Hede. Katrine
Lars og Mette blev først gift to år efter, de havde lært hinanden at kende.
De gik varsomt frem, trådte nærmest på tæer målte hvert skridt og hvert ord med omhu. Forståeligt nok. Begge havde i livet erfaret, at følelser kunne bedrages, og kærlighed ikke altid slår rod med det samme, ej heller varer evigt. De prøvede at forstå, hvad livet efter tab og smerte nu havde belønnet dem med, og om det var værd at stole på denne nye, sårbare følelse.
Lars mor, Anna Madsen, var også tavs i tiden. Hun ville ikke forskrække den lykke, sønnen nu havde fundet, for han var næsten forvandlet. Hans skuldre bar sig lettere, der var kommet et glimt i øjnene, og hver gang han gjorde sig klar til at mødes med Mette, lignede han én, der var på vej op på Københavns Rådhus for at blive viet.
Allerede kort tid efter lærte Anna Madsen svigerdatteren at kende. Hun iagttog Mette forsigtigt, frygtede måske et spejl af fortiden, men fandt intet, der kunne minde Lars om hans tidligere kæreste, Angelika. Selv tanken om at flytte ind hos Lars før brylluppet afviste Mette med det samme.
Nej, Lars. Det er ikke nødvendigt. Birgitte Jensen vil ikke forstå det, og hendes mening betyder meget for mig. Hun er et dejligt menneske og har gjort meget for mig, og hun er syg hun har brug for min hjælp. Lad os vente lidt. Hvorfor jage noget frem?
Lars blev nødt til at acceptere det, og det gik ikke ud over forholdet tværtimod; denne lidt for lange forlovelsestid blev en kærkommen mulighed for at lære hinanden virkelig at kende.
Mette flyttede over til Anna Madsens hus kort før brylluppet, og kun fordi hun blev nødsaget til det på grund af en sorg.
Birgitte Jensen var gået bort.
Hun havde haft problemer med hjertet i årevis. Mette havde fulgt hende til lægen, overtog de huslige pligter og ydede al den hjælp, hun kunne, men det hele var kun en mild udsættelse. En dag kom Mette hjem og fandt Birgitte på havestolen i sin yndlingspavillon, med et brev fra barnebarnet i hånden. Mette kaldte på hende et par gange, men først da hun gik tættere på, forstod hun, at Birgitte ikke længere trak vejret.
Ambulancen kom, men det var for sent at gøre noget.
Efter at have ringet til Lars og Birgittes sønner, sad Mette længe og græd i pavillonen, mindedes aftenture til fjorden, bærsyltning i det lille sommerkøkken, sange i sommernatten. Hvor kærligt Birgitte, uden spørgsmål eller nysgerrighed, havde taget imod hende da hun havde allermest brug for hjælp.
Tak… hviskede Mette om og om igen. Hun ærede det menneske, der uden forbehold havde åbnet sit hjem og hjerte, præcis da hun havde allermest brug for det.
Birgittes sønner kom med deres familier allerede dagen efter. Da praktiske ting var ordnet, trak den ældste Mette til siden.
Mor ville gerne, at du fik en del af huset. Hun ønskede, at du blev og holdt øje med det, for vi andre har ikke tænkt os at flytte tilbage. Der er oprettet et testamente, og brormand og jeg har intet imod, at du tager imod arven. Havde det ikke været for dig, havde mor været helt alene. Vi er dig meget taknemmelige.
Nej, Mette rystede på hovedet. Jeg kan og vil ikke tage imod det. Det er jeres hjem. Hvis det skal passes, så gør jeg det gerne. Men arven, den tilhører jer. Jeres mor elskede jer!
Det ved jeg…
Sådan blev det. Senere fandt Mette lejere, der gerne ville bo i huset fast, og hun bevarede kontakten med Birgittes sønner og deres familier, når de kom i sommerhuset.
En af svigerdøtrene hjalp Mette, da hun et halvt år efter brylluppet pludselig blev indlagt på hospitalet.
