– Og sørg nu for, at lejligheden er ren, når jeg kommer hjem! Kirsten Andersen fór ud på opgangen og smækkede døren så hårdt i, at vinduerne klirrede.
Jeg var allerede halvt nede ad trappen, da det pludselige brag fik mig til at spænde op. Jeg stod stille i håb om, at Kirsten ikke fik øje på mig. Forgæves. Hun opdagede mig selvfølgelig.
– Ah, Rikke… Godmorgen!
Hun satte en papkasse fra sig på gulvet, fumlede travlt med knapperne på sin frakke og så ud til at have noget, hun skulle nå.
– Godmorgen, Kirsten, sagde jeg, med et forsigtigt smil. Har børnene nu lavet ballade igen?
– Det er da ikke det ringeste ord for det! Jeg er snart ved at være der… spruttede hun, stadig med den sidste knap, der drillede.
Netop da begyndte papkassen at røre på sig.
Jeg trådte uvilkårligt et skridt bagud mest af overraskelse end af skræk.
Jeg har aldrig været sart, men jeg havde ikke regnet med, at noget ville ligge i kassen…
Hvad kunne det dog være?
Min fantasi forestillede sig straks en levende riskoger, der spruttede ukogte grøntsager rundt i køkkenet, og som nu måtte være sendt ud i kulden for slem opførsel.
– Se nu her, sagde Kirsten, greb kassen og vippede låget op.
Jeg tog mod til mig, gik ned på reposen og kiggede ind.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at der ikke boede en levende maskine i papkassen. Alligevel blev jeg positivt overrasket over synet.
Fra bunden af kassen så to nysgerrige øjne op på mig et lille bitte killingeblik.
– Hvor er den dog kær! udbrød jeg.
– Det er da også det eneste gode at sige! mumlede Kirsten, mens hun klappede låget i.
– Hvor har I fundet den?
Det var ungerne, der slæbte den hjem… Jeg fortryder bittert, at jeg tillod det. Nøj, hvor har jeg haft meget at se til med den kat. Først faldt jeg for dens øjne men de siger jo, skindet bedrager, og det gør det sgu! Den ser sød ud, men dens temperament ligner min eksmands.
– Jamen, Kirsten, den skal nok falde lidt mere til ro. Skal du ikke have den til dyrlægen? Så den kan få vacciner?
– Dyrlæge? Nej, gud forbyde det! Jeg kan ikke holde til den mere, Rikke. Nu har jeg besluttet, at den skal på kolonihaven. Så må den klare sig der.
Jeg så overrasket på hende. Jeg håbede stadig hun lavede sjov. Men hendes sammenbidte mund og stride øjebryn fortalte det modsatte og det var ikke ligefrem 1. april, men d. 15. november.
– På kolonihaven? På den her årstid?
– Ja, hvad så?! Jeg kan da altid gøre det nu vinter eller sommer, det er ét fedt. Det er ikke en killing, det er en pestilens.
Kirsten begyndte at trække vejret tungt, men fortsatte, da hun havde fået luft:
– Hvis du bare vidste, hvad den har lavet! Jeg har taget mere Baldrian de sidste uger end da jeg var alenemor til to. Beslutningen er taget. Den skal ud!
– Men
– Ja, eller jeg kunne efterlade den på gårdspladsen. Der fandt de den jo. Men så slæber børnene den bare ind igen, eller også finder den op selv. Nej tak så må det være slut!
Kirsten tog mobilen op af lommen, tjekkede klokken og rystede på hovedet.
– Du har snakket mig helt ud af kurs, Rikke. Nu skal jeg altså skynde mig, ellers misser jeg bussen!
Hun greb kassen, svingede rundt og famlede sig ned ad trappen.
Jeg stod bare og så hende forsvinde, uden at forstå hvordan man kunne forvilde sig til at efterlade en killing alene i en kold kolonihave. Den ville jo ikke klare sig én dag.
– Vent, Kirsten! råbte jeg.
– Hvad nu? Jeg sagde jo, at jeg har travlt!
– Lad mig prøve at finde et godt hjem til killingen. Giv den til mig i stedet.
Kirsten stoppede brat…
Et godt hjem? Hentyder du til, at mine hænder er dårlige, eller hvad? hun kneb øjnene sammen. Jeg har opfostret to børn med de her hænder!
