Tre tråde. Tre skæbner
Hvad sagde hun? Birthe, jeg hørte ikke rigtigt, hvad var det? Kirsten Marie lænede sig lidt frem og til siden, tættere på veninden, Birthe Madsen.
Birthe begyndte grundigt at forklare, hvad den mor og datter på omkring syv år, der netop var gået forbi dem, havde talt om.
Jo, der går én bølle på skolen, og hun sagde til ham
Birthe taler højlydt, så hele gaden kan høre det. Kirsten lytter tålmodigt, afbryder hende ikke, og da hun vender sig om, finder hun pigen med blikket og nikker hende efter.
Sød, ren pige. Men hun virker også noget spøjs! konkluderer hun.
Hvorfor? spørger Kirsten Marie undrende, tager veninden under armen og trækker hende fremad. Lyset ved fodgængerovergangen har længe været grønt, og bilerne, på række efter hinanden, venter på, at de to ældre damer krydser vejen.
Hvad? Jeg hører ingenting, Kirsten, hvad? spørger Birthe forvirret, ser sig omkring og går så hurtigt og småt mod den trygge fortovskant, tasken presset ind mod sig.
Jeg spurgte, hvorfor hun virker sådan? gentager Kirsten højlydt.
Åh bare fordi.
Kirsten Marie orker ikke altid forklare sine tanker mange gange, mener hun, er tingene åbenlyse.
Pigen har sat sig selv til at opdrage på slapsvanse? Skal hun irettesætte og opdrage? Nej, sådan gør vi ikke sådan løser man det ikke!
Kirsten ryster på hovedet i takt med tankerne. Birthe sukker. Nogle gange kan veninden være uudholdeligt gådefuld. Men uden Kirsten ville denne verden, som allerede har ændret sig så meget, være endnu mere overvældende.
Kirsten Marie og Birthe Madsen er naboer. De bor i nogle usædvanlige lejligheder hver med egen direkte udgang til gaden, ingen trapper eller elevator. Kvinderne har hjemme i en gammel staldbygning, som engang var en del af en herregård på Frederiksberg, senere overdraget til en kendt kulturpersonlighed, der sammen med sin hustru åbnede en musikskole i hovedbygningen, og indrettede værksteder og boliger i de gamle længer. Livet på denne herregård er blevet vendt på hovedet utallige gange, men nu står den halvcirkelformede lave bygning, engang stald, ombygget til lejligheder. De fleste beboere er flyttet væk til større, lysere steder, men Birthe, Kirsten og deres veninde, Tove, klamrer sig stadig til deres trygge vægge, river tilbud om opkøb i stykker og nægter hjælpsomt tilbud om flytning eller ekstra penge.
Ejendomsselskaber, advokater, håndværksfirmaer alle vil have kløerne i denne bid af København på Frederiksberg, centralt, charmerende og eftertragtet. Ikke langt fra Frederiksberg Have og Zoologisk Have, og selve hovedhuset rummer nu en musikskole, men de små huse og fløje ved siden af er endnu ikke solgt.
De tre kvinder, skrøbelige og ældede, men med stærk stædighed, nægter at opgive deres hjem. Her har de levet hele livet, og her vil de også ende.
Vi skal ned til Tove, går Birthe selvsikkert foran. Hun har en æske med lagkage i hånden. Vi skal gratulere.
Hvad? Hvad siger du, jeg kan ikke høre. Birthe, kig nu lige på mig, så jeg kan læse på læberne! trækker Kirsten Marie veninden i ærmet. Hun føler sig lidt pinlig og bange for, at Birthe til sidst mister tålmodigheden og går sin vej. Høretabet er belastende, Birthe er jo kun et menneske…
Men Birthe stopper roligt, bøjer sig ned til Kirstens ansigt og artikulerer langsomt og tydeligt.
Nå ja! Tove inviterede jo Jeg husker det! Birthe nikker. Forviklingen er klaret, de skynder sig videre.
Hos Tove Andersen, en fattig, gangbesværet dame, er der fest i dag, datteren Lone har fødselsdag. Lone er for længst voksen, arbejder i det private, men besøger sjældnere og sjældnere. Fejringen blev udskudt et par gange, men Tove bærer ikke nag.
