Mine regler
Nej, Nikolai, det er nu dejligt, du kom! sagde Irma Pedersen og satte sig overfor sin søn. Hun hvilede hagen i de små knytnæver, smilede og sendte varme gennem køkkenluften. Jeg har sådan savnet dig. Spis nu, min egen. Vil du have en frikadelle mere?
Nikolai rystede sagte på hovedet.
Smager det ikke? spurgte moren med forskrækkede øjne og rettede ryggen. Hendes lille, rynkede ansigt blev pludselig alvorligt, bekymret. Jeg lavede dem ellers, som jeg plejer… Jeg sagde ellers til far, at du ikke er til svinekød… Sagde det jo! Kan du smage det?
Irma var ængstelig, spændt. Hun havde ventet på Nikolai og lavet mad, som om hele Den Kongelige Livgarde skulle komme forbi til middag, og hun, Irma Pedersen, var chef for feltkøkkenet. Nu af alle ting kunne hendes store søn ikke lide frikadellerne…
Mor, hvad bilder du dig ind? Det hele smager pragtfuldt! Jeg kan bare ikke spise mere.
Nikolai lagde forsigtigt gaflen fra sig på tallerkenen. Den var for lille til hans bjørnehånd, ligesom den lille serviet, han forsigtigt rettede på. Man undrede sig næsten over, hvordan en lille kvinde som Irma havde kunnet bære og føde en kæmpe som ham men han havde arvet storheden fra sin far, Mikkel. Samme robuste statur. Ved siden af ham lignede Irma altid en pigebarn.
Alt har været udsøgt som altid! sagde han, rejste sig og gik hen og lagde hænderne trygt på hendes skuldre. Det føltes for Irma som en varm frakke om vinternatten. Nå, hvad var det, du ville tale med mig om? Kom nu, for jeg skal snart afsted igen. Freja og jeg skal i Magasin; Rasmus trænger til nyt tøj.
Freja, hans kone, var pertentlig, retskaffen og så smuk, at Nikolai engang gik ind i en lygtepæl, da han så hende første gang. Blodet løb fra panden, og Freja spærrede forfærdet øjnene op ved lyden af jernstolpen, men han stod bare der, genert og gned på pælen for at tjekke, om han havde ødelagt den.
De gik sammen til skadestuen siden. Freja, skrøbelig og ung, spurgte bekymret, om han havde fået hjernerystelse, mens hun holdt ham under armen. Hvad skulle han sige? Selvfølgelig snurrede det, for ved siden af ham stod Freja ubegribelig skønhed.
Han giftede sig med hende. Og nu har de Rasmus, som vokser op i tryghed, mens Freja er talepædagog i hjemmet praktisk, ingen løben rundt, der er altid tid til hjemmet. Hver morgen kører Nikolai på arbejde og slipper Rasmus af i skole ikke hvilken som helst, men i en særlig skole for kommende biologer, som Freja havde sikret ham adgang til. Kort sagt: De lever godt. Et roligt, kærligt liv.
Hvorfor kom Freja ikke med? spurgte Irma, mens hun ryddede af bordet. Hun vidste udmærket, at Freja havde privatelever, også om søndagen, men tiden skulle trækkes ud, for Irma var genert for at bede sønnen om en tjeneste.
Jeg sagde jo, hun har to elever i dag. Og Rasmus Rasmus Nikolajsen, som jeg elsker at kalde ham, det klinger så ordentligt han laver lektier. Nå, hvad så?
Han tog kopperne ud af morens hænder, stillede dem forsigtigt i vasken som om det var kongelige glas og drejede hende venligt hen mod sig. Mor, nu gør du mig nervøs. Er der noget galt med far? Hvorfor bliver han bare inde på værelset? Har I taget lån, er I blevet snydt? Har I pantsat lejligheden, nyrerne, og alt det andet? Bliver I afpresset? Eller er min tvillingebror dukket op, den de byttede væk på hospitalet?
Nikolai smilede af sine egne spøgefuldheder. Det føltes som om alt udenfor blev lyst og lettende, som foråret selv var trådt indenfor.
Han satte sig på opfordring, klappede den bulende mave, strakte sig, kom til at slå hånden mod køkkenelementerne. Ja, lejligheden var lillebitte ikke som hans og Frejas de havde et slot, tre store værelser, altan, køkken med plads til alle og lidt til. Lejligheden havde de arvet fra Frejas familie. De havde fået den som belønning for deres forskning og senere flyttet på landet, tættere på frisk luft og folk, og gav den så til Freja, sammen med sække med kartofler, rødbeder og uforståeligt grønkål, og de mest fantastiske asters, der blev fragtet ind hvert efterår bag i gamle onkel Henriks varebil. Hvorfor hans onkel elskede Freja sådan, det forstod Nikolai aldrig, men han hjalp altid med bilen, hvis noget gik galt, og gik rundt i lejligheden iført palmetræsshorts og elskede livet.