– Det er ikke sådan ment. Jeg vil bare hjælpe killingen den overlever da ikke kolonihaven.
Klarer den det, så fint. Kan den ikke, så var det åbenbart ikke meningen. Så skulle den ikke være født.
– Sådan kan man da ikke sige…
Jo, det kan jeg. Det er bare den killing, der ikke har forstået, hvordan man opfører sig. Den kan ikke finde ud af at bo i et rigtigt hjem.
– Den er jo kun en baby! Den skal nok lære det! sagde jeg, men kunne ikke dy mig: Du sender jo heller ikke dine børn i kolonihaven, selvom du råber af dem dagligt.
Mine børn er mine børn. Sammenlign dem dog ikke! Men hvis du så gerne vil, her!
Hun stillede papkassen fra sig.
– Så er det din opgave. Så sparer jeg også penge på busbilletten. Bliver spændende at se, hvor længe du holder! fnøs hun.
Kirsten fór ind i sin lejlighed igen, smækkede døren bag sig og råbte:
– Hvad sker der? Hvorfor er I ikke begyndt at gøre rent? Op med mobilerne!
Resten kunne jeg ikke høre. Jeg samlede papkassen op, kiggede til killingen og gik op til min egen etage.
Ret uventet havde jeg nu en papkasse fra Bilka og
en lille kattekilling i boksen.
Jeg havde overhovedet ikke set det komme, at jeg skulle blive katteejer her til morgen.
Slet ikke i dag. Jeg var jo bare på vej efter kaffe, som var løbet ud derhjemme og så åbenbart på det helt forkerte tidspunkt det forkerte sted.
Sandheden var, at jeg faktisk havde det sådan med dyr, at jeg hverken elskede eller hadede dem. Ikke som hunde- og katteejerne på Facebook, der skriver digte om deres dyr.
Men jeg kunne ikke bære tanken om, at Kirsten ville dumpe den stakkels killing ud i kulden.
For at være ligeglad er ikke det samme som at være koldhjertet. Sådan gør man bare ikke!
Og hvorfor ikke bare prøve at finde et hjem til den? En eller anden ville da sikkert blive lykkelig for sådan en lille én!
Bare at tage et par gode billeder, smide dem på nettet så skulle folk hurtigt stå i kø foran min dør.
Intet problem!
*****
Jeg besluttede at tage fat på sagen med det samme. Da jeg kom hjem, tog jeg billeder af killingen og lagde dem i trådene Gives væk og Giv et hjem på forskellige danske fora.
Så gik jeg ned i Brugsen for at købe kaffe og killingefoder, for et eller andet skulle den lille jo leve af, indtil nogen meldte sig.
Sammen med maden købte jeg et plastbakke og lidt grus. Det løb hurtigt op: 180 kroner. Men jeg ville jo alligevel give det hele væk sammen med killingen.
Det følger med, siger jeg bare, tænkte jeg og smilede ved tanken om det gode, jeg gjorde.
Kirsten havde kaldt killingen for Fnuller, men det reagerede den slet ikke på, så jeg fandt på et andet navn.
Efter et hav af ideer faldt valget på det 132. forslag.
– Du skal da hedde Max! Er du med på den, Max? spurgte jeg killingen.
– Mjav! svarede den og kastede sig straks over mine sutsko som også var behårede og derfor triggede Max. Det skulle da lige være ham, der var den blødeste og fineste i huset!
Jeg grinede, så ham lege i entreen og satte mig efterfølgende til at arbejde.
Mit job var freelancefotograf. Jeg elskede at tage billeder, havde ofte kunder, og det gav mig en god indtægt.
Jeg skulle faktisk havde redigeret billeder fra et fotoshoot. Jeg startede computeren op, åbnede Photoshop og begyndte på første billede men Max havde helt andre planer.
Han fyrede rundt i lejligheden, kunne ikke dreje uden at ramme et bordben eller en reol. Det larmede helt vildt.
– Hov, kammerat! jeg drejede stolen, pegede på Max.
Han stoppede midt i stuen og så intenst på mig. Sig det nu hurtigt, jeg har travlt.
– Jeg forstår godt, du keder dig men husk nu, det er kun for en kort tid.
– Mjav!
– Ingen diskussion! Du er her kun midlertidigt, og du må ikke forstyrre mit arbejde.
Det skulle jeg aldrig have sagt.
