Den store skilsmisse
Præcis fire år holdt Eskild og Randi Møller sammen som ægtefolk. Men trods ihærdige forsøg på at lege evig kærlighed, slog de aldrig rigtig rødder i den fælles lykkehave. Snart kunne man ane skilsmissen i horisonten.
Nå, så I skal bare skilles, og det var dét? spurgte Randis veninde, Marie Hansen, da Randi havde inviteret hende ud på en bid trøstespisning med italienske smørrebrød.
Ja. Hvad skal vi ellers gøre? Vi har talt det hele igennem. Det er bedst for os begge to, svarede Randi stille.
Nej, jeg mener ikke selve skilsmissen jeg mener festen! Man må da gøre det ordentligt og få sat et ordentligt punktum.
Jeg er bare så nervøs for tiden, du behøver ikke gnide salt i såret. Randi blev stødt og satte tænderne i en pizza med skaldyr i stedet for den med ananas.
Det handler ikke om dig, søde, det handler om selve skilsmissen! I holdt jo et brag af et bryllup jeg betaler stadig af på min andel af kagen. Hvorfor ikke holde en stor skilsmissefest? Restaurant, kortegekørsel, toastmaster og måske symbolsk at brænde broerne? Jeg kunne godt tænke mig at fejre det
Kan man virkelig det?
Det skal man! svarede Marie med et blink i øjet.
Jeg har nu heller ikke mange penge. Nu skal vi jo dele alt puder, dyner, hele baduljen.
Jeg kender én, der kan arrangere det hele for en pose kartofler. Resten tjener du ind på gaver. Men først skal vi tænke over din pigeaften den skal være så hyggelig og anstændig som mulig, så du rigtig får sagt farvel til ægteskabet.
Altså, som sædvanligt: Vi planlægger at mødes og ender alligevel med at blive hjemme, fordi alle har børn og mand.
Det er jo det perfekte farvel!
Dagen efter tog Randi og Marie ind til arrangøren, som hed Lærke Nielsen. Lærke mødte dem af uforklarlige grunde midt i Torvehallerne, hvor hun stod bag disken i en pandekagebod, mens hun tog imod bestillinger.
Kan du hjælpe? spurgte Marie og forklarede situationen.
Selvfølgelig! Jeg ser det for mig: bruden smuk, i sort sørgedragt, lover aldrig nogensinde igen! Brudgommen i sine pinlige joggingbukser, som han nu kan have på altid, siger “nej tak”. Bagefter går vi alle sammen ned til pantelåneren og indleverer ringene ceremoniøst. Gæsterne råber “sødt!” og “halvsødt!”. Jeg finder nok på lidt mere, sagde Lærke, og råbte så: Bestilling nummer toogtres er klar!
Randis mand, Eskild, tog overraskende positivt imod idéen, men forældrene var imod.
Alt det modepjat, sukkede begge forældreprar. I vores tid blev man skilt i stilhed og hadede hinanden resten af livet. I får ikke en krone til det pjat!
En uge senere var alt klar. Ifølge Lærkes manus skulle festen begynde med udløsning. Brudgommen måtte forlade lejligheden gennem en række prøvelser: konkurrencer, sange, og alle måtte hjælpe eller give penge for at få ham ud. Ejendommen havde tolv etager, så Eskild fik lov at tage elevatoren sammen med sine sidste ejendele og sin forlover.
Gennem Lærkes fætter, der var betjent, blev der skaffet en kriminalfotograf til festen, som dokumenterede det hele minutiøst. Efter denne skilsmisse blev ni personer registreret som vidner.
Afsted til rådhuset! sagde Lærke højtideligt, da alle var samlet nede.
Efter den nye tradition satte Møller-parret sig ind i samme bil, for efter skilsmissen at køre hver sin vej, mens de andre gæster fik udleveret rejsekort, småpenge og fotografernes bil, hvor der under køreturen blev holdt konkurrencer: fingeraftryk blev taget, der var sjove afhøringer og meget mere. Ved indgangen til Københavns Rådhus sang de højlydt “Jeg er fri!”.
Da papirstemplet var sat, og ægteskabet officielt forbi, væltede alle ud i solen. Lærke fiskede et stort bur frem og foreslog at fange et duepar, mens gæsterne sang og glædede sig på de nyskiltede unges vegne. Mændene lykønskede Eskild og misundte ham hans nyvundne frihed, mens konerne straks begyndte at skændes og nappede buketten, der var lavet af gamle elregninger.
Hold da op, de fester de må have ventet længe på den forlovelse, sagde én fra et andet bryllup.
Nej, jeg hørte, de bliver skilt, kom svaret.
Flere par, der så de glade Møllers, valgte samme dag at udskyde deres egne ceremonier.
Efter at låsen på bryllupsbroen var klippet over og ringene som planlagt afleveret til pantelåneren for at dække udgifter, gik processen videre til restauranten. Her stod ritualorkestret, som Lærke kendte fra sin barndom, klar med frokost og pandekager med honning. Sponsor for festen var “Pandekageboden nr. 8”, hvor Lærke arbejdede. Bryllupskagen var selvfølgelig også en pandekagetårn.
Det minder mest af alt om en begravelse, sukkede Randi, da hun så stemningen omkring sig.
Vi begraver også familieidyllen i dag, kvitterede Lærke og opfordrede de “allesidste ægtefolk” til at tage deres sidste dans.
Chopin strømmede ud gennem lokalet.
Det gik da meget godt, sagde Randi til Eskild, mens de svang sig rundt på gulvet.
Jeg er enig, nikkede han. Jeg har aldrig set vores forældre tale så pænt sammen.
De drejede rundt, og Randi så sin far og Eskilds far omfavne hinanden som gamle venner, synge stille og give slip på gamle stridigheder.
Gavebordet bugnede. Lyserøde sengelinned, billetter til koncerter, håndvægte, service til én, gavekort til yoga, fitness, striptease Til sidst fik de hver især nøgler til forskellige hotelværelser i hver sin del af byen, rabatkuponer til pandekageboden og et diplom til to ture i politibilen.
I slutningen var der fyrværkeri og et pandekagetårn til halv pris. Glade gæster tog hjem til koner, mænd og børn, mens Møllers begyndte hver deres nye tilværelse.
Tre uger senere lå fotoalbummet færdigt. Eskild kom forbi Randi for at hente sin negleklipper.
Det blev ret godt, sagde Randi og bladrede i albummet sammen med sin eksmand, forbi de sort-hvide billeder: glade ansigter og små fotospor.
Ja, det blev faktisk ikke så skidt, svarede Eskild, og tilføjede: Skifter du efternavn?
Nej, jeg har vænnet mig til “Møller”. Ravn lyder ikke meget bedre.
Sandt, grinede Eskild. Skal jeg smutte?
Ja Men vent lidt!
Eskild sendte hende et spørgende blik.
Vil du med ned i pandekageboden? Vores rabatkuponer udløber i dag det ville være synd at spilde dem
Det ville være synd, nikkede Eskild. Vidste du, at pandekager betyder fornyelse? Måske får vi en ny chance. Er det en date?
Tror du… hun tøvede, tror du ikke, det er en fejl efter sådan en stor skilsmisse? Jeg hørte, vi var på de lokale nyheder
Tjah, hvem kan dømme os? Vi er frie nu, kan gøre, hvad vi har lyst til. I øvrigt skal forloveren og hans kone skilles om en uge de har inviteret os. Vil du med?
Det kan jeg da overveje, smilede Randi. Jeg har stadig deres sengelinned så har jeg noget at give dem.