Det er egentlig fordi, jeg vil spørge dig om noget Irma tog en dyb indånding, skubbede småkagerne hen til ham. Kan du huske Marie Leth?
Nikolai blev lidt anspændt, trak let på brynene.
Selvfølgelig, mor! Selvfølgelig! Han nikkede til sidst. Småkagerne duftede af honning og sukker, og han kunne ikke dy sig: han hentede mere te og snuppede den største med domkirken trykt i glasuren.
Nå, men… Marie Leth har fået henvisning til det store hospital her i regionen, hun skal have øjnene behandlet, endda opereres Jeg kender ikke diagnosen, men det lyder alvorligt…
Nikolai tyggede og lyttede. Tante Marie havde boet på gangen over dem, hjalp altid Nikolais mor, passede ham, da han var lille. Hun gik altid med kæmpestore, runde briller, hendes øjne var som stjerner bag glasset, og hendes øjenvipper flagrede som sommerfuglevinger.
Og? spurgte han til sidst, da Irma blev tavs og nervøst nussede dugen.
Jamen kunne hun ikke midlertidigt bo hos jer? Det er for dyrt med hotel eller leje, og hun kan ikke pendle frem og tilbage længere. Irma blev endnu mere lavmælt, pinligt berørt over at spørge Hun passede dig som barn, jeg skylder hende så meget
Nikolai stoppede med at tygge, tog en stor slurk te, tørrede sig om munden og trak på skuldrene.
Tja… tja… brummede han. Have Marie boende var ikke lige det, han havde forestillet sig. Shortsene med palmerne måtte væk, og Freja måtte ikke længere tasse ind i køkkenet i natkjole om natten for at drikke te… Men hvis man skal, så skal man. Selvfølgelig, mor! Det ordner vi. Jeg skylder jo! Nikolai smilede og følte sig straks ædel og godhjertet; Freja ville uden tvivl blive stolt af ham, og det ville hans mor også. Marie Leth har fortjent det. Hun skal have det godt på sine ældre dage!
Og udenfor eksploderede lyset solen krøb op over hustagene og spejlede sig i morens lykkelige øjne og hoppede hen over væggen som gule kaniner. Klokkerne i kirketårnet overfor begyndte at ringe.
Er det rigtigt? Åh Nikolai, det er et RIGTIGT valg! Et rigtigt valg, min dreng. Jeg er så lykkelig for, at du er blevet sådan et blødt og kærligt menneske.
Hun strøg ham over håret, som da han var lille.
Var Freja der, ville hun sikkert have trukket på skulderen, udtrykt sig drillende over Irmas hengivenhed for sønnen. Men hun var der ikke, og inde i Nikolai voksede den lille, tilfredse dreng frem igen, der bare havde brug for at blive rost.
Nikolai sunkede sammen ved bordet, slap armene.
Men… men jeg skal nok lige høre Freja ad… hviskede moren pludselig skræmt. Nikolai mumlede noget om, at Freja nok skulle være ok med det, og lænede sig afslappet ind mod Irma, så trygt og godt, at han næsten døsede hen Jeg går straks hen og siger det til Marie, så I kan aftale…
Irma forsvandt ud af køkkenet, faren raslede med avisen, og Nikolai fandt mobilen og ringede til sin kone.
Freja lyttede, mens hun lagde make-up.
Hvor længe skal hun være her? spurgte hun.
To uger, tror jeg. Vi skal hjælpe… det må vi jo… Operation og alt det der.
Men hun bliver vel indlagt? begyndte Freja, men Nikolai afbrød.
Ja, men bagefter skal hun til tjek, kontroller, og hun kan ikke rejse frem og tilbage hele tiden, Frej, du klarer den, hun er lidt sær, men elskelig og hjælpsom.
Jeg ved ikke… jeg kan ikke lide det. Jeg kan huske hende fra brylluppet. Hun så ned på mig, så mig op og ned. Hun kan ikke lide mig, din tante Marie.
Freja, hun elsker dig! Og hun hjælper med Rasmus, hun…
Rasmus er seksten! Hvad skal han have hjælp til af hende? sagde Freja skarpt.
Alt, Freja. Hun har levet livet, hun kan hjælpe… Så, du er vel ikke imod?
