– Mathilde, jeg tilgiver dig! Vores skænderi var overflødigt. Lad nu være med at surmule! Vi er jo ikke unge længere! brummede Kirsten Larsen, da hun tastede sin søsters nummer for første gang i syv år. Vi må gå videre, Mathilde! Man kan jo ikke blive ved
– Undskyld Men hvem taler De med? Jeg er ikke Mathilde
Stemmen var tydeligvis fremmed. Ung, lidt spæd, men behagelig.
Kirsten stivnede midt i sætningen, noget der ellers sjældent skete for hende.
– Unge pige, hvem er du? Hvorfor har du min søsters nummer?!
– Det er mit nummer. Har haft det i over et år nu. Beklager, men jeg kender dig ikke. Og jeg kender heller ikke Mathilde. Hav en god dag!
Kirsten nåede ikke at reagere. Mens hun samlede sig, lød der lange optagettone, og pludselig blev hun mærkeligt bange
Hun mente, hun måtte have tastet forkert. Kirsten satte sine læsebriller på næsen og dobbelttjekkede nummeret i sin lille slidte røde adressebog, som Mathilde havde foræret hende i sin tid. Mathilde havde altid haft sans for smukke ting og elskede at forkæle Kirsten, som selv syntes, det var spild af penge på sludder og pjat. En taske her, en fin kuglepen der, en blomstret tørklæde det var ikke store ting, men det varmer alligevel. Sådan var Kirsten ikke. Hun gav altid større gaver, så alle kunne se, hvor meget hun elskede sin søster!
Kirsten tastede nummeret igen, denne gang helt manuelt. Men svaret var det samme, den samme fremmede, milde stemme.
– Beklager, men jeg har sagt, det her er mit nummer sagde pigen nervøst Ring venligst ikke igen, du forstyrrer min undervisning.
– Vent! Kirsten blev bange for endnu et afbrudt opkald. Kan jeg ringe senere? Det er vigtigt!
– Om en halv time. Jeg har pause der.
Kirsten lagde telefonen fra sig og blev siddende i tanker.
Hvorfor havde Mathilde skiftet nummer? Hvorfor sagde hun ikke noget? Ja, de havde været uvenner, men det her skulle det virkelig betyde, at man gjorde sig helt utilgængelig?
Kirsten begyndte at blive mere og mere irriteret.
– Ligesom du altid har været, Mathilde, sådan er du endnu, mumlede hun, mens hun for nok engang tørrede køkkenbordet over og kastede blikke på uret.
Hun kunne aldrig sidde stille. Altid måtte noget gøres, hænderne og tankerne beskæftiget, sådan havde hun været siden barndommen energisk, skarp, retfærdig, men også ret kontant. Familien var tit snurt på hende på grund af det. Men Kirsten havde aldrig taget sig af det. Hun vidste jo, at hun havde ret! Og hvad mere er der at sige til det?
Mathilde derimod var rolig, mild, altid lidt langsom. Hun kunne sidde med havregrøden om morgenen, indtil hun næsten kom for sent i skole, og Kirsten måtte både stryge kjoler og flette hår inden, mens Mathilde stadig gik og gabte med tandbørsten i badet og tegnede i duggen på spejlet.
– Mathilde, hvad laver du nu?
– Jeg tænker
– Slut med det fjolleri! Vi bliver forsinket! snerrer Kirsten. Tænker, tænker!
– Skal jeg ikke?
– Nej! Det er der andre til! Du børste bare tænder og skynd dig at spise!
Sådan havde det altid været. Mathilde slæbte bagud, mens Kirsten allerede havde besteget bjerget og var tilbage igen for at skælde ud:
– Hvordan kan du dog være så langsom?! Som om du ikke engang trækker vejret! Sådan kan man da ikke leve?!