Det er kun min egen skyld, siger hun, da de til sidst sætter sig til det beskedne fødselsdagsbord. Og lad venligst være med at tale dårligt om min pige! løfter hun en finger, men det skulle de heller ikke. Lone er deres alles datter. Om hende siger man kun godt.
Birthe Madsen klapper den nervøse Tove på hånden, den lille, magre hånd, som hun husker at have set den grave ukrudt væk i gårdhavens jord, da de efter krigen plantede køkkenhave sammen. Toves lille hånd betjente den tunge spade, og dryssede frøene i furerne, som om hun strøede små fugleunger med kærlighed. Det var hårde tider. Der var sult og savn, mødrene arbejdede på Rigshospitalet, og pigerne selv klarede sig, som de bedst kunne. Når mødrene kom hjem, havde de brød og en sjælden gang smør med, men smørret smagte mystisk. De klagede ikke, for sådan var det alle vegne, og de havde dog en køkkenhave takket være gamle gartner Jensen fra nabohuset, en gnaven, men godhjertet ældre mand, der rodede med jord og skældte så det rungede, men pigerne holdt han meget af.
Kom herhen! råbte han og rakte Birthe en pose. Her er frø til jer. Plant dem, så lover jeg, det bliver godt, og jeg skal nok hjælpe!
De var skeptiske, men det blev både kål og agurker ud af det, små blomster og grønne toppe. Persillen blev aldrig til noget, men til gengæld Lykken var stor.
Jensen nåede dog ikke krigens ende, og pigerne så rædselsslagne til, da han blev båret ud. Mennesker døde dengang, men når en der stod en nær, forsvinder, er det altid mere forfærdeligt. Og deres fædre kom aldrig hjem, så de måtte selv anlægge deres have.
Nu sidder Tove, ældet, i sin kørestol. Birthe holder hendes hånd, Kirsten lægger maden op og skærer agurker. På bordet står små glas. Tove elsker tranebærlikør det får hun lov at servere til sine venner. De drikker for Lones lykke, for Toves ben, der ikke har fungeret i fem år, og for at vinteren ikke må blive for streng og kulden bide i gamle knogler.
At Tove mistede evnen til at gå var så tilfældigt og urimeligt. Hun gik ud en kold vinterdag, gled, faldt ikke engang hårdt, men næste morgen kunne hun ikke flytte benene. Kold i panik og sved, kunne hun ikke nå telefonen, den stod for langt væk. Slank i ungdommen, men nu noget bredere, især i hofterne, nævnte lægerne hormoner, piller, men Tove vidste, det bare var alderdom. Lad os nu kalde det, hvad det er.
Hun hørte på gågaden, hvordan Birthe fodrede duer, kastede krummer ud, og hvordan hendes silhuet gled forbi vinduet de bor i stuelejligheder, lavt, så gulvene er kolde om vinteren, og alle forbipasserende kan ses som på fjernsynet.
Der går Birthe På vej til bageren Og snart dukker Kirsten op. Hun elsker at sove længe, tænkte Tove med et tørt smil.
Tove lå længe og turde ikke kalde på hjælp, frøs i den kolde oktober, var sulten og måtte på toilettet…
Det bekymrede vennerne. Hvem har hørt om Tove, der ikke sætter radio eller pladespiller på til morgenmaden? Hun står altid op uden vækkeur! Der blev banket på, først Birthe og Kirsten, dernæst gårdmanden. De foreslog, han skulle sparke døren ind.
Den svage gamle hoveddør gav efter, og ind rullede gårdmanden, så døve Kirsten og derefter Birthe.
Tove! Hvor er du? Sig noget! råbte Kirsten. Hun var så forskrækket og nervøs, at hun nærmest ikke hørte noget. Alt var blæst væk i hovedet.
Tove blev fundet liggende. De forstod med det samme og sendte gårdmanden udenfor.
Det er så pinligt! I skal ikke se mig sådan! Gå dog… jamrede Tove, men Birthes hender var allerede i gang, renser, reder seng og hjælper. Hun har prøvet det før, hendes mand lå lammet i mange år. Birthe begravede sin mand for otte år siden og følte både sorg og lettelse.
