I går skulle jeg låne en boremaskine af min nabo, Anders. Da han åbnede døren i joggingbukser og t-shirt, grinede han:
Kom ind. Jeg har lige spist.
Jeg trådte ind. Lejligheden var ryddelig, og der duftede af stegt kylling fra køkkenet. På bordet stod der en bærbar og et glas rødvin.
Anders er 51 år gammel, har været skilt i 12 år og bor alene. Han er ingeniør og tjener lidt over 40.000 kroner om måneden.
Jeg har kendt ham i fem år siden jeg flyttede ind i ejendommen. Jeg har aldrig set en kvinde hos ham. Hverken som gæst eller andet.
Han gav mig boremaskinen og skænkede et glas whisky op:
Sæt dig ned, nu hvor du alligevel er her. Vi har ikke snakket længe.
Vi satte os i køkkenet og fik en drink.
Jeg spurgte:
Anders, hvorfor er du egentlig alene? Leder du ikke engang efter nogen?
Han trak på smilebåndet:
Nej, jeg leder ikke med vilje. Ved du hvad, Jesper, jeg har boet alene i 12 år nu, og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk trives bedst sådan.
Hvorfor?
Han hældte op igen, lænede sig tilbage:
Der er seks grunde til det. Seks helt konkrete, som jeg har måtte erfare.
Første grund risikoen for økonomisk ruin ved skilsmisse
Anders lagde ud:
Jeg blev skilt for tolv år siden. Havde været gift med Charlotte i atten år. Vi har en datter, Frederikke, hun er 28 nu og bor for sig selv.
Han tog en slurk:
Skilsmissen skyldtes, at Charlotte var utro med en kollega. Jeg søgte skilsmisse med det samme.
Hvad skete der så?
Boligen blev værdidelt præcist på midten i retten, selvom jeg betalte det meste af realkreditlånet. Vi solgte lejligheden og delte pengene. Jeg købte denne 2-værelses.
Han så på mig:
Jesper, jeg mistede halvdelen af alt, på grund af hendes utroskab. Ifølge loven er det i orden. Forstår du? Jeg arbejdede og betalte af, hun havde en affære, og alligevel fik hun halvdelen.
Sådan er skilsmisse…
Ja, præcis. Hvorfor skulle jeg tage den risiko igen? Forestil dig, jeg møder en kvinde, vi flytter sammen, gifter os efter et par år, køber bil eller hvad ved jeg. Hvis hun smutter så starter det forfra. Hvorfor tage dén risiko?
Jeg sad stille mens han talte videre.
Anden grund kvinder bakker ikke op om mænds drømme
Ved du hvad, Jesper jeg har en drøm om at købe en gammel Nimbus-motorcykel, totalrenovere den, og køre ud i weekenden.
Fed drøm.
Ja. Jeg har sparet op i et år, og om et halvt år køber jeg den. Den bliver mit projekt.
Han tog en slurk vand, skyllede whiskyen ned:
Da jeg var gift, havde jeg også drømme. Ville lære at spille guitar, købte en og meldte mig til et kursus. Charlotte sagde: Hvorfor det? Du er jo ikke Kim Larsen, og du er for gammel. Så lagde jeg den væk. Ville på kanotur i Sverige, men Charlotte sagde: Er du blevet vanvittig? Vi har jo lån, du kan ikke bare lege ung. Så jeg blev hjemme.
Han stirrede ud i mørket gennem ruden:
Kvinder støtter ikke mænds drømme. De synes, det er fjollet. Nu bor jeg alene, og gør, hvad jeg har lyst til. Ingen siger, jeg er dum, hvis jeg køber den motorcykel.
Tredje grund kvinder med for høje forventninger
Anders fortsatte:
For tre år siden prøvede jeg netdating. Udfyldte min profil ærligt: alder, job, løn, interesser.
Hvordan gik det?
Jeg skrev med flere. Der var for eksempel Tine, 46 år, receptionist. Hun tjener 20.000 kr. om måneden. Hun skrev til mig: Du virker spændende, men jeg søger en, der tjener minimum 60.000.
Han lo tørt:
Jeg spurgte, hvad hun selv tjente. Hun blev fornærmet og blokerede mig.
