Stenkvinden
Grethe Mikkelsen blev hentet af ambulancen på Vesterbrogade, hvor hun lå midt i den klamme, grå søle. Hun var faldet,, havde ikke kræfter til at rejse sig. To blege mænd i gule veste løftede hende forsigtigt op i det kølige forårsregn, bar hende ind i ambulancen og kørte mod Bispebjerg Hospital.
En stor, bastant kvinde, iklædt jakkesæt og støvler med lidt for spinkle hæle, et elegant lag foundation, der smeltede på hendes svedige ansigt, løvtykke øreringe af rav gyngende ved øret. Grethe sad rank i kørestolen, med tasken krammet tæt til maven, og nægtede hårdnakket at ligge ned. Da hun omsider kom til sig selv, irettesatte hun ambulanceføreren for at lugte af cigaretter, bebrejdede sygeplejeren for sin manglende omhu, og den unge praktikant fik at vide, at han for alt i verden ikke skulle røre hende.
Og prøv du bare at blive fræk, unge mand! Jeg er ikke sådan en, du vil tumle med, sagde Grethe med en stemme så lav og grov, at både sygeplejersken og praktikanten straks forsvandt ud af modtagelsen.
Så sad Grethe der, lidt som en gnaven ugle, rynkede brynene så man kunne tro dem hakket ud i granit, mens hun missede undersøgende ud over gangen. Hendes hud krakelerede under det tykke lag makeup, ujævne kapillærer stukket frem, når sveden sneg sig ned af panden. Lad mig blive kørt længere ind, forlangte hun, her trækker det! Nikkede ud mod den propfyldte gang med folk og senge.
Kvinden bag skranken, iført en enorm sort pels, så strengt på Grethe, trak papirerne ud af sygeplejerens hånd og sagde, nu var Grethe lægernes problem, og ambulancen kunne tage af sted.
Forhøjet blodtryk, refererede praktikanten, besvimelse på gaden Hun faldt ikke og slog hovedet Blodtrykket, nu
Du er god, Rasmus, sagde sygeplejersken og klappede ham på skulderen. Drengen var meget lig hende, nok hendes søn.
Man må støtte sine egne, tænkte Grethe uden egentlig at høre efter.
Hovedet dunkede, armene blev af og til tunge, tasken den fine lædertaske med logoet truede med at glide ned på gulvet. Grethe havde næppe kræfter til at samle den op igen.
Selv at tale var blevet hårdt. Tungen føltes tør, hævet, klistret til ganen. Hun længtes efter et glas vand.
Kan jeg få noget vand? Grethe sagde det højt, til ingen i særdeleshed.
Men ingen hørte hende. I stedet stimlede folk rundt. Pårørende maste med bårer, trøstede, spurgte ind, ruskede i dem, der var tæt på at gå ud. Læger skyndte sig forbi, strammede stetoskoperne om halsen, skubbede papirerne frem foran sig, råbte ud fra undersøgelsesrummene. Sygeplejerskerne gjorde, hvad de skulle, men ingen kiggede på Grethe.
Hvor er Mikkelsen? lød det fra en anden sygeplejerske.
Her, svarede Grethe. Først lavt, så højere. Her er jeg!
Her er en kop til urinprøve. Toilettet ligger der. Og tag så den hat af! Vi er ikke ved Nordpolen!
Grethe havde glemt alt om sin store, fimsede pelslue med kvasterne, en lidt latterlig hilsen fra en eller anden gammel, russisk film. Det var derfor, hun svedte, og hovedbunden brændte.
En stor lædertaske. Ravøreringe. Papirer. Grethe havde regnet med at blive sendt hjem efter et hurtigt tjek. Hun var direktør for et stort vinduesfirma. Grethe Mikkelsen, chef for Nordens Vinduer, skal ikke ligge her og spilde tiden, sagde hun til sig selv. Der ventede dobbeltglas og en verdens ting at tage sig til.
Sygeplejersken lod koppen dumpe ned på Grethes skød.
Grethe Mikkelsen var altid lidt for stor som barn og voksen, altid bred, kraftig, tog plads, hvor hun gik. Hold da op, sikken et skravl, sagde folk, når moren dukkede op med sin baby. Grethes far, en ægte bornholmsk kæmpe, døde af kræft, da Grethe blot var otte.
