– Lise, jeg tilgiver dig! Det var jo en fjollet skænderi, vi havde. Stop så med at være fornærmet! Vi er jo ikke unge længere! tordnede Marianne Sørensen, da hun for første gang i syv år tastede sin søsters nummer ind. Nu må du snart blive voksen, Lise! Hvor længe skal det blive ved
– Undskyld Hvem taler du med? Jeg er ikke Lise
Stemmen var tydeligvis fremmed. Ung, måske lidt genert, men rar.
Marianne blev helt paf, hvilket ellers aldrig skete hende.
– Kære du, hvem er du?! Hvorfor har du min søsters nummer?!
– Det er mit nummer. Har haft det i over et år nu. Undskyld, men jeg kender hverken dig eller den Lise, du prøver at ringe til. Hav en god dag!
Marianne svarede ikke med det samme. Hun sad og rystede lidt, stadig uforstående over hvad der lige var sket. Mens hun prøvede at samle tankerne, brød banketonerne igennem, og af en eller anden grund blev hun helt bange
Hun tjekkede straks nummeret i sin slidte røde adressebog en gave fra Lise. Moderne teknologi stolede Marianne ikke på, så hun skrev alt ned i hånden. Lise havde en forkærlighed for pæne ting og forkælede ofte sin søster med små gaver: en taske, en fin kuglepen, et halstørklæde. Ikke noget Marianne selv havde for vane hun gik mere op i store gaver, noget, der virkelig slog benene væk under folk!
Marianne slog Lises nummer op igen og ringede manuelt op. Men nej, den unge stemme fra før svarede.
– Undskyld, men jeg har allerede sagt, det er mit nummer. Lad venligst være med at ringe igen. Jeg sidder midt i undervisningen.
– Vent nu! spurgte Marianne panisk bange for endnu et afbrudt opkald. Hvornår må jeg ringe tilbage? Det er meget vigtigt!
– Om en halv time. Jeg har pause der.
Marianne lagde telefonen fra sig og tænkte.
Hvorfor havde Lise dog skiftet nummer uden at sige noget? Jo bevares, de havde været uvenner, men at gå så langt nu kunne hun jo slet ikke få fat i hende!
Marianne begyndte at blive sur.
– Lise, du har altid været et rodehoved! mumlede hun, mens hun gned køkkenbordet for tiende gang og kiggede på klokken.
Hun havde aldrig kunnet sidde stille med hænderne i skødet. Arbejdsom, spontan, hurtig sådan havde hun altid været. Det bragte mange små stridigheder i familien, men Marianne mente altid, det var de andre, der tog fejl.
Lise var hendes diametrale modsætning: rolig, blid, langsom i alting. Marianne stod tit klar med nypresset tøj og fletninger, mens Lise stadig stod i badeværelset og så drømmende ud i luften, tandbørsten i hånden.
– Hvad laver du, Lise?
– Jeg tænker
– Hold nu op med det pjat! Vi kommer for sent! skændte Marianne. Tænker hun siger!
– Må jeg heller ikke det?
– Nej! Det må de andre gøre! Du børste tænder og så ind og spis morgenmad!
Sådan var det altid. Lise slentrede bagud, mens Marianne allerede havde besteget bjerget og var nede igen for at råbe af søsteren:
– Kom nu! Sådan kan man da ikke leve livet du ånder jo knap nok!
Lise lod sig ikke gå på, smilede bare og sagde kærligt:
– Marianne, ikke alle kan tage alting med storm, som du kan. Du er familiens stolthed. Jeg er bare med på sidelinjen.
– Alt går for langsomt for dig! Du går glip af livet, mens du tøver!
Men Lise tog det med ro. Hun forstod, at Marianne havde en vulkanboble indeni, der skulle ud. Hun ventede tålmodigt på, at søsterens kærlighed engang ville bløde hende op.
