– Og når jeg kommer hjem igen, skal lejligheden være gjort rent! Helle Johansen løb ud på opgangen og smækkede døren bag sig så kraftigt, at ruderne sitrede.
Ida, som netop var på vej ned ad trappen, fór også sammen. Hun stod stille et øjeblik og håbede, at naboen ikke fik øje på hende. Men hun håbede forgæves. Helle så hende straks.
Nå, Ida Godmorgen!
Kvinden satte hurtigt en papkasse fra sig på gulvet, knappede frakken, og man kunne tydeligt se, at hun havde travlt.
Godmorgen, Helle, svarede Ida med et lille smil. Er det børnene, der har lavet ballade igen?
Mere end du aner! Jeg kan slet ikke mere, udbrød Helle mens hun kæmpede med den sidste knap.
Samtidig begyndte papkassen på gulvet at bevæge sig.
Ida blev så overrasket, at hun nær var sprunget op i luften, selvom hun stod på behørig afstand.
Ikke, at hun var bange af sig. Det var bare slet ikke faldet hende ind, at der kunne være nogen eller noget i den æske
Hvad i alverden er der mon i den?
Hendes fantasi forestillede sig straks en levende multicooker, der opførte sig så dårligt (sprøjtede grøntsager ud over det hele), at den måtte af sted på genbrugspladsen det værste tænkelige straf.
Se bare her, sagde Helle, tog kassen op og løftede låget.
Ida gik et par trin ned, hen til Helle og så forsigtigt ned i kassen.
Selvfølgelig var hun helt med på, at der nok ikke var nogen multicooker, og at det ikke var farligt. Men synet overraskede hende alligevel.
En behagelig overraskelse.
Fra bunden af kassen stirrede to nysgerrige øjne op. De tilhørte en lille killing.
Nej hvor er den kær! udbrød Ida.
Åh, lad nu være, brummede Helle og lukkede låget igen.
Hvor har du fået den fra?
Det er ungerne, der har slæbt den med hjem Jeg fortryder så inderligt, at jeg sagde ja til at beholde den. Det har været så besværligt, at jeg ikke har ord for det. Jeg faldt jo også for de fine øjne og det kønne ansigt, men nu kan jeg godt se, at man ikke skal lade sig narre af udseendet. Udenpå så sød, men temperament som min eksmand.
Det skal nok gå, Helle. Killingen bliver jo ældre og roligere om lidt. Skal du have den til dyrlæge og vaccineres?
Overhovedet ikke! Hvilken dyrlæge? Nej tak, Ida jeg er færdig med den kat. Jeg har besluttet at tage den med ud i sommerhuset. Den kan bo der.
Ida kiggede forbløffet på Helle, håbede det var en joke.
Men med Helles rynkede bryn og skarpe tone forstod hun hurtigt, at der ikke var tale om pjat. Og det var trods alt den 15. november, ikke 1. april.
Sommerhuset? Nu, midt om efteråret?
Ja, hvad skal jeg vente på foråret for? Hvad forskel gør det? Hvis det var vinter, tog jeg den bare med derud nu. For det der, Ida, det er ikke en rigtig kat. Bare en fejl.
Helle blev så irriteret, at hun måtte stoppe for at få været igen.
Da hun havde fået vejret, fortsatte hun:
Hvis du havde set, hvad den laver! Jeg har nærmest drukket mere kamillete for de nerver end dengang, jeg var alene med to unger. Så nu er beslutningen endelig. Den skal i sommerhuset!
Jamen, vent lidt
Så kunne jeg måske lade den blive i gården. Der blev den jo også fundet. Men børnene finder den bare igen og slæber den op i skabet. Eller den finder selv tilbage! Og sådan et held klarer jeg mig gerne uden.
Helle fiskede sin mobil frem og tjekkede tiden, rystede på hovedet:
Du har snakket mig helt væk, Ida. Jeg skal altså videre, ellers misser jeg bussen.
Hun greb papkassen og begyndte at gå, med et fast greb om gelænderet.
Ida stod tilbage og kunne slet ikke fatte, at nogen kunne efterlade sådan en lille killing alene i et sommerhus. Den ville jo ikke klare sig i en dag derude.
Vent, Helle! råbte hun.
Hvad nu? Jeg har altså travlt!
Lad nu være med at tage killingen med i sommerhus. Giv den til mig, så sørger jeg for at finde et godt hjem til den.
Helle gik i stå
og vendte sig langsomt om.
Et godt hjem? Hvad prøver du at sige? Har jeg dårlige hænder måske? Helle kneb øjnene sammen. Jeg har opdraget to børn med de hænder!
