Mine regler
– Nej, Nikolaj, det er virkelig godt, at du kom! sagde Irina Petersen, mens hun satte sig overfor sønnen, hvilede hagen på de små knyttede hænder og smilede. Hvor jeg dog har savnet dig. Spis nu, spis endelig, skat. Skal du ikke have en karbonade mere?
Nikolaj rystede på hovedet.
– Synes du ikke, det smager godt? spurgte moren ængsteligt og rettede sig op. Det lille ansigt, der før var afslappet og rynket, blev pludselig alvorligt, rynkebrynene røg op. Jeg har da lavet det helt som jeg plejer Jeg sagde til din far, at du ikke spiser svinekød længere Det sagde jeg jo! Smager det anderledes?
Irina blev bekymret, for hun havde ventet på Nikolaj i flere uger og lavet mad, som om hele regimentet skulle komme forbi, og hun Irina Petersen var feltkøkkens overhoved, der skulle sørge for, at ingen gik sultne i seng. Og nu denne forlegenhed at han ikke kunne lide hendes karbonader
– Nej mor, du starter nu igen! Alt smager jo godt! Jeg kan bare ikke mere.
Nikolaj lagde pænt den lille gaffel fra sig på tallerkenen. Den var næsten for lille til hans store hænder, mindede mest om noget fra et dukkekøkken. Det var lidt sært, at lille Irina havde fået sådan en kæmpestor søn. Men han havde jo sin far, Michael, at takke for størrelsen. Han var ligeså stor, med brede skuldre og grove hænder. Irina havde altid lignet en pige i hans nærhed.
– Alt var glimrende, som altid! sagde sønnen, rejste sig, gik hen og lagde hænderne blidt på Irenes skuldre, næsten som han lagde et varmt sjal om hende. Hun blev straks roligere, følte sig tryg. Hvad var det dog, du ville tale om? Kom nu med det, jeg skal jo snart videre. Mig og Liva skal ud at handle, vi skal finde tøj til Rasmus.
Liva som han spøgefuldt kaldte sin hustru i gammel dansk stil var ordentlig, smuk og pertentlig.
Som ung havde Nikolaj tabt blikket efter hende en dag i Amaliegade og var gået lige ind i en lygtepæl. Blevet så forskrækket, at blodet begyndte at løbe fra et sår i panden, mens Liva, øjnene store af forbløffelse, bare så på ham, måbende. Han stod og hyggede sig med lygtepælen, nervøs for, om han havde bøjet den! De tog sammen til skadestuen bagefter. Liva var så ung og naiv, at hun hele vejen spurgte, om han havde det dårligt, tog ham under armen og holdt fast. Og hvad skulle han svare? Hovedet snurrede jo rundt når nu hun var lige ved siden af ham!
De blev gift. Nu har de sønnen Rasmus, Liva arbejder som tale- og hørepædagog, og har sine elever derhjemme det passer hende godt, for så kan hun både arbejde og tage sig af hus og hjem. Hver morgen kører Nikolaj på arbejde og sætter Rasmus af i skole ikke hvilken som helst skole, men det var lykkedes Liva at få ham ind på Frederiksbergs Gymnasium for kommende biologer. De lever roligt, i kærlige rammer, alle har nok at se til.
– Hvorfor kom Liva ikke med? spurgte Irina Petersen, mens hun ryddede af bordet. Hun vidste selvfølgelig godt, at Liva altid havde elever også i weekenderne men hun trak bare tiden ud, generet over at skulle bede om en tjeneste.
– Jeg har sagt det hun har to elever i dag. Og Rasmus, Nikolaj elskede at kalde ham Rasmus Michaelson, det lød så fint og autoritært, laver lektier. Er der mere?
Han tog kopperne fra sin mor, stillede dem forsigtigt i vasken og drejede hende om imod sig.
– Du gør mig helt nervøs, mor. Hvad er der sket med far hvorfor sidder han hele tiden inde i stuen? Har I taget lån og er blevet snydt? Har I pantsat lejligheden eller alle jeres organer? Bliver I afpresset? Eller har min forsvundne tvillingebror meldt sig?
