Grimme Karen
Jamen, for pokker, kan man kalde det der for en mand?! Det er jo et rigtigt misforståelse! Ser Karen virkelig ikke, hvem hun har tænkt sig at gifte sig med?! Lille, splejset og skæv, og ikke synderligt køn!
Du behøver nu heller ikke overdrive så meget! Han har måske ikke højden med sig, men ellers udseendet er jo ikke alt her i livet! Karen er jo heller ikke nogen skønhedsdronning.
Det er rigtigt. Men prøv at forestille dig, hvordan deres børn bliver?! Det er da skræmmende!
De unge mødre, der sad på bænken foran opgangen og snakkede lidt for at fordrive tiden, rettede alle sammen omhyggeligt på deres børns dyner i barnevognene, mens de beundrede deres sovende små. Hvorfor bekymre sig om Karens fremtidige børn, når man nu selv har de skønneste unger?
Karen havde lige læsset indkøbsposerne til sin mor ud af bilen sammen med sin forlovede, og hun smilede venligt til naboerne, inden hun gik i gang:
Lars, skat, er det ikke for meget for dig? Lad mig tage noget. Hun prøvede at tage en pose fra ham, men han nægtede.
Lille Karen, du holder bare døren til opgangen. Jeg klarer det tunge det er ikke kvindearbejde. Du skal ikke risikere noget!
Naboerne sendte hinanden et blik.
Ej, hør nu ham! Ikke kvindearbejde! De er altid så opmærksomme, mændene, før brylluppet. Vent bare, til hun først er blevet gift så finder hun ud af det!
Karen og Lars var allerede gået ind, men naboerne blev siddende og diskuterede deres udseende, vægt, bilen, og Karens gangart. Hvorfor ikke? Sladder koster jo ingenting.
Men Karen havde ikke tid til at tænke på sladder. Hun havde ikke set sin mor i to uger først en arbejdsrejse, så fabriksnyt i lejligheden, som hun og Lars skyndte sig at få færdig før brylluppet. Moren havde bedt Karen om at tage det roligt, ikke komme for ofte. Der var masser i køleskabet, og telefonen virkede hvad skulle der dog kunne ske? Men brylluppet nærmede sig, og der var travlt.
Karen kunne alligevel ikke holde sig væk. Aldrig havde hun været væk fra sin mor så længe, og hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle håndtere savn og bekymringer.
Karen blev født, da hendes mor Ulla var 35. Ulla var en lidt kluntet og ikke særlig køn ekspedient i et lille supermarked, og hverken hendes familie eller venner troede, der ville komme mere ud af det klassisk gammel jomfru, sagde de. Hvem burde regne med børn?
Men Ulla overraskede dem alle. Hun tog til Vesterhavet i sommerferien og kom hjem med en kæreste. Ikke sådan en tilfældig en, men en flot fyr! Høj, bredskuldret, lyseblå øjne. Ved siden af ham lignede Ulla en grå, lille mus ved siden af en stor, stolt kat. De så ikke ud til at passe sammen.
Men efter at Ulrik kom ind i Ullas liv, var det hende, der kom til at bære pels.
Ulrik var klog og arbejdsom, og han kunne både tjene og spare penge. Han forgudede sin kone, og Ulla blomstrede. Hun fik nyt tøj, moderne frisure og skar afstand til veninderne.
Tætte venner havde hun aldrig rigtig haft der var ikke rigtigt noget, der lykkedes med andre. Ulla ville da gerne, men folk holdt sig væk. For grim, sagde de. Ingen ville danse med hende eller invitere hende med. Hvorfor ødelægge stemningen?
Så de få, der kom på besøg for at få hjælp til at skaffe varer fra supermarkedet, savnede hun ikke. Hun var bange for sladder alle vidste, at sladder kunne være værre end en pistol. Ulrik var efter manges mening for god til hende, og hvem vidste, om vennerne ville prøve at vende ham mod hende? Ulla gjorde derfor hjemmet til en fæstning lukket og beskyttet for alle, undtagen familien. Hun ville for alt i verden ikke miste sin lykke.