Mathilde lod sig ikke gå på. Hun kiggede bare på sin store søster, smilte stille og sagde:
– Kusine Kirsten, man behøver jo ikke være så hurtig som dig. Du er vores stolthed! Ignorér mig bare, jeg klarer mig i mit eget tempo
– Dit tempo er da håbløst! Hele livet smutter forbi, mens du tøver! Tag dig nu sammen!
Mathilde blev aldrig vred. Hun vidste, at Kirsten havde et hjerte af ild, der krævede et sluk. Hun håbede, at Kirsten engang ville finde ro.
Hvordan tæmmer man en vulkan? Med havet. Sådan var det også med kærligheden. Når kærligheden kom, lagde alt sig, og midt i lavaen voksede øer op. Men Kirstens kærlighed var selv en vulkan, og alt, der kom nær, blev brændt af.
Kirsten havde været gift fire gange. De tre første ægteskaber løb ud efter under et år.
– Vi passede bare ikke sammen! forklarede hun ens, hver gang.
Fjerde gang holdt det tre år, men hun gik alligevel, trods en lille datter i huset og kun vrede og bitterhed tilbage.
– Hvilke mænd man dog skal lægge ører til! rasede Kirsten til Mathilde efter endnu en skilsmisse. Ingenting interesserer dem! Hverken familie eller børn! Deres kone er bare en stol man sidder på! Mathildes mand, Henrik, satte tavst te på bordet og tog sin niece på armen:
– Tal I bare. Jeg lægger Merete i seng.
Trætte lille Merete var ved at falde i søvn på Kirstens skød, men Kirsten var et andet sted.
Det er umuligt! Jeg står igen alene!
– Jeg lever da fint, Kirsten! sagde Mathilde og rakte kiksene frem. Drik din te, du må da være sulten.
– Har ikke fået noget i dag! indrømmede Kirsten og kastede sig over de småkager. Tænk! Jeg er alene igen!
– Måske skulle du prøve at være mildere? Du tager da kampen op med alle til ingen nytte! Livet smutter forbi dig, Merete vokser op, bliver gift og flytter. Hvad så med dig? Bliver du så ikke ensom?
– Åh, Mathilde! Du fatter da ingenting! Det er ikke det!
– Hvad er det så?
– At man ikke kan stole på nogen! Alle lyver!
– Gør jeg?
– Ja! Du påstår, du elsker din Henrik, men så har I ingen børn! Det betyder Det er ikke kærlighed! Hvis man ikke vil have børn med en mand, så kan man ikke elske!
Mathilde svarede ikke straks. Hun gik roligt hen til komfuret, rørte det lunkne tevand og hviskede:
– Nogle gange handler det ikke om at ville, men om at kunne. Jeg vil gerne, Kirsten. Jeg kan bare ikke. Jeg bliver ikke mor
Kirsten fór op og omfavnede hende:
– Hvem siger det?! Lægerne? Hør ikke efter! Jeg finder de bedste! Det skal nok lykkes! Dit held skal nok komme!
Men ønsker og stædighed kunne ikke overvinde alt. Ikke alt kan lykkes, hvis skæbnen har besluttet sig.
Mor blev Mathilde alligevel, bare ikke som forventet. Det blev aldrig hendes egne børn. Men hvis nogen vovede at sige, at de to børn, som Henrik havde taget til sig efter familieulykke, ikke var hendes, så gik hun i rette selv med Kirsten, hvilket førte til langvarig kold luft.
– Du har ikke brug for andres børn, Mathilde! Dine egne skal nok komme!
– Jeg er snart fyrre, Kirsten! Hvis det skulle ske, var det sket. Disse børn har brug for mig. Hvor skulle de ellers hen? På børnehjem?
– Hvilket rager det dig? Henrik har så meget familie lad dem tage sig af dem, hvis de vil.
– Det vil jeg også! Forstår du ikke? Jeg!
– Åh, Mathilde! Hvem har du det fra?
– Hvem?
– Sådan stædig og naiv! Det er en byrde!
– Det er nok, Kirsten! Nu må du gå sagde Mathilde, ikke se på hende, mens hun kæmpede mod tårerne. Hjem. Merete venter.
