Sanne, hvor bliver du af?! Kom nu med de agurker! Skal vi vente hele dagen på dig?!
Henrik, Sannes mand, havde tydeligt ikke mere tålmodighed. Hans stemme rungede gennem lejligheden i Vejle, men Sanne var optaget. Hun koncentrerede sig om at lægge mascara på det venstre øje med en ny og absurd dyr tube en, som hendes veninde Lone havde sagt var så eksklusiv, at den kun var egnet til gallafest i København. Det højre øje, allerede lagt med eyeliner og glitrende øjenskygge, så nærmest dobbelt så stort ud som før og fik hende til at ligne en let forvildet elverpige. Men hun havde ikke planer om at stoppe.
De sylteagurker, der lå og trak i baljen ude på badeværelset, havde ikke sanne skænket en tanke hele morgenen.
Alt dette startede for bare en uge siden, da Henrik, som nu var i gang med at klargøre glas af hjemmesyltede agurker til vinteren, pludselig havde truffet en storslået beslutning:
Jeg vil have, at du bliver en rigtig kvinde, Sanne! sagde han, stak hende sit Dankort til årets hemmeligholdte opsparing og så var handskerne kastet.
Sanne var chokeret. Hendes første impuls havde selvfølgelig været at eksplodere, for hvis Henrik havde sparet penge bag hendes ryg, hvad havde han ellers gemt? Familien burde jo være åben om økonomien, og hun havde lige nået at dagdrømme om at spare op til en lækker uldfrakke fra Magasin. Men samtidig sneg der sig en anden tanke ind: Måske skulle hun bare gå med på ideen og se, hvad der kom ud af det.
Hvad mener du med, at jeg skal være en rigtig kvinde?! spurgte hun og satte sig tungt ved køkkenbordet, mens kartoffelsuppen på komfuret begyndte at koge over.
Det havde gjort ondt: En del af hende ville smide det nye, fra svigermor forærede Royal Copenhagen-stel i gulvet. Det stel, hun havde drømt om i årevis, og som nu stod og glimtede i vitrineskabet. Men svigermor, Birte, havde bare knuget hende ind til sig, grint varmt og sagt:
Kære Sanne, hvor er du fjollet. Jeg skal hjælpe jer alt det, jeg kan. Bare I holder sammen!
Birte forstod sig på svigerdøtre. Helst blev hun ikke længe på besøg huset i Kolding og haven trak altid i hende men hun tog altid børnebørnene i weekenden og tog del i deres liv uden at pege fingre ad nogen.
Sanne havde heller ingen grund til at føle sig forkert men hun havde det ofte alligevel. Hendes familiehistorie var ujævn: Hun var blevet mor til Lasse som attenårig, og i den lille by hun kom fra, havde alle snakket. Folk havde stønnet over, om Bent Mathiesen mon ville gifte sig med hende, eller om hun bare blev endnu et navn på listen af piger, han havde moret sig med. Det vidste hun udmærket, for rygterne gik hurtigt i landsbyer på Fyn.
Bent havde været charmerende som en rev og kendte alle smuthullerne til en ung piges hjerte. Men da han en nat i regndis løb hende op med sin gamle Volvo og insisterede på at køre hende hjem fra busstoppestedet, gik det galt. Hun kom hjem i sprættet kjole, ude af stand til at gå ind til sin trætte mor. Hele natten sad Sanne i brusebadet og prøvede at vaske ham væk. Siden blev hun gravid, og moren gik bort midt i en stille eftermiddag, uden at vide det mindste om, hvad hendes datters liv havde ændret sig til.
Tanten dukkede hurtigt op, men hun afviste hende koldt, proklamerede, at Sanne måtte klare sig selv med Lasse ikke forvente noget fra familien, og hun blev ikke mere involveret, end hun absolut skulle. Da Sannes onkler så dukkede op og krævede barndomshjemmet solgt, blev det klart, at hun ikke længere hørte til i det lille samfund. Pengene hun fik for huset, rakte kun til at købe et værelse i Vejle.
Heldigvis var der gode folk endnu; naboerne gav mælk, tøj og selve vuggen. Hun var alene, men Lasse smilede tit, og på mærkelig vis blev hver en dag lidt lettere.
