Stenkvinden
Engang for mange år siden hentede ambulancen Grethe Frederiksen direkte fra gaden. Hun var faldet om i den iskolde, ubehagelige sjap, ude af stand til at rejse sig igen. De rangede mænd løftede den tunge Grethe op, fik hende bakset ind i bilen og kørte hende til indlæggelsen.
Grethe var en stor, imposant kvinde klædt i jakkesæt og støvler med små hæle, med diskret, men synlig makeup, der fremhævede de let udstående øjne og fyldige læber. Hendes tunge, sølvglimtende øreringe svingede, mens hun sad med den skindtaske på skødet, der var hendes faste følgesvend. Hun rullede ind på modtagelsen i en rullestol, idet hun stædigt nægtede at lægge sig. Da hun kom til sig selv, irettesatte hun straks ambulanceredderen for tobaksånde og bemærkede syrligt over for sygeplejersken, at hun arbejdede alt for langsomt; praktikantdrengen fik besked på at holde sig væk fra hende.
Og pas dig bare, unge mand! Du kan bare prøve på at svare igen, så skal vi se, hvem der rører ved hvem! snerrede Grethe, stemningen skarp som vinterluften udenfor. Hun krøb sammen som en mut ugle, hev tasken tæt ind til sig og betragtede hospitalet med det skeptiske, granskningsblik, man kun finder hos forhenværende inspektører og direktører. De tynde øjenbryn strammede sig sammen over hendes stenansigt, ansigtshuden et net af blodårer, men dækket af et generøst lag foundation, som nu, svedt i pletter, trak alderen endnu mere frem.
Lad os komme længere ind. Jeg kan ikke vente her, det trækker! Hun nikkede mod den overfyldte gang.
Den strenge dame bag sygeplejedisken blottede et måbende blik over pelsen, nappede Grethes papirer fra redderen og påpegede myndigt, at patienten nu tilhørte dem, og resten kunne tage hjem.
Hypertensivt anfald, fandt hende bevidstløs på gaden Hun slog ikke hovedet Nu skal der måles blodtryk rapporterede praktikanten i blå uniform.
Tak, Rasmus. Skynd dig nu hjem, vi har knap nok plads! Sagde sygehjælperen og klappede ham venligt på skulderen. Det var vist hendes søn; de var slående ens.
“Man skal hjælpe sin familie frem,” tænkte Grethe instinktivt.
Hovedet hamrede; hænderne blev ved at slippe tasken, der truede med at glide ned, og Grethe tvivlede på, at hun kunne samle den op igen, hvis det skete. Hun havde ingen kræfter tilbage. Ordet “vand” voksede som en nød i munden på hende.
Må jeg få noget vand? sagde hun højt og tydeligt ud i luften; men ingen hørte hende. Rundt om summede det med folk; slægtninge maste hospitalssenge af sted, trøstede og snakkede. Lægerne gik hastigt forbi, læste papirer, råbte ordrer, mens sygeplejersker passede deres ting, alt sammen uden skyggen af opmærksomhed for Grethe.
Hvor er Bering? Hvem er Bering? spurgte een af “sygeplejerskerne,” som Grethe med det samme kaldte dem i tankerne.
Her! svarede Grethe, først sagte, så højere: Jeg er her!
Her er en bøtte, toilettet er der, og så skal du have taget blodprøver. Tag nu hatten af! Vi bor ikke på Nordpolen!
Grethe havde glemt sin store, pelsede hue hun lignede lidt en karakter fra “Olsen-banden på spanden” og det var forklaringen på, hvorfor sveden flød ned ad panden.
Modvilligt trak hun huen af og stak den ned i tasken, oveni de allerede godt pakkede mapper. Grethe havde jo ikke tænkt sig at blive her længe; lidt lindring, så skulle hun tilbage til firmaet. Hun havde hænderne fulde med vinduespartier og alt for meget at se til!
Sygeplejersken lagde prøvedåsen på Grethes skød.
Grethe Frederiksen Bering en stor kvinde, både i fylde og stemning. Hun havde altid været det født som et stort barn, vokset op som en kraftig pige, senere kvinde. “Hvor er du stor,” sagde folk til hendes mor på vejen til lægen. “Og sikke store fødder,” rystede ekspedienter på hovedet, da Grethe voksede ud af sine sko.
Ved siden af hende havde moderen lignet Tommelise; sådan var generne fra hendes valkefar, der døde alt for tidligt i kræft, da Grethe var otte.