Han led meget, sagde hun ved graven. Nu har han fred. Deroppe, hun pegede mod himlen, er han den samme glade mand som før.
Hvad Birkes mand havde gjort for at fortjene himlen, forstod veninderne ikke, men de modsagde hende ikke. Lad hende glæde sig…
Tove blev indlagt, undersøgt, men svaret var håbløst. Hun græd hele natten og overbeviste de andre om, at det var Guds straf.
Men hvorfor dog? undrede de sig.
Åh, der var grunde nok. Da Tove var nitten, fik hun datteren Lone med en dreng fra paralleltklassen. Det var kærlighed. Men Tove gemte det for alle, endda veninderne. Da hun blev gravid, blev moren rasende og sendte hende på hospitalet i håb om, der kunne gøres noget. Men der var kun dét at gøre føde. Moren forsøgte at overtale lægerne, tilbød penge, men det lykkedes ikke. Tove flygtede til en kusine på landet, hvor Lone blev født, og de boede på gården i to år og arbejdede.
Men faderen? Han ville intet med sagen at gøre. Med fremtidsplaner, universitet, måske diplomati, ville han ikke binde sig. Tove og Lone var bare i vejen for ham.
Da Lone var godt to år, tog moren dem med hjem til København igen, ind i lejligheden på Frederiksberg. Birthe og Kirsten blev verdens bedste barnepiger, Lone gik fra den ene lejlighed til den anden, altid overvåget af et par kærlige øjne.
Det var mærkeligt Tove var stadig en pige, men nu også mor, og det lød så voksent. Men de opdagede hurtigt, at hun stadig var den samme Tove, bare mere træt.
Tove læste HF op, arbejdede, opdragede Lone. Da moren døde, var Lone ni.
Så kom en international delegation til Toves arbejdsplads. Med var en flot franskmand, Pierre. Intet kunne bremse forelskelsen heller ikke Sikkerhedstjenesten, som dog kaldte hende til samtaler og advarede hende. Men kærligheden overvandt alt!
Birthes og Kirstens munde stod på vid gab, da Pierre kom forbi med gaver, kjoler og dukker til Lone, fine fade og kopper og senere inviterede han Tove til at flytte til sit hus uden for Paris.
Han har et helt gods, og der er et værelse til mig! fortalte Tove henrykt.
Og Lone? spurgte Birthe med det samme.
Hun bliver her, til jeg er faldet til. Så kommer hun efter. Det lover jeg! forsvarede Tove sig. Hun var helt svimmel af lykke.
Mor, hvor er min billet? spurgte Lone alvorligt. Jeg skal sige noget til læreren
Du bliver her, Lone. Det er for stort et skridt nu. Jeg henter dig, når det er tid.
Tove gøs, da den fine vase fra Pierre pludselig lå knust på gulvet. Lone havde kastet den. Snart fløj tallerkener og kopper samme vej.
Senere indrømmede Lone overfor Birthe, at hun døde indvendigt den dag. Det føltes, som om nogen havde taget al luft fra hende. Hun kunne ikke engang trække vejret.
Din mor vender hjem. Og så må du tage stilling til, om du vil tilgive hende. Jeg dømmer ikke. Men… vi kvinder har tit gjort os svage ved at tro på løfter om et andet liv, sagde Birthe.
Birthe oplevede det selv engang, da hun blev narret til at købe en falsk pels-hue i et skummelt baggårdstilbud. Hun blev snydt, men drømmen om noget finere lokkede…
Tove rejste væk. Lone tog ikke afsked, ignorerede brevene. Alt hvad Tove hørte om sin datter, var gennem sparsomme beskeder fra veninderne.
Hun vendte hjem efter et halvt år alt for længe for en teenager. Lone hadede hende og nægtede at se hende, alle gaver blev smidt ud.
Fik du da giftet dig? spurgte Kirsten sagte.
Nej, Tove rystede på hovedet. Pierres familie sagde, at han ikke kunne tage imod en kvinde med barn, bad mig give afkald på Lone. Da jeg forstod, at Pierre var enig, knækkede jeg og tog hjem. Tror du, Lone tilgiver mig?
