Fri lykke
Mathias, vent! Stå nu lige stille …
Mathias bremsede op og vendte sig om mod mig.
Bag ham, ad stien der førte hen til det lille røde murstenshus med to etager, travede jeg, Frederikke, seksten år, i høje støvler, kort nederdel, hvid uldjakke og med et tørklæde snurret om hovedet. De mørkebrune krøller stak ud under det stride uldtørklæde håret matchede mine grønbrune øjne, der altid glimtede, som om jeg var lige ved at græde. Det gjorde mig let at røre, sårbarman havde lyst til at passe på mig.
Jeg gled hele tiden, men jeg satte tempoet op uden at tvivle.
Frederikke, du skal ikke løbe! Der er is! råbte Mathias lidt strengt. Nå, men det klæder dig faktisk at løbe. Kinderne blusser! Så frisk har du ikke set ud længe. Du er i bedring!
Jeg smilte, gik helt hen til ham, og han rakte hånden frem, som jeg greb. Jeg blinkede drillende til ham.
Hvad ville du egentlig? spurgte Mathias, mens han hurtigt så sig omkring og bøjede sig ned for at kysse mig på kinden. Din mor har ellers sagt, at vi ikke må være så meget sammen og truer med at tale alvorsord til mig … sukkede han.
Jeg blev trist, så ned på taskens rem jeg stod og snoede mellem fingrene, men jeg lod ikke tungsindet vinde.
Mathias, de siger altså for det meste bare noget for at skræmme dig! De gør dig ikke noget! Går du med i biografen med mig i aften? spurgte jeg lavmælt. Jeg har allerede købt billetterne, se!
Jeg trak handsken af og viste to små billetter frem i min opvarmede håndflade.
Mathias tog min hånd mellem sine, mærkede hvor varm jeg var, strøg mine lange, fine fingre.
Biografen, siger du? Egentlig har jeg ting, der skal ordnes … han strammede brynene som om han overvejede det. Da jeg tog hånden til mig og stak den i vante igen, nikkede han: Men hvis du inviterer, så må jeg jo tage med! Hvilken film er det? Ikke en kærlighedsfilm igen, vel?
Nej, det er en krigsfilm. Jonas fra klassen har set den, og den skulle være ret spændende! jeg rystede hurtigt på hovedet. Men jeg tør ikke gå alene, og pigerne vil ikke med.
Jonas? Så gå dog med ham, han ville da elske det! Mathias løftede stolt hovedet. Hvis du nu er så vild med at høre efter, hvad han siger…
Jonas Jensen var min klassekammerat, den kloge dreng, der hellere læste end spillede fodbold. Han deltog, forberedte sig og … ja, fulgte efter mig som en lille skygge. Det kunne godt irritere Mathias, men han følte sig alligevel ikke truetJonas var alt for forsigtig. Jeg, Frederikke Madsen, var mere til livlige, spændende fyre, sådan som Mathias.
Men nu måtte jeg ikke længere komme hjemme hos Mathias, ikke efter at min mor, Birthe, nærmest gjorde kur til Jonas, altid bød ham velkommen med smil.
Jeg hører da ikke på andre! jeg blev arrig. Det er dig, jeg inviterer, ikke nogen andre. Nå, men siger du ja?
Jeg blev rød i kinderne og tog øjnene sammen.
Det gjorde Mathias glad, han nikkede.
Okay, vi går. Er du bange for filmen … og hvem passer så på mig? Drillerier, altid er det mig der rides på! Men det gør ikke noget … Mathias blinkede og lo.
Du er aldrig bange! Slet ikke, lo jeg og viftede afværgende. Jeg venter på dig foran biografen kvart i syv. Jeg skal hjem nu; mor er i gang med at snitte kål til surkål, hele køkkenet sejler. Vi ses!
Så listede jeg forsigtigt hjemad.
Vores hus lå to huse fra Mathias’. Vi var vokset op sammen, jagede spurve i buskene, klatrede i hyldetræet for at spise de blå, strengforbudte bær og konkurrerede om, hvem der kunne puste kernerne længst væk. Vi gik også i skole sammen, Mathias var to år ældre. Pigerne var misundelige på mig, fordi Mathias var populær, flot og lod til altid at være klar til at bære mig. Jeg forstod ikke, hvad der var så særligtdet havde altid været sådan imellem os.