Grethe stak altid ud i børnehaven gik hun som en dansk Gulliver blandt småfolk, blev undgået, latterliggjort og bagtalt. Hun følte sig kun hjemme til sport; moderen blev kæreste med en træner, og for ikke at være i vejen, kom Grethe til atletik. Diskoskast og kuglestød her fandt hun sig selv. En mands nysgerrighed hende senere dybt, hun blev kynisk, lagde moderen i graven og byggede sig til den kvinde, folk i smug kaldte “Stenkvinden.”
Hun begyndte i ejendomskontoret, blev opkøber, ledede reparationer, lærte med tiden både papirarbejde og at holde sammen på arbejderne. Med murersjak blev hun hurtigt taget for mand; men hun blev accepteret hun var en af drengene, hård men fair. Hun holdt sig fra hyggesnak og alkohol, men blev aldrig forladt på pladsen.
Grethe smilede aldrig, forblev som granit.
“Stenkvinden,” sagde de bag hendes ryg.
Så stiftede hun sit eget firma, “Vinduer til Verden.” Hun blev mester over sine vinduespartier, kendte alle detaljer og fik respekt.
Hun kaldte aldrig til kaffe, og hun blandede sig ikke privat. Alligevel havde medarbejderne trygheden ved hende; hun tog sig af dem: sendte dem til læge, arrangerede lægebesøg, gav gaver til jul, men dukkede aldrig op som julemand usømmeligt på hendes størrelse.
Hun vidste alt, fra graviditetstests til familieproblemer; hun bestilte varer til dem, greb ind hvor hun kunne. Livet lærte hende at forsvare sig, og siden også de svage.
Hun havde ingen veninder det var nemmere sådan. Ingen kunne træde hende for nær, ingen kunne såre.
“Stenkvinden” tog aldrig fejl, og gik aldrig udenom. Hvis hun fyrede nogen, sørgede hun for alternativer så kunne ingen anklage hende.
Tyran? Næh, mere et lokomotiv dampende mod fremtiden, og Gud nåde den, der stod i vejen. Men bagpå trak hun stadig den vogn, der hed Søren hendes dreng, hendes spor.
Kun få kunne klare hendes tempo; på krisetidens jobmarked samlede hun en kerne af trofaste folk omkring sig. De håbede hun, mens hun lå på hospitalet skulle nok klare forretningen.
Hvad er det?! Fjern det, jeg vil ikke! Grethe kastede dåsen væk: Jeg har et blodtryksanfald, jeg skal ligge ned! Kan I ikke læse?
Tag det roligt, putte! lød det tørt fra en bleg bums med bandage om hovedet. Han samlede bøtten op: Jeg kan da gøre det for dig, men så skal jeg have huen Ha! Du er min type!
Hjælp dig selv! snerrede Grethe og skubbede sig over til modsatte væg. Armlænene på stolen lavede mærker i pudsen.
Hvad laver du! Vi malede jo lige! lød det surt fra en kvinde med navneskilt. Sonja, hvem har vi her egentlig?
Jeg er min egen. Og nu går jeg. Hvad er adressen her? Grethe kæmpede sig op, ledte efter mobilen.
Slap nu af! Lægen kommer snart, du bliver liggende! forsøgte damen forsonende, men Grethe ringede allerede.
Søren? Jytte, giv mig lige min søn! bød hun mobilens højtaler Jeg ved godt han sover, men det haster. Jeg er indlagt, har aftaler i morgen. Jeg skal bruge Søren.
Hun befalede aldrig selv om hun kunne råbe, så væggene rystede. Men hun forklarede kort og nøgternt, og alle forstod straks alvoren.
Jytte, Grethes svigerdatter, slentrede til badeværelset og bankede på. Manden lukkede for bruseren og råbte: Hvad?
Din mor ringer. Hun er på hospitalet.
Hvad, Jytte? Giv mig ti minutter! lød det gennem døren, mens han atter tændte for vandet.
Han hørte alt men var sikker på, at hvis mor ringede, var hun stadig i live. Ti minutter ville næppe ændre noget.
Søren havde jo altid ventet på hende, fra morgen til aften men moren havde travlt med firma, kunder og forretninger. Grethe gik langt for alle og enhver hun havde et netværk, gav gaver, skaffede brød til alle, men hendes egen søn var altid i et andet bur.
Moren hævede aldrig stemmen, hun kom hjem, tjekkede lektier, rettede fejlene, og så forklarede hun nøgternt, hvorfor han skulle gøre sig umage “til perfektion,” sagde hun.
Men at hun elskede ham, sagde hun aldrig. Hun kyssede ham ikke godnat, sagde aldrig, han var den bedste, smukkeste, klogeste. Hun var bare tavs.
