Kære ven, kan du virkelig kalde det der for en mand?! Det er jo nærmest en misforståelse! Kan det virkelig passe, at Grethe ikke ser, hvad det er for én, hun skal giftes med?! Lille, spinkel, og ærlig talt ikke just en Adonis!
Rolig nu, du overdriver altså lidt! Han er da ikke den højeste, det er rigtigt nok. Men som man siger skønhed varer ikke evigt! Og Grethe er nu heller ikke ligefrem et glansbillede.
Det er også sandt. Men tænk dig, hvordan deres børn kommer til at se ud! Frygteligt!
Udenfor opgangen sad de unge mødre på bænken, mens de i fællesskab ordnede tæpper på deres sovende spæde børn og kastede vurderende blikke efter deres egne små vidundere. Hvem kunne måle sig med dem? Slet ikke de endnu ikkeeksisterende børn af Grethe.
Grethe kom storsmilende gående med indkøbsposerne fra bilen det var hendes forlovede, Mikkel, der bar det hele og nikkede venligt til naboerne, før hun blev praktisk.
Mikkel, søde, er du sikker på, det ikke bliver for tungt? Lad mig tage noget! Hun prøvede forgæves at få hevet mindst én pose ud af Mikkels favn, men han lod hende ikke.
Min lille Gærdesmutte, du holder bare døren for mig! Tingene her dét klarer jeg. Det er ikke kvindearbejde!
Kvinderne på bænken krydsede blikkene og himlede diskret med øjnene.
Hør nu ham! Ikke kvindearbejde, siger han! Pjat, vent du bare. Før brylluppet er de allesammen så betænksomme! Vi ser hvem, der har ret, når først Grethe er blevet gift!
Grethe og Mikkel forsvandt op i opgangen, mens snakken gik videre mellem nabokonerne om højde, vægt, ansigtstræk, bilmærke og brudens dansetrin. Hvad ellers kunne tiden gå med? Ond snak har aldrig været svær.
Men Grethe havde ikke tid til nabosladder. Hun skyndte sig op til sin mor, som hun ikke havde set i fjorten dage. Først havde hun været på forretningsrejse, så var der istandsættelse i den nye lejlighed, hun og Mikkel baksede for at gøre færdig før brylluppet. Moren havde ellers beordret Grethe at passe på sig selv og ikke tage sig unødvendige ture køleskabet var jo fyldt, og telefonen virkede. Og nu nærmede brylluppet sig hastigt. Hvordan skulle man dog nå det hele?
Grethe kunne bare ikke lade være. Hun havde aldrig været væk så længe fra sin mor før, og hun havde slet ikke lært at dæmpe sin uro.
Grethe blev født, da hendes mor, Inger, var femogtredive. Inger en spinkel, lidt skæv næse og absolut ikke køn, arbejdede som ekspedient i den lille Brugs, og både familie og venner havde forlængst opgivet håbet om børn. Den klassiske evige single. Hvad skulle der komme ud af det?
Men så vendte Inger hjem fra en ferie ved Vesterhavet med en kæreste i bagagen. Og ikke bare en tilfældig én, men en flot fyr som sjældent set. Høj, brede skuldre, blå øjne. Ved siden af ham lignede Inger mest af alt en grå lille mus, mens han brød frem som en stor, stolt kat. De var ikke et match, sagde folk.
Men det var nu Inger, der efter mødet med sin Hans gik i pelsfrakke.
Hans var snu og arbejdsom. Han kunne ikke blot tjene penge, men forvaltede dem klogt. Og sin elskede kone sparede han ikke på. Inger sprang ud som aldrig før, fik fornyet garderoben, en smart klipning, og holdt veninderne fra døren.
Veninder var hun dog heller ikke rigt begavet med. Det var egentlig aldrig rigtigt blevet til noget. Folk undgik hende hun var for grim, mente de. Hverken til selskab eller dans kunne hun bruges. Ingen ville ødelægge humøret på den måde.
De få, som kom forbi efter lidt hjælp og en kop kaffe og for at sikre sig, at det mest eftertragtede i Brugsen ikke blev overset , dem sagde Inger heller ikke farvel til med sorg.
Hun frygtede sladderen. Sladder skader langt værre end et våben; man ved aldrig, hvor og hvornår. Folk mente jo, at Hans var for god til hende nogen ville måske endda opmuntre ham til at forlade hende eller sprede giftige historier. Derfor gjorde Inger sit hjem til sin borg: uindtagelig og lukket undtagen for familien. Hendes lykke skulle ikke gå tabt.
