Sådan må man da ikke gå så langt ned, min pige. Skammer du dig ikke? Du har da både hænder og ben, hvorfor arbejder du ikke? spurgte folk tiggerkvinden med barnet.
Elsebeth Nielsen gik langsomt mellem de høje reoler i det store supermarked, øjnene dvælede ved de farvestrålende pakker på hylderne. Hver dag kom hun her, næsten som var det hendes arbejde. Hun havde ikke brug for mange varer der var ikke nogen stor familie at forsørge. Hendes ensomhed blev et stykke mindre i det lyse og travle indkøbscenter.
Om sommeren var dagene lettere, for da kunne hun sidde på bænken i gården og snakke med de andre gamle damer. Men når vinteren satte ind, blev supermarkedets varme og summen hendes tilflugtssted.
Her var der mange mennesker, duften af friskbrygget kaffe hang i luften, dæmpet musik lød fra højtalerne. De mange produkter i glade farver vakte barndommens minder og bragte et lille smil frem.
Elsebeth tog en bøtte jordbæryoghurt i hånden, knib skælmsk øjnene sammen og forsøgte at læse indholdsfortegnelsen, men satte den tilbage. Sådan noget var for dyrt for hende men kigge måtte hun gerne.
Mens hun gik gennem rækkerne, faldt hun i tanker om gamle dage. Billeder af de lange køer ved de tidligere købmandsdiske dukkede op hvor ekspedienterne nærmest kæmpede om de knappe varer. De tykke, grå papirposer og ventetiden kom hun i hu med et smil.
Hun huskede, hvordan hun opfostrede sin datter, Rigmor og hvor meget hun havde ofret for at gøre hende glad. Bare tanken om den nu savnede datter fik hjertet til at slå tungere. Ved frysedisken, hvor den frosne fisk lå, standsede hun op og støttede sig.
I sin erindring så hun Rigmors lattermilde ansigt med vildt, rødt hår, store grå øjne og en dans af fregner hen over næsen.
Hvor var hun dog smuk, tænkte Elsebeth med vemod.
Hun nærmede sig brødafdelingen under butikkens uopmærksomme blikke.
Rigmor havde altid været hendes øjesten. Hun blev en klog pige, der da hun indså, at almindeligt arbejde ikke bragte hende lykke havde valgt at blive rugemor. Elsebeth havde advaret hende det kunne ikke ende godt.
Men hvem hører efter, når de er tyve år? Hvis bare Rigmors far havde levet. Hvordan kunne de ukendte mennesker dog lokke det uerfarne barn i sådan noget?
Rigmor havde blot smilt og klappet sin mave. Moren havde forfærdet rystet på hovedet hvordan kan man give sit eget barn væk, bare fordi der mangler penge?
Mor, jeg tænker allerede mere på pengene end på selve barnet, havde Rigmor sagt og grinet.
Fødslen var vanskelig, og lægerne kunne ikke redde hende. Kun tre dage fik hun med den lille datter, så sov hun ind. Barnet blev straks overdraget til de biologiske forældre. Selvfølgelig fik Elsebeth ikke én eneste krone, for det var jo ikke hende, aftalen drejede sig om.
Elsebeth begravede sin datter og blev tilbage alene. Ingen nære slægtninge, intet. Hun forsvandt nærmest ind i sig selv, og der var intet der trak hende ud igen sådan var det lettest.
Nu gik hun mod brødhylderne for at købe et eller andet for at det ikke skulle se ud som om hun bare dasede rundt. Hun fandt et par småmønter frem fra lommen og gik til kassen. Dagens adspredelse var til ende, og hun kunne gå hjem. Hun havde for længst talt det nøjagtige beløb op; resten af pengene lå trygt i hånden.
Det var et par uger siden, hun første gang lagde mærke til den unge tigger foran supermarkedet. Måske var det ungdommen, den måde hun sad der så stille med barnet i armene eller måske, hvordan hun holdt det lille barn så ømt og tæt til sig.
Hvordan kan det gå så vidt, tænkte Elsebeth, mens hun med forsigtige skridt nærmede sig den velkendte skikkelse. Hun lod et par mønter glide ned i det tomme kaffebæger og sagde: Skammer du dig ikke, min pige? Du er ung og rask. Hvorfor arbejder du ikke?
Nogle forbipasserende rystede på hovedet over den gamle dames formanende tone.
Tak for de par kroner, men gå bare videre, ellers når jeg ikke at få samlet penge nok, lød det stille.
Elsebeth sukkede og gik hun ønskede ikke at være påtrængende. Ingen så ud til at bekymre sig om de tiggede mødre. Hverken politi eller socialforvaltning greb ind alle var ligeglade, som om tiggerne var en del af bybilledet.
Hele vejen hjem kunne hun ikke slippe tanken om den unge kvinde og hendes barn der var noget bekendt ved hendes stemme og blik. Hvorfor?
Hjemme låste hun døren op, trådte ud af sine vinterstøvler og gik direkte ud i køkkenet med brødet. Efter et kvarter sad hun med varm te og et stykke rugbrød med rullepølse.
Hun må være sulten, stakkels pige, i denne kulde, tænkte Elsebeth. Hvilket liv!
Ud af køkkenvinduet spottede hun fire mænd, der uforsonligt nærmede sig pigen. Kvinden blev brutalt trukket op og skubbet ind i en bil.
Elsebeth var fortvivlet og ville ringe til politiet, men standsede, bange for at gøre mere skade end gavn.
