Anders sad på sin køkkenstol og betragtede støvfnug, der dansede i solstriben fra det lave aftenlys. I lejlighed nr. 48 på Møllegade var der klinisk rent. Alt for rent.
For tre måneder siden flyttede Lene ud. Hun tog kufferter, sin bregne og, vigtigst af alt, tiårige Thor og seksårige Yrsa med sig. Først syntes Anders, det var frihed. Ingen børne-tv i baggrunden, ingen Legoklodser at snuble over, og han kunne spise leverpostej direkte fra bøtten uden nogle etiske konsekvenser.
Men efter en uge blev friheden et vakuum. Han opdagede pludseligt, at han igennem alle årene var blevet helt utrolig huslig doven. Han havde glemt, hvor meget han faktisk burde kunne finde ud af derhjemme.
Men det værste var den der fredagsventen.
Far, vi er kommet! råbte Yrsa, mens hun fór ind i entreen og bragte duften med sig af gadestøv og børneshampoo.
Anders omfavnede hende akavet. Thor kom bagefter. Han sagde ikke noget, havde høretelefoner på, men sendte faren et hurtigt vurderende blik.
Hej, banden! Kom ind. Jeg har… gjort klar til at I skulle komme.
Anders tænkte, at hvis han nu bare blev den perfekte husfar, så ville de få lyst til at blive for evigt. Han havde købt den dyreste teflonpande, han kunne finde i Skousen, og havde printet en opskrift på pandekager ud fra nettet.
Hvad får vi til morgenmad? spurgte Thor, da han slentrede ud i køkkenet lørdag morgen.
Pandekager! svarede Anders muntert, mens han kæmpede med at få klumperne ud af dejen. Med hindbærsyltetøj, ligesom I elsker det.
Som mors? spurgte Yrsa forhåbningsfuldt og satte sig op på en stol.
Anders blev stående som en saltstøtte.
Bedre end mors. Det lover jeg!
En halv time senere lignede køkkenet et bombekrater. Mel på Anders bryn, på gulvet og, hvordan det end var muligt, på lampen over bordet. Første pandekage blev selvfølgelig et sammenrullet gråt klæde. Nummer to brændte på. Nummer tre den så mærkelig ud.
Anders kunne mærke vreden buldre op. Han hadede den pande, han hadede komfuret og allermest sin egen magtesløshed over noget så dansk som pandekager. Han ville råbe: Hvorfor er det så kompliceret?! Men så kiggede han på de to forventningsfulde unger.
De er næsten klar, peb han og tørrede sveden af panden.
Endelig, en stabel let brune og skæve pandekager. De var ikke runde, kanten var brændt flere steder, men de duftede rigtigt. Anders satte en skål syltetøj på bordet og ventede på dommen.
Yrsa tog en bid og kneb øjnene sammen.
Mmm, det smager, far! Virkelig.
Thor nikkede, uden at tage høretelefonerne af, men først forsvandt tre pandekager. Anders åndede lettet op. Varmen spredte sig i brystet. Pludselig føltes det, som om afstanden mellem dem blev fyldt op af et helt stykke stof af pandekagedej.
Søndagaften var altid det sværeste. Den der gråzone, hvor glæde over gensynet blev til tung afsked.
De sad nu i stuen. Anders havde købt den nyeste PlayStation det eneste Thor havde talt om det sidste halve år.
Thor, hvad så? Gennemførte du bossen? spurgte Anders og slog sig ned ved siden af sønnen.
Ja, svarede Thor kort, uden at kigge væk fra skærmen. Tak, far. Den er sej.
Yrsa, skal jeg læse eventyr? spurgte Anders og rakte ud efter en børnebog med farverigt omslag.
Far, hvornår henter mor os? spurgte Yrsa uden at se på bogen. Hendes blik hvilede på de små sneakers, der stod pænt ved døren.
Om en time, skat. Har du det ikke godt her? Vi har jo både PlayStation, pandekager og is i fryseren. Vi kan tage i Zoologisk Have i morgen, hvis I bliver lidt længere…
Thor lagde pludselig controlleren fra sig. Stilheden bredte sig.
Far, her… der dufter vildt godt. Og PlayStationen er fed. Og du… du gør dig umage, det kan vi se.
Anders smilede, men det snørede sig for brystet.
