Tak for far
– Hvad sagde politiet? hviskede Astrid, da hendes mor lagde mobilen på bordet.
– Ikke noget særligt opmuntrende, sagde Gertrud Jensen og tog et par slurke vand. De siger, det er for tidligt at slå alarm. Der skal helst gå et døgn. Men jeg kan mærke det… Jeg føler virkelig, at der er sket noget!
*****
– Hej mor! Er far stadig hjemme? spurgte Astrid, da hun stormede ind med en lagkage under armen.
– Hej min skat. Han er kørt. Jeg sagde jo, det var hans sidste dag på arbejde i dag: både jubilæum og pension. Hele holdet siger farvel, så han skulle afsted, det forstår du.
“Øv, hvor ærgerligt…” blev Astrid lidt skuffet.
– Men han har lovet at være hjemme til frokost.
– Det passer perfekt, for så kommer Jonas (hendes kæreste) også. Hele familien samlet. Vi to kan jo dække op i mellemtiden, ikke?
– Jo, det ville være rigtig dejligt med lidt hjælp. Jeg er lidt overvældet alene. Men lad os tage en kop te først, kedlen koger, og jeg har dine livretter, wienerbrød, klar. Vil du have?
– Meget gerne.
Mor og datter satte sig ved frokostbordet, hyggede sig med te og wienerbrød og småsnakkede om vejret, naturen, og om far, der rundede 50 år i dag.
Alt var godt, men alligevel lagde Gertrud mærke til, at Astrid gik og gemte på noget. Som om hun ville fortælle noget, men tøvede.
En dårligt fornemmelse kom snigende.
– Er du okay skat?
– Kan du se det? Astrid smilte skævt.
– Ja, jeg ser det Kunne du tænke dig at fortælle mig noget?
– Det vil jeg rigtig gerne. Men ro på, det er gode nyheder!
– Nå, så fortæl!
– Vi har besluttet at give jer vores sommerhusgrund, den vi købte sidste år. Bare sådan, fra hjertet. Jonas har lige renoveret det lille hus derude, så nu kan I bo komfortabelt igennem hele sommerhalvåret.
– Hvad med jer selv?
– Vi kommer selvfølgelig på besøg. Men vi får ikke tid til det, som vi havde forestillet os… Astrid blev tavs og så lidt hemmelighedsfuld ud.
– Hvorfor?
– Fordi du og far faktisk snart bliver bedsteforældre. Om otte måneder.
– Mener du det virkelig?
– Helt ærligt!
– Åh Gud, hvor er jeg lykkelig, Astrid! Og hvor bliver Henrik glad!
Gertrud sprang op, omfavnede sin datter, og kyssede hende flere gange på kinderne.
– Jeg ville gerne fortælle jer det sammen, men jeg regnede ikke med, at far tog så tidligt afsted.
– Det når vi endnu, mor, han er snart hjemme. Imens: lad os gå i gang i køkkenet.
– Ja, kom!
Så blev der slået gryder og pander an, knivene hakkede løs på skærebrættet.
Man siger ellers, at to kokke i køkkenet er for meget, men Gertrud og Astrid var som én de arbejdede uden at gå hinanden i vejen.
Alt blev lavet, som ønsket, og bordet var overdådigt dækket med stegt kylling, fiskefrikadeller, kartoffelmos og tre salater.
Gertrud satte sig, så på uret:
– Vi er faktisk færdige før tid.
– Fire hænder arbejder hurtigt, grinede Astrid. Skal du ikke prøve at ringe til far og høre, hvornår han kommer hjem?
– God idé…
– Jeg ringer til Jonas imens.
Astrid gik ud efter sin telefon.
Gertrud fandt sin hun ringede til sin mand, Henrik.
Ringetonerne blev ved og ved. Intet svar. Hun prøvede igen. Samme resultat. Efter et øjeblik så Gertrud uroligt på uret. Tankerne kørte:
“Hvorfor svarer han ikke?”
