Tre tråde. Tre skæbner
Hvad sagde hun? Birgit, jeg fik det ikke lige fat? Karen viklede sig lidt fremad, lænende hovedet tættere på sin barndomsveninde, Birgitte.
Birgitte begyndte tålmodigt at forklare, hvad de to en mor og hendes omtrent syvårige datter netop havde talt om, der hvor de havde passeret dem foran bageren på Østerbrogade.
Jo, der er en ballademager i deres klasse, og hun sagde til ham
Birgitte talte højt ud over hele gaden, lyden svævede over ældre brosten, imens Karen lyttede koncentreret. Da Birgitte blev færdig, vendte Karen blikket efter den lille pige, nikkede bekræftende.
En sød, ordentlig pige. Men hun er da noget krøllet sammen i hovedet! konkluderede hun.
Hvorfor siger du det? spurgte Karen forundret, fangede sin veninde under armen og satte fart på, for fodgængerfeltet havde længe været grønt, og bilerne stod sirligt på rad og ventede på, at disse to gamle damer endelig krydsede vejen.
Hvad? Jeg kan ikke høre dig, Karen, hvad sagde du? gentog Birgitte, så hun nærmest virkede fortabt, krammede tasken ind til kroppen og små-joggede over gaden op på fortovet.
Jeg siger, hvorfor synes du, hun er krøllet sammen i bærret? råbte Karen tydeligt.
Nååå Det er bare sådan.
Karen brød sig ikke altid om at forklare sine overvejelser måske var det bare dovenskab, måske tænkte hun, at det var så åbenlyst.
At pigen havde besluttet sig for at opdrage en rod? Korrigere og opdrage ham midt i klasselokalet? Nej du, sådan gør man ikke, det går da helt galt
Karen rystede småt på hovedet i takt med sine tanker, og Birgitte sukkede dybt. Indimellem kunne Karen virkelig være uudholdeligt gådefuld, men selv for Birgitte virkede verden uendeligt mærkelig, hvis hun en dag skulle undvære Karen’s skæve selskab.
Karen og Birgitte var naboer. De boede i hver deres lille lejlighed, men i samme gamle bindingsværkshus ved Sortedams Dossering, og her havde hver lejlighed egen hoveddør ud til den brostensbelagte gård. Engang i fortiden var huset en stolt herskabsvilla ejet af en skør kaptajn, der senere, i sine sære påfund, overdrog hovedbygningen til et kulturcenter, hvor man nu havde kunst- og musikkole. Udhuse og sidebygninger blev til atelier. Nu var der kun denne buede, enetages bygning tilbage, som næsten helt absurd i gamle dage havde været stald. En del beboere var forlængst flyttet til moderne lejligheder, men Birgitte, Karen og deres fælles veninde, Oline, klyngede sig stadig til de skæve vægge, stækkede alle breve med tilbud om opkøb eller flyttehjælp i stykker.
Mange ejendomsselskaber, advokatfirmaer og småentreprenører havde kastet lange blikke efter denne attraktive plet midt på Østerbro. Tæt på Sortedam Sø, ja næsten med udsigt til Marmorkirkens kuppel i det fjerne. Selvom hovedbygningen var fyldt med skoleelever, var der stadig små sidehuse, som endnu ikke var landet i gode hænder.
Kvinderne, skrøbelige, allerede bøjet af alderen, stod fast her skulle deres liv ende, hvor det hele begyndte.
Vi skal altså ind til Oline nu, proklamerede Birgitte, svingende foran med en æske Gåsebrystkage i hånden. Vi må altså fejre hende!
Hvad siger du, kan ikke høre Birgit, kig på mig! Karen trak i venindens ærme, altid bange for, at Birgitte en dag ville miste tålmodigheden med hendes fortsatte døvhed.
Men Birgitte standsede, lænede sig tæt på Karen og sagde langsomt, tydeligt:
Nå jo, Oline inviterede os i dag.
Åh ja, det er rigtigt! Karen nikkede. Alt godt igen, de kunne skynde sig videre.
I dag fyldte Olines datter, Signe, år. Signe havde for længst fået sit eget liv; hun arbejdede i et firma ude på Islands Brygge, kom sjældent hjem. Olines fejring var flere gang blevet udskudt, men hun kunne ikke blive vred.
Det er min egen skyld, sagde hun, da de endelig sad om det beskedne kaffebord dækket op til fest. Og I skal ikke tale dårligt om min pige! løftede hun strengt en finger, men det havde ingen på sinde.
