– Og sørg nu for, at lejligheden er rengjort, til jeg kommer hjem! fru Grethe Petersen stormede ud på reposen og smækkede døren bag sig med sådan en kraft, at ruderne i opgangen klirrede.
Freja, som netop var på vej ned ad trappen, fór sammen. Hun blev stående helt stille, håbede, at naboen ikke ville bemærke hende. Det var hørt før men ikke nok denne gang. Grethe havde set hende.
Nå, godmorgen, Freja.
Uden videre satte Grethe en papkasse fra sig, den slags man kan få, når man har købt en ny riskoger. Hun begyndte febrilsk at knappe frakken, det var tydeligt, hun havde travlt.
Godmorgen, Grethe, svarede Freja venligt. Har ungerne været ude på narrestreger igen?
Det kan du tro! Jeg er ved at miste tålmodigheden, snakkede Grethe, stadig i kamp med den sidste knap.
I det samme bevægede kassen sig på gulvet.
Freja fik nærmest et chok selvom hun egentlig var på behørig afstand.
Hun var nu ikke nogen bangebuks, men havde ikke regnet med, at der kunne være nogen inde i kassen…
Hvem i alverden kunne det være?
Fantasien malede straks billedet af en levende riskoger, der lavede ulykker, fx spyttede rå grøntsager, og derfor skulle skaffes af vejen.
Se bare her, sagde Grethe lettere opgivende, rakte kassen op, så Freja kunne kigge ned.
Freja trådte nærmere, så ned i kassen og blev overrasket. En god overraskelse endda.
Et lille ansigt med to nysgerrige øjne kiggede op. En lille killing.
Nej, hvor er den sød! udbrød Freja.
Synes du virkelig det? mumlede Grethe, lukket kassen hurtigt igen.
Hvor har du ham fra?
Ungerne slæbte den hjem… Jeg fortryder nu, at jeg gav lov til at beholde den. Den har kun bragt bøvl med sig. Jeg blev også selv narret af de uskyldige øjne og den nuttede snude, men ret skal være ret: man skal ikke lade sig dupere af udseendet. Udenpå er den lækker, men temperamentsmæssigt minder den om min eksmand.
Sådan er det jo tit med killinger, sagde Freja opmuntrende. Skal han vaccineres? Skal du til dyrlægen med ham?
Nej, bestemt ikke! Hvilken dyrlæge? Jeg er træt af den kat. Jeg tager den ud i sommerhuset så kan den bo der.
Freja så forbavset på Grethe, i håb om, at hun spøgte.
Men hendes sammenbidte mine fortalte det modsatte. Og det var ingen aprilsnar, men den 15. november.
Ud i sommerhuset? Så sent på året?
Ja, hvad skulle jeg ellers gøre? Synes du, jeg skal vente til forår? Hvad gør det om så det var vinter.
Grethe blev helt rød i hovedet over at skulle forklare sig.
Du skulle se, hvad den bandit har lavet! Jeg har ikke drukket så meget beroligende, siden jeg stod alene med begge unger. Beslutningen er truffet. Katten skal ud!
Men…
Jo, jeg kunne også efterlade den ude i gården, hvor børnene fandt den. Men de kommer sikkert bare hjem med den igen og gemmer den i skabet. Det har jeg ikke brug for.
Grethe kiggede på klokken på sin telefon og sukkede.
Nu har du bare holdt mig op, Freja. Jeg skal videre, ellers misser jeg bussen.
Hun greb kassen, drejede rundt og begyndte at gå ned ad trapperne, fast i greb om gelænderet.
Freja så hende gå og forstod ikke, hvordan man kunne forlade en lille killing alene i et koldt sommerhus. Den ville næppe overleve en dag.
Vent, Grethe! råbte hun.
Hvad nu? Jeg har travlt!
Lad være med at tage killingen derud. Lad mig prøve at finde et hjem til den. Giv bare kassen her.
Grethe stoppede op, vendte sig om med et smalt blik.
Skal det forstås sådan, at jeg har dårlige hænder? Jeg har trods alt opfostret to børn.
Nej, jeg siger bare, at jeg gerne vil hjælpe killingen. Den klarer sig ikke alene i et øde sommerhus.
Hvis den overlever, så overlever den. Hvis ikke, var det ikke meningen. Sådan er det.
Åh, hvorfor dog sådan?
Jeg kan ikke gøre for det. Den er bare ikke tilpasset et hjem.
Den er stadig bare en baby! indvendte Freja. Du smider jo heller ikke dine børn i sommerhuset, selvom du bander over dem.
Mine børn ER mine børn. Dette her… er noget andet. Men hvis du vil så tag den!
Grethe satte kassen på gulvet.
Det bliver jo kun nemmere for mig! Så slipper jeg for bøvlet og for ikke at skulle bruge penge på transport. Så kan vi jo se, hvor længe du holder den ud! lo hun sarkastisk.
Derpå forsvandt hun ind, smækkede døren, og Freja hørte hende råbe:
Sikke noget rod! Hvorfor er I ikke begyndt at gøre rent? Kom her med jeres mobiler!