Nej, slet ikke. Jeg vil bare gerne hjælpe. Den kan ikke klare sig alene derude.
Hvis den vil, så overlever den ellers overlever den ikke. Skæbne. Sådan er livet.
Ej, sådan må du da ikke tænke
Det var ikke mig, der startede det her det er killingen, der ikke kan opføre sig ordentligt. Den dur ikke til at være inde i et hjem.
Den er bare en baby! Han lærer det nok! indvendte Ida, men fortsatte, Du sender jo heller ikke dine børn væk, selvom de skriger hele dagen.
Børn er børn. Det her er bare den der. Men, vil du virkelig, så ta den.
Helle satte papkassen på gulvet.
Det er også nemmest så skal jeg ikke bruge penge på transport, og så kan jeg se hvor længe, du holder! sagde hun tørt.
Så gik Helle hurtigt ind i sin lejlighed, smækkede døren, og Ida kunne høre hende råbe:
Hvad sker der? Hvorfor har I ikke startet på rengøringen? Læg jeres mobiler væk!
Resten hørte Ida ikke. Forsigtigt løftede hun kassen, tjekkede at killingen stadig var der, og gik op på sin egen etage.
Sådan blev jeg altså, helt uventet, den heldige ejer af en papkasse fra et køkkenapparat og
en lille killing.
Ærligt talt havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle have en lodden gæst hjemme i lejligheden.
Især ikke i dag Jeg var egentlig bare på vej til Netto efter kaffe, fordi jeg havde opdaget, jeg var løbet tør, og tilfældigvis var jeg bare havnet det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Desuden har jeg aldrig været en af dem, der forguder dyr, sådan som mange hunde- og katteejere gør. Men at lade Helle tage killingen ud til et tomt sommerhus, det kunne jeg bare ikke lade ske.
For ligegladhed er ikke det samme som at mangle medmenneskelighed. Sådan gør man bare ikke!
Desuden tænkte jeg ikke, det var umuligt at finde et godt hjem til sådan én der måtte da nemt kunne findes nogen, som faldt for sådan en skønhed!
Det krævede nok bare nogle gode billeder fra forskellige vinkler, et opslag på nettet, og så ville køen af håbefulde katteelskere begynde at banke på døren.
Let!
*****
Jeg besluttede ikke at udskyde det, så da jeg kom hjem, tog jeg straks nogle billeder af killingen og lagde dem op på forskellige netfora under Gives væk eller Søger kærligt hjem.
Så gik jeg roligt hen for at handle den kaffe, jeg aldrig nåede om morgenen, og
killlingefoder (der skal jo noget mad til, indtil nogen får ham hentet).
Med mad, bakke og grus udgifter, jeg slet ikke havde regnet med, men helt nødvendigt.
Jeg giver det hele væk sammen med killingen, tænkte jeg.
Og jeg smilede over at gøre noget godt. Ikke en krone fortrød jeg.
Ifølge Helle hed killingen Muffe, men han reagerede slet ikke på det navn, så jeg fandt hurtigt på et andet, efter at have prøvet mig gennem en hel række.
Fra nu af hedder du Sigge! Går det an? spurgte jeg killingen.
Mjav! svarede han og fór over i gangen for at tumle med mine hjemmesko, som også var af pels og irriterede ham.
For det måtte jo være ham, der var den blødeste og kæreste, ikke et par gamle sutsko.
Jeg lo for mig selv og så Sigge lege, og satte mig derefter foran computeren for at arbejde lidt.
Mit arbejde som selvstændig fotograf var mit kald og min glæde og heldigvis gav det også en god indtægt.
Jeg havde travlt: en fotoserie skulle redigeres snarest, så jeg startede computeren op, fandt Photoshop frem og åbnede det første billede med et alvorligt minespil.
Men arbejdsroen varede ikke længe.
Sigge, efter skoene, begyndte straks at fare husaragtigt rundt i hele lejligheden og drønede ind i alt på sin vej. Larmen var ikke til at holde ud.
Hey, lille ven! jeg drejede mig i stolen og kiggede strengt på ham.
Han stivnede midt i stuen og kiggede spørgende på mig hvad har du på hjerte? Ellers har jeg travlt.
Jeg forstår godt, at du keder dig og vil lege. Men husk, du er her altså kun midlertidigt
Mjav!
Du skal ikke diskutere! Du er gæst. Så opfør dig ordentligt og lad mig arbejde.
Det skulle jeg aldrig have sagt.
Sigge så på mig så bebrejdende, at jeg fik ondt af det. Ikke bare lidt ondt men virkelig pinligt til mode.
