Dagbog, 7. februar
I dag tænkte jeg meget over Mikkel, den søde hankat, vi fandt forladt foran indgangen til opgangen. Mikkel ja, det er det navn, jeg har givet ham, for han fortjener et dansk navn. Jeg kan stadig se ham for mig, hvordan han løb forvirret rundt på det iskolde flisegulv dér foran hoveddøren til lejlighedskomplekset. Hans hjerteskærende miaven sad længe i kroppen på mig han kradsede og gnavede i den kolde metalport, panisk, for aldrig før havde han prøvet at være ude i den danske vinter. Fra varme radiatorer og sin bløde kurv blev han pludselig kastet i sne, blæst og gennemtrængende kulde, uvant og grusomt for sådan en indekat.
Han var så kælen og tillidsfuld, opsøgte hver eneste forbipasserende naboer, fremmede, hvem som helst. Han gned sig op ad deres ben, rystede over hele kroppen, stirrede dem i øjnene, som om han tryglede om at blive reddet fra alt det onde, han ikke forstod. Det så ud, som om han bare ville tilbage til sit trygge hjem og kærlige hænder.
Årsagen til denne triste situation var smertefuldt banal. Hans daværende ejer havde fået øje på en annonce om en gratis racekat og blev straks begejstret over at tilføje endnu en kat til sin lille familie. Kuratoren bag omplaceringen forlangte en sundhedstest af de eksisterende dyr i hjemmet. Testresultatet kom tilbage: Mikkel var bærer af kattens immundefektvirus, men ikke syg. Ingen symptomer, ingen fare for verken mennesker eller hunde det virus går KUN mellem katte.
Det tragiske var, at virussen hos Mikkel kun kunne spores i laboratoriet. Hans immunforsvar holdt sygdommen nede, så han ikke blev syg. Men i stedet for at lære mere om sagen, eller spørge en dyrlæge, valgte hans ejer at smide ham ud i kulden. En syg kat ville hun ikke have, måske han kunne smitte nogen. Hun reagerede ikke, ulejligede sig ikke med at forstå, at hverken hun eller nogen andre risikerede noget.
Det var portneren søde fru Hansen som opdagede, at Mikkel til sidst bare lå sammenkrøllet på sneen, udmattet og ved at opgive. Han var begyndt at døse hen, og i vinterfrost betyder det ofte, man ikke vågner igen. Heldigvis bar hun ham ind i sin lille portnerloge. Hun lagde ham på sin jakke tæt på varmeapparatet og delte sin frokost gedigen dansk rugbrød og leverpostej med ham. Den varme og mad hun kunne give i dét øjeblik, reddede hans liv.
Kort tid efter blev Mikkel indleveret på internat. Han havde fået en slem forkølelse og var svækket af kulden, men med omsorg og behandling kom han sig hurtigt. Nu er han helt frisk, kastreret, vaccineret og har sit veterinærpas i orden.
Han er kun tre år ung og sjælfuld. Hans utrolige ømhed smelter ethvert hjerte: Han omfavner dig med poterne, spinder dig i øret, synger sine egne små katteviser. At gnubbe og nusse næser er nærmest hans yndlingshobby. Det gør ondt at se, hvor svært han har ved at sige farvel til de frivillige og gå tilbage til buret. Mikkel er i sandhed en lejlighedskat, skabt til varme, kærlige hænder og et roligt hjem.
Jeg håber inderligt, at hans næste familie vil forstå ham og aldrig vende sig bort, uanset hvad en test måtte vise. Det skylder vi de små sjæle, der elsker os så betingelsesløst.