Max lagde hovedet på skrå og sendte mig et blik så sølle, at jeg straks skammede mig. Ikke bare lidt jeg fik nærmest lyst til at forsvinde i jorden.
Hvordan kan man skælde sådan en lille fyr ud?
– Okay, leg du bare bare vær stille, forbarmede jeg mig.
Katten gav et lykkeligt mjav og fortsatte sit rally gennem lejligheden med støj og ballade.
“Ser kun mål, ser aldrig forhindringer! Det kunne ligeså godt stå tatoveret på Max,” tænkte jeg.
For at slippe for larmen røg høretelefonerne på musik i ørerne og Photoshop på skærmen.
Men der gik ikke fem minutter, før Max nu i sin vildeste turbo fløj under bordet, fik hevet strømstikket ud af computeren, og så forsvandt han rundt om hjørnet. Prøv så at bevise, at det var katten!
– For helvede Hvordan er det muligt?! hviskede jeg til den sorte skærm.
De næste tyve minutter galopperede jeg rundt i lejligheden i hælene på Max.
Fange ham? Glem det.
Til gengæld fik jeg både banket min lilletå mod stolen og to gange væltet mit knæ ind i kontorstolen.
Da computeren endelig var oppe igen, placerede Max sig på tastaturet og spærrede for alt arbejde. Jeg scrollede ned gennem forumposterne med killingen.
En masse likes, det var tydeligt. Men alle kommentarer lød ens:
Ej hvor er den nuttet!, Du er heldig med sådan en killing!, Et mirakel!
Men ingen ville tage ham.
Ingen ringede. Ingen skrev bagom. Standby.
Så prøvede jeg at skrive under hver post, at jeg gerne leverede killingen personligt uanset hvor, til Jylland eller Fyn, bare den fik et hjem.
Nu ville de da bide på!
Imens havde Max fundet ro oven på dagens fodbold han landede på sofaen og rullede sig om på ryggen og kiggede bedende op: Elsk mig, som jeg er.
Jeg satte mig. Klappede ham på maven, indtil han begyndte at spinde og lukkede øjnene.
Så faldt vi begge i søvn.
Arbejdet blev ikke til noget den dag.
*****
En uge senere måtte jeg indrømme: det med at give en kat væk er ikke ligetil. Folk likede og kommenterede, men ingen ville have Max.
Efter endnu tre dage begyndte jeg at tænke:
Hvad hvis ingen tager killingen? Bliver han så hos mig?
– Det mangler bare det! sagde jeg højt, og skældte straks ud på mig selv.
Max lå og sov ved mit tastatur, med forpoterne om musen (derfor havde jeg ikke arbejdet i tre kvarter). Han åbnede det ene øje og sagde fornærmet Mjav! Nu er det middagslur og du råber!
Jeg sukkede, tog min telefon og rullede ned igennem kommentarerne igen.
Det samme som sidst; ingen ændringer. Kun lovprisninger ingen aftaler.
Jeg mistede troen på, at Max ville få et andet hjem.
I det øjeblik kom jeg i tanke om, at jeg for ikke så længe siden havde besøgt en psykolog bare for at finde ud af, hvad jeg egentlig manglede i livet.
Jeg havde jo mit drømmejob, økonomien fejlede ikke noget, og lejligheden var min egen (tak mor og far!). Det burde jo være lykken.
Men for nylig følte jeg bare et tomrum. Det handlede ikke om fyre jeg havde selv sat kærlighedslivet på pause.
Hvad var det så, jeg manglede?
Det forsøgte jeg at finde ud af. Psykologen foreslog at tale med mig selv. Jeg prøvede men endte bare med et glas vand og en hovedpinepille.
Ingen løsning. Alt lå stadig nede på bunden.
Så prøvede jeg veninderne.
– Jeg tror bare du keder dig, sagde Signe, der altid var lidt misundelig over mit job og min lejlighed.
– Nej, Signe, jeg arbejder lige så meget som dig.
– Måske mangler du bare noget at tygge på? foreslog Julie, mens hun spiste dessert.
– Hvad mener du?
– At du mangler lidt på sidebenene for at føle dig rigtig lykkelig! Du er jo helt slank. Kunstigt tynd, nærmest.
Heller ikke dén snak hjalp. Så jeg besluttede bare at lade tankerne ligge. Men her vendte de tilbage.