Udenfor livmoderen. Du bør tage dit helbred alvorligt! lægen rystede advarende på hovedet, efter den akutte operation. Godt, at din svigermor var der! Det kunne være endt meget værre!
Ja… Hun er som en mor for mig.
Har du tidligere haft problemer?
Ja…
Hvis I vil have børn, skal du undersøges grundigt og finde ud af, hvad der er galt. Ellers vil eneste mulighed måske være reagensglasbefrugtning.
Jeg forstår…
Mette græd ikke. Tårerne kom senere. Først skulle hun forstå situationen og handle. Drømmen om børn fyldte mere og mere i hendes sind; det var tæt på at vokse til en besættelse.
Det var Anna Madsen, der stoppede hende.
Mette, må jeg tale med dig? spurgte svigermoren venligt, da Lars var taget til Odense i forretningsøjemed.
Siden brylluppet boede Lars og Mette for sig selv i en lille lejlighed, de havde købt for opsparede danske kroner. Det gik så godt for Lars, at Anna Madsen igen gik med tanker om at købe et hus og åbne pensionat.
Mettes forældre, hvem hun efterhånden havde genvundet kontakten til, ville også gerne hjælpe økonomisk, men Lars satte hælene i.
Nej, det klarer vi selv, Mette. Jeg vil gerne selv kunne give dig et hjem.
Mette diskuterede ikke lavmælt fortalte hun det til sin far, som derefter trykkede svigersønnen i hånden og roste ham.
Anna Madsen bakkede op om sønnens selvstændighed og om, at der ikke skulle gå for længe, før børn kom til.
Men Anna Madsen så bekymrede rynker i sønnens pande og Mettes jagt mellem klinikker. Hun frygtede for parrets lykke og tog affære.
Mette, tilgiv mig, hvis jeg siger noget forkert, men du er klog. Jeg elsker jer begge og vil kun hjælpe. Fortæl mig, hvad der går dig på?
Ingenting lykkes, mor… Hvis jeg ikke kan få børn, må jeg gå fra Lars. Jeg nægter at tage hans lykke fra ham!
Åh, Mette! Du aner ikke, hvad du betyder for Lars. Han lever rigtigt nu. At få børn er skønt, det bedste for et par men det er ikke alt. Tro mig! Lars kom ikke let til verden for os. Vi ønskede, ventede, bad, men intet skete. Vi var ved at gå fra hinanden, for jeg tænkte, at min mand kun blev for arvingens skyld. Jeg tvivlede, han tilgav mig aldrig helt. Et år levede vi adskilt, men forstod til sidst, vi havde været tåbelige. For ægteskabet rummer meget mere end børn! Og Lars ligner sin far… Kan du følge mig?
Ja, tror jeg…
Så smid ikke jeres lykke bort! I har givet hinanden livsglæde værn om den. Kærligheden holder til det hele, hvis I lader den.
Hvordan blev du så mor?
Hvis jeg dog bare vidste! Anna grinede igennem tårerne. Jeg opdagede nærmest først graviditeten, da Lars sparkede første gang. Da havde vi slået os til ro, fundet fred med skæbnen og så fik vi den største gave af alle.
Må skæbnen også give mig sådan en overraskelse, sukkede Mette.
Hvorfor ringer du ikke til Birgittes svigerdatter? Hun er jo dygtig læge. Hun kan måske hjælpe dig.
Mette slog sig for panden. Hvordan kunne jeg glemme det? Selvfølgelig!
En uge senere sad hun på flyet til Aarhus for at blive undersøgt. De ventede på hende.
Et år senere kom tvillingerne til verden.
Lykkens dør stod nu på vid gab hos Mette og Lars og nægtede pure at lukkes i igen.
Sidenhen blev Mette mor til en yndig pige, som de adopterede de vidste nu, egne børn ikke længere var mulige. Beslutningen måtte modnes, men så opstod pludselig og uventet en chance: Lars’ tidligere klassekammerat, Line, var nybagt mor og alvorligt syg. Hendes ven, Anders, kom med nyheden.