Først nu gik det op for hende, at Henrik havde lovet at ringe, når han var fremme på arbejdet, men det havde han ikke gjort. En kulde løb ned ad ryggen.
– Jonas kommer om en time! råbte Astrid glad, da hun kom tilbage. Og far?
– Han svarer ikke…
– Mærkeligt.
– Ja, og jeg har prøvet flere gange nu. Han tager den simpelthen ikke.
– Han fejrer vel… det er jo en stor dag, mor.
– Nej, Astrid. Han sagde, han ville hjem til frokost. Din far holder, hvad han lover. Og han plejer altid at ringe, når han er på arbejde. Det ligner ham slet ikke. Hvorfor svarer han ikke?
– Skal vi prøve at ringe til hans chef? Måske kan de sende fødselaren hjem lidt før?
– Det kan jeg prøve…
Gertrud havde aldrig været typen, der gik i panik, men uroen voksede. Henrik plejede ALTID at tage telefonen særligt hvis han var optaget, så ringede han bagefter.
Selv i dag, hvor kollegaerne tager afsked med ham efter så mange års arbejde. Det var hårdt for ham, hun vidste det.
– Hallo? lød en mandestemme.
– Hej, det er Gertrud, Henriks kone. Ringer bare for at høre, om I snart sender ham hjem vi venter jo! Datteren og svigersønnen kommer snart.
– Hej, Gertrud. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige…
– Hvordan mener du?
– Vi har ventet på ham hele formiddagen. Han er ikke dukket op. Vi har ringet adskillige gange, men han tager den ikke.
– Altså, han er slet ikke på arbejde? spurgte Gertrud chokeret.
– Nej, ikke endnu. Men vi håber stadig, han kommer. Når du får fat i ham, så sig, at vi stadig venter. Det er tradition, vi skal sige ordentligt farvel.
– Ja, selvfølgelig og hvis han dukker op, må du meget gerne give besked…
Gertrud lagde mobilen på bordet med skælvende hænder. Hun så på sin datter:
– Astrid, han har slet ikke været på arbejde… Og han tager stadig ikke telefonen. Hvor kan han dog være?
– Ro på, mor. Lad os prøve at ringe sammen.
*****
Henrik gik ud af opgangen, nikkede venligt til de gamle damer på bænken, og satte kursen mod busstoppestedet.
Samme rute som altid gennem 25 år, dog for sidste gang. I dag skulle han bare hente sine papirer og sige farvel.
Han havde sendt så mange kollegaer på pension med manér nu var det hans tur.
Han kunne ikke sove om natten, var nervøs, og da Gertrud om morgenen sang fødselsdags sangen for ham, smilede han, men sagde intet om sit ubehag.
Han ville ikke ødelægge hendes dag. Desuden plejede det at gå væk efterhånden. Han gik tidligt hjemmefra for ikke at afsløre for nogen, at han ikke havde det godt.
“Det går over…” tænkte Henrik, mens hånden ubevidst lå på brystet.
Da den fyldte bus kom, følte han sig utilpas ved tanken om masser af mennesker. Han besluttede at gå vejret var skønt, tid nok, og frisk luft har altid gjort ham godt.
Han ville ringe til Gertrud, når han var på arbejde, som aftalt.
Men han nåede aldrig frem.
Skovvejen førte gennem en lille bypark, der på hverdage stort set var tom. Og netop dér fik han det dårligt. Han satte sig på en bænk, knappede skjorten op, løsnede slipset, og gispede efter luft.
Hvor længe han sad der, vidste han ikke. Det blev kun værre, ikke bedre.
Han ville ikke ringe til Gertrud, men da han mærkede, hvor slemt det var, så han ingen udvej. Han fik med besvær fat i mobilen.
“Ringer først til Gertrud, så ambulance,” tænkte han. Men hænderne rystede, mobilen faldt og trillede ind under bænken.
Han prøvede at rejse sig, men kunne ikke. Smerten blev overvældende, alt blev sort.
