Jeg var ved at bage pandekager derhjemme, da der pludselig trådte en fremmed mand ind, fortæller nu alle Ingrid Kristensen.
Dengang syntes hun bestemt ikke, det var morsomt. Prøv at forestille dig du er alene. Ingen andre i lejligheden, og der burde heller ikke være nogen. Og så står han pludselig deroverfor dig! Præcis sådan blev det for Ingrid.
Hun blev skilt fra sin mand Erik for fem år siden. Hun nærmede sig de 60. Nye forhold indgik slet ikke i hendes tanker. Børnene boede langt væk.
Hun levede sit stille liv. Så godt i spænd med naboerne. Derfor havde hun beholdt denne gamle vane hoveddøren blev ikke altid låst om dagen. Man ved jo aldrig, måske kom naboen Birthe forbi. Denne dag havde hun ikke ventet Birthe, men Ingrid gik ned med skrald. Mens hun vaskede hænder og fodrede katten Sofie, glemte hun alt om døren. Og hun var nu heller ikke bange. Det var jo højlys dag, stille opgang. Dette var ikke ligesom at gå alene gennem en mørk skov.
Hun besluttede at lave pandekager. Da hun skulle lægge endnu en pandekage op på fadet, opdagede hun pludselig en fremmed mand i sit køkken. Han så ud til nærmest at være trådt ud af luften!
I det øjeblik fór hele mit liv forbi mine øjne. Fra børnehaven og frem det sker, tro mig. Jeg tænkte: Nu er det slut. Ikke at jeg ejer så meget, men jeg har lige købt et nyt tv, har en computer og fik løn forleden. Pungen ligger i entreen. Jeg gjorde mig klar til at miste det hele. Jeg mumlede: “Tag det du vil have, bare lad mig være jeg har børnebørn, vil så gerne se dem vokse. Jeg siger ikke noget til nogen!
Men så begyndte manden at undskylde. Han prøvede at forklare sig. Jeg kunne dårligt høre ham, som om der var vat i ørerne. Han bad mig slukke for komfuret, hvilket jeg gjorde helt uden at tænke. Så satte jeg mig ned, og han satte sig overfor.
Han forklarede, at han havde gået fredeligt på gaden, da en lille gruppe fulde mænd begyndte at chikanere ham og presse ham for penge. Han ville ikke involvere sig og flygtede væk. Lige idet han løb op ad vores opgang, var nogen på vej ud, så han kom hurtigt ind. De andre fulgte efter ind. Der var ikke tid til at tilkalde hjælp. Han prøvede at banke på flere døre; ingen svarede. Så prøvede han håndtaget hos mig, og min dør gik op selvfølgelig, jeg havde jo glemt at låse.
Han spurgte, om jeg ville kigge ud af vinduet. Jeg gjorde det, og ganske rigtigt et par skumle typer stod og lurede. De blev lidt, så forsvandt de, fortæller Ingrid.
Manden præsenterede sig som Henrik Madsen. Da forskrækkelsen havde lagt sig, betragtede Ingrid ham nærmere, stor og kluntet, men med venlige øjne som Julemanden hvis han tog frakke på.
Øh, vil du måske byde på en pandekage? Det er mange år siden, jeg har fået det. Siden min kone døde, spurgte Henrik forsigtigt.
Han havde allerede taget skoene af, men sad stadig i sin jakke.
Du har virkelig serveret for ham? Åh, du er modig, Ingrid! Jeg ville aldrig kunne. Jeg havde smidt ham ud! grinede naboen Birthe senere.
Men Ingrid valgte anderledes. Hun bad ham bare vaske hænder. Henrik gik straks ud på badeværelset. De drak te længe, snakkede. Han fortalte om sig selv enkemænd og barnløs, boede alene.
Senere sagde de farvel. Han undskyldte endnu en gang og gik.
Ingrid følte sig næsten som hovedpersonen i en dansk tv-serie. Hun boblede af spænding. Hun ringede til både børn og veninder og fortalte og fortalte. Men bagefter følte hun pludselig tomhed. Måske skulle hun have fortsat kontakten? Måske inviteret på kager? Hendes svampe- og søde boller var kendte i opgangen.
Men hvad nu? Chancen var væk. Næste dag besluttede hun sig alligevel for at bage kager. Pludselig bankede det forsigtigt på døren. Hun troede, det var Birthe. Hun kiggede ud, blev nervøs, glattede håret med en kam, tog sit gamle hjemmeforklæde af og hoppede i et pænt, blåt jakkesæt. Hun fandt sine gamle parfumer frem, som hun næsten havde glemt. Åbnede døren.
Der stod Henrik med en buket blomster.
Øh, jeg jeg kom bare for at sige undskyld. Jeg skræmte dig jo. Vil du tage imod de her blomster, så går jeg igen, fik Henrik fremstammet.
Hvorfor gå? Jeg har bagt kager, vil du smage? svarede Ingrid med et smil.
Jeg kunne lugte det ude på trappen, duften var som en hel bager. Tænkte straks, det måtte være dig. Nogen må have heldet med sig! sukkede Henrik drømmende.
Jeg er nu ikke gift kom nu bare ind! lo Ingrid.
Siden den dag bor de sammen. Han hjælper hende i haven, børnene er glade, og børnebørnene kalder ham allerede farfar Henrik. Han forkæler dem, som var de hans egne.
Henrik har fået et helt nyt liv i en familie, han aldrig troede, han skulle få. Den fremmede, Henrik, blev en kær og nær del af familien.
Ingrids veninder gør store øjne.
Tænk at møde sådan en ordentlig mand i sin alder og på så usædvanlig en måde! Han dukkede bare op! udbrød de.
Ingrid nikker men låser nu altid døren ordentligt!
Livet lærer os, at nye begyndelser kan komme ud af de mest uventede situationer, hvis vi blot tør åbne døren men man skal nu stadig huske at låse bagefter.