Birgitte lagde beroligende en hånd på Olines spinkle hånd, den hånd som for mange år siden havde luget ukrudt i gårdhaven, da krigen var slut, og man besluttede at dyrke køkkenhave for at overleve. Oline, kun en pige, greb til skovlen, håbede på grøntsager, så hun og kammeraterne Birgitte og Karen kunne få noget godt på tallerkenen.
Det var hårde år, sulten og frygten bed hele tiden. Mødrene arbejdede på Rigshospitalet og Blegdamsvejens hospital, så pigerne måtte selv klare sig. Kigge i skufferne, samle brødrester på gaden, gøre hvad de kunne. Mor kom hjem med rugbrød, sommetider et stykke margarine med mystisk fibersmag. Men de klagede ikke, sådan var det for alle. Og som ren magi havde de fået frø til køkkenhaven fra gamle Hr. Poulsen i nr. 17, tidligere gartner med iltert temperament, altid lugtende af røg, men uendeligt gavmild overfor pigerne i staldene.
Kom her, piger! havde Hr. Poulsen viftet ad dem. I skal få frø her, men pas godt på!
Først troede de ikke på, at det ville lykkes, men snart skød der to kålhoved frem, og agurkerne svingede sig hen over jorden. Persillen ville ikke rigtig gro, men hvad, de fik så meget andet!
Da Hr. Poulsen døde det forår, kom frygten tæt på. Mange døde. Men at se ens nærmeste gå bort, det er noget andet…
Nu sad Oline i sin kørestol, Birgitte klemte hendes hånd, og Karen arrangerede oksesteg og agurker på fade. På bordet trækasser med snaps og tranebærlikør, Olines yndlingsdrik. Her sad de og ønskede Signe til lykke, ønskede Olines ben helbredte, håbede på en mild vinter, så varmen ikke forsvandt gennem de halvkrydrede vægge.
Olines ben havde svigtet en vinter, efter et dumt, uskyldigt fald på Ishøj strand. Næste dag kunne benene pludselig ikke røre sig. Frygten, koldsveden, følelsen af at have forrådt kroppen. Telefonen alt for langt væk. Måske kunne hun have slæbt sig derud, men kroppen var blevet tung med alder, og det der engang var let, var nu uoverkommeligt.
Hun lå, frøs, sultede, indtil Birgitte og Karen begyndte at undre sig: Oline, der altid hørte radio til morgen? Radioen tav. Det var bare ikke hendes natur at sove længe, hendes indre vækkeur var altid pålideligt.
De bankede på, fik viceværten med op, og efter noget tumult blev døren brudt op. Oline blev fundet, pinligt berørt, men hurtigt blev hun taget hånd om, sengetøj skiftet, vasket, hjulpet. Birgitte havde vant til pleje fra sin afdøde mand, som hun havde passet i mange år.
Efter lægebesøget kom den triste dom. Oline græd, bebrejdede sig selv, fortalte kvinderne på stuen at Gud havde straffet hende.
Men hvorfor, dog? undrede de sig.
Minderne væltede op. Oline havde født Signe alene i Slagelse som 19-årig, efter stor kærlighed og med skam i hele kroppen. Far ville ikke kendes ved barnet karrieren først, ikke ballade hjemme i villaen på Frederiksberg. Olines mor førte hende tilbage til København et par år senere, hvor Birgitte og Karen og mor hjalp til. Signe blev passet og leget med af de tre gamle veninder.
Senere, da Oline havde været i Paris, havde hendes liv fået endnu et brud. En franskmand, Jacques, havde givet hende drømme, men da hun skulle vælge mellem Signe og ham, valgte hun barnet. Og veninderne mente, Signe ville nok altid bære nag. Det var derfor, hun bar på skyldfølelsen.
Signe sørgede for, at Oline fik en hjælper; men det var akavet, maskinelt. En dag spildte hjælperen kogende vand på Olines ryg. Midt i nødskrigene kom Birgitte løbende med låne-nøglen, sammen fik de ro på og begyndte et stilfærdigt samarbejde om Olines hverdag.
De var ikke generte, de tre gamle kvinder, de havde gået til Furesøbad sammen, overlevet besættelsen, delt rugbrød, hemmeligheder og ar på sjælen. Hvorfor skulle penge nogensinde stå imellem dem?