Det eneste jeg mangler er Max! Måske er det rigtigt? Lad os nu se
*****
Det blev til en hel måned med Max. Tiden fløj. Killingen blev ikke afhentet og jeg undrede mig virkelig over, hvordan ingen af de 1.228, der havde liket billederne, var dukket op.
Efter 30 dage begyndte jeg endelig at forstå, hvorfor.
Der skete så mange ting, at skulle man fortælle det hele, ville Tolstoys Krig og fred” dårligt kunne dække det.
Max viste sig at være ret kvik. Han forstod alt, hvad jeg sagde især når jeg bønfaldt ham om at lade sofaen være.
Han prøvede sig frem i forskellige fag. Først som indretningsarkitekt jeg nåede at skifte gardiner fire gange, før jeg opgav konceptet gardiner.
Da interiør ikke var hans kald, forsøgte han sig som gourmetkok.
Han smagte på alt fra agurkesalat til leverpostej, men kun kattemaden gled ned.
Til sidst indså han som alle katte før ham: hans job var at bringe glæde.
Vi havde hver vores billede af glæde. For mig var det at få sovet igennem og nåede mit arbejde.
Men Max rev og sled i den ro, jeg før havde. Var jeg på vej til at hvile mig, stod han klar med store øjne: Er det ikke tid til en leg?
Kirstens sure ord forstod jeg bedre nu. Men jeg kunne aldrig have gjort det; jeg ville aldrig sende Max væk.
For selv om han sled mig op, så fyldte han også både sjove og gode øjeblikke.
For det første holdt jeg op med at spekulere på, hvad jeg manglede i livet. Det spørgsmål var væk.
Og så blev jeg meget hurtigere til at gøre rent man lærte lynhurtigt at være effektiv inden killingen vågnede!
Sjove episoder nok til et helt liv. Jeg var lige så stolt, da Max lærte at bruge bakken selv, som mødre er, når barnet tager de første skridt.
Indtil da bar jeg ham derhen hver gang uanset om klokken var ét, halv fire eller fem om morgenen.
Endelig kunne jeg sove et par timer ekstra og jeg græd faktisk af lettelse.
Andre hans mærkeligste vaner har været at tænde og slukke natlampen midt om natten igen og igen. Til sidst fjernede jeg den sammen med gardinerne.
Det blev hurtigt hverdag. Og man vænner sig til det meste.
Efter en måned stod det klart for mig: det var ikke Max, der boede hos mig. Jeg kom på besøg hos Max!
Han var stolt herre i huset, hilste mig godmorgen og godaften.
Jeg indså langsomt, at mit ønske om at finde gode hænder til Max var opfyldt det var jo mine egne.
Jeg var blevet den kærlige ejer, der stod op om natten for at lege skjul eller bold, der glattede pelsen på en kat, der kunne fylde en hel seng.
Og jeg fortrød ikke et sekund. Jeg elskede ham jo. Man kunne ikke andet! Og Max var også blevet glad for mig.
Nu vækker han mig ikke mere han lægger sig bare tålmodigt ved min side og venter på, at jeg vågner.
Bare venter. Selv om hans blik sommetider siger: Hvor længe har du tænkt dig at sove, menneske? Jeg savner digOg sådan gik det til, at jeg, som hverken var kattemenneske eller havde tænkt mig at blive det, alligevel blev det uden at vide hvordan. Når folk spurgte, hvordan jeg fandt Max, svarede jeg bare: Det var faktisk ham, der fandt mig.
Nogle gange modtager jeg stadig beskeder på mine gamle opslag: Er den søde killing stadig til at få? Nej, tænker jeg. Han er ikke til at få. Han er her, lige hvor han skal være.
For hver dag, der gik, stoppede jeg lidt mere op og glemte alt om, hvad jeg manglede. For hvad kan man mangle, så længe et lille væsen hopper op på skødet og ser på én med de dér øjne? De samme øjne, der første gang så helt ind i mig fra bunden af en papkasse og gjorde mig til noget nyt: en, der hører til. Hos Max.
Og om natten, når han strækker sig langs mine ben, lader spindelydene fylde rummet og verden ligger stille udenfor, forstår jeg endelig, hvad glæde egentlig er: At finde det, man ikke ledte efter og blive det hjem, nogen andre havde brug for.
Ikke fordi man havde planlagt det, men fordi det bare var meningen.
For Max og mig blev vi hinandens hjem. Og mere heldig kan man ikke være.
