Fri lykke
Niklas, vent lige! Stå nu stille
Niklas satte farten lidt ned og kiggede bagud.
Bag ham pilede Line op ad stien fra den trampede græsplæne mod det røde, firkantede parcelhus i to etager. Hun var seksten, en vaskeægte dansk pige med lange, brune krøller stukket ud under det uldne tørklæde, korte uldnederdel, hvide ankelstøvler og en cremefarvet dunjakke. Hendes øjne var grønbrune og blanke, ligesom hun kunne til at tude når som helst. Det gjorde hende lidt forsvarsløs, man fik lyst til at passe på hende og måske drille hende lidt.
Line gled flere gange og snublede, men tempoet holdt hun troligt.
Line, lad nu være med at løbe! Der er glat, skældte Niklas. Og virkelig, du skal altid løbe nej, vent, det klær dig faktisk! Se dine røde kinder! Hvor er du smuk, det har jeg savnet, sagde han drillende. Du ser sund ud igen!
Line smilede og kom helt tæt på; Niklas greb hendes hånd, hun klemte til og blinkede hurtigt.
Hvad ville du? spurgte Niklas ud af øjenkrogen, bøjede sig ned og gav hende et hurtigt kys på kinden. Din mor sagde jo, vi ikke måtte ses. Hun truede med spanskrør… han sukkede teatralsk.
Line så bedrøvet ned og rodede med håndtaget på sin skoletaske. Men så lyste hun op igen.
Åh, de lyver jo! De gør dig ingenting! Vil du ikke med i biografen i aften? Jeg har allerede billetter. Se! peb hun.
Line tog vanterne af og viste to sammenkrammede billetter i hånden.
Niklas tog hendes hånd i et bjørnegreb, mærkede hvor varm hun var, og nussede hendes slanke fingre, så fine som en pianists.
Biograf? Tja ved ikke rigtigt Har faktisk travlt prøvede han, sat på sin bedste voksne mine. Line rev hurtigt hånden til sig og tog vanterne på igen. Men altså, hvis nu det er dig, kan jeg vel godt klare det, nikkede han men hvad er det så for en film? Er det endnu én af dem om kærlighed?
Nej, det er en krigsfilm! Jesper har set den, han sagde, den var vildt god! nikkede Line ivrigt. Men jeg tør ikke gå alene. Mine veninder gider ikke.
Jaså, Jesper siger… Men hvorfor ikke invitere Jesper så? Han æder alt råt. Niklas løftede hagen stolt. Hvis du alligevel hører på ham
Jesper Christensen gik i klasse med Line klog og lidt af en nørd, vidste alt om alt, spillede aldrig fodbold, læste hele tiden og løb efter pigen. Niklas var lidt træt af ham, men Jesper var ikke rigtig konkurrence ikke for en som Niklas. Line kunne lide livlige drenge med spræl i, nogen der kunne gøre livet sjovt.
Men nu var Niklas adgang til Lines hus lukket af, mens Jesper var velkommen til det hele. Lines mor, Helle, smilede altid, når Jesper kom, og holdt døren åben for ham.
Jeg hører ikke på nogen! snappede Line. Når jeg spørger DIG, betyder det, at andre ikke betyder noget! Skal vi så gå eller ej?
Hun blev ildrød i kinderne og kneb øjnene sammen.
Niklas kunne ikke lade være med at smile og nikkede.
Jaja, vi går da, sagde han vrissent. Uh, du blir så bange, og hvad med mig? Kan I ikke snart få Niklas til at tude? Jeg vågner nok med mareridt i nat, og mormor bliver skræmt fra vid og sans!
Han blinkede til Line, der brummede og vinkede af ham:
Gu gør du ej! Der er ikke noget, du ikke tør. Nå, men vi mødes klokken kvart i syv foran Palads. Jeg skal også hjem, mor har gang i noget med surkål, hele køkkenet sejler. Vi ses!
Line vendte sig forsigtigt om og trippede hjemad.
