LEJEREN
Tidlig på en vinteraften gik jeg roligt ned ad en fortov på Frederiksberg, mens sneen fnuggede let omkring mig. Det var koldt, men kun sådan lidt, vejret var klart, og solen havde skinnet hele dagen på de hvide, skinnende snelag. Nu var den netop på vej ned, og dens sidste stråler glimtede i den frostklare luft.
Jeg nød den slags stemninger, mens jeg traskede afsted. Jeg ved jo godt, jeg med mine godt og vel tres år på bagen ikke længere er helt ung, men livet kan stadig være smukt. Jeg har boet alene længe min kone døde for et årti siden, og vi havde haft mange fine år sammen. Vi fik en dejlig søn, som flyttede til Aarhus for at læse, og nu bor han der med sin familie. Han har gjort mig til farmor to gange, selvom jeg kun ser børnebørnene sjældent han har travlt med jobbet, og jeg bor i København.
Det går nu alligevel. Penionen er til den beskedne side, men heldigvis har jeg to lejligheder, og så sender min søn jævnligt lidt penge, selvom jeg hver gang prøver at overbevise ham om, det ikke er nødvendigt.
I juleferien kom de alle sammen på besøg, og min søn overraskede mig med en virkelig flot minkpels. Det var den, jeg havde på nu, og jeg nød at spadsere i det fine tøj, jeg vidste, jeg så godt ud for min alder.
Men jeg var ikke kun ude for at nyde vejret jeg var på vej for at hente husleje hos min lejer. Jeg boede selv i den ene, min toværelses, og lejede den anden mindre ud til et ungt par med et lille barn. Da de flyttede ind, havde de ingen børn, men nu har de en lille dreng, Karl, på to år. I min lille, elegante håndtaske lå der en chokolade til ham.
Gode lejere er ikke nemme at finde, det har jeg lært med årene. Der har været problemer før rod med regninger, ødelagte ting så jeg er begyndt selv at hente huslejen hver måned for at se, at alt står rigtigt til, og at regningerne er betalt. Med Anna, som jeg har mest med at gøre, plejer det dog ikke at være et problem. Hun virker stadig som en pige, selvom jeg kender hendes alder fireogtyve. Gennemsigtig hud, himmelblå øjne og så mild, at man ikke tror, sådan en bedårende, buttet Karldreng kunne være hendes søn.
Der har aldrig været noget brok. Anna holder orden, er betænksom, og betaler til tiden. Hendes mand, Mads, taler jeg næsten aldrig med. Når jeg kommer, sidder han foran fjernsynet eller er ikke hjemme. Han mumler måske et hej, og så ikke mere. Nogle gange tror jeg, han har drukket, men det blander jeg mig nu ikke i som lejer har jeg ingen klager.
Jeg drejede ind ved den store murstensbygning med ni etager og tog elevatoren op til femte. Jeg overvejede, hvilke lækkerier jeg kunne forkæle mig selv med, når jeg fik husleje måske lidt røget laks og rejer? Det har jeg altid elsket. Men ja, man ved jo aldrig, hvor længe livet varer, så hvorfor spare nu?
Da jeg ringede på døren, gik der lidt længere tid end normalt. Først troede jeg, ingen var hjemme, men så åbnede Anna op og jeg stivnede. Hendes ansigt var opsvulmet og øjnene røde og smalle efter gråd, hænderne rystede.
Hun slap mig ind uden et ord og gik ind i stuen, mens jeg lukkede døren efter mig. Jeg anede straks, at noget slet ikke var, som det skulle være. Der var rodet, ting lå hulter til bulter, og Karl sad midt i tøjet og byggede med klodser. Skabet stod åbent, halvdelen af hylderne var tomme.
Anna fandt sine kvitteringer frem og rakte dem til mig med en bævende hånd.
Alt er betalt op, men jeg kan ikke betale dig denne måned. Jeg har ikke flere penge. Jeg flytter med Karl i morgen. Jeg skylder dig, Ole, men kan intet gøre.
Hun talte hårdt sammenbidt, ikke flere tårer tilbage. Nu forstod jeg, ansigtet var hævet af gråd, ikke af druk. Det lugtede heller ikke af sprut. Jeg satte mig ved siden af hende.
Men Anna, hvad er der dog sket? Hvorfor flytter I? Hvor er Mads? spurgte jeg.