Nikolaj smilede, godt tilfreds med sin egen forestilling. Hele verden var til at grine af, det kriblede af forårsstemning.
Han adlød moderens nik, satte sig ned, strakte sig og kom til at slå hånden mod det lille køkkenbord. Ja Lejligheden var trang, der var ikke meget plads. Ikke som hjemme hos ham og Liva den havde de arvet fra Livas familie: tre værelser, rummeligt køkken, og altan. Der var nok plads til alle og lidt til. Livas slægt havde købt den efter en tilsvarende fortjeneste i forskningsverdenen, og var siden flyttet ud på landet, gav Liva lejligheden og sendte hver sensommer en sæk kartofler, rødbeder, mærkelige knoldede jordskokker og strålende asters. Hvilket blomsterflor, de sendte det var som stjerner på stængler! Sæk efter sæk kom med onkel Alfreds gamle fodformede Postbil. Hvorfor han holdt så meget af Liva, det vidste Nikolaj aldrig rigtigt, men Alfred var i alt fald højt respekteret Nikolaj hjalp gerne med bilen, og gik rundt i lejligheden i shorts med palmer livet var godt.
– Jeg ville egentlig spørge dig om noget sagde Irina Petersen til sidst, åndede dybt og skubbede en skål småkager til sønnen. Kan du huske fru Marie Lund?
Nikolaj blev lidt anspændt.
– Naturligvis, mor! sagde han og nikkede. Duften af småkager med honning, sukker og glasur blev for fristende, han rejste sig, hældte mere te op og snuppede den største med Christiansborg og tårnet præget i glasuren.
– Jo, ser du Marie har fået en henvisning til Rigshospitalet, hendes øjne er dårlige og hun skal opereres Jeg kender ikke hele diagnosen, men det er vist alvorligt
Nikolaj spiste og lyttede. Ja, han huskede fru Marie deres gamle nabokone. Hun havde tit passet ham, da han var lille, mens forældrene arbejdede. Hun havde altid gået med kæmpestore, runde briller, der fik hendes øjne til at ligne noget fra et eventyr øjenvipperne flagrede som sommerfuglevinger bag glasset.
– Og hvad så? spurgte han endelig, for moren var blevet akavet tavs og begyndte at klemme hænderne, feje usynligt støv af dugen sikre tegn på nervøsitet.
– Om ikke hun kunne bo lidt hos jer, mens hun får behandling? Hun har ikke råd til hotel eller at leje værelse, og det slider at rejse frem og tilbage. Jeg føler også, at jeg skylder hende det, hun har jo nærmest opdraget dig.
Nikolaj holdt op med at tygge, drak en stor mundfuld te, tørrede sig om munden.
– Jo, jo han gryntede og trak på det. At have fru Marie boende var ikke lige det, han havde set for sig, og shortsene med palmerne måtte han jo så gemme væk Og så kunne Liva ikke længere gå ud i køkkenet i sit yndlings natkjole. Men altså, det måtte kunne gå. Selvfølgelig! Hun har hjulpet mig, så hjælper jeg hende. Det er kun rimeligt! Nikolaj smilede, følte sig både storsindet og ædel, og blev endnu gladere over tanken om, hvor stolt både Liva og hans mor ville være.
Udenfor brød solen igennem og fik alt til at glimte i de glade modersøjne, dansede som solstråler på væggen. Klokkespillet fra den nærliggende kirke fyldte luften det blev næsten for meget.
– Virkelig? Det er da godt, Nikolaj! Det er en handling det er stort, det siger jeg dig! Hvor er jeg glad for, at du er blevet et så kærligt og betænksomt menneske.
Hun strøg ham over håret, som hun havde gjort, da han var barn.
Havde Liva været der, ville hun sikkert have trukket på smilebåndet af sin svigermors dyrkelse af sønnen. Men hun var der ikke, så Nikolaj kunne være den elskede lille dreng, der blev rost af den vigtigste kvinde i hans liv.
