Sæt dig! Vi er ikke hjemme! sagde Peter roligt.
Men de ringer jo på! udbrød Vibe, som var ved at rejse sig fra sofaen.
Lad dem bare, svarede Peter.
Hvad nu hvis det er noget vigtigt? spurgte Vibe. Eller nogen, der skal noget?
Det er lørdag, klokken er tolv, sagde Peter. Du har ikke inviteret nogen, og jeg venter heller ikke gæster. Hvad kan vi så konkludere?
Jeg kigger bare i dørspionen! hviskede Vibe.
Sæt dig ned! svarede Peter bestemt. Vi er ikke hjemme. Lige meget hvem det er, de må gå igen!
Ved du da, hvem det er? spurgte Vibe forsigtigt.
Jeg har min anelse, derfor skal du også bare holde dig væk fra vinduerne!
Hvis det er dem, jeg tror, så går de ikke bare uden videre! sagde Vibe og trak på skuldrene.
Det kommer an på, hvor længe vi nægter at åbne døren, svarede Peter roligt. Til sidst går de igen. De skal jo ikke til at overnatte i opgangen. Vi skal ingen vegne. Sæt dig nu bare, tag dine høretelefoner på og se noget på din telefon.
Peter, det er min mor der ringer, sagde Vibe og viste ham skærmen.
Ja, så står det jo nok din tante Annelise ude med hendes uduelige dreng, konstaterede Peter.
Hvordan ved du det? spurgte Vibe forbløffet.
Hvis det var min fætter, Peter trak på stemmen, så ville min egen mor jo ringe!
Du overvejer ikke andre muligheder? spurgte Vibe.
Hvis det er naboerne, så har jeg i hvert fald ikke lyst til at snakke. Hvis det var vores venner, havde de ringet først og spurgt, om vi var hjemme, i stedet for at banke på i en halv time! Så insisterende og fræk kan kun vores evigt påtrængende familie være!
Peter, det er faktisk min tante, sukkede Vibe. Mor har lige skrevet besked: Hun spørger, hvor vi er blevet af. Tante Annelise bliver hos os et par dage, hun skal noget i byen!
Skriv at der findes masser af hoteller i København, smilede Peter.
Det kan jeg altså ikke skrive! sagde Vibe bebrejdende.
Jeg ved det, Peter tænkte sig om. Så skriv vi ikke er hjemme. At vi selv bor på hotel fordi vi har haft skadedyrsbekæmpelse i lejligheden!
God idé! udbrød Vibe og tastede en besked.
Nu siger hun, vi skal booke to værelser: Ét til hende og ét til Kasper, sagde Vibe opgivende.
Skriv at vi ikke har råd. Og sig vi har indlogeret os på hostel, hvor vi deler rum med femten arbejdere fra Polen, morede Peter sig.
Mor spørger hvornår vi er hjemme igen, kiggede Vibe op.
Skriv om en uge, afviste Peter.
Dørklokken ringede ikke mere. Begge pustede lettet ud.
Mor skriver, at tante Annelise kommer igen om en uge, sagde Vibe matt.
Og så er vi selvfølgelig ikke hjemme igen, sagde Peter tørt.
Peter, det kan jo ikke blive ved sådan her, sagde Vibe. Hvad nu hvis de begynder at komme i hverdagene eller venter på os efter arbejde? Både min tante og din fætter er mere end udspekulerede!
Tja, blev Peter stille. Det var vel fanden vi skulle købe en treværelses.
Vi købte jo for at få plads til vores kommende familie, svarede Vibe.
Vi må have nogle børn! sagde Peter beslutsomt. Gerne to!
Som om det er mig, der holder os tilbage? Du ved da, vi har fået at vide, det ikke bare er! udbrød Vibe.
Får vi styr på nerverne, så skal det nok gå, mente Peter alvorligt. Alle de hysterier fra vores familier går lige ud over os begge. Vi burde smide dem på porten, så vi kan få ro!
Vibe sagde ikke mere. Hun vidste, han havde ret.