Der boede hun med sine forældre, bare to huse fra Niklas, havde løbet spurve på jagt gennem haverne, pillet kirsebær med ham oppe i træet (mod mors forbud), spyttet sten ud, dystet på, hvem der kunne nå længst, altid med Niklas. De gik også i skole sammen, Line var to år yngre. Pigerne misundte hende, at den store, flotte Niklas bar hendes skoletaske og hjalp hende med alt. Men for Line var Niklas bare altid en selvfølge hvorfor skulle han ikke tage sig af hende?
En vinter for et par år siden var Line krøbet ind i en snedrive på ski, da alting blev sort for øjnene og prikker dansede. Nogen måtte have ringet efter ambulancen Niklas var der før nogen anden. Hun havde brækket benet, og mens Niklas bar hende hjem, svulmede benet op og måtte skæres fri af støvlen. Hun greb hans skulder, kradsede ham næsten med neglene, men Niklas svarede ikke igen. Det var Line, der var vigtig.
På hospitalet kom diagnosen som et andet ubudne brev: Hjertefejl. En hel roman af latinske sygdomsnavne fyldte journalen. Benet blev der hurtigt sagt pyt til men det med hjertet satte stopper for alt.
Line blev hjemme hele vinteren. Benet kløede under gipsen, humøret var under frysepunktet, hun skændtes konstant med sin mor. Men når Niklas kom, lystede hun op. Han drømte sig væk sammen med hende, rullede verdenskortet ud på dynen, og så tog de på eventyr med papirbåde og legetøjsbiler fra København til varme lande, hele vejen til Fyn og op gennem Jylland. Byggede med LEGO, tegnede fjollede avissider eller bare fjollede en time i træk.
Når den skide gips kommer af, pegede han, så skal vi ud at lege. Hvor vil du hen?
Line trak på skuldrene.
Jeg vil bare ud i haven. Men mor tør ikke, hun er bange for mit hjerte. Jeg er næsten blevet hjælpeløs
Vrøvl! afbrød Niklas. Min farfar havde stivnet benet under krigen, men en klog professor fik ham på benene igen. Du skal bare i gang og du skal ikke give op. Kom nu Line-langsnegl, rem dig op!
Niklas snuppede hendes dukke, løb væk med den, og Line stak afsted på krykker, vrissede og ville have sin dukke igen.
Mor Helle kom ind, hyler:
Line! Op i seng! Niklas, hvad har jeg sagt om at gøre hende urolig? Ud, ud, ud!
Åh, Helle dog, Niklas slog hånden ud Line bliver jo til kartoffelmos, hvis hun aldrig får lov til noget! Hun skal jo leve!
Det bestemmer vi, sagde mor, gå hjem, Niklas! Du tænker alt for let på tingene. Du forstår ikke konsekvenserne. Og nu kommer Jesper han skal hjælpe Line med lektier! Hun har forsummet alt for meget, alt sammen din skyld
Åh, Jesper? Den læsehest? Jaja Kan jeg ikke også være med? men Line slog ham på skulderen.
Ude i entreen snuppede Helle fat i Nakken på Niklas og trykkede ham op ad væggen.
Ved du hvad, unge mand! Hold dig væk med dine husråd! Line har en alvorlig sygdom, hun må intet. Hun må ikke få børn hendes hjerte kan ikke klare en fødsel. Det er lægens ord. Jeg vil have min datter i live! Og sig ikke et ord til Line hun drømmer om en stor familie. Men nu nu
Helle brast i gråd og skubbede Niklas ud, pegede mod lågen.
Niklas forstod det først rigtigt, da han stod hjemme i den lille have. Line var kronisk syg! Hun kan dø måske i nat! slog det ham.
Bedstemor Ane, som boede hos ham, stod i døren, da Niklas smed jakken, greb en balje koldt vand og hældte den over sig.
Niklas! Er du helt vild? Du bliver syg! råbte hun, løb efter ham med et håndklæde.
Niklas rystede sig, rystede det værste af frygten ud.
Sådan går det ikke! Line skal leve! Og hun skal leve godt det lover jeg!
Bedstemor Ane kløede sig i håret, kunne ikke høre, hvad Niklas mumlede.
Niklas, du tramper sådan. Gå nu i seng, min dreng, det er sent!