Alt han kunne tænke på, var, at han nu ikke engang fik sagt farvel til dem, han elskede højest.
*****
Gertrud tog et par hjerte-dråber, ringede til Henrik endnu engang. Stadig kun ringetoner. Astrid havde også prøvet mindst ti gange.
Jonas kom. De sad tavse omkring det store festbord. Ventede.
– Hvorfor sidder vi bare her? sagde Gertrud pludselig. Vi må kontakte politiet. Måske kan de spore ham?
Astrid og Jonas var enige det her var ikke normalt.
Især fordi Henrik havde arbejdet i redningsberedskabet, og kunne tage vare på sig selv men hvis han ikke var til at få fat på, var det alvor.
– Hvad sagde politiet? hviskede Astrid, da Gertrud lagde røret fra sig.
– Ikke noget opløftende, Gertrud tog et glas vand. De siger, det er for tidligt at gøre noget. Men jeg mærker bare, at noget ikke er, som det skal være…
– Så må vi selv lede! sagde Astrid, denne gang højere.
– Ja, min pige. Du har ret. Han skulle med bussen. Der er ikke langt til stoppestedet – vi går derned nu og spørger rundt. Spørg også chaufførerne, måske nogen lagde mærke til noget i morges.
– Jonas og jeg gør det, mens du bliver her, mor hvis nu far dukker op. Og ring til hospitalerne imens, bare for en sikkerheds skyld.
– Ja, selvfølgelig…
Astrid og Jonas kom hurtigt i overtøjet og forsvandt ud.
Gertrud ringede nu til hospitalerne og knugede mobilen. “Lad nu ikke ske noget forfærdeligt,” bad hun med lav stemme.
*****
Henrik var stadig ved bevidsthed, men kunne knap nok løfte armen at tale var svært.
– H-hjælp forsøgte han at sige til de to kvinder, der gik forbi.
De skævede til ham med mistanke og rystede på hovedet.
– Endnu en fulderik, sagde den ene hånligt.
– Ja, sikkert på druk fra morgenstunden, nu kan han ikke engang komme hjem
Henrik hørte det og græd lydløst. Hvor var det smertefuldt ikke at kunne hjælpe sig selv eller engang bede om hjælp.
“Ironisk, jeg har reddet så mange i mit liv nu kan jeg ingenting.”
“Hvorfor lige i dag?”
Lydene forsvandt, men så hørte han pludselig en gøen. Tæt på.
En hund lagde pludselig sine poter på hans lår og slikkede ham på hagen.
“Hund,” tænkte Henrik. “Hvor der er en hund, er der mennesker i nærheden.”
Med svage øjne så han en ældre hund. Og han blev ramt af et minde:
En brand i et parcelhus. Folk blev reddet ud, men så hørte han en hund gø i huset endnu.
– Er der en hund?! havde Henrik råbt til manden udenfor.
– Ja! Vi nåede ikke at få den med ud…
– Det skulle du have sagt tidligere! råbte Henrik, løb ind i det brændende hus, trods advarsler.
Ti minutter efter ud kom han med hunden i favnen, hostende og forpustet. Han gav den til ejerne, men stod længe og kiggede dyret i øjnene, hvor han så en overvældende taknemmelighed.
Billederne svandt, og alt blev mørkt igen.
– Vov vov! lød det højt. Hunden slikkede stadig på Henrik, der lå hjælpeløst på bænken.
Den genkendte sin redningsmand og nu ville den hjælpe.
– Hvis du kan… fik Henrik mumlet så hent nogen… Nogen, hvem som helst…
Så slukkede lyset.
Men hunden lyttede.
Den spurtede gennem parken. Hen til en ung fyr ved pølseboden, videre til en kvinde med barn ved fodgængerovergangen, til endnu en mand ved aviskiosken. Men ingen af dem opfattede dens budskab de jagede den væk.
*****
Ved busstoppestederne spurgte Astrid og Jonas efter Henrik, viste hans foto til de fremmødte ingen havde set ham.
