Hede. Johanne
Rasmus og Sofie blev først gift to år efter, de havde mødt hinanden.
De gik meget forsigtigt til deres forhold næsten på tæer og vejede omhyggeligt hvert skridt og hvert ord. Det var til at forstå. Efter at have oplevet, at følelser kan være bedrageriske og at kærlighed ikke altid kommer straks eller varer evigt, forsøgte de at finde ud af, hvad det egentlig var, de havde fået som belønning efter alle livets modgange. Og om det kunne bære at tro på det nye, skrøbelige håb, de havde fundet sammen.
Rasmus mor, Inger, sagde heller ikke meget. Hun ville ikke jage sønnens lykke bort, især nu hvor han var blevet helt forvandlet. Hans skuldre var ranke igen, øjnene lyste, og når han skulle på date med Sofie, forberedte han sig, som om han skulle giftes lige med det samme.
Rasmus introducerede Sofie for sin mor næsten med det samme. Inger betragtede hende med en vis nervøsitet, men fandt intet i Sofie, der kunne minde Rasmus om hans tidligere forlovede, Amalie. Sofie nægtede også kategorisk at flytte ind hos Rasmus før brylluppet.
Nej, Rasmus. Det er ikke nødvendigt. Helle min plejemor vil ikke forstå det, og hendes mening betyder meget for mig. Hun har gjort så meget for mig, og hun er blevet skrøbelig og har brug for min hjælp. Lad os bare tage det stille og roligt. Hvad er der at skynde sig for?
Rasmus måtte give sig. Men det var ingen hindring for deres forhold, tværtimod. Forlovedetiden blev lang, men det gav dem netop tid til at lære hinanden bedre at kende.
Kort før brylluppet flyttede Sofie alligevel ind hos Rasmus mor Inger og det var af en trist grund.
Helle gik bort.
Hun havde længe døjet med hjertet. Sofie fulgte hende til lægen, fritog hende for alt husarbejdet og hjalp hvor hun kunne, men det kunne kun udsætte det uundgåelige. Da Sofie en dag kom hjem fra arbejde, så hun Helle sidde i sin elskede pavillon med et brev fra barnebarnet i hånden. Først da Sofie nærmede sig, gik det op for hende, at Helle ikke længere åndede.
Sofie ringede straks 112, men det var for sent.
Hun ringede også til Rasmus og Helles sønner. Efter det græd Sofie længe ved pavillonen og huskede alle de aftener ved søen, hvor de havde snakket, kogt syltetøj sammen og sunget gamle sange. Helle havde taget imod hende uden spørgsmål, præcis dengang, da Sofie havde mest brug for nogen.
Tak… hviskede Sofie igen og igen til minde om den første, der havde åbnet sit hjerte for hende.
Allerede næste dag kom Helles sønner med familier. Den ældste trak Sofie til side efter de praktiske gøremål.
Mor ønskede, at en del af huset skulle gå til dig. Vi kommer alligevel ikke til at bo her. Jeg vil bare have, at du ved der findes et testamente. Vi er ikke imod, hvis du tager imod. Hvis du ikke havde været der, ville mor have været helt alene, og det er vi dig meget taknemmelige for.
Nej, svarede Sofie og rystede på hovedet. Det kan jeg ikke. Huset er jeres. Hvis I har brug for, at jeg ser efter det, gør jeg det gerne. Men arve huset det er jeres ret. Jeres mor elskede jer meget!
Det ved jeg…
Det endte sådan. Sofie fandt lejere, der ville bo fast i huset, og holdt kontakten til Helles familie, når de kom forbi om sommeren.
Det var også Helles svigerdatter, der hjalp Sofie, da hun et halvt år efter brylluppet kom på hospitalet.
Det var en graviditet uden for livmoderen. Du skal tage dig af dit helbred, sagde lægen, som opererede Sofie. Heldigvis var din svigermor der! Ellers kunne det være gået meget værre!
Det er faktisk min svigermor… Men du har ret. Hun er som en mor for mig.
Godt. Har du haft problemer før?
Ja.
Hvis du drømmer om børn, så skal du tage dit helbred meget alvorligt nu. Ellers, frygter jeg, bliver IVF din eneste mulighed for at blive mor.
Det har jeg forstået…
Sofie græd ikke. Hendes tårer gemte hun til senere. Nu gjaldt det om at tænke over fremtiden og handle. Hun ønskede sig børn med Rasmus, og det gik hurtigt hen og blev en besættelse for hende.
Det var Inger, der satte en stopper for det.