Helt seriøst?
Ja. Jesper, mange kvinder i dag tror, de er prinsesser. De bor til leje, tjener lidt men forventer en mand med villa, bil og store penge. Samtidig mener de, deres kvindelige energi er nok at byde ind med.
Han tømte sit glas:
Jeg har fast job, ejer lejlighed og bil. Alligevel er jeg taber for mange, fordi jeg ikke er millionær. Hvorfor skulle jeg bruge tid på nogen, der alligevel ikke sætter pris på mig?
Fjerde grund de kan ikke finde ud af almindelig husholdning
Jeg spurgte:
Gør du ikke savner hjemlig hygge, en der laver mad?
Anders smålo:
Jesper, kig dig omkring. Rent? Jeg gør rent en gang om ugen, det tager en time. Mad? I dag lavede jeg kylling og grønt. Det tog en halv time. Vaske tøj? Det klarer maskinen.
Han rejste sig, pegede på køkkenet:
Jeg mangler ikke en kvinde til at holde hjemmet. Jeg klarer det selv. Ved du egentlig, hvor mange kvinder nu om dage, der ikke kan lave mad? Halvdelen. De bestiller takeaway eller lever af færdigretter.
Nogle er da huslige…
Det sker, men sjældent. Og hvis hun alligevel forventer, jeg skal forsørge hende så laver jeg hellere min egen mad.
Femte grund frygt for manipulation og løgn
Anders skænkede lidt mere whisky op, til os begge.
Jesper, efter skilsmissen datede jeg to kvinder. Begge løj.
Hvordan det?
Den første, Anne, sagde, hun var skilt. Efter en måned fandt jeg ud af, hun stadig var gift hun ledte bare efter en affære, fordi hendes mand tjente for lidt.
Han tog en tår:
Den anden, Trine, sagde, hun ingen børn havde. Efter to måneder viste det sig, hun havde to. Hun skjulte det bare, så jeg ikke løb skrigende væk.
Hold da op…
Præcis. Jeg er træt af at blive løjet for. Kvinder lyver med lethed, synes bare, det er okay. Og så undrer de sig over, at vi mister tilliden.
Sjette grund mænd bliver straffet for initiativ
Anders lænede sig tilbage i stolen:
For et år siden prøvede jeg at møde en kvinde i Bog & Idé. Hun var omkring 45, pæn. Blev stående i klassiker-afdelingen og ledte efter bøger.
Og?
Jeg gik derhen og sagde: Hej, ser ud til du kan lide klassikere. Skal jeg anbefale en god en? Hun så på mig, som om jeg var en tosse. Sagde koldt: Jeg klarer mig selv. Gik væk.
Han smilede skævt:
Jesper, i dag bliver al mands initiativ set som upassende. Taler du til nogen, er du en creep. Skriver du online, er du en stalker. Inviterer du på kaffe, tror de, man bare er ude på fri forsørgelse.
Det kan da ikke passe for alle…
Ikke for alle, men for de fleste. Jeg gider ikke flere kolde afvisninger. Så nu gør jeg intet hvis kvinden virkelig er interesseret, kan hun vise det selv.
Det fik mig til at tænke
Anders tømte sit glas og så på mig:
Jesper, jeg siger ikke, alle kvinder er dårlige. Der findes gode, men de er sjældne. Og prisen for at tage fejl er høj: penge, tid, nerver.
Han rejste sig:
Jeg er 51. Har et godt job, min egen lejlighed, bil, fritidsinteresser og venner. Jeg er glad alene. Hvorfor satse alt det for et forhold, som måske ender i endnu en skilsmisse og ruin?
Jeg gik hjem, lagde mig i sengen og tænkte over det han sagde.
Jeg er selv 49, har været gift i 23 år. Vi har det fint, min kone og jeg. Men hvis jeg var alene… mon jeg ville gøre som ham?
Måske ja.
Er han bange og derfor alene eller fornuftig?
Er skilsmisse virkelig så urimeligt for mænd eller overdriver han?
Er det rimeligt at undgå forhold, fordi fejltagelser som 50-årig er for dyre eller er det bare frygt for livet?
Er kvinder virkelig ligeglade med mænds drømme eller vælger vi mænd bare forkert?