Stakkels Line… Vi samler penge ind, Lars. Hun skal til Rigshospitalet. Måske kan de hjælpe. Alle bidrager.
Selvfølgelig…
Den sum, Lars straks overførte til Lines behandling, var solid, og nogle dage senere rejste hun mod hovedstaden. Anna Madsen tilbød sig som ledsager; Line havde kun en gammel bedstemor, og der var brug for hjælp med barnet.
Desværre lykkedes behandlingen ikke. Lægerne kunne kun lette Lines sidste tid og give hende lidt mere tid til at ordne ting for barnet.
Det var et sidste ønske, at pigen kom til Lars og Mette. Anna Madsen tog sagen, og Mette og Lars sagde ikke nej.
Sådan fik familien en datter.
Snart blev den lille lejlighed for trang. Børnene voksede, og nye rammer måtte findes.
Anna Madsen greb ind:
Lars, I har jo penge lagt til side til pensionatet! Køb større for børnenes skyld.
Mor, og din drøm?
Dette er min drøm! Anna kyssede leende lillepigen på hovedet og pegede på tvillingerne. Hvad kan jeg ønske mig mere? Jeg vil være tæt på mine børnebørn. Hjælpe jer, se dem vokse. I skal gøre jeres ting jeg skal nok hjælpe i hverdagen. Men find nu et hjem, hvor alle børn har sit værelse!
Huset dukkede op: stort, lyst, rummeligt. Børnene løb fra rum til rum, legede “eko”, og Mette lo over sønnernes forsøg på at lære lillesøster at råbe “hallo!”.
Den tager vi! sagde Lars bestemt og så på sin familie.
Men én ting truede den nye lykke Katrine, opgangens ældste beboer, holdt øje med alt. Hun havde besluttet, at store familier ikke kunne være ordentlige, og krævede konstant opsyn fra både naboer og kommune.
Der er altid fremmede folk der! Børnene løber barfodede på trappen! Og den lille pige sover altid, når Mette går ned med hende. Det hele virker mistænkeligt!
Slap nu af, Katrine. Det er sommer og varmt barfodsleg er da sundt! Og gæsterne larmer ikke. Hvorfor ikke lade folk have gæster? sagde de andre, mens Mettes glade sønner fortalte entusiastisk om fodbold på den nye bane.
Men I lurer jo ikke, før børnene kommer galt af sted! Sådan ser det altid pænt ud, men ingen ved, hvad der gemmer sig bag lukkede døre! Jeg stoler ikke på det. Jeg skal nok finde sandheden! For det går ikke an, at alt bare er godt. Verden er ikke sådan!
Katrine selv var vokset op i et hjem præget af streng opdragelse og mangel på kærlighed. Hendes forældres krav om disciplin slog helt over; mange nætter i knæ i hjørnet, ofte fysisk afstraffelse. Udadtil var familien et mønster skjorteærmerne skjulte blå mærkerne. Børnene talte aldrig om det; men de brød straks kontakten, da de blev voksne.
Hun havde aldrig selv stiftet familie. Et voksenforhold blev brat afsluttet, da hun så manden true hans syge hund med en hjemmesko.
Slå aldrig mit dyr! skreg Katrine og flygtede med hunden.
Samme dag tog hun sine ting og hentede hunden, som uden protest blev overladt hende, og hun flyttede ind i sin egen lille lejlighed, arvet efter mormor en kvinde præget af samme hårdhed og stædighed. Omsorg var der lidt af i Katrines liv; roen fandt hun først, da mormoren døde.
Hun havde ingen nære. Barndommens skemalægning havde koldslået alle varme bånd. Hun havde lært, at man ikke kunne stole på andre eller regne med naboens hjælp, når livet blev svært. Ingen så eller ville se blå mærkerne, ingen greb ind.
Derfor kastede hun sig nu spørgende og bedrevidende ind i Mettes liv, stadig ansporet af barndommens tavse frygt: kun hun kunne gøre verden mere rigtig nu hvor ingen andre havde gjort noget for hende og hendes brødre.