Forrige vinter på ski i byparken blev jeg pludselig dårlig, svimlede og faldt uheldigt. Stak hovedet lige i sneen og brækkede benet. Smerten borede over det hele i benet, i brystet jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg har altid været bange for smerte, mor måtte nærmest holde mig fast, bare for at trække en splint ud af fingeren, da jeg var barn. Og nu et helt ben …
Mathias var der straks. Han var der altid, især når jeg hylede så højt, at hele kvarteret hørte det. Min bas-røst som barn havde altid bragt Mathias løbende.
Han bar mig hele vejen hjem, benet voksede i støvlen, så de måtte klippe den op. Jeg greb ham hårdt om skulderen, så der var mærker efter neglene, men han sagde ikke et ord. Mathias blev ved min side.
På hospitalet kom det frem, at det slet ikke var benet, der var problemetjeg havde en hjertesygdom. Lægen remsede en hel liste op på latin. Jeg måtte blive på hospitalet, og det tog tid, før jeg kom hjem igen, næsten først da sneen smeltede.
Benet helede, kløede og gjorde ondt under gipsen. Jeg var sur på altingmen når Mathias kom forbi, ændrede alt sig. Han fandt altid på noget nyt, anlagde kort over verden på min dyne eller fandt konstruktionssæt frem. Sammen rejste vi til eksotiske lande eller tegnede vægaviser.
Når de tager din gips, sagde han skal vi på tur. Hvor vil du hen?
Jeg trak på skuldrene.
Bare ned i gården. Mor siger, jeg skal være forsigtig med hjertet. Jeg tror ikke, jeg kan gå længere …
Det er noget pjat! Man kan altid træne sig op. Min farfar Kristian i Snekkersten var næsten invalid efter krigen, men blev trænet og rask igen. Videnskaben står ikke stille, Frederikke! For dig finder de også en løsning!
Han hev min yndlingsdukke, rendte rundt i huset, og jeg måtte humpe efter ham på krykkerne.
Du snakker som Gamle Karen nede fra Brugsen, grinede han. Hun klager også altid. Kom nu vi skal nok komme til at danse igen!
Frederikke! Læg dig! Mathias, ud, nu! min mor, Birthe, kom løbende ind. Du ved, hun ikke må blive ophidset! Ud!
Mathias fægter: Men hun rådner jo op, Birthe! Hun skal leve, ikke bare ligge i sengen!
Det bestemmer vi selv. Gå hjem, Mathias. Tænk dig lidt om. Jonas kommer snart og hjælper hende med lektierne.
Da hun havde skubbet Mathias ud i entréen, tog hun ham hårdt i jakkekraven og pressede ham op ad væggen.
Hør nu, min ven. Hold op med at blande dig i det her! Frederikke er alvorligt syg, hun må intet. Ikke engang få børn lægerne siger, hun ikke overlever en fødsel. Jeg vil have min levende datter! Forstået? Og det fortæller du ikke hende!
Mathias gik hjem i chok. Frederikke … var blevet en slags invalid. “Dør hun? Måske allerede i dag?” svirrede tankerne.
Hjemme stod Farmor Grethe på trappen, da Mathias pludselig hældte iskoldt vand over sig fra regntønden.
Mathias! Hvad laver du, dreng?! Du bliver jo syg! råbte hun og hentede håndklæde.
Han rystede med hovedet og fik styr på tankerne. “Hun skal leve! Og det skal jeg nok sørge for!” bedyrede han for sig selv.
De boede kun dem to. Om forældrene fortalte Grethe kun vagt og undvigende.
Frederikke blev jævnligt sendt til læger. Birthe bød på hjemmelavet sylt, i håbet om et mirakel.
Der er ikke meget vi kan gøre, sagde lægen. Men måske i fremtiden, med medicinske fremskridt …
Jonas siger også, hun skal passes godt på, han sørger for, hun læser en masse, fortalte Birthe.