– Men Måske skal vi lige høre Liva, ikke? sagde moren pludselig usikkert. Nikolaj mumlede, at hun næppe ville have noget imod det, og blev hængende længe ved sin mors hånd, lykkeligt døsig over at være så godmodig Jeg henter hende nu, så kan I aftale det.
Irina Petersens stemme dansede ud af køkkenet, avisen knitrede inde fra stuen. Nikolaj tastede Livas nummer på mobilen.
Liva lyttede, mens hun lagde mascara på det ene øje og sigtede på det andet.
– Hvor længe skal hun bo her? spurgte hun endelig.
– To uger, sådan cirka. Vi må hjælpe. sagde Nikolaj forsigtigt. Det er vigtigt at vise omsorg.
– Nikolaj, der er jo stuer på hospitalet begyndte Liva, men han afbrød.
– Jo, men bagefter skal hun jo også til kontrol. Og frem og tilbage fra Faxe tager jo halvanden time hver vej. Du er jo gæstfri og hun er sød og hjælpsom. I skal nok finde ud af det
– Ved du hvad, Liva sukkede. Jeg føler mig ikke tryg ved det. Jeg kan huske hende fra brylluppet. Hun så på mig sådan med overlegenhed. Hun kan ikke lide mig, hende fru Marie.
– Det gør hun! Hun holder meget af dig! Hun kan hjælpe med Rasmus, hun er
– Nikolaj, din søn er seksten. Hvad skal hun hjælpe med? spurgte Liva tørt.
– Med alt muligt, Liva. Hun har levet et helt liv! insisterede Nikolaj. Så du siger ikke nej?
Liva havde mest lyst til at sige nej, men hun turde alligevel ikke hun ville ikke såre sin mand.
– Godt da. Hvornår kommer hun?
Et dæmpet sværm af stemmer lød i baggrunden, så sagde Nikolaj: På søndag.
– Allerede i morgen? Liva så fortvivlet rundt. Det var den almindelige rod i et normalt hjem, men sådan noget kunne man ikke vise til fremmede!
Det var der aldrig nogen, der havde set udover hende selv. Elever tog hun altid imod i spisestuen. Køkkenet var altid gjort klar. Når der skulle gæster, blev alt gjort rent fra gulv til loft. Liva pinligt bevidst om rod; modsat veninderne var hun altid forlegen over våde håndklæder eller skoletasken smidt midt på gulvet.
Og fru Marie ville bevæge sig overalt og tænke, at Liva var en dårlig husmoder.
Morbordet er hjerte i hjemmet det skal være i orden! havde Livas mor altid sagt. Folk ser straks, om her er rent, Liva ellers tror de, du er et rodehoved!
Liva kneb øjnene sammen, rystede på hovedet, som om moren stadig så på hende fra køkkendøren.
– Næste søndag, præcisere Nikolaj.
– Nå så kan jeg nå det sagde hun, jeg må hellere fortælle det til Rasmus.
Nu havde Liva tid til at rette op på sit kaos, vaske og polere, hænge tøj til tørre
Rasmus tog nyheden om den gamle dame, der havde passet hans far, da han var lille, uden videre.
– Tag det nu roligt, mor! Lev som du plejer. Vi er jo en slags økosystem hun må sætte sig ind i det. Overlever hun, overlever hun det er det.
– Vi forfalder, Rasmus! Og i næste uge har jeg ikke tid … Hjælp nu din mor, hent støvsugeren! Vi skal ikke gøre os til grin! Og så sladrer hun til farmor.
– Farmor ved jo alt hun er ligeglad! Rasmus trak på skuldrene og gik.
Liva blev helt nervøs, men snart kom elev nummer ét lille runde Asger. Asger kæmpede med tungen, blev rød i hovedet, og strålede, når Liva roste ham, mens hun i tankerne vurderede, hvad der stadig skulle ordnes.
“Vinduerne!” slog det hende. “De skal jo skinne som nye!”
Rene vinduer er det, der kendetegner en god husmoder, Liva! lød morens stemme i hukommelsen.