Birgitte kørte sin daglige runde: først Oline, så Karen. Karen var blevet døv i granatsplinternes dage under besættelsen og bevægede sig usikkert gennem de vidtfavnende alléer med lindetræer, der fyldte Østerbro med sødme. Birgitte støttede hende under armen og sammen gik de til Sortedam. Eller satte sig i en af de små gårdhaver, nød børnenes leg og mindedes egne unger, da de kravlede i lindetræerne. Lindeaftenerne var traditionsrige: Samles hos Karen med blomsterte, nybagt kringle, små snakke om malere, Paris, arbejde, drenge, der nu var blevet mænd med egne liv.
Under krigen havde Karen glemt alvoren for en stund, ligget på trægulvet og trykket hovedet sammen af frygt for, at det skulle revne som en vandmelon. Lydene forsvandt langsomt og aldrig vendte rigtigt tilbage.
Hun havde mødt sin mand Ole på Kemisk Fabrik. Han var tolv år ældre og med et ar fra et værftsarbejde, som han mente gjorde ham uelskelig. Men Karen elskede ham, hans sølv ved tindingerne, hans drengede øjne. Men da han døde alt for tidligt, blev verden stille og kold og Karen var overladt til de saltede tårer på puden. Sønnen, Torben, løb efter vennerne, mens Karen blev trøstet af sine naboer. Signe, der så sorgen på nært hold, begyndte nu, for første gang, at tilgive sin mor.
Birgittes mand var derimod aldrig populær. Han regnede på alt, lagde planer, men gik sjældent i gang. Når der skulle købes ny fryser, var det for dyrt. Nye gardiner? Nej. Når først ordren kom, blev han vred, smækkede med døren, råbte.
Hvorfor blev du gift med ham? spurgte Karen, mens Birgitte græd frustration og fortalte: Jeg troede ikke, der var andre, der ville have mig. I var begge flotte og kloge. Jeg var bare den stille grå mus…
Karen og Oline ville skilles, få hende til at gå, men Birgitte var stædig. Sønnen, Markus, kunne jo lide sin far. Det var hans ro.
En dag blev Birgitte gladere, begyndte at blomstre. Hun havde fundet en elsker, men hendes samvittighed lod ikke den romance fortsætte, da Markus blev voksen og faderen ramtes af slagtilfælde. Birgitte blev den selvopofrende plejer, tilgav sin mand, og da han døde, rejste hendes nye elskede fra byen uden et farvel.
Årene gik, de tre veninder blev gamle sammen med de skæve mure omkring gården på Østerbro og de duftende lindetræer. Kunstskolens koncerter, som de altid besøgte sammen, blev et helligt ritual. Oline i kørestol, hendes ben dækket af uldplaid, Birgitte lige i ryggen, Karen lidt sammenpakket, med høreapparat gemt under håret. Og alle med de fine, hvide handsker, en slags kærlig hilsen til Olines Paris-drømme.
Du skal ikke bebrejde dig selv mere, Oline, sagde Birgitte, mens hun skar kagen til i skæve stykker. Signe har for længe siden tilgivet. Hun er selv mor og ved nu, hvad kærlighed er. Og Jacques? Pyh, ham er der ingen, der savner.
Endnu en kande te blev sat over. Elektrisk. Ikke så hyggelig som den gamle kulfyrede, men dog stadig symbol på tryghed og samvær.
Udenfor dansede regnen hen over de visne blade og glitrede i asfalten, som om den fyldte gården med minder om barndommens eventyr. Efteråret nærmede sig, men endnu duftede luften blødt af sensommer.
Pludselig kørte en cykel ind i gården, klaprede over fliserne. Signe kom, dansende på sine sandaler, et stort bundt dahliaer med lilla blade og gule hjerter presset ind til brystet. Hun gik lige til Oline, kyssede hende, lod tårerne glide. Hendes egen datter, lille Martha, var lige født den morgen. Oline græd og lo til sidst, for nu måske, bare måske havde hun tilgivet sig selv. Eller manglede hun stadig at gøre det?
Kigger du ind gennem ruden i det gamle, bueformede hus bag kulturcenteret, ser du tre gamle damer. De griner, drikker te, mindes, venter. På børn, børnebørn, oldebørn alt det der gør, at de stadig kan mærke, de lever. Snart forsvinder de, bliver til tåge og minder men endnu kan de nå at elske hinanden, kramme, sidde tæt. Det er uvurderligt.