Mor! rødmede Frederikke, flov.
Den unge mand er værd at holde fast ihan vil blive en god mand, sagde lægen og vinkede farvel.
Nu turde Frederikke knap gå ud, og mor passede altid på, hun ikke frøs eller løb for meget.
Til biografen var der lummert, det lugtede af røg. Jeg holdt Mathias hårdt i hånden under filmen, og til sidst sad jeg og græd stille mod hans skulder.
Frederikke, det skal nok gå! Alt bliver godt igen! hviskede han og strøg håret væk fra min pande.
Folk shh’ede efter os, og vi listede ud.
Jeg føler mig skidt. Kan vi gå udenfor? hviskede jeg.
Selvfølgelig!
Vi listede ud i foyeren, blev blændet af lyset. Jeg satte mig på en bænk, Mathias hentede vand, mens billetdamen skævede til os.
Så unge og allerede … Er I da gift? Hvad bliver det til! peb hun.
Mathias satte sig ved siden af.
Ikke endnu, men det bliver vi! sagde han skævt.
Hvad? udbrød jeg overrasket, svimmel med susen for ørerne. Det er for sjov, ikke?
Jeg mener det. Jeg skulle have sagt det senere, men nu blev det sagt: Jeg skal i militæret. Når jeg er hjemme igen, gifter vi os. Jeg lovede dig, du skulle se hele verden, ikke? I hvert fald pingviner. Kan du huske det?
Jeg nikkede stumt.
Jeg holder ord. Og hvem bekymrer sig om, hvad lægerne siger? Vi finder de rette læger, så skal du få børn! Jeg lover!
Han havde så meget ild i øjnene, at jeg slet ikke turde sige imod. Men jeg havde hørt de voksnes snak. “Du må ikke få børn, for du overlever det ikke …”
Jeg stirrede på ham.
Må jeg slet ikke få børn? spurgte jeg med bævende stemme.
Han blev stille. Nu skal vi ikke snakke om det. Alt kan ske. Kom, lad os gå en tur.
Jeg nikkede. Han hjalp mig i frakken og trak mig ud i den friske aften, men indeni blev det bare mørkere. Jeg… kunne aldrig få en rigtig familie. Hvad skulle jeg dog gøre?
Mathias anede min tristhed og lavede sjovhans ven Kasper lod os prøve hans knallert. Jeg fik hjelm på og Frances Mathias bagved mig, vi kørte stille ud mod engen. Det føltes varmt og rart, som om alle sorgerne forsvandt.
Om natten måtte lægen tilkaldes med en sprøjte.
I skal passe på pigen! brummede han i entreen. Hun må ikke blive overbelastet, eksamen eller ej.
Jeg forsøgte at forklare, at det gik over. At jeg bare havde set en uhyggelig film. Men min mor var straks mistroisk:
Var du med Mathias?
Ja, han siger altid sandheden om alt! Også at jeg ikke kan … få børn …
Jeg brød sammen i tårer.
Jeg skal nok give den dreng besked, snerrede min far, Henrik.
Nej far! Nej! Han er den bedste! Jeres Jonas kan slet ikke måle sig!
Nu skal der soves! brølede Henrik og slukkede lyset.
Efter den aften måtte Mathias ikke komme mere. Birthe anklagede ham for alting. Men han gav ikke op og dukkede op ved vores hus, inden han rejste til Livgarden. Han truede med at kravle ind ad vinduet, hvis jeg ikke fik ham sagt ordentligt farvel.
Henrik stod ud med jagtgevær i hånden.
Vil du skyde mig, Henrik? Gør det da! Jeg mangler alligevel ikke for nogen, bortset fra farmor Grethe. Hvis jeg dør, må I bare sige til Frederikke, jeg er rejst.
Mathias gik tættere på, geværet mod brystet. Birthe holdt sig for munden, rædsel i blikket.
Henrik sænkede geværet.
Du er ung og dum, Mathias. Måske lærer du noget i Livgarden. Gå nu, for Grethes skyld.