Hvorfor skælde sådan en lille ud?
Okay, du må gerne lege. Bare gør det stille.
Sigge mjavede lykkeligt og satte i løb, væltede ind i både stol, skab og lænestol.
Målretningen mangler, men ambitionerne fejler ikke sådan er Sigge helt sikkert! tænkte jeg.
For at slippe for larmen tog jeg høretelefoner på og satte musik på. Redigeringen fortsatte.
Men bare efter fem minutter fór Sigge en tur under mit computerbord, fik på mirakuløs vis hevet strømstikket ud med poten og forsvandt derefter under sofaen. Forhold dig nu til det!
Ej men altså sagde jeg og stirrede på den sorte skærm.
De næste 30 minutter løb Sigge og jeg om kap rundt i hele lejligheden.
Desværre fik jeg ikke fat i ham.
Men jeg fik alligevel slået min storetå ind i en stol og mit knæ to gange mod lænestolen.
Da computeren var tændt igen, tjekkede jeg tråde på de sider, hvor jeg havde skrevet om Sigge.
Der var masser af likes, og jeg blev lidt glad. Men kommentarerne var nedslående ens:
Hvor er han dog skøn!, Du er heldig at have sådan en killing!, Det er da en lille vidunderkat!.
Men ingen spurgte efter ham.
Ikke et opkald, og slet ingen ventende på min måtte ikke én gang.
Jeg skrev så under hvert opslag, at jeg var gladelig klar til at bringe Sigge ud. Uanset hvor i byen. Endda ud af byen helt til verdens ende, om så det skulle være!
Tænker folk synes, det er svært at hente ham selv, men nu sker der nok noget! trøstede jeg mig selv.
Imens var Sigge løbet træt, havde i femte forsøg besteget sofaen og lagt sig med maven opad i elsk mig som jeg er-stil. Jeg satte mig ved siden af og nussede hans lyserøde mave, indtil han faldt i søvn.
Og sammen med ham, mig.
Vi sov begge til det blev aften. Arbejde var der selvfølgelig ikke tale om den dag.
*****
Efter en uge begyndte jeg at indse, at det ikke var så simpelt at finde en ny familie til Sigge. Folk likede, kommenterede, men der skete absolut intet. Hverken beskeder eller opkald.
Efter yderligere tre dage begyndte jeg at tænke:
Hvad nu, hvis ingen nogensinde henter ham? Skal han bo her for altid?
Ja, sjovt nok! Det skal jeg da bare ikke bruge til noget! mumlede jeg surt, for straks at fortryde det.
Sigge sov trygt ved tastaturet med begge poter om musen (jeg havde ikke arbejdet i 40 minutter på grund af det!), men nu åbnede han et øje og mjavede utilfreds: How dare you forstyrre min middagslur!
Jeg sukkede tungt, tog telefonen op og tjekkede kommentarfeltet igen.
Der var stadig kun ros til Sigge og heldige ønsker til mig. Mine håb om at nogen ville tage ham, blev mindre for hvert klik.
Så huskede jeg pludselig den gang, jeg besøgte en psykolog for at finde ud af, hvorfor jeg trods god økonomi, yndlingsjob og egen lejlighed ikke var helt tilfreds eller lykkelig.
Ingen tror det handler om kærester jeg satte selv mit kærlighedsliv på pause for at slappe af fra forhold.
Men hvad så?
Det kunne jeg ikke finde svaret på, så jeg opsøgte en professionel.
Han må jo kunne hjælpe!
Efter råd fra ham prøvede jeg at tale med mig selv for at finde den skjulte årsag, som han sagde lå helt nede på bunden af Marianergraven, men
det endte bare med et glas vand og en hovedpinepille.
Så blev jeg træt af hele den psykologsnak og spurgte i stedet mine veninder.
Du keder dig bare, sagde Anne, der tit var lidt misundelig på mit job og mit hjem.
Nej, Anne. Jeg arbejder ligesom dig fem dage om ugen nogen gange uden fridage. Hvorfor skulle jeg kede mig?
Måske mangler du bare det? svarede Signe og spiste videre af sin cheesecake.
Hvad? Hvem?
Nej, ikke hvem, hvad! Du mangler noget at gnave på Du er jo alt for tynd du har tydeligvis fået for lidt wienerbrød som barn!
Samtalerne førte ingen vegne. Jeg besluttede at glemme det hele. Alligevel dukkede tanken op igen.
Det mangler jeg da også bare! Eller mangler jeg virkelig måske er det bare Sigge, jeg ikke kan undvære nu? Det må tiden vise.