Men frygten viste sig at være overflødig. Ulrik havde kun øje for Ulla og ingen andre. Han havde tidligt indset, at skønhed ikke betyder alt og at det folk siger, nogle gange er klogt. Ulrik, der voksede op med en alkoholiseret bedstemor efter at have mistet sine forældre før han fyldte tre, kendte bedre end de fleste til livets barskhed.
Moren og faren døde i et biluheld faren, lidt beruset, mistede kontrollen over bilen på en regnvåd landevej. Ulrik blev efterladt til sin bedstemor, som efter at have mistet sin eneste søn aldrig kom sig. Hun drak mere og mere, og allerede som otte-årig måtte Ulrik klare sig selv lave mad, stryge skjorter, og sørge for at følge med i skolen, så der ikke blev stillet for mange spørgsmål.
Ulrik lærte hurtigt, at hans udseende mere var en forbandelse end en velsignelse konstant opmærksomhed fra voksne, som var til at blive skør af.
Han voksede op stædig og vred for ingen havde tid til kærlighed. Flasken blev bedstemors trøst, og resten af verden kunne kun bemærke hans udseende med et suk, men ingen spurgte, hvordan han havde det.
Bortset fra bagerdamen, Anna, som selv var alenemor til to drenge. Hun vidste, hvad det vil sige at vokse op uden forældre. Hun kom fra et børnehjem, men sørgede altid for, at hendes drenge fik kærlighed, omsorg og friskbagt brød, kartofler på stegepanden og te med honning honningen fik hun af den lokale biavler.
Tak, tusind tak! Hvor meget skylder jeg?
Det er da med glæde! Du står altid smilende for folk lad mig nu gøre det samme tilbage. Tag imod!
Anna gav Ulrik en lille bolle ekstra hver eneste dag.
Spis den i skolen, sagde hun strengt, og strøg ham kærligt over håret.
Den kærlighed, ufortjent og givet uden videre, holdt ham oppe hele dagen. Først nægtede Ulrik at tage imod, men opdagede snart, at Anna blev ked af det, når han sagde nej. Til sidst takkede han bare og kom efter skole for at hjælpe til i bageriet, og langsomt blev hun næsten som en mor for ham.
Da Ulrik blev 15, døde hans bedstemor, og Anna tog ham til sig uden tøven.
Du har længe været min dreng. Nu ordner vi det på papiret også.
Så fik Ulrik en ny familie mor og brødre. Vreden forsvandt, for nu var der nogen, der kunne jage den væk.
Efter teknisk skole fik Ulrik arbejde, renoverede bedstemors gamle lejlighed, men kærlighedslivet lykkedes ikke. Pigerne ville gerne lære ham at kende, men trak sig altid, inden det blev alvorligt. Hende, han forelskede sig i for alvor, sagde bare:
Nej, Ulrik, jeg vil ikke noget seriøst. Du er for pæn. Du forlader mig jo bare en dag. Eller endnu værre mig og et barn. Sådan en som dig, med alle pigerne efter sig, skal nok finde noget bedre!
Ulrik mærkede den gammel vrede igen, men vidste nu, hvor han skulle hente råd.
Søn, så var hun ikke din. Din venter stadig et sted derude. Giv ikke op! Alt kan ske, når man bare tror på det. Bare vent!
Anna kunne altid sige det rigtige. Ulrik fandt ro og besluttede, at han nok skulle lære at vente.
Men årene gik, og hun kom ikke. Ulrik blev modløs igen, og Anna greb ind. Hun insisterede på, at han tog til vesterhavet for første gang i sit liv.
Ulrik, du skal se det hav! Det er så Ja, hvordan, mor? Kæmpe! Blidt! Og rasende! Altid forskelligt. Du må opleve det selv.
På den tur mødte Ulrik Ulla. Hun stod alene ved molen, efter regnvejret og skuede ud over de brusende bølger. Ingen bemærkede hende, men Ulrik blev målløs Ulla lignede Anna på en prik! Da han kom tættere på, gik det op for ham, at livet havde givet ham den smukkeste gave, siden han mødte Anna. Ulla var lige så kærlig og god og fyldt med uforløst omsorg. Han vidste: Det var hende, han havde ventet på.
Han lod selvfølgelig ikke chancen gå.
Sammen fik de Karen, som blev elsket så højt af både Ulla og Ulrik, at de nogle gange selv blev bange for deres egne følelser.