De syntes alt var hans skyld, at jeg blev syg, at jeg brækkede benet, alt muligt. Han forsvandt fra vores liv …
Han kom ikke tilbage før fire år var gået. Jeg vidste intetmine forældre sagde bare, han var udsendt til Afghanistan, forsvundet sporløst. Farmor Grethe døde, mens han var vækjeg fik ikke engang lov at tage til begravelsen.
Alle breve jeg sendte blev væk.
Ikke noget svar? spurgte postdamen fru Larsen, når jeg kom på posthuset. Nå, han har vel travlt, eller måske savner han bare ikke længere …
Jonas kom forbi og blev ved min side. Da Mathias endelig vendte hjem, var huset dødt, trist. Han satte sig ved farmors gamle køkkenbord og fornemmede, at alt var forandret.
Næste morgen gik han op til os. Birthe stod og hængte vasketøj ude i gården.
Hej Birthe! Det er da stadig dig? råbte han og smed smøgen.
Hvem? Hvem der? hun klemte øjnene sammen.
Mathias. Må jeg komme ind?
Han gik op ad havegangen, med øjnene rettet mod mit vindue. Gardinerne var trukket for, potteplanterne væk.
Hun er rejst, Mathias. Ja, du er da levende? sagde Birthe tørt, mens hun justerede tørklædet. Ja, hun er taget til Odense sammen med Jonas. De blev gift. Det var bedst, sådan som det gik. Hun kom ind på universitetet, Jonas hjalp hende med at klare det hele. Tak for det, Jonas. Da vi begravede Grethe, blev Frederikke svag igen, men Jonas var der og holdt sammen på det hele … Du skal ikke opsøge dem, Mathias. Lad dem nu prøve at blive lykkelige.
Birthe så bedende på ham. Han svarede ikke, men gik.
Han pakkede lidt af sit og forlod sin tomme barndomshjem, satte hængelås for havelågen og gik op på kirkegården, lagde sit kors på farmors grav.
Undskyld, farmor …
Han forsvandt.
Mathias blev mere hård i kanten, stædighan nægtede sig “nej” og ledte altid videre, efter noget han kun selv vidste hvad var. Han tjente pengenogle rene, andre sorte. Han jagtede muligheder.
Efter otte år i businessfra værkstedsdele til antik til dagligvarerfik han kontakt til medicobranchen, fandt eksperter verden over.
Hvorfor så meget om hjerter? spurgte lægen Thomsen. Er det familie?
Bare en god ven. Hun har været syg siden hun var seksten. Jeg vil hjælpe.
Du må skaffe hendes lægejournal og nyere undersøgelser.
Mathias tog udfordringen op.
Hjemme havde han en kvinde nu, Stine, i sin kolde, luftige lejlighed på Nørrebro. Hun var blot baggrund, og han bad hende ikke vente, men hun blev alligevel.
Jeg skal afsted et par dage, sagde han tidligt en morgen, lad være med at vente for meget på mig.
Ja ja, min herre, svarede hun og krammede ham.
Han forlod hjemmet hun vidste, at han ikke elskede hende, men var glad, når han var hjemme.
Mathias måtte undervejs lave aftaler “udenom” systemet. En ældet læge sukkede over for ham, greb efter pengene og overleverede lægejournalen: “Du blander dig i noget, du ikke kender til. Lad dem nu selv være lykkelige.”
Mathias fortalte om Frederikkeat Jonas levede på hendes bekostning og hun knap måtte andet end arbejde og holde sig hjemme, alt for nervøs for sorg og glæde.
Lægen rystede på hovedet: “Det er grænseoverskridende, ikke? Men du får filerne.”
Frederikke gik, som så mange gange før, langs de små Odense-gader med tankerne flydende. I morgen skulle hun på hospitalet til kontrol. Jonas havde planlagt det hele, som han altid gjorde.
Pludselig svingede en scooter om hjørnet, en pige omfavnede grinende sin kæreste på sædet. Jeg smilte. Tænkte på dengang Mathias og jeg kørte.
Frederikke! Jeg stivnede. Hej, det er Mathias …
Jeg vil tale med dig. Det er vigtigt, sagde han, trak mig væk fra fortovet, hen til en bænk.
Mathias … Mathias … det er virkelig dig! sagde jeg og tørrede tårerne væk.