Det viste sig at blive unødvendigt. Hans var fuldstændig dedikeret ingen anden lige så god som Inger. Han havde, mere end nogen anden, forstået betydningen af ordsproget om ikke at dømme på skønheden alene. Hans voksede op hos sin alkoholiserede bedstemor efter at have mistet forældrene som lille. Faderen havde på vej hjem fra et bryllup mistet kontrollen over bilen på en regnvåd vej.
Ikke engang tre år gammel blev Hans forældreløs. Bedstemorens sorg over sin tabte søn fandt trøst i flasken. Hans lærte at klare sig selv tidligt: madlavning, tøjvask, og prøvede at undgå unødig opmærksomhed på skolen. Hans kønne udseende vakte opsigt, men bragte ham sjældent noget godt voksne fokuserede blot på hans fremtoning.
Han voksede op stædig og bidder, ingen kærlighed hjemmefra. Bedstemorens første prioritet var snapsen, ikke børnebarnet, og ingen spurgte ham nogensinde, hvordan han egentlig havde det.
Kun bagerjomfruen i butikken nede på hjørnet, hvor han dagligt hentede brød, så ham rigtigt. Hun var selv enlig mor til to drenge og vidste, hvad det krævede at vokse op uden mor. Hendes barndom havde båret præg af børnehjem, men hun sørgede altid for, at der i hendes hjem var både kærlighed og mad. Hendes nabo, som have bier, forsynede med honning.
Tusind tak! Hvad skylder jeg?
Nej, det er såmænd fra hjertet! Her står du og betjener folk nu er det min tur at glæde dig! Bliv ikke fornærmet.
Hans fik altid en bolle oveni det daglige rugbrød. Tag den med i skole! sagde hun strengt og klappede blidt hans hår.
Den varme, hun viste ufortjent, varmede Hans hele dagen og hjalp ham til at holde ud. De første gange takkede han nej til bollen, men siden indså han, det gjorde hende ked af det. Så begyndte han bare at sige pænt tak og hjælpe til efter skoletid i bageriet. Snart følte han, at Valborg næsten var som en rigtig mor.
Da hans bedstemor døde et par år efter, og Hans var blot femten, gik Valborg skridtet videre og fik papir på, at han nu rigtigt var blevet hendes søn. Du har længe været min dreng. Nu fik vi det bare gjort rigtigt.
Så fik Hans den familie, han havde savnet. Vreden forsvandt. Der var nogen, der kunne jage den bort, om den kom igen.
Da Hans var færdiguddannet, fik han job, renoverede bedstemorens lejlighed, men private forhold haltede. Pigerne ville gerne lære ham at kende, men trak sig hurtigt. Den pige, han blev rigtig glad for, lagde ikke skjul på sine tanker: Nej, Hans, jeg vil ikke have et seriøst forhold til dig. Du er for flot. Du går bare din vej eller endnu værre, efterlader mig med et barn. Du kunne få hvem som helst men nej, ikke mig.
Vreden stak i ham, men han vidste, hvor trøst var at hente.
Søn, så er det ikke hende! Hun venter et sted derude på dig. Du skal ikke miste troen! Uden den, intet sker her i livet. Bare vent, det skal nok lykkes!
Valborg havde altid de rette ord. Hans fandt ro og tålmodighed, og ventede.
Der gik år, og pigen var stadig ikke dukket op. Til sidst tog Valborg affære og sendte Hans til Vesterhavet for første gang.
Du bør se havet, Hans! Det er…
Hvordan, mor?
Stort! Blidt! Og frygtindgydende! Alt slags på én gang men du vil se det selv. Det er livet!
Her på stranden mødte Hans så Inger. Pigen, der stod stift og stirrede på bølgerne lige efter et uvejr, blev aldrig bemærket bortset fra af Hans. Han stivnede, da han så hende: hun lignede hans adoptivmor så meget, at han tabte mælet. Og da han lærte Inger at kende, forstod han, at livet havde givet ham sit største gave efter Valborg. Hun bar på samme godhed og lys; samme uudtømmelige hengivenhed. Og Hans indså, at nu var det hans tur! Han skulle ikke lade chancen gå forbi.
Sammen fik Hans og Inger en datter, Grethe, som de elskede så højt, at de til tider blev helt bange.
Lov mig, vi ikke forkæler hende, Hans hun skal jo ikke ødelægges! bekymrede Inger sig.
Nej! Hans kyssede datterens lille hoved. Hun er klog og god ligesom sin mor!