– Merete er på lejrskole. Kommer ikke hjem før om en uge, og så gør du sådan et nummer! Du skal ikke komme til mig og bed mig ikke om hjælp!
– Hvor har du al den vrede, Kirsten? spurgte Mathilde sagte, da Kirsten nærmest fnysende trampede ned ad trappen, stadig irriteret over, at ingen gad høre på hende.
Svaret ventede Mathilde forgæves på. Kirsten klippede kontakten med familien. Ikke ét opkald, ikke ét besøg, og hun forbød endda Merete at være sammen med faster Mathilde. Men Merete var ligeglad, hun elskede Mathilde og sine nye kusiner og bror, og sneg sig over på besøg, for de boede tættere på hinanden end før.
Så fik Henrik et nyt job og hele familien rykkede til Århus. De gav Merete den nye adresse og sagde, at hun altid kunne komme, og hun skulle aldrig vente på mors tilladelse.
– Der sker så meget i livet, Merete, sagde Mathilde på banegården og krammede sin niece. Husk, du har familie. Vi tager imod dig, hvis du har brug for det. Pas på din mor du ved, det er hårdt for hende med hendes temperament. Hun har kun os …
Merete lyttede altid til faster. Det var ikke nemt med Kirsten, men hun klarede det indtil det blev for svært.
Det blev det, da Merete blev voksen og ville giftes. Kirsten godkendte ikke hendes valg.
– Hvem er ham tønden? skød Kirsten straks, da hun så den ranglet, brilleklædte unge mand på sin dørtrin, der holdt Meretes hånd. Kunne du ikke finde en bedre?
Merete diskuterede ikke med moren, men tog sin forlovede Anders og gik uden at vente på mere skældud.
Men Anders var ikke den tønde, Kirsten troede. Han havde uddannet sig til programmør, og da han friede, foreslog han også, de skulle flytte til Århus, hvor Mathilde nu boede.
– Der er flere muligheder, Merete. Vi sælger min lejlighed i København, køber noget sammen i Århus. Ingen binder os her?
– Ikke længere snøftede Merete, mens hun huskede sin mors fortvivlede øjne. Mathilde vil forstå. Hun er god.
Anders elskede hende så højt, at han var klar til at opgive alt for hende, bare hun ikke skulle græde mere. Hans forældre var væk, og hans eneste rigtige familie var nu den snøftende, fregnede pige, der drømte om et hus, børn og et lykkeligt sammen for altid.
Sådan gik det også.
Mathilde forsøgte midlertidigt at kontakte Kirsten, men hun ville ikke høre. Tudevred tog Kirsten røret:
– Så er I flygtet til hende? Fint! Ring ikke igen! Jeg vil ikke kende jer! råbte Kirsten.
– Kirsten, nu stopper du! sagde Mathilde endelig irriteret. Det er let at smadre, svært at bygge! Men tænk nu du har sendt din eneste datter væk, og godt det samme, at hun havde et sted at tage hen! Hvad gør man uden familie? Man skal støtte sit barn, ikke jagte hende bort, fordi man ikke kan lide hendes valg! Skal hun så gå til fremmede, fordi hendes mor ingen kærlige tanker har?
– Hold dog op, forsøgte Kirsten at afbryde, men Mathilde lod hende ikke.
– Nu er det nok, Kirsten! Hvis du fortryder og kan finde ud af at sige undskyld, så er du velkommen men kun hvis du selv vil!
Kirsten lukkede sig inde. Ingen kontakt, ikke ét brev, ikke ét opkald, ikke engang bryllupsinvitationen lod hun sig påvirke af. Billederne Mathilde sendte blev aldrig åbnet, men smidt ud med posten. Stoltheden holdt hende fanget.
Tiden gik, ingen af de andre rykkede først. Mathilde opdragede sine børn og hjalp Merete med det første barnebarn, mens Anders og Henrik byggede hus. Anders blev hurtigt en slags søn for Henrik med alt, han kunne, og Mathilde sukkede med glæde:
– Du har virkelig styr på meget, Anders! Hvordan kan det være?