Ulrik, hvad hvis vi forkæler hende? bekymrede Ulla sig. Vi må ikke!
Det gør vi ikke, svarede Ulrik, kyssede datterens hår. Hun er dygtig!
Han troede så fast på det, at Karen kun kunne gøre dem stolte med sit rolige sind og flid.
Ligner sin mor, sagde Anna kærligt og daskede barnebarnet på kinden. Passer på dem, søn! Lykken er, når der er sådan en kærlighed under ens tag!
Ulrik havde det stadig tæt med Anna og sine brødre, og da han begyndte at føle sig dårlig, sagde han kun noget til brødrene ikke mor og kone.
Godt gjort, Ulrik! Vi hjælper! sagde brødrene, og de mente det.
Allerede efter få dage havde de fundet en læge, og da diagnosen blev alvorlig, lod de ham ikke falde sammen.
Hold ud! Du har en datter! Vi er her. Vi hjælper!
Det blev til ti års kamp. Ulrik kæmpede overraskende hårdt og overlevede alle forudsigelserne.
Andre ville have givet op. Du er stærk! sagde lægerne.
Ulrik nikkede og tænkte på Ulla og Karen, der hver dag efter skole kom flyvende til sygehuset for at aflevere mad.
Jeg kan ikke spise, lille skat, sagde Ulrik.
Spis, far! Suppen er salt mor græd, mens hun lavede den. Men jeg sagde, du bliver rask, og snart kommer hjem. Sagde jeg det rigtige?
Du gjorde, min skat. Det hele bliver, som du siger…
Og hver gang vendte han hjem, for hvordan kunne han lade være, når de ventede?
En nat sov han ind på Ullas skulder og vågnede ikke igen. Hun sad der til solen stod op, med ham i armene, og tænkte på alt det gode livet havde bragt.
Nej, Ulrik, jeg kan ikke klage. Vi havde det godt. Tak for alt, elskede
Karen vågnede næste morgen og trissede ind til forældre, klar til morgenmad, og gav et lille skrig, som en fugl man klemmer for hårdt.
Shhh, lille ven! Nu har far ingen smerter. Nu har han det godt. Ikke græd Ulla lod tårerne løbe. Jeg er her.
Karen og Ulla blev ikke alene. Brødrene kiggede til dem. Anna kom på besøg. Familien stod sammen og sørgede det kunne man ikke overkomme alene.
Årene gik. Karen voksede, og hun havde mindre og mindre lyst til at se sig selv i spejlet. Hun vidste, hun ikke var pæn, og kunne ikke gøre noget ved det.
Kunne hun gøre næsen mindre eller øjnene større? Ikke engang de gulerødder, hun læste skulle gøre én højere, hjalp.
I skolen blev hun drillet, og Ulla trøstede, tørrede tårer og hviskede:
En dag, min pige, så ser vi, hvem der bliver lykkeligst! Bare vent!
Karen blev student og tog på universitet men heller ikke der var der nogen, der værdsatte hendes venlighed. De så kun efter de smarte piger Karens gode noter blev bare lånt op til eksamen, for hun sad dybt koncentreret, velvidende, at hun ikke havde det store held i en klasse, hvor der var langt flere piger end drenge.
Hvad gør vi, mor? spurgte Karen, da hun så, at hendes karriere gik forrygende, men at hun var helt hjælpeløs i kærlighed.
Vi sender dig til Vesterhavet! smilte Anna. Det virkede én gang, måske også for dig?
Det må vi prøve! Men Karen tager ikke afsted alene. Hun vil stædigt nægte.
Vi tager alle med. Hele familien. Så finder hun nok alligevel på at stikke af fra os! Kan du huske, hvor hun løb væk sidste sommer? lo Anna, og mindedes de frække børnebørn. De rør hende ud! Så må hun søge friheden.
Vi gør det! sagde Ulla.
Men livet ville det anderledes.
Karen tog godt nok til havet, men nægtede at gå nogen steder uden familien. Lige meget, hvad de sagde:
Jeg vil ikke gå alene nogen steder!
Familien måtte bare acceptere det.