Hun var altid genert over sin størrelse, stod ud blandt børnehavebørnene, blev leet lidt ad i skolen. Grethe fandt først ro i idrættens verden, kastede diskos og stødte kugle, så stærk at det næsten virkede uretfærdigt for de andre. Men hun nød endelig at være bedst til noget.
Senere blev hun skuffet i kærlighed: en mand, der bare ville se, hvordan sådan en stor kvinde var skruet sammen, efterlod Grethe med et knust hjerte. Hun voksede op, tog ansvar, begravede sin mor, blev til den slags kvinde, alle vender sig om efter: stolt, mægtig, tavs.
Arbejdet begyndte i et boligselskab. Hun blev senere byggeleder, da alle de små og store firmaer dukkede op efter 80ernes kriser. På byggepladserne blev hun ofte taget for at være mand, men så blev hun familiens trygge anker. Alle stolede på Grethe.
Stenkvinden, sagde folk bag hendes ryg.
Så kom hendes eget firma, Nordens Vinduer. Grethe blev leder, forstod alt om dobbeltglas og montage, krævede respekt. Ingen drak kaffe med hende, men hun dikterede, hvordan firmaets fest skulle fejres, hvor medarbejderne skulle gå til lægen, ordnede gavekurve til jul. Men aldrig Snehvide-kjoler og juleskæg. Det var jo grinagtigt, sådan en kolos som hende.
Grethe kendte alle detaljer hun vidste, hvilken sekretær, Stinne, ville få to streger, før hun selv gjorde. Skænderier hjemme, studievalg, pårørende fra Aarhus Grethe sørgede for alt. Hun var bogstaveligt talt den, man kunne gemme sig bag, hvis verden blæste for meget.
Hun havde ingen veninder. Verden var lidt enklere sådan, for ingen kunne såre hende med et stille vores kæmpetøs.
Hvis hun fyrede folk, fandt hun et job til dem andetsteds eller prøvede. Så var ansvaret hendes.
Tyran? Næ, mere som et IC-tog mod fremtiden. Og ingen måtte stille sig på sporet, for så ville man blive kørt over. For Grethe trak ikke bare sig selv der var også sønnen, Søren.
Folk, der ikke kunne holde Grethes tempo, forlod hende. Men hun havde samlet sig en kerne rundt om sig i firmaet, loyale som gamle arbejdshunde. Dem stolede Grethe nu på, mens hun lå på hospitalet de måtte helst ikke snuble nu, hvor hun lå!
Hvad er det for noget? Jeg skal ikke det, udbrød Grethe og skubbede prøveglasset væk. Mit blodtryk er alt for højt. Læs lige!
Slap nu af, du store due, råbte en hjemløs mand med bandage om hovedet, der forsøgte at give hende glasset retur. Hvis du ikke vil, klarer jeg det for dig! Men så skal jeg altså have huen. Jeg gør ikke noget gratis Store piger er nu de bedste!
Gør det selv! snappede Grethe, skubbede sig med foden væk fra manden, så kørestolen efterlod mærker i væggen.
Kvinde! Du må ikke ødelægge det nymalede, råbte en kvinde med navneskilt. Hvem skal hun til? Hvilket afsnit?
Jeg skal ingen steder. Jeg klarer mig selv. Hvad er adressen her? Grethe famlede efter mobilen.
Vent nu! Taxi skal vi ikke bestille, sagde sygeplejersken. Du skal først ses af læge.
Men Grethe havde allerede ringet.
Søren? Ja, giv mig ham. Hendes stemme gennemtrængende. Jeg er på hospitalet. Der er vigtige møder i morgen. Jeg har brug for Søren.
Hun befalede aldrig, ikke direkte. Men alle vidste: det var alvor. Så podede hun hurtigt af, lagde røret på.
Hjemme stod Søren under bruseren. Hans kone, Anna, bankede på.
Din mor er på hospitalet.
Mmm, jeg kommer om ti minutter.
Han havde hørt det selvfølgelig. Men så længe mor ringede, levede hun da stadig. Ti minutter kunne næppe gøre fra eller til. Han ventede på hende hele barndommen, nu kunne hun vente lidt.
Grethe havde altid travlt: først arbejde, så business, så egen lejlighed, og Søren fik naturligvis nye vinduer i sin skole, Grethe fik sat ting i stand for alle, hun kendte. Hun dirigerede et helt netværk af håndværkere og leverandører og den lille fisk, Søren, gled altid lidt udenfor hendes net.