Nikolaj kom hjem, fik Liva til at tage en pause og fortalte om, hvor god fru Marie var.
– Far, nu har vi forstået det din anden mor kommer og bor her. Kan vi ikke lukke det emne? udbrød Rasmus.
Liva blev ham taknemmelig.
Ugen fløj forbi, som havde nogen trykket speederen i bund.
Lørdag tog Nikolaj til Fredericia efter fru Marie, og Liva aflyste alle elever for at gøre klar.
Rasmus blev sendt til frisøren, hunden Harry blev gjort fin og vinduerne skinnede om kap som moren havde krævet.
– Vi er her ved tre-tiden, sagde Nikolaj. Tag det bare roligt. Fru Marie er bekymret for at forstyrre vores hverdag.
– Okay, vi ses til frokost.
Liva ville lave ovnstegt kylling, kartofler og salat Gæsten skulle modtages standsmæssigt.
Hun stod op klokken syv, sendte Rasmus ud med Harry, gik selv under bruseren på badeværelset, nynnede for sig selv. I det samme brasede låsen i døren, Nikolaj talte højt, og en lys, undskyldende kvindestemme blandede sig, mens Harry bjæffede. Rasmus sukkede i baggrunden.
I det duggede spejl kunne Liva se sit vilde hår ikke ligefrem egnet til at tage imod fremmede
– Så er vi her sagde Nikolaj, trak en rød, kæmpestor kuffert ind, og bagefter kom en rødmende Marie Lund selv, krummede sig og roste hjemmet, indretningen, og sagde, at alt var så “hyggeligt”. Men Liva kunne ikke lade være at tænke på, at hun stod i morgenkåbe, frisyren i uorden, kyllingen var ikke klar, Harrys poter våde og efterlod spor overalt Så tænkte hun nu må hun tro, jeg er en dårlig husmoder.
Og nu pressede Marie læberne sammen og styrede hen over små vandpytter på gulvet, mens Liva forsvandt, følte sig flov.
– Her er dit værelse, sagde Nikolaj og åbnede døren. Gør dig endelig hjemme.
Marie takkede og lukkede døren.
– Hvorfor er I så tidligt på den? hvislede Liva til Nikolaj. Jeg var slet ikke klar, KOLJA!
Nikolaj sad på sengen og studerede Livas spejlbillede, beundrede de bløde former, skuldrene, smukke hænder.
– Hvad? blev han afbrudt.
– Hvorfor er I tidligt på den? gentog Liva, hjælp mig lige med lynlåsen på min kjole.
– Marie havde tidlig tid til forundersøgelse, forklarede han, gik hen til hende.
– Hvorfor har hun så meget baggage? undrede Liva sig.
– Det ved jeg ikke. I damer slæber altid så meget med. I er ægte kræmmere!
Nikolaj smilede tilfreds over sin vittighed.
De satte sig til morgenmaden. Liva stegte spejlæg, Rasmus, der kunne se, at moren var ved at gå i opløsning, lavede brød til.
Marie kom sidst ind, satte sig ved siden af Rasmus.
– Velbekomme. Hvor er her hyggeligt. Liva, jeg kan huske, jeg gav dig et porcelænssæt med valmuer i bryllupsgave? Var det ikke sådan?
Liva trak på skuldrene. Det sæt blev knust allerede dagen efter brylluppet, da Nikolaj tabte hele kassen på trappen i denne lejlighed. Alt var i stykker
Nikolaj tyggede koncentreret. Han kunne ikke huske noget om valmuer eller porcelæn.
– Måske var det en anden sagde Liva og skænkede kaffe til alle.
– Jeg sidder dårligt her, Liva må jeg tage din plads? sagde fru Marie lidt klagende.
Rasmus så overrasket på sin mor, som bare trak på skuldrene.
Nikolaj satte sig rank nu skulle han ordne det hele.
– Liva, sæt dig herovre. Fru Marie skal jo heller ikke sidde i træk før operationen! sagde han, flyttede konen blidt og placerede gæsten på hendes stol.