Så hun elsker mig ikke! tænkte Søren, da han var nitten. Jo, hun hjalp ham med eksaminer, og sørgede for studierne. Men var det ikke hendes pligt? Han havde jo ikke bedt hende få ham. Hospital, bah det var ikke alvorligt!
Grethe hørte, hvordan Jytte mumlede, at Søren ville ringe tilbage. Så kunne hun sandt sige til administrationen: hun var sin egen, ingen kunne gøre krav på hende. Sønnen ville ringe, når det passede ham.
Grethe forsøgte at rejse sig, lænede sig mod væggen, rullestolen gled væk, og hun faldt tungt. Dåsen trillede under sengen, skindtasken faldt ud, pelshuen dækkede nærmest hendes kind.
Av for pokker! brølede bumsen, greb for at løfte hende og stjal ubemærket hendes pung og ring med rav.
Han mindede hende om nogen men hvem? Hun kunne ikke føle noget, hostede bare, mens hendes hoved faldt til siden, med et ekko i ørerne: “Hold til højre, hold til højre”
Normalt kørte Grethe i bil til kontoret med chaufføren Rasmus. Hun kørte ikke selv kunne ikke døje trafikken. Rasmus bakkede altid op foran hendes opgang klokken halv otte, åbnede døren for Stenkvinden med et nik, kørte hende ud af København med klassisk radio sådan havde det været i årevis. Rasmus havde meget at takke hende for hans familie fik billige mediciner, goder, endda ferierejser, fordi han var Grethes chauffør.
Men denne morgen blev han forsinket, fordi en renovationsbil havde trykket hans bils bagende alvorligt.
Grethe, skal vi ikke ringe en taxa? Forslagde han.
Nej, jeg tager metroen. Du bliver her og ordner det. Kom senere forbi med papirerne. svarede hun, selvom hun havde det skidt fra morgenstunden. Det skræmte hende ikke penge kunne løse de fleste problemer.
Hun bevægede sig tungt mod metroen, folk gik til siden for at give hende plads; hun fyldte som en uvejrstunge igennem byen. Hun havde kunnet spille kæmpe i en spillefilm!
Nede i metroen var der kvalmt, folk myldrede i strømme; “Hold til højre” lød en stemme i højtaleren, og Grethe gjorde som de andre, holdt sig på højre side, bange for at blive tromlet af unge på farten.
Nu endte dagen dog i sengen; stikkende måleapparater, injektioner og den skælvende fornemmelse af kun netop at være til stede. Hun lå i mørket, duften af parfume og sygehusmidler blandede sig med overraskende duften af friskbagte kammerjunkere med vanilje hendes yndlings, selvom hun kun sjældent tillod sig selv sådan luksus.
Stuen lå på tredje sal, uden udsigt til den travle, farverige Amager Boulevard.
Grethe huskede præcis, hvordan hun engang havde købt en lyskæde i “Magasin.” Hun hentede Søren i børnehave han sad alene, mens pædagogen allerede havde jakken på.
Nå, Søren, nu blev du hentet! Og du var så bange
Søren rejste sig, tørrede hurtigt kinden og trak i sin røde flyverdragt, ligeglad udadtil, men han ønskede altid at trodse sin mor. Hun lignede for meget et monument; ventede bare uden at hjælpe.
Hvad er der i pakken? spurgte Søren hurtigt undervejs.
En lyskæde. Vi skal pynte juletræet. Det bliver så hyggeligt, skat! sagde hun pludselig oplivet, og Søren blev overrasket over hendes begejstring.
Hele vejen hjem så han for sig glødepærerne skinne i kuglerne. Han ville prale i børnehaven! Men hjemme blev det en skuffelse kæden virkede ikke. Hun pakkede den hurtigt væk.
Vi skal spise, jeg har stadig vasketøj, sagde hun.
Jovist, to dage senere fik hun kæden byttet; en mand fra arbejde havde repareret den, men da lå han allerede syg og kom ikke tilbage til børnehaven. Ingen hørte om hans fine træ.
Nu så Grethe, at nogen steder, langt borte, måske i himlen, havde en kæmper spændt sådan en glimtende lyskæde ud, mens hendes egen pære var slukket hun skulle repareres.
En kvinde i lyserødt kom stille ind, satte sig, begyndte forsigtigt at tørre Grethes mascara væk med kold vatrondel.
Grethe lå stille, nød fornemmelsen. Det var som en mor på hendes barndoms Nørrebro, som duftede af kulde og friskhed, når hun forsigtigt tørrede datterens ansigt.
Nej, det er ikke nødvendigt, mumlede Grethe genert, jeg vil klare det selv.
Vær stille, du skal hvile, sagde kvinden mildt. Nu er øjnene rene
Sygeplejersken løftede forsigtigt hendes hoved, tog håropsætningen ud.