Morens kærlighed havde han aldrig hørt nævnt. Hun kontrollerede lektier, vejledte. Til perfektion, sagde hun altid. Hun sagde aldrig, hun elskede ham ikke et eneste godnat, ikke ét du er den bedste. Det sagde han sig selv, at det nok var, fordi hun ikke gjorde.
Hun havde givet ham alt materielt, men aldrig sagt, at han var elsket bare for at være hendes søn. Det syntes Søren, da han blev voksen. Hvad kunne hun vente? Hun havde bragt ham til verden, hun måtte bære ansvaret han havde jo ikke bedt om det.
Anna sukkede, moren tog ikke telefonen mere. Mor var sin egen, måtte klare sig selv.
Grethe forsøgte at rejse sig. Kørestolen trillede væk, hendes ben svigtede, tasken væltede ud på gulvet, pelsluen gled blidt ned over hendes kind.
For fanden da! råbte den hjemløse, styrtede hen til Grethe, stjal hendes pung og ring af fingeren, mens han løftede hende op.
Han lignede én, hun kendte, men navnet gled væk.
En metallisk stemme gentog i hendes ører: Hold til højre side, hold til højre side
Normalt blev Grethe kørt til kontoret. Hun kørte ikke selv; foretrak at tale i telefon eller læse papirer. Chaufføren, Rasmus, ventede udenfor kl. 7.30 hver morgen, åbnede døren, rettede hendes frakke, satte klassisk musik på, og sådan var det år ud og år ind. Han nød godt af hendes netværk: medicin til konen, rabatkoder, ekstra løn, hele pakken. Indimellem måtte han tage afsted med Grethe midt om natten til Odense eller Aarhus vinduer skulle repareres, klager behandles. Det var nu engang kontrakten.
Men den dag blev Rasmus på parkeringspladsen skraldebilen havde kvast hans bagkofanger.
Skal vi ikke tage en taxa, Grethe? spurgte han.
Nej, jeg tager S-toget, svarede hun, selv om hun havde det skidt. Hun var ikke bare stærk, hun var stenkvinde penge løser alt. Ordner du skaden, kommer du bare senere med papirerne.
Hun gik resolut. Folk veg udenom den store skikkelse, som en sky drev hun ned i metroen.
Metroen summede, stemmer og kroppe flød gennem perronen. “Hold til højre…” stemmerne trak afsted, og Grethe var én af dem. Hele København strømmede gennem tunnellen, livet fortsatte.
Senere havde uret i modtagelsen tikket sig gennem undersøgelser, indsprøjtninger, papirerne var flyttet ud og ind og Grethe blev lagt på stue, indhyllet i lagen, lyttende til de mange hold til højre. Hun lyttede til rådet. Hold fast. Hold sammen.
På stuen duftede det mærkeligt af parfume, medicin og vaniljebeskøjter. Grethe plejede egentlig at tænde på vaniljesmagen, men spiste dem sjældent selv.
Tredje sal, udsigt til baggården og ikke til byens farvestrålende inferno eller som hun huskede: julelyset, hun engang havde købt i Magasin, da Søren gik i børnehave.
Hun hentede ham sent; han sad alene på bænken. Den kvindelige pædagog var allerede på vej ud.
Nå, Søren, mor er her! se bare, hendes stemme aldrig rigtig varm, men tydelig. Han tørrede hurtigt øjnene og tog hurtigt sin røde flyverdragt på, maskingeværreflekser. Den skulle skjule følelserne, måske lidt trods, måske bare for at provokere hendes kølige autoritet. Alle andres mødre var bløde, satte sig på hug, kyssede deres børn, smilede til de andre forældre, trak huerne ned og gik hjem.
Grethes krop ruvede. Hvad er der i den kasse? spurgte Søren på vej hjem.
Åh, det er julelys til vores træ, sagde hun pludselig begejstret, overraskende opløst. Hmmm, hun kunne jo.
Hele vejen hjem forestillede han sig, hvordan lyset ville spejle sig i de glaskugler på det skravlede plastiktræ. Han ville blære sig i børnehaven næste dag.
Men lyskæden duede ikke. Grethe pakkede den hurtigt sammen, sagde: Kom, vi skal have aftensmad. Jeg skal stryge.
To dage senere kom hun med en, der virkede værkstedsfolkene på hendes job havde tryllet. Men Søren var blevet syg og hjemme og fik aldrig fortalt om sin fine julepynt.