Sofie, kan vi snakke sammen? spurgte hun en aften, hvor Rasmus var ude på forretningsrejse.
Rasmus og Sofie boede for sig selv. Næsten samme dag, de blev gift, købte de en mindre lejlighed. Forretningen gik nemlig så godt, at Inger ligefrem overvejede igen at investere i et lille pensionat.
Sofies forældre, som hun nu havde genoptaget kontakten til, ville gerne hjælpe, men Rasmus slog det klart af.
Sofie, lad os klare det selv. Dine forældre er altid velkomne, men jeg vil gerne selv sørge for vores hjem.
Sofie protesterede ikke, snakkede stille med sin far, som derefter trykkede Rasmus hånd.
Godt gået, dreng! Din mor kan være stolt af dig!
Inger bifaldt fuldt ud sønnens beslutning. Også at de ikke ville vente for længe med børnene.
Men hun kunne se den velkendte bekymringsrynke i Rasmus pande og Sofies frustration efter utallige lægebesøg. Til sidst greb hun ind for familieskabets skyld.
Sofie, tilgiv mig, hvis jeg træder forkert men du er klog nok til at vide, jeg kun vil jer det godt. Hvad bekymrer dig? Jeg kan jo se, du ikke har det godt.
Intet lykkes, mor, røbede Sofie. Hvad hvis jeg slet ikke kan få børn? Så må jeg gå fra Rasmus! Jeg kan jo ikke tage hans livsglæde hvis han ikke får et barn med mig
Du tager fejl, Sofie! Du ved slet ikke, hvad du betyder for Rasmus! Han er begyndt at leve igen, efter han mødte dig! Tro mig, børn er en gave, men ægteskabet er meget mere end det. Fortæl mig aner du, hvor længe vi selv måtte vente på Rasmus? Vi troede, det var umuligt vi var på nippet til at gå fra hinanden, for jeg forestillede mig, at min mand kun holdt ud for at få en arving. Men pludselig, da vi havde givet slip, meldte Rasmus sin ankomst uventet. Skæbnen leger med os. Giv hinanden tid, Sofie. Elsk det liv, I har nu!
Måske har du ret …
Ring til Helles svigerdatter hun er jo en virkelig dygtig læge! Måske kan hun hjælpe?
Sofie slog sig for panden hvordan kunne hun have glemt det? Snart tog hun til Aalborg, hvor hun blev undersøgt efter alle kunstens regler.
Et år senere blev tvillingerne født.
Lykken rykkede endelig ind hos Sofie og Rasmus og havde ingen planer om at forlade dem igen.
Efter tvillingerne adopterede de en dejlig pige velovervejet, men også lidt spontant. En gammel skolekammerat til Rasmus, Louise, blev uhelbredelig syg kun uger efter hun selv var blevet mor. Det var Arne, en fælles ven, der bragte nyheden.
Stakkels Louise vi samler ind, så hun kan komme på hospital i København. Alle giver, hvad de har råd til.
Det er klart. Jeg overfører straks…
Det blev til et pænt beløb, og få dage efter tog Louise afsted med Inger ved sin side Louises familie var nærmest ikke-eksisterende. Lægerne kunne kun lindre smerten og sørge for, at Louise kunne forberede datterens fremtid.
Louise spurgte Inger, om Sofie og Rasmus ville tage hendes datter til sig. Ingen af dem tøvede.
Snart havde de tre børn, og den lille lejlighed blev for trang. Børnene voksede, og de skulle til at tænke på at finde noget større.
Igen blandede Inger sig.
Rasmus, brug nu de penge, vi har sparet op. Køb jer en ordentlig lejlighed!
Mor, hvad med din drøm om at åbne pensionat? Nej, det går ikke.
Min drøm er jer børnebørnene! sagde Inger og kyssede barnebarnets hår, mens hun nikkede til tvillingerne. Tid til at have både plads og fred.
De fandt en stor og lys lejlighed. Børnene løb rundt og råbte Ekko! og Sofie lo, mens drengene lærte deres lillesøster at råbe med.
Vi tager den! erklærede Rasmus stolt.
Men ikke alt var idyl. I ejendommen boede Johanne, opgangens ældste. Hun mente, børnerige familier var problematiske og krævede særlig overvågning fra alle og enhver.
De har altid så mange gæster og børnene løber barfodede ude! Jeg så det selv i går! Ikke normalt! sagde Johanne til naboerne.