Så en dag dukkede Jens Henrik op i den butik, hvor Sanne arbejdede. Han var hjemme for at hjælpe sin mor med gården og skulle købe til frokost. De faldt i snak; hun fortalte om Lasse, om Birte, som tog sig af ham, og om sit forsøg på at starte forfra. Jens lyttede tålmodigt og gik derfra lidt tung i kroppen: Han vidste det allerede, bare ved at lytte til hendes stille, melodiske stemme.
En uge senere dukkede han op igen. Sanne havde spurgt Birte om ham. Hun havde fundet ud af, at han også havde modnet i modstand hans egen ekskone var smuttet og havde efterladt to små drenge. Han havde passet dem selv, mens moderen døde af kræft.
Hvor gammel er din ældste? bød Sanne straks, da han igen stod ved kassen.
Tre år fyldte han i forgårs.
Og den mindste?
Et år.
Ligesom Lasse.
Sanne
Tag børnene med næste gang, så finder vi ud af det.
De fandt sammen. Brylluppet blev lille og diskret. Ferieturen var til Blåvand, hvor børnene smed hinanden i bølgerne og Sanne blev varm helt ind til knoglerne hun havde aldrig været på ferie før. Men lykken havde sin pris: Da Henriks ældste blev alvorligt syg, var det Sanne, der passede ham på hospitalet i ugevis. Da den biologiske mor pludselig dukkede op og krævede drengene tilbage, var hun ikke bange for at tage kampen op. Hun kørte til gamle Venstrebetjent Carsten for at få råd, og hun kæmpede tappert gennem retten indtil hun på papiret var deres mor.
Morens forsvinden og svigermors glæde over dommen blev vendepunktet:
Nu sover jeg trygt, Sanne. Du er mere deres mor, end nogen anden kunne være!
Tiden gik, børnene voksede i rækkehuset med bøgehækken og trampolinen, og Sanne forblev ydmyg, lidt forsigtig, men alle på vejen vidste, hun kunne blive en løvinde for dem, hun elskede.
Og nu dette: Rigtig kvinde?
Den nat Henrik gav hende kortet, vendte Sanne og drejede sig i sengen; spejlbilledet i skæret fra lampen var et nyt spørgsmål. Hvorfor skulle hun ændre sig? Til morgen afleverede hun børnene og gik til Lone.
Lone, hvad gør jeg?!
Lone lo og smed et dusin dameblade på køkkenbordet. De læste sig igennem, at rigtige kvinder går med tøj fra Illums Bolighus, spiser avocado toast, bruger mineralsk makeup og laver yoga i stuen ellers er de næsten ingen.
De tog til Aarhus, købte foundation, en lækker natkjole og fine sko, som Sanne næsten ikke turde pakke ud. Men Henrik reagerede ikke, som hun havde regnet med.
Hun var lige ved at lægge den sidste øjenskygge, da døren til badeværelset fløj op og penslen borede sig lige ind i øjet. Hun sprang på ét ben, gispende af smerte og med tårerne silende og hun vidste pludselig, at det der med at være en “rigtig kvinde” alligevel ikke betød så meget.
Jamen, Sanne! udbrød Henrik, greb hende og lagde armene om hende.
Det er din skyld! Du vil have, jeg skal være en kvinde og hvad er jeg så nu?!
Henrik smilede, forsigtigt:
Du, hvor dum kan man være? Jeg mente bare, du aldrig gør noget for dig selv. Alt, ALT til børnene, til mig, til min mor! Derfor gav jeg dig Dankortet så du kunne købe noget du havde lyst til, ligesom andre gør.
Da begyndte Sanne at grine. Børnene fór forskrækket ind, og familien blev samlet i latter, tårer og et kaos af kærlighed.
Senere, med stille verden udenfor, tog hun sig til ansigtet under aftenens hængende måne og lo for hun var lykkelig. Henrik kom ud, satte sig ved hende på trappen:
De sidste agurker er lagt i lage, sagde han.
Godt. Jeg får brug for dem om lidt, smilte hun og lagde hans hånd på sin mave.
Vent, er det sandt? udbrød Henrik og knugede hende.
Hvornår skulle jeg sige det? Du har agurker og ambitioner. Jeg kan knapt trække vejret!
Men hun nåede ikke at sige mere, for Henrik kyssede hende, og trak hende tæt ind til sit hjerte lidt på skrå, der hvor sjælen trækker vejret.