De blev enige om, at tid nu var det vigtigste.
De løb fra butik til butik i området, tjekkede gårde, men Henrik var som sunket i jorden.
På vej forbi parken hørte Astrid pludselig en hund, der gøede insisterende.
Hun vendte sig og så den ældre hund forsøge at tiltrække sig opmærksomhed fra forbipasserende.
– Så holder du op! råbte en ældre mand vredt med sin stok.
– Astrid, hvad sker der? spurgte Jonas, da hun standsede op.
– Jeg ved det ikke Den hund gøer ikke for sjov. Jeg kan mærke, den vil sige mig noget Det føles bare sådan…
Hunden så hende direkte i øjnene, og pludselig forstod Astrid.
– Astrid, hvor skal du hen?! men hun hørte ham ikke.
Hun gik mod hunden, som straks gav sig til at løbe videre ind i parken. Astrid løb efter, Jonas efter hende.
Fem minutter senere nåede de frem til bænken, hvor Henrik lå uden bevidsthed men han trak vejret!
– Far! skreg Astrid og prøvede at vække ham. Jonas, ring 112!
*****
Ambulancen kom hurtigt, Henrik blev indlagt på hospitalets hjerteafdeling.
Astrid, der tog hunden med, løb sammen med Jonas mod bilen, ringede til Gertrud og fortalte i få ord, at far var fundet, og at hun ville give lyd straks de vidste mere.
– Jeres far var heldig, sagde lægen senere. Havde I fundet ham bare en halv time senere, kunne vi intet have gjort.
– Bliver han rask? spurgte Astrid, snøftende.
– Han skal nok klare den.
Astrid gik ud, satte sig på hug og krammede hunden.
– Tak… tak for min far.
– Hvad sagde de? spurgte Jonas.
– Han overlever, svarede Astrid træt. Og det er den her fyrs skyld, sagde hun og nussede hunden.
– Han har halsbånd på han må have en ejer.
– Ja. Men… måske kan han være hos os midlertidigt. Han har reddet min fars liv, jeg kan ikke efterlade ham.
– Selvfølgelig, min skat.
*****
Gertrud, Jonas og hunden som viste sig at hedde Balder (det stod på halsbåndet) ventede foran hospitalet.
Endelig kom Astrid ud sammen med Henrik.
Balder logrede og løb glade cirkler om dem.
– Far, det var ham her, der reddede dig. Det var hans gave han gav dig livet tilbage.
– Tak, ven, smilte Henrik, bøjede sig forsigtigt ned og klappede hunden. Men hvor er hans familie?
– Vi prøvede, lagde opslag ud, men ingen har meldt sig, mens du var på hospitalet.
Gertrud gik over til Henrik, tårerne løb stadig, men smilet bredte sig:
– Tak, fordi du er her, Henrik.
– Undskyld, Gertrud. Jeg burde have sagt, at jeg havde det skidt. Troede bare, det ville gå over
– Alt er tilgivet. Skal vi tage hjem og fejre din anden fødselsdag?
– Lad os gøre det.
*****
Henrik forsøgte personligt at finde Balders familie, besøgte endda det hus, hvor hunden var reddet ud af branden sidste år. Men huset stod tomt naboerne fortalte, at ejerne var flyttet fra byen og havde efterladt hunden.
Så Balder blev selvfølgelig hos Henrik og familien og de var begge glade for det.
Balder fulgte Henrik, når han endelig hentede sine papirer og sagde farvel på jobbet, de tog på landet sammen, og sammen med Jonas hentede de stolt Astrid hjem fra barsel.
– Tillykke, far! grinede Astrid. Du er bedstefar til to piger nu!
– Hvor er jeg glad for det, min pige!
– Vov vov! snakkede Balder, stolt og glad over, at alt igen var godt.
Henriks liv fik farve og mening igen og resten af livet ville han være taknemmelig over, at Balder gav ham livet tilbage.