Hvordan tæmmer man en vulkan? Kun med havet. Eller med kærlighed. Brænder det indeni, så hjælper det at elske så opstår der en ø midt i larmen, hvor tingene får lov at vokse. Smukt!
Men det var ikke Mariannes historie. Hendes kærlighed var også ild og alt, hvad der kom for tæt på hende, blev opbrugt i flammerne.
Fire ægtemænd havde hun haft. Med de tre første holdt ægteskaberne under ét år.
– Uforenelige personer! lød hendes standardsvar.
Med den fjerde holdt det i hele tre år, men hun gik sin vej alligevel, selvom hun stod med en lille datter i hånden og intet andet foran sig end skuffelse.
– Mænd i dag! Intet gider de! Familie, børn ingenting! Konen tæller nærmest ikke! klagede Marianne til Lise, mens hun hældte te op. Sig mig, hvordan holder du det ud med din Erik?
Lises mand, Erik, nikkede bare og bar lille Sofie over til sengen:
– I får lige snakken. Jeg lægger Sofie.
Den søvnige Sofie var næsten faldet i søvn, men Marianne kørte videre:
– Helt ærligt! Hvordan lever du med sådan en? Jeg var sprunget ud fra altanen af kedsomhed!
– Åh, jeg har det fint, Marianne! lo Lise og skubbede kagekurven hen over bordet. Du ligner en, der er sulten.
– Har ikke spist hele dagen! indrømmede Marianne, mens hun knappede småkagerne. Tænk sig, jeg er alene igen!
– Marianne, det må da være tid til at blive lidt mildere? Er det ikke på sin plads? Livet går sin gang. Sofie bliver stor, bliver gift, flytter. Så er du helt alene.
– Hold op, Lise! Du forstår ingenting!
– Hvad forstår jeg ikke?
– At man aldrig kan stole på nogen! Alle lyver!
– Selv jeg?
– Ja, selv du! Du snakker Erik op, men får ikke ligefrem travlt med at få børn med ham, vel?! Hm? Det siger jo alt! Der er jo ingen kærlighed!
– Hvem? Lise holdt op med at smile.
– Kærligheden! Den findes jo ikke! Hvis en kvinde ikke vil have børn med sin elskede, så har hun aldrig elsket ham! Basta!
Lise svarede ikke straks. Hun tjekkede tepotten, tørrede øjnene og sagde så stille, at Marianne knap kunne høre det:
– Nogle gange handler det ikke om vilje, men om mulighed. Jeg vil så gerne, Marianne. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke blive mor
Marianne styrtede om for at kramme hende:
– Det er da lægerne, der siger det? Lad være at høre på dem! Jeg skaffer de bedste til dig! Vi skal nok klare det! Du skal nok få dit lykke!
Men vilje var ikke altid nok heller ikke for en stædig Marianne. Skæbnen slår igennem, hvor ingen kan stille noget op.
Til sidst fik Lise børn men ikke sine egne. I stedet adopterede hun to børn fra Eriks familie, der var blevet forældreløse. Sagde nogen så meget som ét ondt ord om, at de ikke “rigtigt” var hendes egne, skulle de være glade, hvis de slap helskindet. Selv overfor Marianne gik det galt.
– Du skal da have dine egne børn!
– Marianne, jeg bliver snart fyrre! Havde det været muligt, var det sket! Men hvad så ellers? Skal børnene havne på børnehjem?!
– Hvorfor skal du tage dig af det? Erik har masser af familie de kan tage sig af dem!
– Det vil jeg! Forstår du det? Jeg vil!
– Ih altså, Lise! Hvordan er du blevet sådan?
– Hvad mener du?
– Sålæs påståelig og dum! Det er jo en byrde!
– Nok, Marianne! afbrød Lise. Tid for dig at gå hjem. Sofie venter på dig.
– Hun er jo på lejr, kommer om en uge! Sådan en overraskelse! Du kan holde dig væk fra mig! Og bed mig ikke om hjælp, for du gider jo ikke lytte!
