På universitetets militære institut underviste en kvindelig læge, Dr. Grethe Sørensen. Hele sit liv havde hun arbejdet i børneafdelingen på Rigshospitalet i København. En dag fortalte hun noget ganske tankevækkende til sine studerende. Begge hendes egne børn havde haft alle tænkelige infektionssygdomme, selvom hun som læge i den grad tog alle forholdsregler. Alligevel blev de hele tiden ramt af nye vira, og Grethe blev næsten helt fortvivlet over at hun aldrig kunne holde dem raske, selvom de ellers var kvikke og glade.
Hun var omhyggelig med hygiejnen så snart hun kom hjem, gik hun direkte i bad, skiftede tøj og vaskede hænder grundigt. Alligevel fik børnene altid lige præcis de samme sygdomme, som hun havde behandlet hos sine patienter. Og hvis hun havde haft en ekstra hård sag på jobbet, blev børnene syge samme aften. Hverken vitaminpiller eller kolde bade hjalp, og til sidst tabte Grethe næsten modet.
En dag efter en uhyre lang og krævende vagt på hospitalet blev hun grebet af en bekymring så intens, at hun næsten ikke turde åbne hoveddøren. Hun var sikker på, at børnene igen ville have feber og hoste. I stedet for at tage hjem gik hun impulsivt i Grand Teatret og så den nye Indiana Jones-film. Med blandede følelser af skyld og forundring tog hun hjem bagefter og fandt børnene legende og raske.
Senere prøvede hun at besøge sin barndomsveninde Mette i Valby, hvor de drak te og grinede hjerteligt af gamle historier og sjove anekdoter. Og igen børnene forblev sunde. Nu begyndte Grethe at tage omvejen gennem Ørstedsparken på vej hjem. Hun satte sig på en bænk, lyttede til springvandets rislen og så på de farvestrålende blomster, selvom bunker af vasketøj og lægejournaler ventede på hende derhjemme. Hver gang var resultatet det samme: børnene blev ikke syge længere.
Til sidst indså Grethe, at det ikke kun handlede om bakterier og virus. Hun troede nu, det var den tunge og triste stemning hun bar med hjem fra hospitalet, der påvirkede hendes børn. Den negative energi, som hun slæbte med sig fra dagens hårde skæbner og alvorlige patienter, havde uvægerligt smittet børnene ikke bare fysisk, men i luften, i atmosfæren.
Efter denne opdagelse lærte Grethe, at hun aldrig mere skulle gå direkte hjem, når dagen havde været særlig slem. Nu sørgede hun altid for at skifte omgivelser, tale med en ven, grine, eller blot sidde for sig selv i parken, inden hun vendte hjem til dem, hun elskede. Siden den dag havde hendes børn holdt sig raske.
Så hendes råd var klart: Man skal ikke skynde sig hjem til sine kære i dårligt humør eller med tunge tanker. Selvom man ikke siger et ord, kan man uforsætligt bringe noget ondt med hjem, man helst skulle lade blive ude. Skift omgivelser, find noget der glæder dit sind, før du kommer tilbage til dem, der betyder mest. Hvad det helt præcist handler om, vil forskningen måske forklare en dag. Men det virker, det er sikkert en omvej gennem parken eller en tur i biografen gør en verden til forskel, før man igen kan omfavne sine nærmeste.