Jeg går. Undskyld, hvis jeg larmede. Godnat, Bedste!
De boede kun dem to. Niklas havde aldrig kendt sine forældre rigtigt, bedstemor var den, der tog sig af ham.
Line blev ofte slæbt til lægen, der sad med sine jordbærtærter på bordet, alt hjemmeavlet selvfølgelig, men medicinen hjalp ikke.
Det kan vi ikke gøre noget ved nu, sagde lægen og sukkede.
Line skal tage den med ro, læs noget mere, gå en tur stille og roligt Jesper har ret, hun skal kende sin begrænsning.
Mor! rødmede Line, bange for at mor snakkede løs om alt.
Åh, Line, det går nok! lægen grinede. Jesper er den rigtige for dig: intelligent, betænksom, ja, ham skal du holde fast i!
Sådan gik dagene, Line turde næsten ikke gå udenfor. Og mor holdt øje med hvert eneste andet åndedrag.
I biografen var der varmt, lugtede af snus. Line holdt Niklas i hånden og gemte hovedet på hans skulder, mens hun snøftede over filmen.
Line, rolig nu, det ender lykkeligt shh, trøstede Niklas.
Folk omkring dem hviskede allerede Ti stille deroppe!
Niklas, jeg føler mig skidt. Kan vi gå? tiggede Line.
Fint, lad os gå.
De to sorte silhuetter stjal billedet, listede langs væggen. Døren til foyeret smækkede bag dem, pludselig badet i skarpt lys.
Sæt dig! Jeg henter vand! beordrede Niklas.
Billetdamen i al sin magt himlede med øjnene:
Så unge og allerede på den Skal man nu til det igen?
Hun troede, Line var gravid.
Ikke endnu, men snart! sagde Niklas friskt, mens Line måbede.
Hvad? Mener du det seriøst?! Line var ude af sig selv, troede, han jokede.
Det her joker jeg ikke med! svarede Niklas alvorligt. Ville have sagt det senere, men nu kom det altså: Jeg skal ud at aftjene værnepligt, men når jeg kommer hjem, så gifter vi os. Var det ikke det, jeg har lovet dig, at du skulle se verden? Måske ikke hele, men vi starter med at se pingviner! Han blinkede.
Hun nikkede.
Og vi finder en doktor, og så bliver du rask. Så får vi børn, og du bliver mor! Han ville helst kysse hende her og nu, men billetdamen borede blikket ind, og deres forklaringer ville have været mere komplicerede end en fugtig krammer.
Drik dit vand, så går vi ud og får noget frisk luft, sagde han, men hun trak sig nænsomt.
Må jeg ikke få børn? spurgte hun lavmælt.
Niklas så beklemt ned. Han måtte ikke sige noget det havde Lines mor tryglet om.
Det taler vi ikke om nu. Det ordner vi senere. Kom, lad os gå!
Line sagde ingenting, tog sin frakke, gik ud og kneb øjnene sammen. Hun følte sig forkert, som en halv kvinde, der aldrig kunne få den familie, hun drømte om. Hvad var meningen så?
Men Niklas fik hende på andre tanker de fik lov til at køre på Laurits knallert. Line fik styrthjelm på, sad foran Niklas, og han holdt hende varsomt om livet. I det øjeblik forsvandt alt det triste; der var bare vejen, motoren og Niklas arme.
Om natten måtte Line have vagtlægen. Han gav en indsprøjtning.
Hvorfor passer I ikke bedre på hende? sagde han til Lines forældre. Snart skal hun vel til eksamen, og allerede nu er hun så nervøs.
Var du sammen med Niklas? spurgte mor stramt.
Ja. Og Niklas siger altid sandheden også at jeg ikke må få børn, Line græd.
Det skal han få betalt! buldrede hendes far, Erik.
Lad ham være! Han er den bedste! hylede Line.
I seng! beordrede Erik, slukkede lyset. Niklas er indkaldt, ro på fra nu af!
Lines mor lukkede helt af for Niklas, gav ham skylden for alt.