*****
Fra dagen jeg blev midlertidig vært for Sigge, gik der en måned. Faktisk røg dagene forbi.
Ingen hentede killingen. Jeg undrede mig: hvordan kan det være, at ud af 1228 likes var der ingen, der ville hente ham?
Men nu, 30 dage senere, begyndte jeg måske at forstå hvorfor.
Der skete så meget på den måned, at jeg kunne skrive et helt værk til, men lad mig bare fortælle det kort.
Sigge var faktisk en skrap én.
Han fattede lynhurtigt hvad jeg sagde, især når jeg tiende gang bød ham lade sofaen være i fred.
Han prøvede også nye professioner.
Først kind-of inden for interiørdesign fire slags gardiner blev det til, før jeg endelig droppede dem. Tak, Sigge!
Derefter prøvede han rollen som chefkok. Han smagte på alt på spisebordet og spyttede det straks ud igen: hverken syltede agurker, marinerede svampe eller kogte kartofler faldt i hans smag.
Til sidst indså han, at lykke for en kat faktisk bare handler om at bringe glæde til sin ejer.
Enig, vi forstod glæde ret forskelligt.
For mig var glæde at få sovet en fuld nats søvn og at nå at redigere billeder.
Men killinger er ikke søvnens værste fjende for ingenting.
En eller anden deroppe har tænkt, at jeg lever for roligt.
Derfor sendte de mig Sigge.
Så snart jeg satte mig ned, dukkede han op og kiggede på mig som om han ville sige: Kommer du ikke og leger?
Og så gik showet ellers løs.
Nu forstod jeg pludselig Helles jagt på sommerhuset. Jeg kunne aldrig selv finde på det, selvom Sigge til tider var ret udmattende.
Men til gengæld var der også meget godt.
For det første: jeg holdt op med at tænke på, at noget manglede i mit liv.
For det andet: rengøring gik hurtigere ikke fordi der var mindre rod, men fordi jeg havde lært at rydde op i lynfart, før Sigge vågnede.
Og alle de positive stunder! Dem tager jeg med resten af livet.
Som en mor jubler over babyens første skridt, frydede jeg mig, da Sigge endelig lærte at bruge bakken selv.
Jeg havde ellers måttet bære ham dertil om natten uanset klokkeslæt: klokken et, kvart i fire You name it.
Han vækkede mig, jeg bar ham. Tak Gud, det er fortid. Ingen så det, men jeg fældede tårer af glæde. Det er lykke at få en ekstra times søvn!
Sigge fik selvfølgelig også andre vaner, som at tænde og slukke natlampen om natten. Til sidst røg lampen helt væk, sammen med gardinerne.
Man vænner sig til alt. Det gjorde jeg.
Efter en måned havde jeg gjort mig en vild opdagelse.
Det var ikke Sigge, der boede hos mig jeg besøgte ham! For det var ham, der tog imod mig om aftenen og sendte mig afsted om morgenen. Den sande ejer!
Jeg indså også, jeg havde ledt for længe efter gode hænder for Sigge: jeg var jo selv den kærlige ejer med både tålmodighed og milde hænder.
Klar til at stå op for at lege fodbold og gemmeleg klokken fire om natten.
Klar til at kæle, når han rullede sig ud over hele sengen og mirakuløst fyldte det meste af den.
Ja, jeg er klar og jeg fortryder ingenting. For jeg elsker ham. Det er umuligt andet.
Og Sigge elsker mig
Han vækker mig ikke længere om morgenen, men lægger sig lydløst ved siden af, mens jeg sover, og venter tålmodigt på, at jeg slår øjnene op.
Stille venter han. Men med et blik der siger: Hvor længe skal du egentlig sove, menneske? Jeg savner digJeg smiler tilbage, stryger ham let over hovedet og mærker hans lille krop spinde, dybt og roligt, som et usynligt bånd mellem os. Inden jeg rækker ud efter dynen, fanger et blik i hans øjne mignoget fortroligt og forventningsfuldt. Og dér, i det øjeblik, bliver jeg helt stille. Jeg forstår pludselig, at det ikke handler om at have eller holde fast på nogen, men om at lukke glæde ind, også når den kommer på fire poter, i en papkasse midt i kaos.
Verden udenfor kan vente. Lige nu, her i dette lille øjeblik, er vi begge nøjagtig, hvor vi skal være.
Sigge strækker sig blidt og lægger sin pote over min arm, som for at sige: Velkommen hjem.
Jeg behøver ikke lede mere; jeg har fundet det, jeg ikke vidste, jeg savnede.
Kaffen kan vente lidt endnu.