Freja hørte ikke mere. Hun tog forsigtigt papkassen op, kiggede til killingen og gik op til sin egen lejlighed.
Uventet blev hun nu ejer af en papkasse fra en riskoger og en lille, forvirret killing.
Freja havde på ingen måde planlagt at få sig en firbenet logerende.
Hun var bare på vej efter kaffe, der hjemme uventet var sluppet op, og nu stod hun pludselig i denne situation.
Hun havde aldrig været typen, der gik så meget op i dyr. Hun var ikke katte- eller hundetosset, som mange andre.
Men at lade Grethe sende en killing alene i et øde sommerhus, kunne hun ikke have på sin samvittighed.
For ligegyldighed er ikke det samme som hjerteløshed. Man skal hjælpe, hvis man kan sådan gør vi i Danmark.
Hun tænkte, at denne nuttede killing nok hurtigt ville finde et hjem. Det ville være nemt: tage nogle søde billeder, lægge dem på nettet og så ville folk stå i kø for at overtage ham.
Let som ingenting!
*****
Freja gik straks i gang. Hun tog billeder af killingen, lagde dem op på forskellige forum i kategorien Katte gives væk og Gode, kærlige hjem søges.
Hun gik så ned efter kaffe og killinge-foder. Den lille skulle jo have mad, indtil han blev afhentet.
Med foder måtte hun også købe kattebakke og grus. Ikke planlagte udgifter, men nødvendige.
Så kan jeg give det hele med til den nye ejer, tænkte hun og smilede, fordi hun gjorde noget godt. Ingen fortrydelse over penge brugt på det.
Ifølge Grethe hed killingen Småkage, men han reagerede ikke på navnet, så Freja fandt på selv.
Hun overvejede mange navne og landede på nr. 132.
Nu hedder du Sigge! Er det ok med dig? sagde Freja til den lille.
Mjav! svarede killingen og løb straks ud i gangen for at slås med et par plyssede hjemmesko, som Sigge åbenbart syntes var konkurrenter.
Han var jo trods alt den mest pelsede og nuttede i lejligheden, ikke tøflerne.
Freja grinede af Sigges legesyge og gik i gang med at arbejde lidt.
Freja var selvstændig fotograf, hun elskede det. Det gav ikke bare glæde, men også en god indkomst.
Nu skulle hun bare lige have færdigredigeret billeder fra en nylig fotosession. Så hun tændte computeren, åbnede Photoshop og gik i gang.
Men helt nemt blev det ikke.
Sigge, der var blevet færdig med hjemmeskoene, begyndte at ræse rundt i lejligheden, uden at tage hensyn til skarpe sving.
Det larmede kolossalt.
Hey, makker! Freja snurrede rundt på stolen. Jeg forstår du vil lege, men husk, du bor her kun midlertidigt…
Mjav!
Ikke noget at diskutere! Du er gæst. Prøv at opføre dig pænt, så jeg kan arbejde.
Det fortrød hun straks, for Sigge lavede et så sørgmodigt blik, at Freja straks fik det dårligt.
Hun var klar til at synke i jorden af skam.
Hvordan kan man skælde ud på sådan en lille fyr?
Ok, leg bare men stille, sagde hun.
Killingen spandt, og fornøjet fortsatte han sit løb og væltede i både stole og skabe på vejen.
Sigge – altid i fuld fart og ser ikke forhindringer! tænkte Freja.
For at dulme lydene satte hun musik på og fortsatte billedredigeringen.
Men fem minutter senere fik Sigge med et elegant spring under skrivebordet vippet strømstikket ud af forlængerledningen, og det blev sort skærm.
Ej altså… Hvordan kan det ske? Freja kunne ikke andet end at sukke.
De næste halve time løb både Sigge og Freja rundt i lejligheden hun prøvede at fange ham, uden held.
Men hun fik både banket storetåen ind i et bordben og slået sit knæ på kontorstolen to gange.
Da computeren var startet op igen, forsøgte hun at gennemgå alle tråde med billederne og kat gives væk.
Der var masser af likes, men da hun læste kommentarerne, blev hun nedslået.
De fleste skrev bare: Hvor er han skøn!, Sikke et held!, Et vidunder af en kat!. Men ingen ville afhente ham.
Ingen ringede, og der stod heller ikke nogen kø i opgangen.
Så skrev hun i samtlige tråde, at hun gerne selv ville bringe katten ud, uanset hvor i byen eller landet.
Måske folk bare ikke kan komme forbi, men SÅ ringer de nok nu, tænkte hun.
I mellemtiden var Sigge blevet træt af at løbe, fandt vej op til sofaen og gik direkte i elsk-mig-som-jeg-er-stilling med maven i vejret. Freja satte sig, kælede for ham, og snart sov de begge.
Resten af eftermiddagen blev der ikke lavet mere arbejde.
*****
Efter en uge begyndte Freja at mærke, det ikke var så let at finde nyt hjem til Sigge. Folk fortsatte med at like og skrive positive ting, men ingen kontaktede hende.
Efter tre dage mere tænkte Freja:
Hvad, hvis ingen tager ham? Skal jeg så beholde ham? Er det nu min kat?
