede øjnene, rettede ryggen og gik flittigt i gang.
Jeg var nu højt splittet. Skulle jeg forsøge at huske Carl von Linnés leveår, eller forsøge at fange et blik fra pigen med de bemærkelsesværdige vipper? Man kan ikke multitaske. Enten Linné, eller vipper. Samtidig blev det til et frygteligt billede af Carl von Linné med falske vipper noget der skurrer i enhver tankestrøm.
Hvor mange fiskearter lever der i Limfjorden? spurgte Torben pludselig.
Ni hundrede og tolv, svarede jeg.
Sikker?
Med den slags spøger man ikke.
Svaret om Linné formulerede jeg så elegant, at det kunne passe lige ind i en H.C. Andersen-biografi, og ingen ville løfte et øjenbryn hvis de ikke læste det for grundigt, altså.
Skal vi i biografen? skrev jeg på en sammenfoldet seddel, som jeg slyngede hen til pigen med vipperne. Svar kom efter et øjeblik: Jeg har allerede en ven, stod der med pæn, svungen håndskrift. At kvinder aldrig kan svare klart og bare sige ja på stedet, forbløffer mig stadig. For pokker da, jeg havde jo ikke i sinde at splitte nogen op jeg tilbød blot endnu et venskab. Jeg havde allerede to veninder, der var veninder med hinanden. Deres kærester sov trygt. Kun min far bemærkede noget, når han skulle udbetale mine lommepenge i danske kroner.
Er han bedre end mig? skrev jeg og sendte det afsted. Ja, kom der tilbage. Hvorfor er han så ikke til olympiade? Pigen blev tavs. Jeg kunne godt forstå hendes betænkning.
Er du sikker på, at du ikke har taget Limfjorden for Stillehavet? spurgte kvinden med brochen, da hun tredje gang gik forbi Torben. Hun ledte efter snydeark ved os, men det kræver jo, at man bare ved det mindste om emnet. Det var håbløst at kigge efter hos os.
Torben sad der, så han lignede et tvært barn, der burde tilses af sundhedsplejersken. Men det var faktisk bare sådan, han så ud.
Hvor findes der spørgsmål om oceaner? skubbede han til mig og forstyrrede mit forsøg på diskrete forbindelser.
Hvem er hvem? med Ghita Nørby, skrev jeg til vipperne. Nej! fik jeg tilbage, sammen med en fnisende stikling, hvis ører satte min fantasi mere i brand end hendes øjenvipper. Dagens emojis mangler den magi. Jeg begyndte allerede at mærke følelsen for alvor da min kollega biologen afbrød.
Ahem, et teknisk spørgsmål, begyndte han. Hvilken kon-…formation har keratinet i et hårstrå? Keratin er vel svaret, hva? Skrevet af en eller anden smart fyr? Men egern har da rødt hår?
Jeg bekræftede og tilføjede:
Ja, og om vinteren bliver de grå.
Torben skrev tappert: Rødt. Om vinteren gråt. Han var altid klar til at tilpasse sig.
Den fregnede pige vendte sig mod mig og hviskede: Alfa-helix.
Hvor? Jeg kiggede forvirret.
Nej, formen på keratinet det er alfa-helix, forklarede hun og vendte sig igen.
Jeg kiggede på hendes ører. Også de lokkede. Hurtigt skrev jeg svaret, lagde en ny seddel og sendte den: Skal vi i biografen? Nu måtte det snart smelde et sted.
Ja, dunkede det ned på min bordplade.
En ny seddel fra højre side: Okay, lad os bare tage afsted.
Et eksistentielt dødvande. I det øjeblik måtte jeg besvare spørgsmålet: Hvad hedder en næsehorns unge? Det er svært at tage stilling til den slags, især når to piger på én gang kræver seriøse forhold. Næsehjort? Næsekalv? Torbenunge? Til højre: vipper. Foran: fregner. Jeg skrev: Næsehornsunge.
Med den fregnede holdt det til vinter, da egernene blev grå. Hende med vipperne mødte aldrig op foran Empire-biografen. Kvinder og deres luskede påfund
I øvrigt blev jeg nummer to til biologiolympiaden og fik et diplom. Det kom dog først to måneder senere. Skoleledelsen ledte land og rige rundt og fandt kun én elev med mit efternavn i Hundredeogtooghalvfjerdsende; et førsteklasses barn, der på rektors retoriske Hvordan kunne du havne til olympiade? brød ud i gråd og lovede aldrig at gøre det igen. Men til sidst fandt de mig.
Således blev jeg den eneste fra den store forskerskare, der vidste, hvad man kalder en næsehorns unge. Forskningen har stadig ikke fundet på noget bedre end ‘næsehornsunge’. Således kom jeg ind i lærdommens verden og blev en af dem. Indtil jeg, som I kan se, desværre forfaldt igen.