Han troede så stærkt på det, at det smittede. Grethe blev et prakteksemplar flittig og mild.
Gået i sin mors fodspor, sagde Valborg. Der findes ikke større lykke, end den kærlighed, der lever i huset, søn! Pas på dine piger!
Hans beholdt et tæt forhold til sine adoptivbrødre og Valborg. Så snart han mærkede, noget var galt, gik han til brødrene først han ville spare konen og sin mor for uroen.
Helt rigtigt, Hans! Vi finder ud af det! lød de faste, kærlige svar.
På få dage fandt brødrene lægen, og da diagnosen var alvorlig, stod de parat.
Du giver ikke op! Du har en datter. Vi støtter dig. Lægevidenskaben går fremad!
Kampen varede ti år. Hans holdt ud, mod alle odds.
Der er andre, som for længst havde givet op. Du er stærk, sagde lægen ofte.
Hans nikkede og tænkte blot på Inger og hans livlige Grethe, der hver dag kom fra skole for at bringe mad til hospitalet og tjekke, at han spiste.
Jeg har ikke lyst, lille skat, undskyldte Hans.
Spis, far! Suppen er måske lidt salt mor græd, da hun lavede den. Men jeg sagde til hende, at du snart bliver rask, og vender hjem. Sagde jeg ikke det rigtige?
Jo, min lille stærke Grethe… Alt bliver godt…
Sådan kom Hans hjem hver gang trods dystre prognoser. For han blev ventet hjemme!
Hans gik bort stille i sit eget hjem mens Inger holdt om ham. Han faldt i søvn, og vågnede ikke tungere. Inger sad hele natten, tænkte på livet og takkede for lykken.
Jeg har intet at beklage mig, Hans. Vi har haft det godt. Tak, min kære…
Morgenen efter fandt lille Grethe forældrenes værelse og gav et lille skrig som en fugleunge, knuget af sorg.
Shhh, min skat! Nu har far ikke ondt mere… Han har det godt nu… Hør du? Græd ikke… Inger kæmpede ikke engang mod tårerne. Jeg er her, min elskede…
Inger og Grethe stod ikke alene. Hans brødre hjalp, og Valborg kom på besøg. Familien holdt sammen, for ingen kunne bære sorgen alene.
Årene gik, og Grethe voksede op. For hvert år havde hun mindre lyst til at se sig i spejlet. Hun vidste nu, at hun ikke var pæn, og det kunne hun ikke gøre noget ved.
Man kan jo ikke gøre næsen kortere, eller øjnene større. Selv de rå gulerødder, som hun havde læst om skulle hjælpe én til at vokse, virkede ikke.
I skolen blev hun drillet. Inger trøstede, tørrede tårer af og hviskede:
Vi får se, min pige, hvem der bliver lykkeligst i længden! Bare vent!
Grethe blev student, og derefter uddannet, men fandt aldrig nogen, der så hendes sind og godhed. De beundrede de smukke og veltalende piger, mens de stjal Grethes eksemplariske noter før eksamen. Hun sad jo altid koncentreret, for hun vidste godt, at flirten i gruppen ikke var hendes bord.
Hvad nu, mor? sukkede Inger, da Grethe havde fået god karriere, men var uvidende om, hvordan hun skulle finde kærlighed.
Hvad vi gør? Vi sender hende da på ferie til havet! grinede Valborg. Det virkede én gang. Hvorfor ikke igen?
Det er en plan! Men Grethe nægter nok. Hun står på sit.
Så skal vi tage af sted alle sammen både sønnerne og deres familier. En hel flok! Så må hun jo søge fred fra os. Hun stak jo også af fra sommerhuset sidste år, husker du? Valborg lo ved tanken.
Lad os gøre det, nikkede Inger beslutsomt.
Men livet tænkte anderledes.
Grethe tog med til Jyllands vestkyst, men nægtede stædigt at forlade familien. Jeg vil ikke ud alene! blev hun ved og det var der ikke noget at gøre ved.
Men livet havde sin egen plan. Netop da Grethe vendte tilbage til København efter ferien, skete det. En regnfuld eftermiddag, hvor hun havde parkeret sin bil, blev hun ramt af et kæmpe plask fra en bil, der kørte gennem en vandpyt.
Jeg tror det ikke! grinede hun højlydt så meget, at føreren, som havde stoppet for at undskylde, nærmest blev betaget.
Skæbnen satte et hak på sin liste og gik glad videre for den vidste, at Grethe og Mikkel ville få det godt sammen.
Og sådan gik det.