Jeg betaler for det Grethe famlede efter tasken, men mærkede den ikke.
Hun snøftede. Det var anden gang i livet hun var blevet frarøvet. Første gang skete det på en rulletrappe, tasken var skåret op, pengepungen væk med den lille enkrone hun havde fået af en ven og billedet af Søren. Hun havde grædt dengang, fordi hun netop havde købt denne flotte taske. Nu skulle den syes, og tasken og sjælen bar mærker for livet.
Hun peb lidt; sikkert havde det været bumsen fra modtagelsen.
Du må hvile. Jeg henter måleudstyret. Sygeplejersken gik ud Grethe gled ind i søvn.
Søren havde fuldkommen glemt moderen. Jytte ringede flere gange forgæves.
Der er altid styr på Grethe. Hun har sikkert reserveret en respirator og ambulance lad nu være, sagde han og tændte for sit nye, store fladskærms-TV, drak øl og gabte, mens hun gik ind i soveværelset og prøvede igen at ringe.
Hun og svigermoren havde det aldrig rigtigt hjerteligt med hinanden, men Grethe elskede igennem gerninger. Nye ruder, badrenovering, bil til sønnen, fitnesskort til Jytte, gode madvarer, fine tekstiler. Grethe ringede, tog Jytte med i butikker; de valgte altid det bedste.
Først tog Jytte afstand, siden vænnede hun sig til det, og besluttede at lægge lidt til side til den dag, hun kunne betale tilbage.
Sådan elskede Grethe. På sin egen, måske for- praktiske måde. Også Søren: afsluttede han håndbold, fik han rulleskøjter, båndoptager, sommerlejr hun besøgte ham derude, installerede pool til skolen, fik ordnet varmen i børnehaven. Hun gik forrest med mændene, kunne svejse, skaffe materialer, var frygtet og respekteret. Alt sammen bare for, at Søren skulle have dét, hun aldrig selv havde.
Da han meldte, at han ville giftes, blev hun lidt forvirret mindre end en måned forinden havde hun jo købt ham legobiler. Brylluppet blev, som de unge ville have det, men restaurant regningen tog hun. Jyttes kjole måtte være præcis den rigtige.
Jytte prøvede at komme tættere på Grethe, men det lå ikke til Stenkvinden. Arbejdet kaldte; hun bar som hesten, hun engang havde været.
Jytte fik fat i sygehuset, en sygeplejerske noterede det hele og bad hende komme med hyggeligt tøj.
Hun sover. Hun har brug for at hvile. Ta en varm trøje med! sagde stemmen i telefonen. Jytte takkede og lagde på.
Søren sad opslugt foran computeren. Jytte tænkte på at sige sit, men lod være. Hun samlede Grethes nøgler og gik.
Næste morgen vågnede Grethe. Hun satte sig op på sengen, forsøgte at samle håret, men hænderne rystede.
Hvem er Bering? Det er mig.
Hun sad der i blusen og bukserne, pelsen og huen i en plasticpose på gulvet, støvlerne under sengen. Blusen var lidt gennemsigtig, det blonderede undertøj kunne anes hun købte kun pænt undertøj, men måtte bestille det hjem, hendes størrelse fandtes ikke i de fleste forretninger.
Nabokvinden fulgte nysgerrigt Grethes bevægelser, selv om Grethe trak dynen op over sig.
La mig få din arm. Der skal tages blod.
Sygeplejersken greb sikkert venen, og Grethe mærkede knap nok det lille prik. Telefonen begyndte at raste, hun forklarede sagte: Det er fra arbejdet, undskyld, gik ud i gangen og satte sig. Forretning, tilbud, bestillinger, hele maskineriet kørte, som om hun ikke var syg. Til sidst måtte hun stramt annoncere, at hun var sygemeldt. Bagefter sank hun sammen på stolen, et øjeblik forvandlet fra stolt til lille.
Hun fik sygehusets egen natkjole og slåbrok. Hun så sig i spejlet og grinede. Mascaraen havde efterladt mørke streger under øjnene, håret strittede.
Hun opdagede, at hun havde brækket tre negle under faldet de sled nu irriterende på skjorterne.
Gå i seng, Bering. Stuegang og morgenmad lige om lidt sagde sygeplejersken fra i går. Din datter ringer, kommer i dag. Jytte. Vær nu ikke ked af det du bliver rask igen!