– Hvor får du al den vrede fra, Marianne? spurgte Lise lavmælt, mens søsteren trampede vredt ud ad døren.
Lise fik aldrig noget svar. Marianne blev virkelig fornærmet. Slog alt kontakt med Lises familie. Ingen opringninger, ingen invitationer, ikke et kort engang. Hun forbød endda Sofie at besøge sin tante men Sofie var ligeglad. Hun elskede Lise, accepterede straks de to nye fætre og kusiner og sneg sig ofte over til tanten, når mor ikke så det godt de boede tæt på.
Senere fik Erik så job i Aarhus, og hele familien rykkede derover. De gav Sofie adressen og sagde, hun skulle komme, hvis hun havde brug for det og ikke vente på mors tilladelse.
– Man ved aldrig, hvad der kan ske, Sofie! sagde Lise og krammede sin niece på banegården. Vi er her altid for dig! Du skal passe på din mor, hun er lidt vanskelig. Pas på hende! Det er kun os to, der kan det
Sofie tog det til sig, prøvede at holde ud hjemme hos sin mor. Det var ikke let. Og blev nærmest umuligt, da hun senere besluttede sig for at gifte sig og moren ikke brød sig om valget.
– Hvad er det for en fætter? Sådan nogen vil jeg ikke se! skreg Marianne straks hun så den spinkle, brillebeklædte computerfyr på hendes dørtrin. Kunne du ikke gøre det bedre?!
Sofie forklarede ikke. Så på sin kæreste, vendte om og gik uden at høre på sin mors skæld.
Nørden Emil viste sig at være dygtig til sit IT-arbejde og foreslog Marinas, at de flyttede til Aarhus, hvor tanten boede.
– Der er flere muligheder, Sofie. Vi sælger min lejlighed, finder noget sammen. Vi har ikke mere, der binder os her?
– Nej græd Sofie, mens hun mindedes mors blikke. Lise vil forstå. Hun er god.
Emil elskede Sofie så højt, at han var klar til at flytte til Månen, hvis bare hun blev glad. Han havde ingen forældre mere og ingen nær familie. Hele hans verden var nu den lille kvinde med røde øjne og håb om familie, to børn og et langt-langt lykkeligt sammen.
Det blev de.
Lise, der havde hørt om Mariannes seneste ballade, prøvede at tale hende til fornuft men Marianne ville ikke høre.
– Skal I nu alle sammen flygte til dig? Godt så! Ring ikke til mig! Jeg kender jer ikke mere! tudede Marianne.
– Marianne, du må stoppe! nu var Lise vred. Det er nemt at ødelægge noget, men svært at bygge op. Tænk nu over det! Din datter er stukket af hjemmefra. Tænk hvis jeg ikke fandtes hvad så? Du vil virkelig sætte hende på gaden for at vælge anderledes? Hendes valg! Dit job er at bakke op! Livet kan gå alle mulige veje hvor skal hun gå hen? Til fremmede? Fordi MOR manglede hjerte?!
– Jamen, du Marianne forsøgte at tage styringen, men Lise standsede hende prompte.
– Nok, Marianne! Nu kan du komme tilbage, når du har noget fornuftigt at sige. Indtil da gider vi ikke høre mere vrøvl! Tænk lidt! Og ring, når du bliver færdig!
Det gjorde ondt på Marianne, at ingen ville høre på hende mere. Hun svor for sig selv aldrig at kontakte eller tænke på dem igen.
Da invitationen til Sofies og Emils bryllup kom, rev Marianne den i stykker og smed den ud. Hun lod være at svare på Lises opkald. Selv det brev med billeder, som Lise sendte med posten, lod hun uåbnet ligge, indtil det endte i skraldespanden. Bevidst undgik hun enhver tanke om forsoning.