***
Inden de giftede sig, havde de igennem kostbare undersøgelser sikret sig de kunne få børn og ikke fejlede noget genetisk. Dengang så alt lyst ud. Men kort efter brylluppet måtte drømmen om børn vige for at spare op til lejlighed.
De kunne ikke forvente arv. Før ægteskabet boede både Peter og Vibe hos deres respektive mødre i små etværelseslejligheder. Det var kun dem selv, de kunne stole på.
Fem års slid og sparekurs gjorde det muligt at købe en stor ejerlejlighed.
Den var fra 60erne, den krævede en gennemgribende renovering og alt, inklusiv møbler, var næsten nyt. Men hvor var de glade!
I baghovedet lød stadig omkvædet fra en gammel dansk revyvise om boligblokke.
De nåede knap at fejre indflytningen, før tante Annelise dukkede op med sin søn Kasper. Og for at lægge lidt pres på parret, havde hun svigermor med.
I skal da ikke stjæle os pladsen! Der er jo god plads, ikke som dengang vi var stuvet sammen! lød det.
Perfekt, istemte tante Annelise. Så får vi et værelse hver, Kasper og jeg!
Vi sover ikke i stuen, sagde Peter. Det er vores afslapningsrum.
Jeg skal nu ikke ligge på den lårbens briks, lo tante Annelise. Vibe, sig til Peter at jeg har brug for ro. Kasper snorker jo!
Nå, nu har I gæster og I har endnu ikke sat et kagebord, indskød svigermor.
Altså, vi havde jo ikke ventet jer, sagde Vibe forlegent.
Og køleskabet er tomt, supplerede Peter.
Så må du i Brugsen, Peter, og Vibe du går bare i køkkenet! afgjorde tante Annelise barmhjertigt.
Nå, hvad venter I på? skar svigermor igennem. Er det måden at modtage gæster på?
Skal I ikke begyndte Peter vredt, men Vibe trak ham væk i en fart.
Så snart han kunne tale, sagde han:
Vibe, har de misforstået noget? Jeg smider dem på porten og din mor med! Skal gæster ikke opføre sig ordentligt?
Peter, hun er nu bare jysk, sådan gør man på landet! sagde Vibe forsonende.
Jysk eller ej, uhøflighed klæder ingen! svarede Peter.
Kære, lad det nu være, ellers får jeg ballade! Bliver du uvenner med dem, står jeg for skud!
Det rager mig ærligt! Hvis folk behandler mig sådan, kan jeg sagtens lade som om de ikke eksisterer! Og skulle de så forsvinde, savner jeg dem ikke!
Peter, vær nu sød! Mor vil slå hånden af mig, hvis vi smider tante Annelise ud. Jeg har jo bare hende!
Det fik ham til at give op. Peter tog jakken og gik i SuperBrugsen.
Tanten blev i stedet for tre dage i hele to uger. Peter nåede at blive afhængig af baldrian inden aften på dag to.
Da de omsider tog hjem, fejrede de to unge det med stor rengøring med både moppe og børste. Tre dage tog det at få deres hjem tilbage.
Næste gang var det fra den anden side.
Brormand, jeg er lige forbi et par dage, sagde Daniel og knuste næsten Peter i sit bjørnekram. Har lige noget, jeg skal ordne!
Kunne du ikke ordne tingene selv? spurgte Peter.
Hvad snakker du om? Jeg har jo familien med! Hvordan skulle jeg ellers tage til København? Og hvis jeg nu får lyst til narrestreger, så holder konen øje med mig!
Derfor skulle du have børn med? spurgte Peter.
Hvor skulle jeg ellers gøre af dem? Daniel grinede. De elsker jo at larme og lege!
Daniel! råbte hans kone Signe. Hvis du laver narrestreger, skal jeg nok sørge for, du aldrig gør det igen!
Efter halvanden time med Daniel, konen og begge børn i lejligheden, havde Vibe allerede hovedpine.
Ungerne løb og råbte, Signe kunne kun skrige, Daniel ville kun ud at fyre den af, hvilket fik Signe til at hvine endnu højere.
Peter, du er jo enebarn? mumlede Vibe ned i puden.