Det mangler bare, sagde hun halvgrinende og skældte ud på sig selv.
Sigge lå og sov med begge poter om computermusen (derfor havde Freja ikke kunne arbejde længe), men vågnede ved hendes udbrud og protesterede: Sovetid, ikke råbetid!
Freja greb sin mobil og skimtede kommentarerne igen.
Intet nyt, bortset fra at alle roste Sigge, som om hun var heldig at have fået ham. Men med hver kommentar svandt håbet for at finde et nyt hjem.
Pludselig huskede hun sit sidste besøg hos psykolog, hvor hun havde prøvet at finde ud af, hvad der manglede i hendes liv.
Hun havde jo det hele: drømmejob, ingen pengeproblemer, og sin egen lejlighed takket være forældrenes hjælp.
Men en underlig tomhed gnavede og det var ikke kærlighed, for hun havde selv sat kærligheden på pause for at få lidt ro.
Hvad var det så?
Det kunne psykologen ikke rigtig grave frem. Selvhjælpsrådene endte i et glas vand og en pille mod hovedpine.
Rådvild konsulterede hun veninderne.
Du er bare blevet forkælet, sagde Lea, som halvt misundte Freja hendes held.
Ej, jeg arbejder ligeså hårdt, svarede Freja.
Måske mangler du bare lidt… tænkte Mille højt, mens hun spiste kage.
Hvad?
Altså… lidt fedt på kroppen! Du er jo så spinkel, at man tror, du aldrig har fået wienerbrød som barn.
Samtalen med veninderne førte ikke til svar. Så Freja besluttede at lade tankerne ligge. Men nu vendte de tilbage.
Måske mangler jeg faktisk Sigge for at være lykkelig. Det er nok skæbnen.
*****
Siden den dag kalder Freja nu Sigge sin logerende på tredje uge, men tiden fløj.
Ingen blandt de 1.228 likes på opslagene ville tage Sigge til sig.
Men nu, efter en hel måned, begyndte hun at fornemme hvorfor.
Der var sket meget på de fire uger skulle hun fortælle det hele, blev det en roman.
Men kort fortalt: Sigge var en klog lille fyr, som hurtigt lærte at forstå, hvad hans menneske sagde, især når Freja bad ham lade sofaen være i fred.
Sigge prøvede alt muligt: fra gardinarkitekt til køkkenekspert (smagte på alt, spyttede det ud igen). Men intet kunne slå fornøjelsen ved godt kattemad.
Han besluttede sig for i stedet bare at give Freja glæde og selskab.
Forståelsen af glæde og lykke var ikke den samme for dem begge. Frejas lykke var søvn og at få arbejdet gjort.
Men nu med Sigge blev det mere levende og støjende.
Man kunne tro, Freja havde haft det for nemt, og derfor sendte skæbnen hende Sigge. For nu stod han hver gang parat, så snart hun satte sig eller lagde sig, klar til at spørge med øjnene: Leger du nu?
Og så gik det løs på den måde, der kun kan forstås af dem, der har haft killing i huset.
Nu forstod hun faktisk Grethe bedre, men hun kunne stadig aldrig finde på at efterlade Sigge i et sommerhus. Heller ikke selvom han var krævende og gav hende travle dage.
Men der skete også mange gode ting.
Hun holdt op med at spekulere på, hvad hun savnede i livet. Spørgsmålet forsvandt af sig selv.
Hun blev hurtigere til at rydde op ikke fordi der var mindre rod, men fordi hun skulle gøre det færdigt, mens Sigge sov.
Hun glædede sig over alle de små succeser da Sigge lærte at bruge bakken selv og ikke længere skulle bæres derhen om natten.
Det var lykken, at få to timers uforstyrret søvn mere!
Sigge fandt på meget; han elskede fx at tænde og slukke natlampen hele natten. Til sidst skruede Freja lampen ned og lagde den væk sammen med gardinerne, og så blev hjemmet faktisk lysere.
Sådan blev alt hverdag, og Freja vænnede sig langsomt.
Efter en måned indså hun noget overraskende: Det var faktisk ikke Sigge, der boede hos hende det var Freja, der besøgte ham. Hver aften blev hun budt velkommen derhjemme af killingen, og hver morgen blev hun sendt venligt ud i verden af sin lille bofælle.
Og pludselig forstod Freja, at hun allerede havde fundet det gode hjem til Sigge hos sig selv. Hun var den kærlige ejer med gode hænder, lige som han havde brug for.
Hun var klar til at vågne midt om natten og lege skjul eller bold.
Klar til at nusse og vige plads på sengen, uanset hvor meget Sigge bredte sig.
Ja, hun var klar og fortrød ingenting. For hun elskede ham og han elskede hende. Nu lod han hende endda sove længe, bare han kunne ligge ved siden af og vente, til hun vågnede.
Venligt. Uden at vække hende. Og i hans blik kunne man ane en stille, munter bebrejdelse: Du sover godt nok længe, mor. Jeg savner dig jo …
Og sådan lærte Freja, at iblandt det uventede og kaotiske kan der vokse den største glæde hvis vi tør sige ja til livet, når det banker på døren i form af en lille killing med store øjne.
