Et mærkeligt og drømmende kapitel fra min pædagogiske fortid flyder stadig gennem mine tanker. I min børnehavegruppe gik en lille dansk dreng, han hed Thorvald. Allerede fra fødslen bar han en samling underlige skyggelignende sygdomme: udviklingsforsinkelse, et hjerte der slog rytmen på sin egen måde, og for at gøre puslespillet mere uforståeligt en læbeganespalte, så ordene bølgede ud over tungen som malstrømme.
Før han fyldte fire, virkede hans tale som skvulp fra en fjord, utydelige lyde, kun forståelige for vinden. Men gennem utallige timers leg og talekunst begyndte ordene langsomt at flyde klarere ved seksårs-alderen. Der var stadig noget dybt næset og rustent over udtalen, men man kunne genkende ordene nu og ane meningen bag.
Så kom den sære marts, med forårets sidste forestilling i børnehaven og duften af wienerbrød svævende mellem ballonnerne. Vi besluttede i fællesskab, at Thorvald skulle recitere et digt ét om mødre til den afsluttende fest. Der havde ellers ligget en grå sky af usikkerhed over ham, for han skammede sig over både sin tale og det lille ar der kløede på læben. Vi vidste, vi kastede ham ud i det, hvor vinden kan bide koldt, men man må engang bygge sine vinger og selv forsøge at flyve videre.
Thorvald ønskede det så inderligt selv hver gang de andre børn reciterede digte, mimede han med munden og øjnene fulgte rytmen. Digtet var vigtigt for både ham og hans mor, Ingrid, som nærmest strålede, da hun hørte at han også fik noget at lære udenad. Han troede næppe, han kunne få lov, for han var jo ikke helt som de andre børn.
Det blev skøre træninger hjemme hos Thorvald: foran spejlet, foran bedstefar, hviskede og råbte han linjerne, baglæns og forlæns, mens mor opmuntrede. Nogle gange føltes det, som om han næsten ville lære det at drømme om natten.
Så kom fest-dagen. Thorvald stod der, vrikkende i et lille jakkesæt på den skrå danske scene, med sløjfe om halsen og en selvsikkerhed, der virkede lånt fra en fantasifigur. Han åbnede munden og begyndte flot. Men så blev ordene svære, som om de forvandlede sig til tunge danske rugbrødssmuler.
Han kæmpede sig frem til linjerne:
Fra trappen svarede Mikkel: Mor er pilot? Jamen, hvad så! Thorvald for eksempel, hans mor er, og her stod han stille med brynene i dyb koncentration, mor erkon-di-ti-on-smed!
Salens latter bølgede gennem rummet, som vindstød over markerne. Thorvalds kinder blussede, han lod hovedet falde tungt, skubbede hænderne i lommerne og pludselig virkede jakkesættet for stort til hans lille krop, men han stoppede ikke.
Helt bagerst råbte én: Og både Tilde og Alma har mødre der er KONDITIONSSMEDE! Nu brasede latteren ustandseligt, og Thorvald forsvandt næsten i lyden, inden han drejede omkring på hælen og løb ud.
Jeg fandt ham ved trappen han stod ind mod væggen og tørrede rasende sine tårer væk med ærmet. Jeg bøjede mig ned og hviskede i hans røde øre, at det kun var en dum spøg, og ville han prøve igen? Denne gang med ordet betjent, som digtet skulle.
Han rystede på hovedet og snøftede, men efter lidt tid sagde han, at det ville han, for sin mor, men han var bange. Jeg lovede at holde ham i hånden, hvis han skulle snuble over ordet, og han nikkede, beslutsom bag tårerne.
Da jeg bragte ham tilbage ind, mens børnegruppens musikledsager spillede en tvetydig melodi, bad jeg om alles opmærksomhed. Mit hjerte hamrede næsten lige så mærkeligt som Thorvalds.
Thorvald er seks år, sagde jeg, og har tilbragt det meste af sit korte liv mellem hospitalssenge og gamle sanatorier. Flere operationer end fødselsdage. Først i år lærte han at tale forståeligt. Og nu han vil gerne læse op, kun for sin mor. Jeg beder jer, hjælp ham, lyt.
Der blev stille. Jeg trak Thorvald frem bag tykke røde gardiner, han kiggede ned i gulvet, stod stædigt og ventede. Hans mor hviskede højt: Kom så Thorvald! De barnlige stemmer gendarede, Kom så Thorvald!. Jeg satte mig ned ved siden af ham og tog hans hånd.
Han tog en dyb indånding, og startede indenfor drømmenes rammer forfra. Ved linjen Fra trappen svarede Mikkel: Mor er pilot? Hvad så! blev han ildrød i kinderne, men fortsatte:
Men Thorvalds mor, hun er be-tjent! Og både Tilde og Alma, deres mødre er in-ge-ni-ø-rer!
Med det så Thorvald op, trodsigt, mod forsamlingen. Applausen rullede gennem rummet højere end nogensinde i børnehavehuset, selv pædagoger og forældre klappede stående. Thorvald kunne dårligt høre sin egen stemme længere, og det gjorde heller ikke noget, for han havde allerede vundet den kamp.
Efter festen trak musiklederen mig til siden ud mod vindfanget.
Du burde have en ordentlig opsang, sagde hun og pustede næsen i et ternet tørklæde.
Jeg begyndte at græde. Alle dagens følelser, grønne og gule som påskeæg, væltede ud. Hun gav mig en varm kop kamillete og smilede blidt.
Du balancerede på kanten, sagde hun, men sådan er vinderne jo. Tag dig sammen og gå tilbage til børnene.
Mange år senere, 13 for at være præcis, stod jeg på cykelstien, da jeg så Ingrids ansigt Thorvalds mor. Hun genkendte mig, og med glæde fortalte hun, at Thorvald dette år var blevet optaget på universitet, statsstøttet, med topkarakter i alle prøver. Tror du, det var på jura? Nej, på dansk sprog!
Hun sendte mig en hilsen fra Thorvald: Uden den dag, var jeg blevet ved at være udenfor.
Og hvad er det vigtigste ved denne historie? Vilje, og støtte fra dem, der omringer én. Lad os prøve at være lidt mere tålmodige. Og venlige som vinden over danske marker.