Jeg er ligeglad jeg vil leve med hende, og jeg vil gøre hende rask! Hvorfor lukker I hende inde? Hun visner jo! Giv hende bare lidt ungdom! Men til sidst blev Niklas smidt væk fra huset. Han ville partout sige farvel, kom tomhændet og truede nærmest med at kravle gennem vinduet, hvis han ikke måtte.
Lines far, Erik, kom ud på trappen han havde sit jagtgevær med. Niklas kiggede ham stift i øjnene.
Vil du skyde? Jamen så gør det! Jeg mangler alligevel ikke nogen, ud over gamle Ane. Du kan jo bare fortælle Line, at jeg er taget afsted.
Erik stod med geværet et øjeblik, men sænkede det og gnavede ordene ud mellem tænderne:
Du er fandeme for dum. Måske bliver du klogere af forsvaret. Gå hjem, Line sover, og du får ikke lov at forstyrre.
Mødrene blev hurtigt enige alt det her var Niklas skyld. Bedst at han forsvandt.
Mor gik forsigtigt ind og tjekkede soveværelset; Line lå ikke i sengen hun stod på bare tæer i vinduet, så Niklas gå.
Vend dig, vend dig nu! tænkte Line. Og han drejede hovedet, lod som om han rettede på huen, og vinkede let.
Niklas kom først tilbage til Fredericia fire år senere. Line anede ikke engang, hvor han var blevet af; han havde været i Afghanistan, forsvundet sporløst. Bedstemor Ane døde mens han var væk. De lod ikke engang Line komme med til begravelsen.
Hendes breve til kasernen røg direkte i glemmekassen.
Hører du aldrig fra ham? spurgte postdamen sammenfølende. Nå, så er der andre tanker. Eller også gider han bare ikke Se der Jesper! Han står der og venter på dig, Line. Skynd dig!
En efterårsaften vendte Niklas hjem. Huset duftede af forsømte klude og mug. Taget lakkede, regnvandet havde malet skjolder på væggene, bedstemors tørklæde lå stadig på sofaen, og på kommoden hendes gamle alterbilleder. Alt var næsten, som det plejede. Men ikke helt.
Han rodede rundt hele natten i huset, gik næste morgen til Lines hus. I haven hang Helle vasketøj op.
Hej Helle! Det er længe siden, hva! råbte han.
Hvem? Nå, Niklas?! Tænk Huset ser ud som det plejer! mumlede hun.
Hvor er Line?
Hun er flyttet til Aalborg. Jesper kom ind på universitetet der, så de tog af sted.
Jesper? Hvad har han med det at gøre?
De er gift. Line ville ikke blive her, især ikke da vi fik at vide, du var omkommet. De har det godt derovre. De skrev for nylig. Tak fordi du holdt hende med selskab engang, Niklas, Helle klappede ham på skulderen; hun var blevet ældre og træt.
Line var aldrig forelsket i ham mumlede Niklas.
Det tror du. Hun fandt ro hos ham. Du må love mig, ikke at blande dig!
Niklas gik bare, uden et ord.
Han var blevet skarp, kompromisløs, altid klar på ballade, rørte rundt i alt hvad byen havde by af lyssky forretninger og ledte efter noget hele tiden. Ikke Line hun var nem at finde men en mulighed.
Omkring otte år senere havde Niklas, nu iværksætter (først brugte reservedele, så antikviteter, nu dagligvarer og import), opbygget forbindelser til hele verden. Han ledte især efter det bedste inden for medicinsk udstyr og læger, der kunne noget helt særligt med hjerter.
Hvorfor interesserer du dig for hjertepatienter? røg det fra en overlæge på Rigshospitalet, mens han pillede ved kagedåsen. Er det familie?
Bare én, jeg kender. Yngre end mig, og hun har været syg, siden hun var 16. Diagnose? Aner det ikke, men jeg kan skaffe journalen.
Fint, men det skal være friske prøver, ikke noget sludder.
Ordnet, nikkede Niklas.
Hvor skal du hen? spurgte Irina, hans kone, en morgen klokken fem hun frøs, men så sød ud i lyserød slåbrok.
Ud at fikse noget. Nogle dage væk. Ingen besøg! Husk det, han kyssede hende hurtigt og forsvandt ned ad trapperne. Hun vidste, han ikke elskede hende rigtigt. Han havde aldrig sagt det. Men de havde det på sin egen måde fint sammen.