Kirsten trak på skuldrene.
Måske. Når hun er blevet voksen, prøvet livet, elsket. Men jeg dømmer dig ikke det var da tåbeligt og hårdt, men vi gør alle fejl.
Den tid havde Birthe og Kirsten begge børn og kunne ikke forestille sig at forlade dem.
For denne synd mente Tove, at hun blev straffet. Derfor kunne hun ikke længere gå.
Lone ansatte en hjælper til moderen, men der var ingen varme i det. En dag kom hjælperen til at skolde Tove med kogende vand, blev bange og forsvandt. Tove lå alene med stærke smerter.
Der er tynde vægge i huset, og da Birthe hørte skriget, havde hun og Kirsten for længst fået ekstra nøgle til Toves hjem. De kom stormende, hjalp og passede Tove.
Jeg kan ikke tage imod! Det er pinligt! Så må jeg da betale dig, prøvede Tove.
Brug de penge på noget fornuftigt! hvæsede Birthe. Er du blevet tosset?
Hvad skulle de føle skam over? De har været hinandens redning altid, sammen i bad, til lægen, kendte hinandens gamle ar og plettede hud fra barnsben af. Når man har overlevet bombetogter sammen, tager man ikke penge for omsorg.
Sådan lukkede de penge-snakket. Birthe hjalp Tove, gik derefter ud med Kirsten, der var blevet usikker uden hørelse, ofte faretruende tæt på cykler eller biler på de travle gader. Birthe tog Kirsten under armen og førte hende langs Frederiksberg Allé, gennem grønne gårdhaver, og de satte sig og så på børnene lege, mindedes egne unger, og hvordan drengene altid kravlede højt op i lindetræerne. Lind blomstrer overalt her, og når de gør det, dufter hele kvarteret så man bliver ør i hovedet.
Kirsten samlede altid lindeblomster og vidste bedst, hvordan de skulle laves til te. De tre havde deres helt egen linde-aften, altid hos Kirsten. Så sad de omkring det lille runde bord, med porcelænskopper, og skulle medbringe noget særligt lækkert til maden. Kokkebøger blev støvet af, men drengene drev gæk med dem så det blev tit bare noget dansk, men mindst lige så godt.
Så sad de der, spiste, så ud på have og de dansende lindeblomster. Tove fortalte om Paris, Birthe om kunstnere fra museet, og Kirsten, der havde arbejdet på en fabrik, blev mere og mere tavs, efterhånden som hørelsen forsvandt. Hun var blevet ramt under et bombardement som barn og troede, hovedet engang ville sprække som en vandmelon. Med alderen hørte hun mindre og mindre.
Senere mødte Kirsten sin mand, Erik, på fabrikken. Han var meget ældre.
Hvorfor vil du være sammen med sådan en som mig? hviskede han og skjulte sit svedne ansigt. Du finder en yngre én, og jeg vil dø af sorg…
Da de blev gift, kunne Erik ikke tro, det var virkeligt. Han lyttede hele natten til Kirstens åndedræt, så hun var der, det var tryghed. Han sov først, da hun stod op for at lave morgenmad.
Erik var Kirstens eneste kærlighed. Han døde tidligt, kun 55 år. En nat vågnede han ikke. Kirsten stod over ham, tårerne dryppede ned på hans kinder. Hun tørrede dem, bange for, at hun brændte ham med dem.
Sønnen Hans hentede naboerne, der førte Kirsten bort. Lone, forskrækket, oplevede for første gang, at hendes mor betød alt og begyndte stille og roligt at tilgive. Dråbe for dråbe fandt hun tilbage til Tove.
Birthes mand havde ingen af vennerne brudt sig om. Som Tove sagde, var han god til at love men dårlig til at købe. Nye gardiner? Næ, vi sparer til noget vigtigere. Køleskab? Måske senere. Alt blev udskudt, og Birthe måtte undvære.
Hvorfor giftede du dig dog med ham? spurgte Kirsten stille, da han nægtede at købe nyt klædeskab.
