Kirstine havde nu siddet i to timer i køen til gamle fru Nina på Amager. Den lokale kloge kone var unge Kirstines sidste halmstrå. I årevis havde hun og hendes mand, Daniel, prøvet at få et barn. Men af uransagelige grunde var det gang på gang mislykkedes.
“Lægerne ryster bare på hovedet. Prøveresultaterne er fine. Ingen sygdomme,” beklagede hendes læge.
“Men hvorfor kan jeg så ikke få et barn? Hvis jeg er sund og rask, hvad er så forklaringen?” spurgte Kirstine desperat.
“Det ved jeg desværre ikke. Måske skulle du tage i kirke? Der kan lægevidenskaben altså ikke hjælpe mere,” svarede lægen stille.
***
Kirstine og Daniel havde været gift i fem år. Det hele kørte derudad: gode jobs, fin lejlighed på Frederiksberg, kærlighed og hygge nok til en hel fiskefrikadelle-festival. Det eneste, der manglede, var lyden af små børnestemmer og raslen med legoklodser.
Kirstine havde længe haft på fornemmelsen, at et eller andet hang over dem som en dårlig skattekiste fra DR’s Barnaby, og efter gynækologens indrømmelse var hun sikker på det: et eller andet forbandelse spøgte!
“Kirken er fin, men du har brug for en vaskeægte klog kone!” råbte hendes gode veninde, Birte, og stak hende en seddel med Ninas adresse. “Afsted! Jo før jo bedre!”
Endelig blev det Kirstines tur. Hun satte forsigtigt foden indenfor det skæve kolonihavehus med fuger, der havde set bedre dage. Foran hende sad en lille, spinkel dame i ternet kjole og hvid hovedklud. Kirstine smilede hun havde forestillet sig noget a la Baba Yaga, med hugtænder og sort kat, men nej, Nina lignede mest en, der var specialist i marmelade og hygge.
“Kom ind, lille ven! Sæt dig her ovre ved siden af stuelampen,” sagde Nina med blød stemme.
“Der er det bare, at…,” Kirstine kunne ikke holde tårerne tilbage.
“Jeg ved det, mit barn. Jeg skal nok hjælpe dig så godt jeg kan,” sagde Nina venligt.
Kirstine satte sig på den bløde stol, mens Nina tændte et lys og mumlede en bøn. Ritutalen tog cirka tyve minutter. Bagefter satte Nina sig tæt på, tog Kirstines hånd og sagde:
“Du kommer ikke til at få børn. Du skal have den forbandelse, der hænger over dig helt fra barndommen, ophævet.”
“Hvilken forbandelse? Hvem har nu været efter mig? Jeg har da ikke gjort nogen fortræd!”
“Ikke dig din mor. Hun har dummet sig grusomt, og nu hænger det over dig,” forklarede Nina med et suk.
“Det er da ikke rimeligt! Min mor døde for længe siden, hvorfor skal jeg betale for hendes synder?”
“Universets lov, min pige. Den kan vi ikke lave om på.”
“Kan du hjælpe mig?” spurgte Kirstine med grødet stemme.
“Desværre, nej. Havde det bare været lidt almindelig uheld eller ondt øje, kunne jeg måske. Men det her… Nej. Du må finde ud af, hvem din mor har gjort uret, og prøve at gøre det godt igen. Og husk: Bed for både venner og fjender. Det er det vigtigste.”
“Tak,” hviskede Kirstine.
Hun satte sig ud i sin lille Toyota og ringede til Daniel.
“Daniel? Jeg kommer ikke hjem i aften. Jeg må en tur til Moster Grethe. Forklarer senere, hej.”
Så tændte hun for motoren og tøffede ud til Lolland.
“Jamen Kirstine! Du kunne da godt lige have ringet, så jeg kunne have tændt op i brændeovnen!” Moster Grethe strålede.
“Det kan vente jeg har brug for svar nu. Du må fortælle mig sandheden om min mor. For hvem betaler jeg så stor en pris? Hvilket synd?”
“Jamen, hvor har du det fra?” Grethe var tydeligvis prustende forvirret.
Kirstine forklarede hele seancen med kloge Nina.
“Okay, så hør nu godt efter…,” sukkede Moster Grethe.
Moster Grethe forklarede, at Kirstines mor, Benedikte, havde været byens skønhedsdronning. Mændene stod i kø men hun valgte at stikke af med Poul, der allerede havde kone og spædbarn. Hans kone, Marie, var knust og sad tilbage med lille Søren på armen.
Marie tiggede og bad på sine grædende knæ, men Benedikte grinede hende ud af døren.
Da Marie til sidst trak sig tilbage, råbte hun i sin fortvivlelse den ondeste forbandelse over Benedikte og hendes endnu ufødte børn…
“Hvad skete der så?” Kirstine var forfærdeligt nervøs.
“Din mor og Poul blev gift, og du blev født. Men lykken varede ikke ved, som du jo ved: de døde begge to relativt unge. Marie var ikke meget bedre stillet. Og nu nu kan du ikke få børn… Det må da være Maries forbandelse, der hænger over jer!”
“Men… lever Marie stadig? Jeg må sige undskyld til hende!”
“Marie endte heller ikke godt. Hun blev først underlig, så decideret tosset. Hun blev indlagt på sygehus, og Søren blev sendt på børnehjem.”
“Søren må jo være voksen nu og han må være min halvbror?” indså Kirstine.
“Ja, det kan man jo sige. Men… Søren har det heller ikke let. Da han blev voksen, kom han hjem, begyndte at drikke og lave ballade. En vinter forsvandt han i skoven, blev fundet næste dag men benene måtte lægges i graven. Nu sidder han i kørestol. Han er… ikke ligefrem Danmarks lykkeligste mand.”