Hun tog sig sammen og fortalte, brudt og anstrengt: Hun havde følt sig syg i månedsvis, men først nu, hvor Karl var begyndt i vuggestue, havde hun haft mulighed for at gå til lægen. Diagnosen: kræft. Da hendes mand fik det at vide, skred han. Han havde set sygdommen tæt på før og orker ikke mere. Han pakkede sine ting og gik ville endda skilles. Hun havde ingen penge, ikke engang til husleje; alt var brugt på regninger.
Hvad skal jeg stille op? Jeg skal egentlig indlægges i morgen til flere undersøgelser, men jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af Karl. Min mormor bor på Fyn, hun er gammel og kan hverken tage sig af mig eller Karl. Jeg har ingen andet sted at tage hen, sagde hun og gemte ansigtet i hænderne.
Der sad hun, lille og knækket. Jeg mærkede, hvordan det greb ind i mig. Hvad var lidt laks imod det? Jeg tog hende på skulderen, og hun så op.
Anna, nu lytter du til mig. Verden er ikke kun fyldt med svigter som din mand. Du skal bare fokusere på behandlingen. Jeg skal nok passe Karl så længe du kan blive boende, pengene snakker vi ikke om. Det skal vi nok klare. Gør hjemmet i stand, og så kommer jeg forbi i morgen tidlig. Forklar mig, hvilken vuggestue Karl går i, så ordner jeg resten. Ingen grund til tårer, nu skal du være stærk for drengen.
Hun så bare på mig med store, overraskede øjne. Jeg ved godt, at jeg gennem årene har fået lidt et ry for at være korrekt og måske lidt for personlig stolt. Men det er også nu, man skal vise, hvad slags menneske man er.
Samme aften måtte jeg forbi Netto, men ikke for at købe delikatesser blot de mest almindelige dagligvarer. Kylling til suppe, gryn og lidt kød. Karl skulle jo have mad, når Anna var på hospitalet.
Karl var en sød og nem dreng, godt selskab. Han savnede sin mor, men jeg tænkte på Anna hele tiden, bekymret for hende. Hun var så ung og havde hele livet foran sig.
To dage senere kom hun hjem. Ventetiden på svar var pinefuld. Og da hun endelig ringede, hørte jeg glæden dirre i hendes stemme: Første stadie, måske kun én operation! Der var en chance, en stor.
Ser du, Anna, sagde jeg lettet. Du ville næsten give op, og din mand smuttede for hurtigt. Men det viser bare, at sådan én ikke var arbejdet værd. Hvornår skal du opereres? Bare rolig, Karl kan bo hos mig imens.
Det varer en måned, svarede hun forsigtigt. Jeg føler mig dårlig over at bo gratis.
Sludder! Det er derfor, jeg har to lejligheder. Fortsæt bare, indtil du er rask. Mangler I mad, så siger du til.
Du gør for meget, Ole. Det kan jeg aldrig betale dig tilbage, græd hun.
Halvandet år gik. Jeg sad i min pæne, lyse habit på ærespladsen ved siden af Anna i kommunehusets festsal. Mange troede, jeg var hendes far. På en måde føltes det næsten sådan. Anna smuk og stærk blev gift med sin læge, ham, der for halvandet år siden foretog hendes operation. Det var en stor fest. Jeg smilte ved tanken om, at hun tidligere havde været så skeptisk over for ham ville helst have haft en ældre kirurg. Men nu glemte hun alt det.
Det havde været et hårdt forløb; operation, prøver, genoptræning. Da hun igen kom på arbejde, begyndte hun at betale husleje, selvom det ikke længere føltes rigtigt for mig at tage imod.
Nu boede Anna og Karl hos den unge læge. Jeg måtte finde nye lejere, men savnet efter dem tog jeg som en gave. Igen og igen slog det mig, at det, jeg havde fået næsten en datter og et barnebarn mere var meget mere værd end noget materielt. Min søn langt væk? Anna og Karl ville altid være i mit liv.
Netop som jeg sad og spiste min elskede røget laks, måtte jeg tørre øjnene, da Anna rejste sig for at holde tale.
Jeg vil gerne sige tak til et menneske, som står mig nærmest, og uden hvem denne dag aldrig var blevet til noget, hviskede hun rørt. Ole, du er som den far, jeg aldrig har kendt. Tak fordi du fandtes på min vej.
Sådan har jeg erfaret, at sand glæde og dyb mening i livet ofte viser sig gennem barmhjertighed og modet til at hjælpe, selv når man mindst venter det. Det, vi giver andre, kommer tilbage ofte på de mest vidunderlige måder.