Men så er alt jo godt! I kan li det her, ikk?
Den yngste, Yrsa, gik hen og krammede sin far og gned sin næse ind i hans stikkende kindskæg.
Du laver dejlig mad, far. Men mor har hjem og hygge.
De ord ramte hårdere end beskeden om skilsmissen. Anders så sig omkring. Dyrt design, skinnende elektronik, alt istandsat. Alt perfekt. Men dødt.
Hvad mener du, med hjem, Yrsling? spurgte han, stemmen rystede. Er det ikke også jeres hjem her? Jeres værelser jeres legetøj…
Thor så op. Nu var der ikke længere barneblå naivitet i blikket, men alvorlig, voksen sandhed.
Far, hjem er sådan noget som, at du ved hvor vores sokker er. At mine gamle tegninger hænger på køleskabet, de der, du aldrig lagde mærke til. Kan du huske, da jeg fik diplom for robotbygning for tre år siden?
Anders ville sige selvfølgelig, men tav. For han huskede det ikke. For tre år siden var han sikkert på endnu en forretningsrejse, eller på et evigt møde, eller bare træt.
Mor husker, jeg ikke tåler skyllemiddel. Du spurgte i går, hvilket klassetrin jeg gik i. Du er sådan en gæst, der bare rigtig gerne vil gøre indtryk. Du lærte dig pandekage-opskriften på én dag, men du har ikke lært os på ti år.
Anders skjulte ansigtet i hænderne. Sandhed én til nul. Han havde i årevis bygget fundament, skaffet penge, booket ferier alt imens han ikke selv var til stede. Han var blevet en funktion. En Dankort-maskine. En lydløs skygge, der gik forbi børneværelset på vej i seng.
Det var ikke Lene, han havde tabt til. Det var ham selv den han var før skilsmissen. Han havde troet, familie var noget man bare havde. Men familie, viste det sig, var dagligt nærvær og små, krævende skridt.
Der lød en dørklokke. Lene kom for at hente børnene.
Anders rejste sig, følte sig som en 80-årig. Han hjalp Yrsa med overtøjet, rakte Thors rygsæk.
Tak for pandekager, far, sagde Yrsa og kyssede ham på næsen.
Hej, far, sagde Thor, lod hånden hvile et sekund på farens skulder. PlayStationen er virkelig nice.
Lene stod i døren og så på Anders med stille medfølelse. Hun så melet på hans T-shirt og sorgen i hans blik.
Anders, er du okay? spurgte hun sagte.
Ja, svarede han, slugte en klump. Prøv at hør, Lene Yrsa sagde, her ikke er hjem. Og hun har jo ret.
Lene var stille og lyttede.
Jeg Jeg vil gerne komme forbi. Ikke bare hente dem til weekender i et museum. Jeg vil hjælpe Thor med hans projekt. Virkelig. Og Yrsa har opvisning i børnehaven torsdag… Jeg vil gerne komme. Må jeg det?
Lene smilede svagt.
Vi vil glæde os, Anders.
Døren smækkede. Anders var alene. Men denne gang gik han ikke hen til fjernsynet.
Han gik til køleskabet. På den sterile, hvide overflade hang der intet.
Han fandt frem fra skuffen i entreen en gammel, krøllet tegning fra Thor den, han ubevidst havde gemt væk. En skæv bil og tre pinde-mennesker. Han satte den fast med en magnet, lige midt på køleskabet.
Så fandt han Thors kontakt i telefonen.
Hej Thor. Jeg har tjekket hvornår du har robotteknik. Onsdag har jeg fri. Skal vi tage hen til det værksted, du snakkede om? Uden pandekager, uden PlayStation. Bare snakke.
Der gik et minut, så kom der svar: Ok, far. Jeg glæder mig.
Anders kiggede på sine hænder, så på sig selv i spejlet. Hjem bygges ikke på en weekend. Men i dag havde han lagt den første, rigtige sten.
Han gik ud og begyndte at vaske op. Ikke fordi man skal, men fordi hans hjem det rigtige hjem, han kun lige var begyndt på ikke skulle være fyldt med fortidens beskidte tallerkener. Nu vidste han: Ville børnene blive, skulle han ikke lave det som mor, bare være far. Hver dag. Uden opskrift.