Hun blev stille, men Grethe rettede sig, kommandostemmen lidt tilbage: Jytte er min svigerdatter, ikke datter. Hun kommer næppe
Hun sagde, hun ville. Grethe, kan du kende mig? Jeg hedder Kirsten. Kirsten From. Vi lå sammen i hospitalet, du dengang barnet
Som en brændenælde svøbte minderne Grethe. Kirsten havde været den eneste, der vidste alt om, hvorfor den store pige med klodsede arme lagde barnet fra sig. Den mand, der havde fået hende til at tro på forelskelsen, drev gæk, og så var barnet væk. Kun Kirsten havde trøstet hende dengang.
Gud, Kirsten, det er jo dig! Hun genkendte pludselig stemmen, smilede. Du arbejder her? Hvor er du dygtig! Kirsten satte sig, fortalte om sine døtre, børnebørn, støj og liv.
Grethe svarede kort: Jeg har ingen mand. Fik Søren for min egen skyld men han behøver mig ikke. Jeg er vant til at klare mig alene
Lægegangen begyndte, Kirsten tog hjem, sulten efter søvn.
Morgenmaden gik. Grethe begyndte at orientere sig. De andre kvinder stort set jævnaldrende var rolige, sad med bøger, talte sagte. Kun den ene, Gerda, ved vinduet, gnavede uafbrudt på kammerjunkere, så det knasede i hele stuen.
Er det vanilje-kammerjunkere? Grethe gættede. Du skal drikke noget til, ellers får du ondt i maven!
Nerver, undskyld, min mand er indlagt på etagen nedenunder med et slagtilfælde Kan ikke lade være at gumle. Te? Nej, tak.
Jo, selvfølgelig! Undskyld, hvor får jeg te? Sygehjælperne på køkkenet så måbende til, da den store kvinde, træt men stolt, trådte ind med sin krus.
Grethe bemærkede straks det slidte linoleum og at køkkenudstyret burde skiftes ud og for slet ikke at tale om vinduerne!
Nu gik hun med en rygende tekop ud i gangen.
Drik, Gerda. Jeg kender ikke din smag, men du skal have noget varmt! beordrede hun.
Gerda takkede og drak.
Du er virkelig sød, sagde Gerda. Dér står en pige og vinker til dig.
Grethe kiggede udenfor stod Jytte, favne fulde af tasker, plastik-overtræksstøvler højt om benene.
Hej jeg råbte, men ville ikke skræmme jer. Jeg er til Grethe Frederiksen, sagde hun, dumpede taskerne og smilte.
Du skulle ikke have tøvede Grethe.
Niks. Her er pyjamas, cardigan og lidt lækkert. Hygiejneartikler. Snacks fra dine yndlingsbutikker. Te, kaffe. Sengetøj orkede jeg ikke slæbe på sagde Jytte mens hun rodede i poserne.
Grethe blev blød om næsen, følte hun skulle til at græde.
Nu tager du det på, og jeg smutter ind til lægen! Sagde Jytte og smuttede, mens Grethe stirrede på poserne.
Nu begyndte livet at samle sig, som lim i stedet for glasskår, hun før havde trådt rundt på. For engang i mellem må man give slip på stenhud og lade nogen komme tæt på selv svigerdøtre. Måske drejer det sig ikke kun om penge? Hvem ved men tanken var varm.
Søren ringede et par gange, men Grethe tog ikke telefonen.
Jytte vendte tilbage, drejede vielsesringen på fingeren tankefuldt. Hun sagde ikke, hun ville skilles endnu.
Om natten lå Grethe med ansigtet mod væggen og græd, uden at vide hvorfor.
Dagen efter fik hun sin pung og ring igen.
Manden, der stjal fra dig, døde. Han har ikke flere sorger nu. Hans navn var Niels Buch. sagde hospitalspersonalet.
Grethe nikkede. Hun huskede nu Niels havde engang været en dygtig atlet, havde kærtegnet hendes ryg og sværget, at ingen var kønnere. Han løj, hun troede på ham. Han døde, hun blev tilbage.
Og hun var ikke lavet af sten hun var levende, kun for længe lukket ned.
Men nu skulle det ændres. Der var Kirsten, Gerda, Jytte den naive men hjertevarme pige, arbejdet, forår og forglemmigejer, Søren og et barnebarn på vej. Hun havde endda set det første scanningsbillede.
Du må altid fortælle det nye barn, at du elsker ham, Jytte. Jeg kunne ikke, og jeg lider for det nu, sagde Grethe. En kvinde må elske, ellers forvandler hun sig til sten.
Jytte nikkede. Nej, Grethe var ikke lavet af sten, men blød og sårbar, stor og statelig, men også så uendeligt skrøbelig. En kvinde, der engang råbte sit fødselsbrøl ud i verden og nu langsomt fandt sin stemme igen.