Han holdt mig i et langt kram, fast men blødt. Tænk, han havde altid været der.
Skal vi tage på cafe?
Nej, lad os bare hjem til os. Jonas og Valdemar (min søn) er hjemme. Så kan du hilse på dem.
Det her handler kun om dig, Frederikke. Lad os lige sætte os, så fortæller jeg.
Indenfor på cafeen trak han vejret dybt.
Du skal tage med mig. Jeg har fundet en klinik i udlandet, de kan operere dig give dig et nyt liv.
Hvorhen? spurgte jeg overrasket.
Min ven Thomsen, en dygtig hjertelæge, kender den bedste kirurg. Alt er betalt. Du får et normalt liv igen, Frederikke!
Mathias, hvordan har du det egentlig? Gift? Hvad laver du? jeg afbrød, næsten lidt genkendelses-skræmt. Du ser helt forandret ud …
Meget er sket. Men … jeg importerer bare lidt udstyr og varer. Jeg har lært engelsk, så jeg kan klare mig.
Valdemar lærer også engelsk Jonas har skaffet ham en privatlærer. Var du hjemme hos dig? Hvem bor der nu?
Jeg ved det ikke … Lad os snakke om dig! Vil du ikke tage chancen, Frederikke? Jeg har gjort alt klar.
Pludselig dukkede Jonas op:
Du var ikke hjemme så jeg så dig sidde her. Nå, og hvem … Mathias? Det er sandelig længe siden.
Hans ansigt frøs. Han trak mig med.
Vent, Jonas. Mathias har tilbudt mig noget stort, jeg skal bare lige forstå det hele.
Jeg blev svimmel af nerver.
Du trænger til frisk luft og din tablet! Jonas var straks over mig. Mathias fulgte modvilligt med.
Hjemme var Valdemar, hans øjne fulde af spørgsmål.
Hej, jeg hedder Mathias, sagde Mathias venligt. Drengen nikkede.
Valdemar, spis du på værelset. Vi voksne skal tale, sagde Jonas bestemt.
Jeg bar mad ind til Valdemar.
I køkkenet satte Mathias sig, men Jonas fyldte rummet, dominerende:
Skal hun så bare flyttes til udlandet, på din regning? Hvad så med os? Hvem sørgede for hende, da hun fødte Valdemar, hvem tog sig af hende og skiftede natten igennem, da hun var syg? Hun er min kone.
Ubehaget steg. Mathias svarede hæst:
Hun er ikke din ejendom. Vi taler om KÆRLIGHED, Jonas. Om, at hun skal have en chance for et rigtigt liv. Vil du ikke give slip?
Jeg bliver her, Mathias! Jeg tør ikke al den usikkerhed. Jeg har det egentlig fint, siger lægerne.
Jeg lagde hovedet mod Mathias’ skulder, og han holdt mig tæt. Vi har te og kage. Bliv til det, Mathias?
Han rystede på hovedet, tog jakken og forlod os uden et ord.
På gaden, mens han skubbede sig vej mellem folk, forstod han ikke, hvordan nogen kunne sige nej til et bedre liv. Han havde kæmpet, ofret, presset sig for hende Alt spildt.
“Heller ikke for dig, Frederikke,” tænkte han. “Jeg tabte.”
Stine ventede hjemme stadig i sin slåbrok og kiggede ind i hans trætte øjne:
Jeg har lavet suppe … Og jeg er glad for, at du er kommet hjem.
Hun lagde armene om ham, tæt.
Jeg var bange for, du ikke kom hjem. At du ville blive med hende der ovre.
Mathias lo dæmpet: Går ingen steder uden dig, min skat. Det er slut nu.
Pludselig var der lettet han skyldte ikke nogen noget, ikke engang sig selv. Han kunne bare leve videre, elske Stine, gifte sig, få børn … Det var hans og hendes liv nu.
Lykken er faktisk fri hvis man giver sig selv lov til den.
Stine sad, mens Mathias slubrede sin suppe i sig, og smilede stille. For nu boede der også endelig en lille familie i deres hjem. Og hun vidste det ville blive godt.