I god dansk sommerstil sad Mette denne dag på legepladsen, iagttog drengene spille og kastede et blik på uret. Det var tid at gå hjem datteren ville snart vågne, drengene skulle til aktiviteter. Den nye børnehave var næsten færdig, men indtil da gik børnene til fodbold og kreatimer i huset ved siden af.
Udenfor opgangen ventede Katrine.
IGEN har dine drenge løbet barfodet! Har I virkelig ikke råd til ordentlig fodtøj?
Mette smilede. Skoene drengene nu havde på, var dyrere end Lars bedste sneakers. Men Lars gav aldrig køb på børns sportsudstyr for skader var ofte dyrere.
Hvad griner du af?! Det er børn, Mette! De skal passes på mad, tøj, pleje! Hvad bilder du dig ind?
Katrine blev rød i hovedet af raseri over Mettes ro; der var ingen vrede, ingen undskyldning i svaret.
Mor! Giv tante Katrine lidt vand!
Tvillingerne fandt straks en vandflaske, men Katrine nåede knap at tage imod, før sortheden ramte hende. Hun faldt nærmest om havde det ikke været for Mettes snarrådighed, var hun tumlet ned fra trinene.
Ambulancen kom hurtigt. På hospitalet vågnede Katrine op med Mette ved sin side, som havde overladt børnene til Anna Madsen og sat alt ind på at støtte.
Hvad sker der? mumlede Katrine, ordene gled, tungen var tung.
Rolig! sagde Mette blidt og rettede hendes pude. Du har haft en hjerneblødning. Men lægerne nåede at standse det. Det var varmen Men du skal ikke være bange! Du kommer dig, og jeg bliver her. Nu skal du hvile dig.
Mette holdt ord. Hun kom dagligt, tog hånd om Katrine, som alle vidste var alene i verden. Da Katrines tale langsomt vendte tilbage, spurgte hun forsigtigt:
Hvorfor gør du det?
Fordi det føles rigtigt, Katrine. Ingen bør være alene. Jeg kender til ensomhed. Dårligt selskab, men nu skal du ikke være alene længere. Nu har du os!
Hvordan det?
Trodser du, jeg forlader dig? Nu er det min tur at holde øje med dig. Du holdt øje med mig, ikke?
Mette ignorerede de tårer, der nu gled ned ad Katrines kind. Det vigtige var, at hun aldrig mere så den vrede, som plejede at lyse ud af naboens øjne. Nu sad der bare en ældre kvinde, ensom som Mettes mor eller svigermor og Mette følte uendelig medlidenhed. Denne kvinde kunne have haft familie, børnebørn, men havde intet kun magten over et par blomsterbede og den allersmukkeste lille rosenhave, Mette havde set. Hvis man kan skabe sådan skønhed, må ens sjæl også rumme lys, tænkte Mette.
To år går.
Åh, Mette! Hvordan får du det hele til at hænge sammen? Datteren er så rolig drengene er rampestreger! Katrine sad på bænken, holdt øje med sin yndlingsdatter.
Bare vent, Katrine! Hjemme hos Anders er de fire! Når hele banden mødes, får jeg lyst til at flygte. Hans kone håber, at nummer fem ikke er en dreng.
Ved de det?
Nej, det gemmer sig! grinede Mette. Anders siger, han tager det hele som en overraskelse.
Puha, sådan en hede! Katrine tørrede panden og så på Mette. Sæt mig engang, Mette Er du lykkelig?
Mette tænkte sig om.
Hvad skal der til for lykke? Familie tæt på? Jamen, det har hun. Alle sunde og raske? Ja, det er de. Børnene vokser op glade? Det synes hun og Lars lykkes med. Så jo hun var ganske, uden tvivl, lykkelig.
Ja.
Mette smilte, og Katrine blev atter forbløffet over, hvordan det forandrede alt omkring dem.
Selv byens trykkende sommerhede blev lettere, da Mette smilede som om et frisk pust skyllede gennem lejligheden, hvor lykken havde valgt at bo for at blive.