Tiden gik. Familien klarede sig. Lise opfostrede børn, hjalp Sofie med det første barn, og Emil og Erik byggede hus til den unge familie.
Den spinkle IT-mand blev snart både robust og velnæret konens gode mad gjorde underværker. Erik var fuld af ros:
– Hold da op, Emil! Hvordan vidste du det?
– Bøger, onkel Erik! Og Google. Man kan lære alt, bare man vil.
Da de holdt indflytterfest, ventede Sofie endnu en søn. På tantes forsigtige spørgsmål om, hvorvidt moren burde inviteres, sukkede hun:
– Jeg har ringet, tante Lise. Jeg ringer hele tiden. Hun tager den ikke. Eller også lægger hun på med det samme. Hun vil ikke snakke med mig.
– Ingen tårer! trøstede Lise straks. Ikke nu!
– Nej, det skal jeg nok hulkede Sofie og savnede sin mor.
Men Marianne blev stædig. Tid! Det skal nok gå de kommer krybende, når de fortryder! Og så må jeg jo overveje, om jeg vil tilgive dem. For et ordens skyld.
Til sidst slap hendes tålmodighed dog op. Måske alderen, måske nytårsaften alene, måske noget helt tredje. Men hun ringede til Lises gamle nummer hvor igen en fremmed ung stemme tog telefonen.
Så snart de 30 minutter var gået, prøvede Marianne igen.
– Ja?
– Nej, det er mig, der spørger! skruede Marianne op for chefstemmen. Hvordan fik du det nummer?
– Simpelt. Jeg købte en ny mobil og fik et nummer. Hvis et nummer er ubrugt længe, kan man få det. Sådan er det bare.
– Sikke noget! Så hvor er min søster så?
– Det kan jeg da ikke vide! stemmen blev hårdere, så Marianne dæmpede sig.
– Må jeg bede om en tjeneste?
Lidt tavshed, men så:
– Måske. Hvad er det?
– Kunne du opsøge hende og sige, hun skal kontakte mig? Jeg giver dig oplysningerne. Selvfølgelig betaler jeg alle udgifter.
– Okay, men det behøver du ikke. Bare sig adressen.
Det gjorde Marianne. Så ventede hun. Svaret kom hurtigt men slet ikke som håbet.
– Din søster er her ikke mere. Hun døde for halvandet år siden. Hun kæmpede to år, men kroppen kunne ikke mere. Manden siger, du er velkommen på besøg, om du vil. Og for resten
– Hvad nu? Mariannes stemme var hæs og tom.
– Din datter. Hun venter også på dig. Og dine børnebørn to stks. Din datter gav mig en besked. Det er Lises ord. Hun ville selv, men mente, dette var bedst, når du nu ikke vil høre
– Sig det!
– Marianne, nu må du altså tage dig sammen. Alt, hvad du har kært, er her. Kom nu videre. Du bliver stadig elsket.
Stilhed. Marianne græd og mærkede for første gang i sit liv, alt det hun havde mistet.
– Er det alt?
– Ja.
– Tak
– Selv tak.
Stemmen blev mildere.
– Kom. Du har en skøn familie og de smukkeste børnebørn.
Banketoner igen, og Marianne græd. Smertefuldt. Men nu, hvor retfærdigheden ikke havde gjort hende lykkelig, anede hun måske for første gang, hvad kærlighed er.
Halvdelen af natten græd hun, men til sidst tog hun sig sammen, fandt sit gamle nummer frem
– Sofie
– Mor! Hej! Vi venter på dig!
– Datter, jeg
– Ingenting nu! Bare kom! Vi glæder os!
Der var både beslutsomhed, Lises mildhed og alt det, Marianne havde manglet.
Kærlighed. Ubetinget. Sådan en, som Lise kendte til og som Marianne nu for første gang håbede, hun også kunne lære.
Hun var ikke sikker på noget. Men hun håbede. Og det var da en begyndelse.
