Undskyld mig, min dreng.
Dette er en historie om en familie, som man dengang i Danmark ofte kaldte ressourcesvag. En mor, der opfostrede sin søn alene, efter at have skilt sig fra hans far, da drengen endnu ikke fyldte et år. Tiden gik, og nu var han fjorten år, og hun selv var fireogtredive, hun arbejdede som bogholder hos en lille virksomhed i Odense.
Det seneste år havde føltes som et sandt mareridt. Før han gik i sjette klasse, klarede hendes søn sig udmærket i skolen, men siden kom de lave karakterer. Hun klamrede sig blot til håbet om, at Asger i det mindste ville tage folkeskolens afgangsprøve og få en uddannelse, en hver slags.
Hun blev kaldt ind på skolen igen og igen, og klasselæreren lagde aldrig fingre imellem, men irettesatte hende foran alle lærerne, der også kom med deres klager over Asgers manglende indsats og ballade. Nedtrykt og oprevet gik hun hjem, overvældet af magtesløshed. Når hun senere prøvede at vejlede eller skælde ud på Asger, lyttede han blot tavst og stivnakket. Hverken lektier eller huslige pligter blev ordnet.
Sådan var det også denne dag, hvor hun trådte ind i lejligheden og straks fornemmede, at der atter ikke var blevet gjort rent. Hun havde jo om morgenen, før hun gik på arbejde, sagt strengt: Når du kommer hjem fra skole, så ryd op i lejligheden!
Træt satte hun vand over til te og begyndte modvilligt at gå i gang med rengøringen. Da hun tørrede støv af, opdagede hun pludselig, at den fine krystalvase, som hendes veninder engang havde givet hende i fødselsdagsgave (den slags ville hun aldrig selv have råd til!), familiens måske eneste værdigenstand, var væk. Hun stivnede. Havde han taget den? Solgt den?
Tankerne myldrede, én værre end den anden. Hun havde for nylig set Asger sammen med nogle utiltalende drenge. Da hun havde spurgt: Hvem er det der? havde sønnen mumlet noget uforståeligt og hans blik sagde tydeligt: Det rager ikke dig!
Det er nogle skumle kammerater! borede tanken sig ind. Åh Gud, hvad nu, hvis de har presset ham til det! Han kunne ikke selv! Sådan er han ikke! Og hvad hvis han ryger eller noget værre? Urolig styrtede hun ned ad trapperne. Udenfor var det allerede mørkt, og kun enkelte hastende fodgængere gik forbi på gaden.
Langsomt gik hun tilbage. Det er min egen skyld! Min egen! Han har ikke haft et hjem hos mig i lang tid! Selv vækker jeg ham om morgenen med råb! Om aftenen skælder jeg ham ud hele tiden! Åh Asger, stakkels barn, sikken en mor du har fået! længe græd hun. Så begyndte hun igen at gøre ordentligt rent det var umuligt bare at sidde stille.
Da hun tørrede bag køleskabet, stødte hun på en sammenkrøllet avis. Hun trak i den, og hun hørte glas klirre. Inde i avispapiret lå skårene af den knuste krystalvase.
Han har smadret den… bare kommet til at smadre den! slog det hende pludselig, og hun begyndte at græde igen denne gang af lettelse. Han havde altså ikke stjålet vasen, bare skjult den efter uheldet. Og nu, åh, lille fjollede dreng, turde han sikkert ikke komme hjem, fordi han var bange! Men nej, dum er han ikke… Hun så for sig, hvordan hun ville have reageret, hvis hun havde opdaget den knuste vase for første gang hun sukkede tungt og gik ud i køkkenet for at lave aftensmad. Hun dækkede smukt op, lagde servietter og satte tallerkner på bordet.
Asger kom hjem hen ved midnatstid. Han stod tavst i døråbningen. Hun styrtede hen til ham: Asger, min skat! Hvor har du dog været så længe? Jeg har ventet, været så bekymret! Fryser du? Hun tog hans kolde hænder ind i sine, varmede dem og kyssede ham kærligt på kinden. Gå ind og vask hænder. Jeg har lavet noget, du elsker. Forvirret gik han ud for at vaske sig.
Så kom han ud i køkkenet, men hun sagde: Jeg har dækket op inde i stuen. Han gik derind, hvor alt var urimeligt rent og pænt, satte sig forsigtigt. Spis, min dreng, lød hendes blide stemme. Han kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde talt sådan til ham. Han sad blot, med sænket hoved, uden at røre noget.
Hvorfor spiser du ikke, min skat?
Han løftede hovedet og sagde med en rystende stemme:
Jeg smadrede vasen.
Jeg ved det, min dreng, svarede hun. Ikke noget at gøre ved det. Alt kan gå i stykker før eller siden.
Da brast drengen i gråd, bøjet over bordet. Hun gik hen til ham, lagde armene om hans skuldre, og græd stille sammen med ham. Da han havde fået ro på sig igen, sagde hun:
Undskyld, min dreng. Jeg råber ad dig, jeg skælder ud. Det er bare svært, Asger. Tror du, jeg ikke ser, at du ikke har det samme tøj som de andre? Jeg er så træt, der er så meget at lave, også tager jeg arbejde med hjem. Undskyld mig, jeg skal aldrig såre dig mere!
De spiste tavse sammen. De gik stille til ro. Næste morgen behøvede hun ikke at vække ham. Han stod selv op. Og da hun sendte ham i skole, sagde hun i stedet for det sædvanlige husk nu et kys på kinden og et: Vi ses i aften.
Senere, da hun kom hjem fra arbejdet, så hun, at gulvet var vasket, og Asger havde lavet aftensmad stegt kartofler.
Fra den dag forbød hun sig selv nogensinde at tale med ham om skolen eller karakterer. Hvis hun selv led under de få skolebesøg, hvor meget mere gjaldt det da ikke for ham?
En dag sagde han pludselig, at han efter niende ville i tiende. Hun holdt sine tvivl for sig selv. En gang sneg hun sig til at kigge i hans karakterbog der var ingen dårlige karakterer.
Men den dag hun husker klarest, var den, hvor hun, efter middagen havde lagt sine regninger frem, og han kom og satte sig stille ved siden af og sagde, at han gerne ville hjælpe hende med at regne det ud. En times tid gik, og pludselig mærkede hun, at han lagde sit hoved på hendes skulder.
Hun frøs. Da han var lille, sad han tit sådan ved hende og lagde hovedet ind til hendes arm, og ofte faldt han i søvn på den måde. Og hun forstod, at hun havde fået sin søn tilbage.