Kun på min fars side, skumlede Peter. Daniel er min fætter.
Kald ham hvad du vil, kan du ikke få ham til at tage hjem?
Gid jeg kunne, sagde Peter, hånden på hjertet, men det er det samme som med din tante. Ellers får jeg min mor på nakken!
De nåede aldrig at restituere sig fra ét besøg, før de næste meldte deres ankomst. Tante Annelise og Kasper var nærmest altid i hovedstaden, Daniels familie kiggede jævnligt forbi, og begge mødre mente de havde ret til ubegrænset adgang. Alt imens blev parret mere og mere psykisk slidte.
Med al den uro og opstand i hjemmet var der ikke plads til børn i hovedet. End ikke tanken lod sig gøre.
***
Skal vi bytte lejlighed med nogen? foreslog Vibe.
Og få beskyttede værelser? fniste Peter. Vi er snart klar til indlæggelse!
Nej, smilede Vibe. Måske kan vi bytte med nogen, der gerne vil bo i en anden bydel. Så flytter vi uden at sige det til nogen!
Forsinkelse, sukkede Peter. Min fætter og din tante finder det alligevel ud af. Nye beboere bliver nok hurtigt udspurgt. Vi bliver afsløret og hængt ud.
Måske får vi tid til at lave børn imens? håbede Vibe.
Vi skal jo nå at få dem født også! sagde Peter. Ingen i familien respekterer nogens grænser.
Og hvad så, skal vi flytte ud til venner? Så kan vi måske gemme os der?
Du mener Laura og Mikkel? spurgte Peter.
Netop, nikkede Vibe. De har jo et ekstra værelse!
Der bor Freja, deres schæfer, lo Peter. Glemte du det?
Jeg vil hellere bo med en hund end med vores familie! sagde Vibe og opgav.
Vent! råbte Peter og greb mobilen. Mikkel, må vi låne din hund?
Åh ven, du redder os! råbte Mikkel. Vi skal til Bornholm, og kan ikke tage Freja med. Hun kan ikke lide fremmede, men I to kender hun og respekterer! Jeg kommer med mad, legetøj, skåle og alt!
Perfekt! smilede Peter over hele femøren.
Han vendte sig til Vibe: Ring til mor, bed hende sige til tante at hun bare kan komme! Nu ringer jeg til Daniel og inviterer ham i næste uge!
Er du sikker? spurgte Vibe.
Selvfølgelig! sagde Peter kærligt. De finder hurtigt ud af, at vores kæledyr ikke er, hvad de bryder sig om.
Det krævede kun ét bestemt bjæf, før Daniel og familien valgte hotel fremfor Peter og Vibes lejlighed.
Kan I ikke låse det bæst inde? skreg Signe, mens hun gemte sig bag sønnens ryg.
Siger du noget, tante Annelise? smilede Peter. Femogfyrre kilo ren muskel! Den her schæfer vælter en hver dør om nødvendigt!
Hvorfor glor den sådan på mig? lød det nervøst fra tante Annelise.
Hun kan ikke fordrage fremmede, trak Vibe på skuldrene.
Skil jer af med den! Jeg kan ikke bo sammen med sådan en!
Skil os af med hende? forargedes Peter. Vores elskede hund hun er vores barn! Børn har vi ikke, men Freja elsker vi!
Vi kunne aldrig undvære hende! tilføjede Vibe.
Senere ringede begge mødre og ville vide, hvorfor man havde afvist familien.
Vi har da ikke smidt nogen ud, lød svaret, de valgte bare selv at tage hjem. De er altid velkomne, vi er bare glade for gæster!
Og hunden?
Mor, vi siger nej til ingen heller ikke dig!
Herefter tabte mødrende noget af lysten til at komme ubudne.
En måned senere flyttede Freja hjem til sine ejere igen hun var klar hvis de skulle få brug for hende.
Men det blev ikke nødvendigt, for Vibe ventede nu tvillinger.
Moralen er: Man skal altid huske grænsen for, hvor gæstfrihed ender, og privatliv begynder. At værdsætte hinandens nærvær er fint men kun når alle respekterer hinandens behov for ro.