– Bøger og nettet, onkel Henrik. Man kan lære alt, hvis man vil!
Snart ventede Merete sit andet barn. Mathilde spurgte forsigtigt, om moderen skulle inviteres til housewarming.
– Jeg har ringet, tante Mathilde. Prøver igen og igen, men hun tager aldrig telefonen eller lægger på straks. Hun vil ikke tale med mig.
– Græd ikke! hastede Mathilde at trøste. Det dur ikke for dig i din tilstand.
– Jeg prøver snøftede Merete og ønskede, moren ville være der.
Men Kirsten nægtede at give sig. Hun ventede stædigt, at de andre ville komme krybende, når de endelig forstod, hvor meget de havde såret hende. Så kunne hun måske tilgive måske.
Men det var ikke før endnu en nytårsnat alene, at hun ringede sin søsters gamle nummer. Og igen lød blot en ukendt stemme.
Efter pausen tastede hun endnu engang.
– Ja?
– Nu skal du høre! brasede Kirsten ud med sin gamle fører-stemme. Hvordan er mit søsters nummer havnet hos dig?
– Jeg købte et abonnement og fik nummeret. Sådan gør de, når man ikke bruger det længe.
– Det er det rene vrøvl! Hvor er min søster så?
– Det kan du vel ikke forvente jeg ved svarede stemmen nu mere bestemt, og Kirsten dæmpede sig.
– Det hele er underligt. Kan jeg bede dig om en tjeneste?
Der gik lidt tid, inden pigen svarede:
– Måske. Hvad vil du have mig til?
– Kan du finde min søster? Jeg kan give dig hendes oplysninger hvis du besøger hende og siger, jeg vil kontaktes, betaler jeg alle udgifter.
Længe var der tavshed. Så sagde pigen lavt:
– Det skal jeg nok. Du behøver ikke betale. Læs bare adressen op.
Kirsten gjorde som hun blev bedt om, og tiden gik i venten. Til sidst kom svaret, ganske anderledes, end hun havde forestillet sig.
– Din søster lever ikke længere. Hun gik bort for halvandet år siden. Hun var syg i to år. Hendes mand siger, du er velkommen, hvis du vil besøge. Og
– Ja? spurgte Kirsten, hendes stemme tør og fremmed.
– Din datter venter også på dig. Du har to børnebørn. Hun har givet mig noget til dig det er ord fra din søster. Hun ville selv sige dem, men mente, det var bedre sådan. For du lytter jo ikke selv
– Sig det!
– Kirsten, lad nu være. Alt det, der betyder noget, er lige her. Voks op. Du er stadig elsket her.
Stemmen forsvandt, og Kirsten græd, for første gang i sit liv virkelig bevidst over alt, hvad hun havde mistet.
– Er det alt?
– Ja.
– Tak
– Det var så lidt.
Stemmen blev lidt varmere.
– Kom og besøg. Du har en vidunderlig familie og smukke børnebørn.
Igen lød der optagetone, og Kirsten græd indtil det gjorde ondt i hele kroppen. Men der var intet at gøre, intet at ændre, kun at tage imod, hvad der var tilbage. Hun græd hele natten, men greb så telefonen og ringede et velkendt nummer.
– Merete
– Mor! Hej! Vi venter på dig!
– Min pige, jeg
– Sig ingenting! Kom bare. Vi henter dig!
Og først, da hun hev kufferten frem, gik det op for Kirsten, hvad der manglede i Meretes stemme fandtes både Kirstens egen styrke, Mathildes varme, og det, hun altid havde savnet.
Kærlighed. Uforbeholden, uden bitterhed, tilgivende og blid. Den kærlighed, Mathilde altid havde kendt, og som Kirsten først da var klar til at lære at kende.
Og for første gang turde hun håbe, at det måske også kunne lykkes for hende.