“Så min mor ødelagde ikke kun en familie, men knuste helt andres liv også.”
“Sad but true,” gryntede Grethe.
“Tag mig til min bror. Jeg SKAL møde ham,” sagde Kirstine målbevidst.
“Er du helt skør? Han drikker fra formiddag til aften. Hvem ved, hvad han kan finde på. Kør hjem, Kirstine!”
“Nej. Og hvis ikke du hjælper, skal landsbyen nok fortælle mig, hvor Søren Bor.”
“Okay! Men lad være med at sige, jeg ikke advarede dig,” sagde Grethe med et dramatisk snøft, mens hun tog frakken på.
De vadede ad den mudrede markvej til Sørens faldefærdige hus. Hegnet var væltet, huset lignede noget, en storm havde kastet på land for evigheder siden. Der var ingen strøm, kun skæret fra en petroleumslampe i køkkenvinduet.
Kirstine bankede usikkert på.
“Ikke låst!” lød en rusten stemme.
“Jeg er lige ved døren, Kirstine! Skrig hvis du får brug for mig,” hviskede Grethe.
Kirstine gik ind. Tobaksrøg og tomme flasker overalt. Bag køkkenbordet sad Søren, ubestemmelig alder, i kørestol. Oven på tallerkenen lå der en kridhvid kat husets eneste tegn på orden.
“Din kat sover midt på bordet,” fik hun fremstammet.
“Det rager dig ikke! ‘Hr. Snemand’ bestemmer her,” sagde Søren på sin rungende, halvfulde facon. Øjnene duggede, han gloede på hende: “Hvad vil du? Hvis du er fra kommune, så smut! Jeg flytter ikke!”
“Nej, jeg er ikke fra kommunen… Jeg er Kirstine, din søster. Vores far var Poul.”
“Ha, så kom du endda! Vil du have arven? Der er ikke noget huset ejes af min mor!”
“Søren, jeg er kommet for at sige undskyld. Må jeg hjælpe dig med noget?”
Søren lo råt, men i øjnene så Kirstine kun sorg og opgivenhed. Jo længere hun kiggede på ham, jo mere lignede han deres far.
“Har du en hundredekroneseddel?” spurgte han pludseligt.
Uden ord lagde Kirstine fem hundredekronesedler på bordet. “Tak skal du have! Så er det tilgivet bare kom igen, hvis du skal til at undskylde mere!” lo Søren hæst.
“Måske skulle jeg tage dig til lægen? Eller hente medicin?”
“Nej, tak. For nu. Skrub af, jeg skal sove.”
Kirstine listede ud til mosterens hus, tårerne trillede. Alt havde hun været forberedt på bare ikke at se sin bror i så elendig en tilstand.
“Nå, hvordan gik det?” lød det fra Grethe, der travede bag hende.
“Det gik vel… Han tilgav mig,” sagde Kirstine kort. “Og tak for hjælpen, jeg må hjem.”
“Men sov her, det er jo mørkt!”
“Nej, jeg skal tilbage til byen,” løj hun. Hun kunne bare ikke mere den dag.
Den næste uge driftede Kirstine mekanisk rundt. Tankerne om Søren var svære at ryste af, dag som nat. Hvem ellers havde han? Hun besluttede at tage i kirke. Efter gudstjenesten tændte hun lys og bad ikke bare for sig selv, men også for sine fjender, som Nina havde rådet hende.
“Du ser bedrøvet ud, mit barn,” sagde præsten, da alle andre var gået.
“Undskyld, jeg går nu…”
“Måske skulle du lette dit hjerte? En god, gammeldags skriftemål?”
Kirstine begyndte at græde og fortalte så ærligt alt, hvad hun havde på sinde.
“Så hvad skal jeg gøre?” spurgte hun til sidst. “Jeg vil gerne hjælpe min bror, men Daniel vil måske ikke forstå det.”
“Hør dit hjerte og gør det, du ved er rigtigt,” sagde præsten med et smil.
Næste dag bankede Kirstine på hos Søren igen men denne gang fast besluttet.
“Hvad nu? Vil du give penge igen?”
“Nej. Du pakker tasken. Du tager med mig! Jeg har et stort, lyst hus og have og du skal ikke gå til grunde.”
“Køre hvorhen? Til København?”
“Først til sygehuset, så hjem til Frederiksberg og kan du ikke lide det, kører jeg dig tilbage. Du bestemmer!”
“Én betingelse ‘Hr. Snemand’ skal med!” sagde Søren stejl.
“Selvfølgelig, jeg har længe ønsket mig en kat!” grinede Kirstine.
***
Tre måneder senere trivedes Søren. Han havde fundet sig til rette, var venlig og kvik. Han havde kastet sig over computere, og nu planlagde han at læse til IT-supporter.
“Der kommer protese fra Tyskland i morgen, Søren! Om få måneder render du rundt herude,” sagde Daniel og dunkede ham på skulderen.
“Jeg havde aldrig troet, jeg skulle lære at gå igen,” sagde Søren rørt.
“Det var Kirstines fortjeneste. Hun har savnet familie,” svarede Daniel.
Et halvt år senere stod de to mænd foran vinduet til Hvidovre Hospital. En strålende Kirstine vinkede med to babyer på armen til sin mand og sin bror.
“Nu bliver der ballade!” grinede Daniel.
“Klar til at være onkel til tvillinger?” spurgte han.
“Altid,” smilede Søren. “Vi skal nok klare den!”