– Jeg passede lille Nikolaj fra han var spæd, fortalte Marie Lund. Han var så besværlig, spiste ikke ordentligt, men det rettede sig. Sådan et stædigt barn.
Liva satte raps-kaffen i halsen, Rasmus smilede listigt.
– Og du, unge mand, skulle se at få lavet dine lektier. Nikolaj gjorde altid lektier før skole. Friskt i hovedet, så går det bedre! Marie tog af bordet, så på Liva. Hun blev igen forlegen og sagde ingenting.
Rasmus drak resten af teen stående, mumlede fornærmet og gik.
Efter morgenmaden gik Marie ind på sit værelse, begyndte at flytte rundt. Hun bad Nikolaj flytte tvet.
– I har ikke mange bøger, sagde hun ude i gangen, mens de vinkede Rasmus ud ad døren. Rasmus skal læse mere klassisk litteratur, som H.C. Andersen eller Pontoppidan. Jeg har nogle bøger med, vi kan tage fat på i aften sammen.
– Ja, det er ikke godt med alt det fodbold, sagde Nikolaj spøgefuldt, rakte sønnen sportstasken.
Han vidste, at Marie altid bar på H.C. Andersen, uanset om hun læste i ham eller ej. Sådan fremstod hun som en dannet kvinde. Både i caféer og i venteværelser.
De sagde farvel til Rasmus. Også Nikolaj gik.
– Hvornår skal du afsted? spurgte Liva Marie Lund.
– Om en times tid. For resten, har Rasmus fået en kæreste? Da Nikolaj gik i skole, løb pigerne efter ham. Han var så sød! Hans første, Rita, var så nem at have med at gøre. Men den slags piger duer nu ikke Nå, du burde også flytte skohylden, ellers snubler jeg nok Se nu der røg alle skoene! Og de her sko De er nu ikke gode for fødderne. Nå, jeg går nu. Tak for husly, Liva!
Marie klappede Liva på skulderen og smuttede ud i opgangen.
Liva stod lidt, smækkede døren.
– Mor, hvorfor bestemmer hun det hele? Selv Harry må ikke ligge på sofaen længere! Rasmus var utilfreds, da han kom hjem fra træning, nuslede hunden bag ørerne. Den sukkede trist.
– Sådan er hun bare, Rasmus. Hun er bare vant til at opdrage. Men det er kun for en tid. Hav lidt tålmodighed
Liva var flov foran sin søn, flov over for hunden, at hun pludselig ikke længere følte sig som husets frue. Men hvad kunne hun gøre? Man kunne jo ikke være grov mod en dame, der havde skiftet ble på ens mand!
Om aftenen organiserede Marie produktion af kåldolmere i køkkenet, alle fik opgaver, mens Nikolaj hyggede sig med gæsten, tilbød hende næsten at bære hende rundt på hænder.
Det blev ikke mindre de følgende dage. Mandag morgen ringede Marie vækkeuret, fik dem alle op til gymnastik.
– Hvornår skal du egentlig opereres? spurgte Liva endelig, forpustet efter at have lavet birketræer og armbøjninger i intervaller, som Marie havde lært på træningscenteret. 40 sekunder arbejde, 10 sekunder pause.
Rasmus gav hurtigt op, gik i skole. Men Nikolaj arbejdede tappert videre.
– Kom så, Liva! Du kan godt! opmuntrede han.
– Ja, men Hvornår skal du så afsted? gentog Liva.
– I morgen. Så er det indlæggelse. Kommer du og besøger, Nikolaj? spurgte Marie trist.
– Jamen du skal jo kun være der i to dage! undrede Nikolaj, men nikkede alligevel.
Mandagen var anstrengende. Liva fik aflysninger, børn blev syge, nogen ville hellere i sommerhus, ingen kom.
Telefonen var rødglødende, kragerne skreg udenfor, og Marie lyttede til Gustav Winckler i stuen: Sommer, sommer og sol Hun sang med og stampede i gulvet. Liva stod i gangen og så på den dansende skygge gennem døren, sukkede.
– Hun er bare nervøs, forklarede Nikolaj. Hun hører altid Winckler, når hun er nervøs.