Nu, i drømmen, så hun for sig, hvordan en eller anden mægtig hånd spændte lys over København, lyste op i hjerterne. Måske var hendes kontaktpære brændt ud. Der skulle skrues på ledningerne.
Ind kom en sygeplejerske i lyserødt.
Du må ikke åbne øjnene, jeg fjerner mascaraen for dig, ellers svider det. Shhh, lad mig.
Våde vattotter mod kinden. Et blødt ritual. Grethe blev blød. Hun tænkte på sin mor, for længst under mulden. Når Grethe var syg, kom mor med varme vaskeklude, blød bomuld.
Det behøves ikke, mumlede Grethe, men sygeplejersken insisterede.
Hvil dig nu. Sådan.
Hun ordnede Grethes hår, tog hårnåle ud. Grethe stak hånden i tasken.
Betaler for det her men pungen er væk ikke til at finde
Hun snøftede. Det var kun anden gang i livet, hun var blevet bestjålet. Den første gang var på Nørreport, hvor en mand pressede sig op ad hende på rulletrappen; senere fandt hun tasken skåret op, pungen væk og med den billede af Søren, en lille amerikansk grønthandlermønt, og hendes indkøbsseddel.
Hun satte sig og tudede på stentrappen, klædt som en kæmpe men med følelsen af at være lille.
Synd hviskede hun. Det var bare synd
Det var ikke pengene, hun græd for, men tasken den fine, dyre, hendes første, hendes stolthed.
Nu var det nok den hjemløse mand fra modtagelsen, der havde gjort det.
Glem det, sygeplejersken sagde blidt. Du ligger bare her, jeg henter blodtryksmåleren.
Hun spændte manchetten, Grethe faldt ind i en drømmeagtig døsighed, varm og tung som flydende karamel.
…Søren, hjemme, havde allerede glemt mor. Anna ringede, men Grethe tog ikke telefonen.
Der er nok styr på det, sagde Søren. Hun har sikkert endda bestilt sin egen respirator.
Han slugte nødder og så fodbold på storskærmen, som mor havde givet dem.
Anna gik ind i soveværelset, prøvede igen Grethes nummer nu tog en fremmed kvinde den. Anna noterede ned: vent til morgen, kom i besøgstiden.
Hun er træt, har været meget igennem. Tag noget behageligt tøj med, hun fryser nok i stuen.
Anna nikkede tak og ringede af. Søren spillede videre på laptoppen, Anna sagde ikke mere, men tog Grethes nøgle og smuttede ud i natten.
…
Næste morgen kunne Grethe mærke, mere rutine begyndte at glide ind i kroppen igen. Alles øjenlåg flakkede, tekopper klirrede.
Mikkelsen? Grethe Mikkelsen?
Ja, svarede Grethe, prøvede at tvinge håret i en hestehale, men havde dårligt kræfter.
Ikke længere i jakkesæt og pels, men hospitalskjorte og kappe. Komforten var væk, men under skjorten bar Grethe altid smukt undertøj. Det skulle være italiensk, bestilt online, hun ville ej gå på kompromis.
Kvinden på nabosengen stirrede nysgerrigt, Grethe skjulte sig.
Blodprøve, sygeplejersken stak med præcision, Grethe mærkede intet.
Telefonen begyndte straks at ringe.
Undskyld, det er jobbet, mumlede Grethe, gik ud og satte sig.
Spørgsmål, tilbud, deadlines haglede ned over hende. Grethe strammede stemmen, sagde, hun var syg og de skulle bruge vikar.
Ovenpå smækkede nogen røret på. Grethe lænede sig sammen, hendes mægtige skikkelse blev ganske almindelig og sølle.
Sygehuset gav hende institutionens natkjole og morgenkåbe, og Grethe betragtede sig i spejlet: mascara løbet ud, hårstrå i vildt virvar.
Hun havde knækket tre negle arrogance med negle mod hospitalets, nu flossede de tøj og sjæl.
Sygeplejersken det var hende fra igår, indså Grethe skulle hjem, stoppede op: Din datter ringede, Anna. Hun kommer i dag.
Anna er ikke min datter, men svigerdatter, Grethe slog ud med armene.
