Jeg blev gravid som 16-årig, mens jeg stadig gik i gymnasiet. I vores lille landsby i Nordjylland blev det til en kæmpe skandale. Folk pegede fingre ad mig, og mine forældre ønskede bare at synke i jorden af skam. Min far kunne knap nok se på mig og sagde bare: “Det havde været bedre, hvis du var død end at gøre os til grin! Tag hjem til mormor jeg kan ikke holde det ud mere.” Så jeg flyttede over til min mormor, som boede i nabobyen ude på landet, i et gammelt hus, der mest af alt duftede af fugt og kulde. Det var ikke et rart sted, men jeg holdt ud. De sidste måneder af graviditeten var de hårdeste ingen hjalp, ingen spurgte ind til mig. Da jeg gik i fødsel, nåede ambulancen knap nok at komme frem, men jeg klarede det hele selv og opfostrede min søn, Emil, hos min mormor.
Alle sagde, at det var på tide, jeg fandt mig en mand, men jeg havde ikke lyst. Jeg knoklede og levede kun for min søns skyld. Da Emil blev stor og skulle studere i Aarhus, tog jeg selv afsted for at arbejde i Italien.
Tidligere ville jeg ikke rejse, for jeg kunne ikke lade mit barn tilbage. At arbejde i udlandet virkede som paradis sammenlignet med det slidsomme landsbyliv. Jeg blev ansat til at passe en ældre dame, som var virkelig god ved mig. Lønnen var fin, og af og til gav signoraen mig 700-1.500 kroner oveni bare som tak. På den måde kunne jeg efter nogle år købe en lille etværelses lejlighed til Emil og sørge godt for ham. Men penge ændrede Emil meget han stoppede med at besøge mormor og tænkte næsten kun på sig selv. Det gjorde mig ked af det, men jeg fortsatte med at sende ham 3.700 kroner hver måned og sparede resten op, så jeg også selv kunne få et sted at bo jeg havde ikke i sinde at vende tilbage til det gamle, nedslidte hus.
Årene gik, Emil giftede sig og selvfølgelig betalte jeg for brylluppet og hjalp med det nødvendige. Jeg håbede, at jeg nu endelig kunne begynde at spare op til mig selv. Men på fem år fik de to børn, og da krigen brød ud, blev svigerdatteren gravid med den tredje. Jeg fortsatte med at støtte økonomisk. Alligevel lykkedes det mig at spare 150.000 kroner op til en bolig. En veninde satte netop sin flotte etværelses lejlighed til salg, og jeg havde allerede lavet en aftale med hende om at overtage den.
Hen over sommeren tog jeg hjem til Danmark for at ordne papirerne hos advokaten, men så chokerede Emil mig med en nyhed. “Mor, vi har solgt lejligheden og købt et hus. Vi har betalt første afdrag, men nu skal du hjælpe med den næste.” “Hvilke penge?” spurgte jeg. “140.000 kroner,” sagde han. “Er du rigtig klog? De penge skal jeg bruge til min egen lejlighed.” “Mor, det kan du ikke være bekendt. Vi er allerede flyttet med tre børn kan man ikke bo i én etværelses. Jeg regnede jo med dig!” “Hvorfor har du ikke selv sparet op, og hvorfor sagde du ikke noget til mig før? Du må selv finde pengene; jeg har allerede lavet en aftale. Jeg kan hjælpe lidt, men ikke det hele.” “Mor, er du ligeglad med dine børnebørn?” “Selvfølgelig ikke, jeg har sendt jer 3.700 kroner om måneden, dem kunne I have sparet op, så I havde haft pengene nu.” “Du kan også sagtens tjene til din egen bolig i løbet af et par år. Hvorfor har du brug for det nu? Du rejser jo alligevel tilbage til Italien.” “Og hvad hvis noget sker, og jeg er nødt til at komme hjem? Eller hvis jeg bliver syg? Hvor skal jeg så bo?” “Du kan jo bo ude i landsbyen hos mormor!” “Så må du selv tage børnene med og bo der!”
Jeg beslutter mig for at stå fast og beholder mine penge. Jeg kan ikke tillade mig at miste min eneste chance for en bolig. Emil blev meget sur og stoppede med at tale til mig. Jeg har hørt, at han lånte penge overalt, hvor han kunne. Men havde jeg virkelig pligt til at give ham flere penge igen? Hvor meget kan man bede om?