Men skæbnen havde sine planer. Da Karen kom hjem fra ferie, mødte hun sit livs kærlighed, ikke på stranden, men foran sin egen opgang. På vej hjem fra arbejde parkerede hun bilen, og blev fanget i et koldt, dansk regnvejr.
Hun sagde farvel til sine nye laksko, smed dem og gik barfodet gennem pytterne op til opgangen, hvor hun vidste, at moren ventede. Lige foran døren sprøjtede en bil hende til i muddervand.
Herregud! var alt, hun sagde.
Men så begyndte hun at le så meget, at bilisten, der bakkede og ville undskylde, stod og så på hende, som han aldrig havde set noget lignende.
Skæbnen vinkede tilfreds og satte et kryds ud for sit arbejde, sikker på, at Karen og Lars skulle få det godt sammen.
Det gjorde de.
Efter nogle år sad de samme naboer på bænken foran opgangen og sludrede om de voksne børn, da Lars bil holdt ind foran huset.
Har du set den pels, hun har på sig? Min gider aldrig købe sådan en!
Nu igen? De pelse klær hende ikke! Hun kan ikke bære det!
Åh hvor du dog er misundelig! Tænk, at Karens lykke kan tirre dig så meget! Hendes mand er måske ikke køn, men han forguder hende og børnene! Hvorfor misunde hende så?
Ja, ja det trykker! Hvorfor er det sådan, at nogle får alt uden grund, mens andre får intet? Se børnene! Hvor er de smukke, på trods af deres forældre!
Det kommer fra bedstefar Karens far var jo flot som bare pokker. Genetik, kære ven.
Men hvorfor er Karen så mild? Hun burde da hade hele verden for at være født så grim!
Burde måske, men skal ikke! Måske, hvis du ikke var så misundelig, blev du selv pænere!
Nu må du holde op! Jeg kunne aldrig finde på at spørge en som hende til råds! Jeg skal ikke have lykke af hende!
Som du vil! Slid dine tænder, mens du gnaver.
Karen var ligeglad med, hvad naboerne sagde. Hun havde nok i at holde styr på sine egne unger. Ulla klarede sig, men blev gammel. Anna gjorde sig klar til at flytte tættere på, så hun kunne hjælpe med oldebørnene. Onklerne inviterede på besøg, og Lars havde lovet at give en hånd med på byggeriet. Børn krævede opsyn.
Sander, Mia, ind nu! Bedste har lige taget kagen ud af ovnen! Det går ikke at lade hende vente!
Endnu en aften ventede med tid til snak, guitar og historier, som Ulla fortalte til børnebørnene ved sengetid.
Og livet det gik videre.©Og mens de sad der, med varm kage og smør, og latteren gled gennem stuen som duften af kaffe, tænkte Karen på, hvordan lykken nogle gange kommer snigende netop dér, hvor ingen havde ventet den. Barnefødder trampede på gulvet, og latteren fra Lars lød ude fra køkkenet, hvor han forsøgte at hælde saft op uden at spilde. Ulla nikkede stille for sig selv og mærkede varmen fra barnebarnets arme om sin hals.
Anna kilede Mia under hagen og hviskede: Du er jo jeres egen slags smuk, min pige. Sander huggede endnu et stykke kage, og Lars blinkede til sin kone med det gamle, skæve smil, som altid fik hende til at glemme, hvad naboerne sagde.
Sådan går det måske, når man møder verden med favnen åben. Grimme Karen, som de kaldte hende engang, så ud over sin lille flok. Hun blev aldrig nogen skønhedsdronning, men da Mia og Sander kravlede op på hendes skød, og Ulla og Anna lo sammen for første gang i mange år, vidste hun, at her midt i det hele var det smukkeste sted i verden.
Bag vinduerne larmede regnen mod ruden endnu en aftens tid, mens de inde i varmen sang med på Ullas gamle godnatsang: Verden er et svært sted, men hjemme er der kærlighed.
Og da børnene omsider puttede sig, lagde Anna sin hånd på Karens og sagde blidt: Ser du, lille du lykke kan ikke ses i spejlet. Den skal mærkes i hjertet.
Så slukkede de lyset. Udenfor hviskede sladderen stadig på bænken, men inde i lejligheden mættede kærligheden alt, og alle de grimme og pæne lykkedes med det vigtigste: At finde hjem.