Freja var meget imod men hun turde ikke sige det, bange for at såre Nikolai.
Ok. Hvornår kommer hun? tørt.
Fra den anden ende af linjen lød mumlen, og Nikolai sagde, hun kom søndag.
I morgen? Freja så på sit eget lille imperium af rod. Helt almindeligt småkaos, men ingen fremmede måtte opleve det. Hun tog kun elever ind i køkkenet det store, lyse køkken. Det var praktisk, ingen andetsteds adgang. Hvis der skulle gæster, blev alt gjort rent i bund. Freja skammede sig altid over kaosset, om det så bare var et sjusket viskestykke, der ikke hang lige. Hun skjulte altid fejlen.
Men Marie ville gå over det hele! Hun ville tænke sit at Freja ikke var nogen god husmor…
“Rene gulve, orden i huset det er også orden i hovedet! plejede hendes mor at sige. Folk ser på huset, de ser ALT. Du er et rodehoved, Freja, det er du… Man kan knap tro, du er en pige!
Freja lukkede øjnene og rystede på hovedet, som om hendes mor stadig stod og vejrede loftet sammen med hende…
I næste weekend, faktisk, rettede Nikolai.
Nå ja, så går det sagde Freja svagt. Jeg går ind og fortæller det til Rasmus…
Så var der endnu tid til at nå hjemmets ydre grænser, vaske, lufte ud, hænge, stryge og pudse tingene op til blankeste glans.
Rasmus reagerede på nyheden om den aldrende dame, der havde passet hans far som ganske lille med et træk på skuldrene. Fint nok, hvad så?
Tag det roligt, mor. Det er jo stadig vores hjem vi lever jo. Det er vores økosystem og hun er bare et invaderende væsen. Hun overlever, eller hun gør ikke. Sikkert hun tilpasser sig, siger jeg.
Vi er ikke et økosystem, Rasmus, vi gror til! Og jeg får slet ikke tid i løbet af ugen… Kom nu, hjælp! Jeg vil ikke ydmyges over for hendes bekendte. Hun tænker sikkert dårligt om mig! Og så fortæller hun det videre til farmor Irma!
Farmor Irma ved det hele og tager det roligt! sagde Rasmus og forsvandt.
Freja blev endnu mere nervøs, men så ringede det på døren, og hendes første elev, buttede Sigurd, lispede sig gennem vokalerne. Freja roste ham, men havde hele tiden øjnene på køkkenkrogen: var der noget, der ikke skinnede?
“Vinduerne!” et lyn slog ned i hovedet på hende. “Jeg har ikke vasket vinduer!”
Vinduerne skal være så rene, at man ikke kan se, der sidder glas! En god husmor har altid rene vinduer, Freja! Men du tørrer dem bare over, og så er der striber!
Nikolai kom hjem og afbrød oprydningen og talte om, hvor god Marie var, og Freja nikkede bare.
Far, den der snak er gennemskuet, din anden mor ankommer snart. Kan vi ikke bare droppe emnet nu? sagde Rasmus.
Freja var ham taknemmelig…
Tiden til næste søndag fløjtede forbi, som om en drøm trykkede speederen i bund.
Lørdag drog Nikolai ud for at hente tante Marie Leth, mens Freja gjorde klar.
Rasmus røg til frisøren, hunden Alfred blev vasket og krammet så han hylede som en hvalp, vinduerne kunne spejle alt, som mormor havde befalet.
Freja, vi er hjemme ved tretiden, stress ikke, lav dit eget. Marie er bekymret for at forstyrre hele husholdningen.
Vi venter til middag.
Freja planlagde at stege kylling, lave kartofler, en kærlig salat modtage gæsten, som man nu skal.
Hun sendte Rasmus ud med Alfred, tog selv et langt, varmende brusebad og istemte lavmælt: Jeg drømmer om stjerner. Hun tog badekåben på, begyndte tandbørstningen da døren brasede op. Mandens stemme blandede sig med en undskyldende, ukendt kvindestemme, Alfred bjæffede, og Rasmus sukkede bagude.
Det duggede spejl viste Freja den værtinde, hun var klar at byde velkommen…
Så er vi her sagde Nikolai og nikkede til sin kone med tandbørste og morgenkåbe. Bag ham dukkede Marie Leth op med knaldrød kuffert, smilende og rød i kinderne. Hun beundrede huset, interiøret, det hele meget charmerende. Men Freja var smerteligt bevidst om sit look: kåbe, fugtigt hår, kyllingen uprøvet, Alfreds poter stadig mudrede hun ville tabe point som husmor. Tanten trak læberne sammen, balancerede over den regnvåde entre, kastede et blik på Frejas ryg, som hastigt spænede i sikkerhed for at rede sig.