Åh, overdriver du ikke lidt? børnene fryser jo ikke. Og gæsterne? lød det fra de andre. Alle kan jo finde på noget. Men det er jo glade børn, og der er aldrig ballade. Hvorfor ikke bare lade dem være?
Ak, mens I tøver, kan det ende galt! For godt til at være sandt. Ingen familier er SÅ perfekte. Elsker hinanden, velopdragne børn, overskud jeg tror det ikke!
Naboerne rystede på hovedet, men Johanne gav ikke op. Hun kom nemlig selv fra et hjem, hvor strenghed og kulde var det eneste, hun kendte til. Hendes forældre var partifolk, der brugte nætterne på at disciplinere børn, og ingen måtte vide, hvad der foregik bag de tunge gardiner.
Johanne og hendes brødre klippede kontakten, så snart de kunne. Ingen ønskede mindet om opvæksten.
Johanne dannede aldrig familie. Da en kæreste engang ville slå hendes gamle gravhund for et uheld, pakkede hun resolut sine ting og gik. Hun tog hunden, arvede gamle farmors lejlighed og levede alene med sin mistro.
Ingen påtog sig rollen at forstå hende og Johanne følte, hun måtte gøre op for andres ligegyldighed. Måske kunne hun redde verden lidt. Sofie og Rasmus blev for hende den chance, hun altid havde ventet på.
En dag sad Sofie på legepladsen og så, at det var tid til at gå hjem lillesøster skulle snart vågne. På vej ind i opgangen ventede Johanne.
Dine børn løber stadig rundt uden sko! Kan I ikke give dem ordentligt fodtøj?
Sofie smilede fodboldstøvlerne på drengenes fødder var dyrere end Rasmus egne sko. Men her blev der ikke sparet, for fodbold og glæde betød alt.
Griner du af mig?! Du har ansvar! Fodtøj, mad, pleje! Eller hvad tror du?
Johanne blev rød i hovedet, irriteret over Sofies ro.
Mor, giv tante Johanne lidt vand!
Tvillingerne hev en vandflaske op, men Johanne blev underlig bleg, og pludselig sank hun sammen. Uden Sofies hurtighed var hun rullet ned ad trappen. Ambulancen kom hurtigt, og hun blev indlagt.
Sofie sendte børnene hjem til Inger og blev indtil Johanne vågnede.
Hvad sker der? forsøgte Johanne.
Shh! sagde Sofie blidt og lagde hånden på hendes. Du har haft et lille slagtilfælde. Heldigvis opdagede vi det i tide. Det er sommerens hede, men du skal ikke være bange. Jeg skal nok blive. Du skal hvile dig.
Derefter tog Sofie sig af Johanne de andre vidste jo, hvor alene Johanne var. Ingen familie, ingen venner, ingen støtte.
Hvorfor? sagde Johanne langsomt, men Sofie forstod godt.
Fordi det er det eneste rigtige. Ingen skal være så alene. Jeg har selv været der og har ikke lyst til, at du ender sådan.
Hvordan?
Tror du, jeg lader dig sejle din egen sø? Glem det! Nu er det min tur at holde lidt øje med dig.
Sofie foregav ikke at se Johannes tårer. Det vigtige var, at hun ikke længere så den kulde i Johannes øjne. Nu var hun bare en ensom, ældre kvinde. Sofie havde ondt af hende. Hun havde intet kun lidt magt i opgangen og de smukkeste roser i forhaven, Sofie nogen sinde havde set. Og man kan ikke have en sort sjæl, når man skaber sådan noget.
To år senere.
Åh, Sofie! Hvordan styrer du dem? Datteren så rolig, drengene vilde som stormvejr! Johanne sad på bænken og holdt øje med Sofies lille pige.
Johanne, ved du hvad det er da ingenting! Arne har fire, og når de alle er samlet, er jeg klar til at flygte hjemmefra!
Ved de, hvad det bliver denne gang?
Nej, skjuler sig, siger de! Sofie lo.
Pyh, det er varmt! Johanne tørrede sveden af panden og så undersøgende på Sofie. Sig mig, er du lykkelig?
Sofie tænkte lidt.
Hvornår er man lykkelig? Når man er omgivet af sine kære? Hun havde dem. De var raske, børnene voksede op glade. Da var hun jo lykkelig uden tvivl.
Ja!
Sofie smilede, og Johanne undrede sig igen over, hvordan et smil kunne forandre alting omkring sig.
Selv den hede, der havde plaget byen hele sommeren, føltes nu mildere, og en ny frisk brise sneg sig ind ad vinduet.