Men hun kommer. Grethe, kan du huske mig? Jeg hedder Karen. Karen Pedersen. Vi lå sammen på sygehuset engang dengang med Karen tøvede. Barnet
Grethe blev ramt som af lyn. I ungdommen havde hun fået foretaget en abort, kun Karen, dengang hendes medpatient, kendte sandheden det ufølsomme eksperimenterende mandfolk og smerten bagefter. Karen strøg hende dengang, hviskede: du er god nok, verden er fuld af dårlige folk.
Karen Jeg genkendte dig ikke Arbejder du her nu? Godt gået!
Ja. Og jeg har to døtre, snakker hele tiden. Hvad med dig? Mand?
Karen stoppede sig selv, men Grethe rystede bare på hovedet. Nej. Og det er helt fint. Jeg troede, min søn ville vokse op og beskytte mig. I stedet må jeg beskytte mig selv.
Læger og sygeplejersker begyndte stuegang, Karen gik hjem. Grethe lagde sig, ønskede sig bare hvile.
Morgenmaden gik hurtigt. Alle på stuen var omtrent hendes alder, tavse, koncentreret om deres egne ting. Zinnia, kvinden ved vinduet, knasede konstant på småkager.
Vaniljebeskøjter? spurgte Grethe. Husk at drikke til. Det slider på maven.
Nerver. Jeg kan ikke lade være at spise. Min mand har fået slagtilfælde på etagen under. Te? Nej tak.
Man må ikke undvære te! Undskyld, hvor henter man te? Grethe flød (næsten svævede) ind i kantinen i hospitalsklodser, imponerede køkkenpigerne.
Hun bemærkede linoleummet, udstyret, og selvfølgelig vinduerne alt kunne trænge til en kærlig hånd. Måske hendes montør skulle hidkaldes.
Kort efter kom Grethe tilbage til stuen med en tekrus dampende i hånden.
Drik, Zinnia. Hvor meget sukker? Nej, bare drik!
Zinnia nikkede, drak i store slurke.
Du er god, sagde Zinnia. Se, der står din svigerdatter.
Anna stod, iført engangskittel, med plastposer med tøj og kaffe og vaniljestænger. Hej, Grethe Mikkelsen! Jeg vinkede, ville ikke forstyrre
Det var ikke nødvendigt, Grethe rystede på hovedet.
Men dét er det, Anna dykkede ned i poserne. Pyjamas, cardigan, alt du har brug for. Hygiejne, lidt lækkert fra dine yndlingsbutikker. Jeg efterlod sengetøjet, havde ikke flere hænder.
Grethe blinkede, bævrede en smule på læben. Anna krøllede pandehåret. Så, i tøjet med dig, jeg går til lægen!
Anna løb ud, Grethe blev stående og følte, at livet forsigtigt samlede sig igen. Hun havde altid gået på glasskår, og det havde kostet. Men måske nu, måske kunne hun lade nogen komme lidt ind.
Søren havde ringet et par gange, men Grethe ville ikke tage den. Hun vidste ikke endnu hvad hun skulle sige.
Anna kom tilbage, drejede en vielsesring om fingeren og tænkte endnu fortæller hun ikke om skilsmisseplanerne. Grethe skulle ikke bekymres.
Om natten græd Grethe tavst ind mod væggen, uden at vide hvorfor.
Dagen efter fik hun pungen og ringen tilbage.
Ham, der stjal, ligger nu med hjertestop, sagde kvinden, der afleverede tingene.
Grethe genkendte ham: det var Bjarne Pedersen, bedste diskoskaster på holdet, næsten mester, der engang havde smigret hende. Han løj, hun troede på det. Nu var han død. Grethe levede videre.
Og hun var egentlig ikke en stenkvinde, kun én, der næsten havde glemt hvordan man trækker vejret frit og let. Men nu begynder det måske at ændre sig.
Hun har Karen og Zinnia, Anna og sit arbejde, foråret og de forglemmigejer, hun snart vil så og så et lille barnebarn på vej. Hun har stadig tusinde små pligter, ingen anden kan løse.
Du må ikke forvente noget særligt, Anna. Men elsk alligevel og sig det højt. Jeg sagde det aldrig. Jeg skammede mig. Nu plager det mig. En kvinde må elske nogen ellers bliver hun til sten.
Anna nikkede. Nej, Grethe Mikkelsen var ikke sten, men en øm, sårbar bjergkvinde, der engang skreg sig ind i denne mærkeligt smukke, drømmende verden…