Her er dit værelse, sagde Nikolai. Slå dig ned. Jeg sætter noget let mad over.
Marie takkede og lukkede efter ham.
Hvorfor SÅ tidligt? hvæsede Freja fra omklædningsskærmen. Jeg var ikke klar, Nikolai!
Han sad på sengen og betragtede hende i skabsdøren armene, hofterne, kroppen så skøn som en birkegren…
Hvad? blev han afbrudt.
Hvorfor kom I så tidligt?! Freja havde taget kjole på og lagde nu håret. Vil du lyne?
Jo Tante Marie havde en tid tidligt, så vi tog tidligere afsted, mumlede han og ville kysse hende, men hun afviste.
Hvorfor har hun så meget bagage? spurgte Freja.
Tja… kvinder har altid ekstra med. I er nogle knallertkøbmænd alt for meget, sagde han, stolt af vittigheden.
De satte sig til morgenbord. Freja lavede spejlæg, Rasmus smurte madder for at hjælpe sin mor, som var ved at gå op i limningen.
Marie trådte ind sidst, kiggede sig omkring og satte sig ved Rasmus.
Velbekomme allesammen. Det er hyggeligt her. Freja, jeg gav jer vist et porcelænsstel med valmuer til brylluppet? Gjorde jeg ikke?
Freja trak på skuldrene. Stellet var smadret dagen efter brylluppet Nikolai tumlede kassen ned fra femte trappetrin. Alt i stumper og stykker.
Nikolai mumlede videre. Han kunne ikke huske noget om valmuer eller porcelæn.
Måske til en anden, Freja rakte kaffe rundt.
Jeg kan ikke sidde her, det trækker, Freja, klagede tante Marie. Må jeg bytte plads?
Rasmus så forundret på sin mor. Hun trak på skuldrene.
Nikolai bredte skuldrene, han ville tage sig af det hele.
Freja, sæt dig herhen. Det er ikke godt, at tante får træk før operationen! Han løftede sin kone over, satte gæsten ved vinduet.
Jeg passede Nikolai fra han var helt lille, begyndte Marie. Skiftede bleer dag og nat, han var et kræsent barn. Meget krævende, men det blev bedre. Sikke en dreng.
Freja satte maden i halsen, Rasmus hoverede stille.
Du, unge mand, burde lave lektier nu. Nikolai lavede altid sine om morgenen så sad det bedre, Marie tog Rasmus tallerken, kiggede menende på Freja. Hun ville sige noget, men undlod.
Rasmus huggede teen i sig og gik.
Marie takkede for morgenmaden og forsvandt. Man kunne høre hun rodede på værelset og kaldte på Nikolai for at få flyttet fjernsynet.
I har meget få bøger, sagde hun, mens Rasmus blev sendt til fodbold. Han burde læse lidt klassikere. Jeg tog noget med. I aften sætter vi os og gennemgår det.
Ja, tante Marie. Ellers bliver han en fodboldtosse! forsikrede Nikolai og blinkede til sin søn.
Han vidste: Marie slæbte Dostojevskij med overalt, men læste ham næppe. Udadtil så man mere lærde ud.
De vinkede farvel til Rasmus, og Nikolai gik.
Hvornår skal du afsted? spurgte Freja.
Jeg? Omkring et. Åh for resten, har Rasmus en kæreste? begyndte Marie pludselig, Nikolai havde én fra sjette, hun var så føjelig, som modellervoks, altid god nok. Forresten bør I flytte Alfred væk, og galoshehylden står også i vejen. Nu vælter jeg snart og der røg skoene… De sko dér burde du ikke gå i… Nå, jeg går nu. Tak for husly!
Marie klappede Freja på skulderen og smuttede ud.
Freja stirrede efter hende og smækkede døren.
Mor, hvorfor bestemmer hun? Hun jog også Alfred ned fra sofaen, selvom han altid må ligge der! klagede Rasmus, da han kom hjem fra bold og krammede hunden. Den sukkede.
Hun er sådan. Det varer ikke længe. Hold ud…
Freja skammede sig for Rasmus, for Alfred, for at hun ikke følte sig hjemme længere. Men hvordan kunne man sætte hende på plads det var jo hende, som havde passet manden som lille?!
Om aftenen havde Marie tryllet store portioner kåldolmere frem, alle hjalp til, og Nikolai bukkede og takkede næsten i ét væk.
Så blev det værre. Mandag satte hun vækkeuret, vækkede hele huset og begyndte dagens motionsrunde.
