Dagbog, tirsdag morgen
Himlen over København var et blygråt låg uden antydning af daggry bare en svag nuance lysere end natten.
Jeg sad på knæ på de isnende kolde klinker på chefens badeværelse på 6. sal i Indre By, mine knoer ru og ømme efter timevis af skrubben med en stinkende opløsning af klorin.
Den eneste lyd i det tomme kontorhus var mit kluds monotone skramlen. Så vibrerede min billige mobil i lommen en påtrængende påmindelse om et liv uden for disse vægge, et liv som føltes ved at drukne mig.
Klokken var lidt over fem. Lyset fra skærmen lyste som en varmepære mod min frosne håndflade. Børnehuset Solsikken døgnåben. Hun har feber, Signe, sagde pædagogen i røret, tør og ligegyldig: Hun er oppe på 39,5. Hun kaster op, har gjort det i flere timer. Vi er et kommunalt dagtilbud, ikke et hospital. Hvis du ikke henter hende inden tyve minutter, ringer jeg til kommunen så tager de hende med på akutmodtagelsen.
Samtalen blev afbrudt. Stilheden rungede i ørerne. Mit hjerte begyndte at hamre. Alberte. Min otte måneder gamle redningsplanke i dette benhårde grå hav.
Jeg stemplede ikke ud. Jeg tog ikke engang min jakke fra skabet. Jeg løb bare.
Vinden, isende og nådesløs, ramte mig som små knive, da jeg fløj ned ad Nørrebrogade med mine slidte sneakers glidende over det usynlige islag. Jeg nåede børnehavens oplyste forhal med lungerne på bristepunktet, som om jeg åndede glasskår.
Damen bag skranken rakte mig en lille, tung og klam uldklump uden et ord. Albertes blik var mat, hendes læber åbnede sig til stumme små pib, hun brændte af feber som gløder slået ud af en ovn.
Jeg jeg tager hende bare hjem. Jeg har medicin derhjemme, løj jeg, min stemme så ustabil, at ordene næsten gled ud mellem tænderne.
Hjem betød vores 10 kvadratmeter trange værelse i et faldefærdigt lejlighedskompleks på Amager. Kulden slog hårdere end ude på gaden, for vinden peb ind gennem tape på de knuste ruder. Radiatoren var død for anden uge i træk.
Jeg lagde Alberte på den pletvis misfarvede madras, mine hænder rystede da jeg rodede i den slidte plastikkasse med medicin. Tomt. Flasken med børne-Panodil var ren placebo nu.
Jeg trykkede på pipetten, håbede desperat der var bare en dråbe tilbage, men kun en luftboble kom ud.
Så vibrerede mobilen igen. Det var Bent, chefen fra rengøringen.
Sørensen? Hvor pokker er du henne? Inspektøren holder øje med mig angående 6. sal.
Min datter er syg, hr. Bent. Hun har næsten 39,5 i feber. Jeg kan ikke forlade hende. Bare i dag, vil du ikke godtEn lang pause. Jeg kunne høre hans åndedræt, anstrengt og utålmodigt bag linjen. Så lød stemmen mere træt end vred:
Signe, det er skod, men hvis du ikke er her om fyrre minutter, må jeg give dit job til en anden. Sådan er det bare.
Opkaldet blev afsluttet. Jeg stirrede ud i det grumsede vintermørke, hvor morgenen stadig ikke havde fundet modet til at bryde igennem. Alberte drejede hovedet mod mig, øjenlågene så tunge, hun næsten allerede sov. Jeg kunne høre vejret hvine mellem hendes læber, mærke varmen gløde fra hendes hud.
Mit hoved fyldt med storm: Hvis jeg gik nu, var hun alene. Hvis jeg blev, røg jobbet. Hele livet opsummeret i et uløseligt regnestykke, hvor svaret aldrig blev til mere end overlevelse fra time til time.
Jeg lagde mig forsigtigt ved siden af Alberte, samlede hendes lille krop ind til min, og trak det tynde tæppe op om os begge. Hendes hjerte dunkede mod mit bryst, små bitte slag, som hviskede: du kan ikke alt, men du kan dette.
Morgenen lod vente på sig, men i de første spæde lysstriber så jeg dampen fra vores ånd mødes. Udenfor begyndte trafikken at brumme, byen løb videre uden os.
I det øjeblik følte jeg en lille, halsstarrig sejr måske mistede jeg det hele, men ikke hende.
Sammen presset ind i mørket, ventede vi på solen.