Jeg var bange for aldrig at blive valgt. I er smukke, jeg er en grå mus Hvem ville have mig? følte Birthe sig nødsaget til at forklare.
Skil dig! råbte veninderne. Hvor længe vil du finde dig i ham?
Det kan jeg ikke. Vi har en søn. Jeg kan ikke ødelægge det for ham han holder så meget af sin far…
Kirsten og Tove rystede på hovedet, hvæsede af manden, men så skete der noget med Birthe. Hun blomstrede op, smilede og gik som dansede hun ned ad gaden.
Hvad sker der? spurgte Kirsten strengt.
Birthe tav først, så afslørede hun: Jeg har mødt én Han giver mig det, jeg aldrig har fået.
Hun græd, og Kirsten rystede på hovedet. Med sine høje principper ville Birthe aldrig blive skilt, kun lide i sit stille sind
Kærlighedsaffæren varede i lang tid. Først sluttede den, da deres søn Mikkel skulle på universitet, og faren, Anders, fik en blodprop og blev lammet. Birthe blev hans sygeplejerske, bebrejdede sig selv, og da han døde, friede hendes elsker men hun sagde nej.
Mikkel forstod det aldrig. Det ville være forræderi. Jeg skylder Anders for meget, sagde Birthe.
Elskeren flyttede væk, sagde ikke hvorhen. Han blev aldrig herre i huset, desværre. Men han skaffede dem køleskab og andet. Det var ikke så ringe, alt taget i betragtning.
Årene gik, naboerne ældedes, huset med, og haven blev hver sommer grønnere under de høje lindetræer. I musikskolen voksede talenterne frem, skuespillere og musikere blev til. De tre gamle damer sad ofte på publikumsrækkerne til koncerter.
Tove i kørestol, i sin fløjlskjole med blondekrave, Birthe, rank og fattet, i mørkebrun kjole med perlebælte og matchende sko, Kirsten, lydløs men nydende synet af ungdom på scenen, i gråt jakkesæt og slidte sko. I hånden en falmet taske, på læben et fredsfyldt, tilfreds smil, så folk troede hun var en tidligere kendis.
Og alle tre iført blonder på hænderne, en tradition medbragt fra Toves korte franske eventyr
Du skal ikke banke dig selv sådan, Tove! sagde Birthe, mens hun skar kagen og fordelte stykkerne. Lone er voksen, har selv fået børn. Hun ved, hvad kærlighed er. Hun hader måske Pierre, og med rette, men hun elsker dig.
Det er kun ungdommen, der er hård, Kirsten istemte. Med alderen kommer nuancerne frem. Lone forstod det ikke dengang, men det gør hun nu. Men Pierre, han var nu en fusker
Endnu en gang satte de el-kedlen på bordet. Den ligner ikke de gamle kobbersamovarer med harpiksduft, men den er fin alligevel. Den tager dem tilbage i tiden.
Udenfor rasler regnen gennem de visne blade. Snart kommer nattefrosten, og blomsterne visner i havebedet. Efteråret banker på, men endnu er der varme.
En bil bremser udenfor. Nogen iler op ad gangstien i høje hæle. Tove fryser, lytter.
Dørklokken ringer. Birthe lukker op. Lone træder ind, kysser og bliver vist direkte ind i køkkenet.
Hun har ventet. Hun er så nervøs for dig. Gå bare ind, min pige! Tillykke med fødselsdagen!
Lone har georginer med mørkfiolette med gule midter hendes mors yndlingsblomster. Buketten skjuler næsten fødselaren, og Lone begynder at græde kan stadig ikke tro, hun er tilgivet. Eller også kan hun ikke tilgive sig selv men hun er også lykkelig. Hendes datter blev født i dag, en lille rødhåret pige i lyserødt svøb. Hvilken lykke!
Kiggede man ind ad vinduet til den lave runde længe bag den gamle herregårds hovedbygning på Frederiksberg, ville man se tre gamle damer le, drikke te, mindes og vente vente på børn, børnebørn og oldebørn. Dem, der giver livet mening og fylde. Snart er de borte, men endnu er der tid til at kramme og være sammen den største skat af alle.