Hvornår er din operation? spurgte Freja forpustet efter knæbøj og stræk. Marie var dreven, satte en timer til, intervaltræning: fyrre sekunder, ti sekunders pause. Rasmus var hurtigt forsvundet i skole, men Nikolai sled tappert med.
Kom Freja! Lidt mere!
Så, hvornår? gentog Freja.
I morgen. Så skal jeg indlægges. Vil du besøge mig, Nikolai? spurgte Marie.
Det varer jo kun to dage! Det er da nemt nok, undrede han sig, men sagde ja.
Mandagen var hektisk: elever syge, ingen havde tid, telefonen glødede, krager kreglede udenfor, og Marie lyttede til Kim Larsen for fuld udblæsning. Hun dansede til Papirklip, så det så ud som om hun var i Tivoli.
Freja så på hende gennem glasdøren, sukkede…
Hun er nervøs, forklarede Nikolai. Når hun er nervøs, lytter hun til Kim Larsen.
Om aftenen ville Marie læse Idioten med Rasmus, men han nægtede. Hun spærrede øjnene op, lyttede til hans mening, og da han smækkede døren, kaldte hun på Freja. Som fodslæbende kom med telefonen i øret, og som skulle køre ud til Østerbro til lille Sigurd.
Nej! Marie tog mobilen ud af hånden på Freja og råbte i røret. Jo, det er nu. Hvis din søn skal lære at tale, så må du bringe ham! Ellers får du aldrig en tid igen, og han kommer heller ikke, når du bliver gammel! Hvem jeg er? Sekretær for Freja. Farvel!
Hun rakte Freja telefonen, så ud ad vinduet. Freja veg tilbage, men så eksploderede hun. Rasmus lyttede fra døren.
Ved du hvad, Marie! Du skal ikke blande dig i vores liv! Eller mit arbejde! Og kåldolmere laver du på din egen køkkenmaskine. Jeg er ligeglad med, hvor mange bleer du har skiftet stop nu! Læs Dostojevskij, lav gymnastik, gør hvad du vil, men i mit hus bestemmer jeg! Alfred ligger, hvor jeg siger, jeg køber dåsemad, jeg bestemmer her! Jeg håber, operationen går fint, men så skal du også hjem hurtigt. Det håber jeg virkelig!
Rasmus klappede, Alfred peb og lagde sig ved Frejas knæ, mens Marie smilede og vendte sig mod hende.
Freja blev paf hun havde ventet ballade. Men…
Sådan, Freja! Giv aldrig slip på nej. Sig, hvad du mener altid. Lad aldrig nogen bestemme over dig, medmindre det er livet eller døden. Det gør livet enklere. Sig nej til det uønskede! Bliv ikke blød. Jeg kan lide dig, jeg var bare nervøs for, at du var alt for blød. Undskyld, jeg gik for vidt. Jeg har altid været provokatør. Nikolai ved det… Og se ikke så på mig. Jeg ryster! Jeg er så nervøs for operationen. Alfred, du er en god hund! Hun klappede dyret.
Vil du have marmelade? Jeg har æblemarmelade med. Rasmus, vil du smage?
Han himlede med øjnene. Kvinder var mærkelige men dette var alligevel et nyt niveau!
Døren ringede Sigurd ankom til undervisning, og fik også marmelade. Hans mor slyngede sig undskyldende til Freja:
Skal jeg ringe til din sekretær? spurgte hun.
Nej, bare rolig. Din søn er dygtig.
Freja blinkede til den sekretær
Om aftenen, da Nikolai og Rasmus spillede FIFA, bøjede Marie Leth sig tilbage i stolen og fortalte om, hvordan Nikolai engang havde pilt tapet af hos hende, hvordan hun hældte te på ham efter han var faldet i søen, og hvordan Rita Nikolais gamle kæreste ikke havde meget ryggrad. Hun bryder sig ikke om føjelige piger.
Marmeladen smeltede på fadet, og tusmørket uden for gled bort bag en orangerød stribe mod øst.
Det er tid hviskede Marie. Klokken otte skal jeg være der
Nikolai kørte hende gennem byens tomme gader. Freja sad ved siden af Marie, mærkede hendes dirren.
Jeg ringer i aften, sagde hun og rettede på Mariens frakke. Og du kommer tilbage bagefter.
Marie nikkede. Det var rart at bo hos unge. Og Rasmus var spændende ikke som sin far, men fræk og selvstændig. Det, han kaldte sit indre miljø, som ikke kan ændres, men som kan undersøges igen og igen…