Flere år senere sad de samme naboer uden for opgangen og kiggede efter børnene, mens Mikkel kom kørende.
Har du set, hvilket lækkert overtøj hun render rundt i den krage! Min egen mand vil ikke høre om det, men hun får det uden vrøvl!
Du er så misundelig! Det klæder hende da slet ikke…!
Hvor er du bare sur, og hvorfor lader du dig gå sådan på? Hun har da i det mindste en god mand, der elsker hende og børnene. Måske ikke køn, men han forguder dem! Det er da det vigtigste!
Men hvorfor skal det altid gå sådan, at nogle får det hele uden at have fortjent det, og andre ingenting? Se bare på dem! Ingen af dem er noget særligt, men børnene de er da til at falde i staver over! Hvorfor sådan?
Fordi genetik ikke spørger om skønhed! Grethes far var jo en flot fyr sådan hænger det sammen.
Men hvorfor er Grethe så så mild? Uanset hvad folk siger, smiler hun bare. Hun har aldrig sendt nogen langt pokker i vold. Man skulle tro, hun havde noget at hævne!
Man skulle, men det har hun ikke! Prøv selv at smile lidt mere så blev du måske også smuk!
Åh, hold nu op! Hvad skal man gøre for at få en mand til at forgude én så meget? Måske ved hun en hemmelighed?
Spørg da! Måske fortæller hun dig det?
Jeg ville aldrig tage imod råd fra sådan en som hende!
Jamen så grin du bare videre, og tyg på din misundelse.
Men hvad nabokonen mente, ragede ikke Grethe. Hun havde hænderne fulde moren blev svagere, Valborg skulle snart flytte til København for at hjælpe med oldebørnene, brødrene skulle have hjælp til et byggeprojekt. Børnene skulle passes på døgnet rundt!
Søren, Maja, ind nu! Bedstemor har bagepulver i ovnen. Hun skal ikke stå og vente!
Endnu en aften fandt sted med snak, lidt guitarspil, eventyr til børnebørnene fortalt af Inger og livet gik videreKøkkenvinduet stod på klem. Bagepulverduften sneg sig ud sammen med børns latter og Ingers sagte sang for de små inde i stuen. Grethe standsede et øjeblik på trappestenen og så op: hendes mors ranke silhuet mod lyset, Mikkel der dinglede med en baby på armen, Valborgs brune papkasser nede i gården. Hun mærkede det som et varmt stød gennem kroppen. Ingen af dem var nogensinde blevet perfekte ikke til bryllup, ikke til kaffe, ikke til nabosammenkomster. Men de havde stået sammen, når ingen andre gad. De havde elsket hinanden gennem sorg, latter, armod, sygdom og misundelse fra bænken udenfor.
Hun hørte børnene fare op ad trapperne og tog dem ind på hver sin hånd, mens dufte og lyde alt det velkendte, hjemmeagtige fyldte hende til randen. Nabokonerne snakkede stadig, men Grethe vinkede venligt, lod smil glide hen over ansigtet og mærkede, at hun ikke længere behøvede forklare sig. Der var ikke mere tilbage at bevise. De havde drillet hende, overset hende, latterliggjort hendes kærlighed, men nu stod hun her med familie, varme, nærvær og alt, hvad hun havde drømt om som barn og lidt til.
En stemme bag hende fik hende til at stoppe midt i trappen. Det var Inger, stadig med lidt hæshed i stemmen, men rank som altid:
Grethe, har du husket at tage smør med hjem? Og kom du forbi bageren? Inger lo sin milde latter og kastede et blik på børnebørnene.
Jeg glemte det, mor, men vi har nok. Vi har alt. Vi har hinanden.
Oppe i stuen satte Grethe poserne fra sig, kyssede sin mor på kinden og åbnede vinduet helt på vid gab. Udenfor blæste en sommerbrise ind, løftede gardinerne og lod solen danse over gulvet. Mikkel blinkede til hende, børnene klatrede op i armene på oldemor Valborg, og småkagerne blev stillet frem ikke perfekte, men bagt med kærlighed.
Bænken udenfor stod der endnu, mens snakken fadede ud i dagens varme. Ingen kunne tage lykken fra hende nu. Grethe smilede, mens hun hjalp børnene af med skoene og mærkede livet det store, blide, frygtindgydende og alligevel vidunderlige røre på sig inde bag ribbenene.
Hvilken gave, tænkte Grethe, at få lov at høre til, trods alt. Skønheden varer ikke evigt, men kærlighed gør.