Niklas, det der med patientjournaler, det må du klare et andet sted! sagde en gråhåret overlæge, mens han bed negle på håndfladen på Café Norden en regnfuld onsdag. Jeg deler ikke så noget og hvem er den Line Panum, du snakker om?
Niklas sukkede og rullede lidt med øjnene: Kom nu, Line er min barndomskærlighed, hun er syg, får ingenting lov til, Jesper pumper hende med piller, hun møder kun verden, hvis det er gennem en rude. Han lever fedt, men Line er bleg og træt. Kan jeg se journalen, får du, hvad du vil have. Dealen er, du redder et liv og måske din egen søns!
Udenfor i regnen nikkede lægen, fandt papirer frem. Prisen blev forhandlet, papirer udvekslet.
Line traskede gennem en grå sidegade. Hun tænkte ikke meget gik bare og glædede sig lidt over, hun overhovedet gik. Snart skulle hun til kontrol igen. Jesper havde sat det i kalenderen; hun måtte tage fri fra arbejde. Der var så meget, hun hele tiden skulle.
En knallert susede forbi, og pigen bagpå krammede fyren grinende. Line smilede stille og huskede Niklas og knallerten, glæden i maven.
Line! hørte hun pludselig. Det var Niklas.
Jeg skal tale med dig. Det er vigtigt, virkelig vigtigt, trak han hende væk fra fortovet.
Niklas, din tosse Men Ane troede aldrig på, du ville komme hjem, græd hun og sneg sig ind på hans bryst.
De satte sig på en cafe, dinglede med te og lagkage, mens Niklas forsigtigt tog tilløb:
Line, jeg har mødt en læge, der kan operere dig. Du skal bare med jeg betaler, papirer ordner jeg. Det kan betyde et helt andet liv!
Hvorhen? Line så forvirret ud.
Til Tyskland til en specialklinik. Det er det bedste valg for dig nu. Vi kan gøre det!
Men Niklas, hvad med dig selv er du gift, har du børn? spurgte Line.
Nej Men jeg vil hjælpe dig.
Du lyder helt hardcore. Er du blevet gangster? smilede hun forsigtigt.
Erhvervsmand, måske, ikke gangster. Vil bare, du får chancen.
Niklas blev nervøs han mærkede, at tiden var kort.
Mamma, jeg er hjemme har du spist? Jesper dukkede op.
Kom nu, Line. Vi skal hjem til aftensmad, trak han i hende.
Vent nu, Jesper. Niklas hjælper med noget vigtigt
Det var som om Line allerede var klar over, at det sluttede der.
Hjemme spiste de sammen. Jesper førte an, Line servicerede, Niklas fik knap en kartoffel.
Vi har det udmærket her. Du skal bare ikke blande dig, sagde Jesper stille. Du skal ikke rive alt op med rod nu.
Du bruger hende jo bare som hushjælp! Hun fortjener frihed, liv, rasede Niklas. Hun er ikke et møbel!
Jeg bliver her, Niklas. Jeg tør ikke andet, hviskede Line og græd.
Så sad de tilbage, teen blev kold. Niklas sagde ikke farvel.
På vejen hjem gik det op for ham, at han havde kæmpet en tabers kamp Line havde valgt. Han havde gjort alt, solgt halvdelen af sine firmaer, bedt om alt uden resultat.
Irina ventede hjemme, lavede suppe. Hun krammede sig ind til ham.
Jeg var så bange. Jeg troede, du ville blive væk. At du ville være sammen med hende. Humoren var væk fra hendes stemme, hun nærmest hviskede. Men så var du her
Niklas blev mild og slap vægten af sine halvhjertede drømme. Han behøvede ikke mere at redde nogen han kunne nøjes med bare at leve. Leve, elske Irina, måske få børn, masse grin omkring spisebordet.
Det er faktisk ikke sværere bare at lade sig selv være lykkelig.
Irina så på ham, mens han med appetit drak af suppen. Hun smilede og vidste, at her her var deres lille familie startet.
