I tredive mærkelige, langsomt slæbende år syede mine fingre gennem maskinerne inde på den store fabrik i Glostrup, så børnene kunne få det bedre, end jeg havde haft. Men nu, på min halvfjerdsårs fødselsdag, står jeg dér i et ekko-af-et-hjem på tredje sal i Vanløse med et kurve af blomster leveret af en budbringer, og mine øjne fosser saltvand ned over rynkede kinder. Hvis nogen havde fortalt mig for fyrre år siden, at jeg ville stå sådan her, præcis nu, ville jeg have grinlagt det hele væk over en kop sort kaffe men livet har en sær, lunefuld humor, det fletter sine pointer uden hensyn.
Denne torsdag vågnede jeg klokken seks, selvfølgelig. Min krop gør det af sig selv. Tre årtier op ad morgener, for at nå første vagt på tekstilfabrikken. Jeg syede kitler og arbejdsjakker, lyset udenfor sløvt, maskinernes snurren blandet med lyden af kvindestemmer og drømme syet fast til børns kærne. For hvem gjorde vi det ellers, hvis ikke for ungerne?
Min Eigil, Gud have hans sjæl, arbejdede ved DSB. Sammen trak vi livet som to slidte tovender gennem ugerne. Vi klagede aldrig: først en lille lejlighed ved Mozarts Plads i Sydhavnen, så bytte til to værelser med køkken i Vanløse.
Fjernvarme. Altan med udsigt til parkeringspladsen. Men ungerne? De fik altid rent tøj, varm aftensmad, bøger til skolen. Nikolai gik til ekstra engelsk, Ingele på datakursus. Eigil tog overarbejde, jeg syede gardiner og kjoler for naboerne om aftenen.
Og se nu. Det bar frugt. Nikolai læste jura, har sit eget advokatkontor på Frederiksberg. Ingele har åbnet noget smart marketingbureau på Østerbro jeg forstår aldrig helt, hvad det er, men folk betaler, og det er vel nok. Jeg er stolt. Rigtig stolt. Alligevel smager min stolthed på det sidste lidt som en kop te uden sukker det mangler noget, selv om det ser rigtigt ud.
Eigil døde for otte år siden. Hjertet, pludseligt, en nat uden et farvel. Det første år ringede børnene dagligt. I det andet, en gang om ugen. Nu ringer Nikolai søndag efter frokost, hvis han husker det.
Ingele sender smser korte, som et brev fra en ø i regn: Mor, hvordan har du det? Kys. Jeg skriver: Det går fint, min pige. Hvad skulle jeg ellers? At jeg om aftenen snakker med TV-avisen? At den eneste, der sagde noget til mig i Fakta lørdag, var kassedamen?
Jeg forberedte den her fødselsdag i en hel uge. Fjollet måske. Bagte en ostekage den, min mor lærte mig, med knasende bund. Ny dug, den lidt for glade med margueritter. Jeg fandt porcelænsstellet frem, det vi aldrig brugte til hverdag. Fire kuverter. For Nikolai sagde, at han ville gøre sit bedste, og Ingele skrev: Jeg må se på min kalender.
Om morgenen ringede Nikolai. Træt i stemmen, som om han ikke havde sovet: Mor, jeg kan ikke, jeg har en sag, flyttet til i dag, jeg kunne ikke sige nej. Men jeg kommer i weekenden, okay?
En time senere kom sms fra Ingele. Ikke engang et kald. Mor, konference i Aarhus, jeg når det ikke, elsker dig, weekenden! Med tre udråbstegn. Som om de kunne samle hende ved bordet.
Jeg stod i køkkenet og så på de fire tallerkener, ostekagen, min muntre nye dug. Pakkede det hele langsomt væk tallerkenerne på hylden, dugen foldet, ostekagen under et viskestykke.
Klokken tre ringede dørtelefonen. Budet en ung fyr i blåt. En enorm blomsterkurv, roser og liljer og noget andet, jeg ikke kender. Og konvolutten: Kære Mor, vi ønsker dig alt det bedste! Nikolai og Ingele.
Han smilede: Tillykke! Du er elsket, kan man se.
Jeg bar kurven ind, satte den på det lille bord i entreen og lukkede døren bag mig. Satte mig på skamlen under overtøjsknagerne fem minutter, måske tyve. Blomsterduften var så stærk, at tapetet bølgede i luften.
Om aftenen ringede Sigrid den eneste nabo, jeg stadig taler med. Hun er femoghalvfjerds, bor nedenunder, lige så alene. Runa, har du fødselsdag? Kom op til te, jeg har bagt æblekage. Jeg gik derop. Vi sad til ti om aftenen i hendes køkken. Hun spurgte ikke til børnene. Hun vidste.
Lørdag kom Nikolai. Alene, uden kone og børn. Tre timer, hvoraf han brugte én på altanen med mobilen ved øret. Efterlod en konvolut med penge på entrebordet. Ingele måtte aflyse weekenden noget kom imellem, mor, men til jul, helt sikkert.
Så forstod jeg noget. Ikke at børnene ikke elsker mig. Det gør de. På deres egen måde, mellem sager og konferencer, lidt ligesom jeg elskede mit arbejde ordentligt, men altid med uret for øje. I tredive år sled jeg for, at de aldrig skulle det samme. Men ingen advarede mig om, at prisen for deres bedre liv ville være min tomme stue.
Ostekagen spiste vi sammen, Sigrid og jeg. Blomsterne holdt en uge, så visnede de. Pengene har jeg gemt i skuffen med Eigils gamle DSB-papirer.
I går købte jeg billet til bustur til Møns Klint. To dage, seniorgruppe. Sigrid tager med. Da jeg fortalte Ingele det i telefonen, lød hun overrasket: Mor, hvornår er du begyndt at rejse rundt?
Siden min halvfjerdsårs fødselsdag, skat, svarede jeg.
Der blev tre sekunders stilhed i røret. Så sagde Ingele: Sejt, mor, og ville tale om noget andet. Men de der tre sekunder var mere end alle udråbstegnene i hendes smser tilsammen. En dag forstår hun det. Måske, når hun sidder med et tomt stole ved bordet. Men jeg venter ikke.
Jeg har syvti år, ben der kan gå, en billet, og en nabo, som bager æblekage. Eigil ville have sagt: Runa, ikke så meget snak kom afsted. Så det gør jeg.