Om aftenen ville Marie læse H.C. Andersen med Rasmus, men han nægtede. Hun så vantro på ham og sugede alt ind, hvad han mente om både Den grimme ælling og hendes ophold hos dem, indtil Rasmus smækkede døren. Så kaldte hun på Liva, der var ved at gøre sig klar til at tage ud til en elev, fordi den stakkels Asger ikke havde overskud til at komme selv.
– Nej! afbrød Marie, snuppede telefonen. Nej! Hvis du ønsker, at dit barn skal blive et velopdragent menneske, og blive undervist af en af landets bedste logopæder, så sender du ham her nu! Ellers må du selv tage ansvaret i fremtiden. Hvem jeg er? Sekretæren for fru Liva Michaelson. Farvel.
Marie gav mobilen tilbage og kiggede ud ad vinduet. Liva stod stum, men så eksploderede hun. Selv Rasmus kom ud og lyttede.
– Ved du hvad, Marie! Du skal ikke blande dig i mit liv! Og lad være med at bestemme i mit køkken. Jeg er ligeglad med, hvor mange bleer du har skiftet på min mand, nu er det nok! Læs dine bøger, lav gymnastik, men ikke her! Harry ligger, hvor jeg siger det. Konserves må jeg købe, selvom du siger nej. Det er mit liv, mit hjem, mine elever. Jeg håber, det går hurtigt med operationen, og at du snart er hjemme igen. Helt ærligt!
Rasmus klappede, Harry gøede og lænede sig ind mod Liva, mens Marie vendte sig, smilede.
Liva blev overrasket hun havde forventet skældud.
– Sådan, Liva. Sig nej og stå ved det! Man må aldrig bare føje sig, medmindre det handler om liv og død. Jeg kan bedre lide dig nu. Jeg troede bare, du var for blød, ville gøre alle tilpas. Men nej, man skal stå ved sig selv. Sig fra! Hvis du ikke vil have mig her, sig det lige ud. Sådan er livet lettere at leve, og der bliver mere ro indeni. Lev, som DU vil. Og undskyld, jeg gik for langt. Jeg har altid været sådan en provokatør, spør bare Nikolaj. Bliv ikke nervøs! Harry er en dejlig hund og jeg har hjemmebragt æblemarmelade!
Rasmus rullede med øjnene. Kvinder var mærkværdige væsener, tænkte han.
Det ringede på døren, lille Asger blev afleveret. Han fik også marmelade bagefter. Hans mor undskyldte og spurgte, om hun skulle tage kontakt til sekretæren.
– Nej nej, tag det roligt. Asger er dygtig, sagde Liva med smil i blikket.
Om aftenen, mens Nikolaj og Rasmus spillede FIFA, satte Marie sig godt til rette og fortalte om dengang, Nikolaj hakkede tapet ned som lille, hvordan hun hvæsede af ham, og han bare vendte ryggen til. Eller dengang, han næsten druknede på en frossen sø, og hun måtte kravle på maven ud for at redde ham og bagefter give ham te og honning
– Og den pige, Rita, kunne jeg ikke lide. Kedelig. Men valmueservicet pyt, det knustes til lykke. Måske derfor I har så godt ægteskab. Kolle, han elsker mig, han tilgiver mig alt Tilgiv mig også, Liva. Tak for tag over hovedet. Du er en god en
Æblemarmeladen smeltede på tallerkenen, mørket faldt på udenfor, og i øst dukkede en rød stribe op langs himlen.
– Tid at tage afsted hviskede Marie. Skal være der klokken otte.
Nikolaj hjalp hende ud i bilen, Liva sad ved siden af hende og mærkede, hvor hun rystede.
– Jeg ringer i aften, sagde Liva og rettede hendes frakke. Ingen diskussion. Bagefter hjem til os igen.
Marie nikkede. Det havde været godt at være med de unge. Rasmus var særlig spændende slet ikke som sin far, så stædig. Men, som han selv sagde, det var hans indre klima, og det kunne man jo studere i evigheder.