Hun ventede ved vinduet. Da pladsen udenfor var tom, besluttede hun at vente til dagen gryede. Hun kunne alligevel ikke aflæse nummerpladen derfra.
Det blev en urolig nat. Først i morgenstunden faldt hun i søvn, kun for at drømme, at hendes datter Rigmor stod ved indgangen med barnet i sine arme lilla af kulde. Elsebeth pressede barnet ind til sig, men Rigmor rystede blot på hovedet.
Jeg fryser ikke, mor, sagde hun.
Elsebeth foldede det varme tæppe væk fra barnets ansigt og så en stor dukke med en lille medaljon om halsen.
Med samme vedhæng, gentog hun for sig selv og vågnede med et sæt.
Klokken var allerede ni. Hun gik straks til vinduet. Pigen sad der stadig. Tak, Gud, tænkte Elsebeth lettet og fremstammede et lille kors over brystet.
Det var nytårsaftensdag, og frosten bed i kinder og hænder. Pigen kunne ikke holde sig varm hele dagen.
Elsebeth smurte hurtigt et par sandwich med leverpostej, fyldte te i termokanden og klædte sig på.
Da hun kom derud, lagde hun mærke til blå mærker på pigens kind, halvt skjult af tørklædet.
Lad nu dig ikke skræmme, jeg kom bare for at give dig dette, sagde Elsebeth og rakte hende madpakken.
Pigen smilede, tog grådigt fat og satte sig på en bænk lidt væk for at spise. Hun så hurtigt hen til barnet og slugte maden i store bidder, skyllede ned med te og tørrede krummer af jakken. Så skyndte hun sig over til Elsebeth.
Tak. Nu skal vi nok klare os til klokken syv. Så bliver vi hentet, sagde hun nærmest undskyldende.
Resten af dagen gik Elsebeth ofte til vinduet uroen sad i kroppen, for temperaturen faldt.
Hen på aftenen tog Elsebeth en krukke varm suppe og gik i supermarkedet. Diskret satte hun den nede ved pigens fødder og lagde et par småmønter i hendes lomme. Hun handlede det nødvendige til nytår lidt medister og syltede agurker til salaten. Ingen fest, men heller ingen tomt bord.
Da hun vendte hjem, var både pige og mad væk. Sikkert fundet et sted at spise, tænkte Elsebeth.
Nu skulle hun gøre klar til at stege karpen og finde lidt pålæg frem. Måske kiggede en gammel veninde forbi.
Klokken nærmede sig ti, og hun måtte forvisse sig om, at pigen var blevet hentet ind i varmen. Udenfor sad hun dog endnu under lyset fra gadelygten, med ansigtet skjult i hænderne og skuldrene rystende.
Elsebeth fik travlt. Om et par timer begyndte nytåret, men der sad en sjæl og frøs. I hjemmesko og med det varme sjal om sig gik hun med bankende hjerte ud. Hun satte sig tungt på bænken ved siden af pigen.
Jeg har ingen steder at tage hen, kom det fortvivlet fra den unge kvinde.
Håbet lyste brat op i pigens øjne, da hun rakte sin lille bylte frem mod Elsebeth.
Vil De tage sig af ham? hviskede hun, og begyndte at rejse sig.
Elsebeth forstod straks, hvad pigen var ude på. Sådan forlader man ikke livet uden grund.
Nej det går ikke. Kom med mig! udbrød Elsebeth og pegede resolut på den boligblok, hun boede i.
Oppe i varmen pakkede de barnet ud og stillede ham tæt ved radiatoren.
Hvad hedder du? spørger Elsebeth, men stopper, da hun genkender medaljonen om barnets hals.
Pigen så hendes blik: Det er det eneste, jeg har fra min mor, sagde hun roligt.
Elsebeth blev bleg. Det lille vedhæng det samme, hun engang gave Rigmor til hendes sekstenårs fødselsdag, omdannet af en gammel arvestykke.
Pigen hængte overtøjet fra sig. Er det okay, jeg låner badet? spurgte hun stille. Elsebeth nikkede og hentede kamillete hele kroppen rystede.
Min Gud, så det er mit barnebarn tænkte hun forfærdet.
Efter badet lagde hun barnet på sofaen. Da de satte sig ved bordet, sagde Elsebeth forsigtigt: Alberte
Pigen kiggede op: Hvordan vidste du det?
Elsebeth skubbede til spørgsmålet: Jeg syntes, jeg hørte nogen kalde dig det.
Nu forstod hun det hele, navnet det navn, der var valgt af Rigmors kunder, længe før barnet blev født.
Alberte sendte hende et trist smil, nølet vendt mod maden.
Fortæl, hvad der er sket.
Hun fortalte sprang hurtigt fra sig selv, ordene væltede frem. Derefter kom der en ro.
Indtil hun var fem, boede hun med far og mor på landet lidt uden for Odense. Alt var trygt. Men forældrene skændtes, blev skilt, og moren satte hende en dag bare af på et børnehjem.
Hvorfor, forstod Alberte aldrig. Fra den ene dag til den anden var alt trygt væk.
Tolv år der, så blev hun sendt ud fik tildelt en lejlighed, men endte i et forfaldent baghus, der snart skulle rives ned. Her mødte hun Mads, en ung mand, men da han hørte hun var gravid, forsvandt han.
Snart blev hun smidt ud; hendes kommende lejlighed var overtaget af en anden. Hun kunne ikke kæmpe for sig selv ikke med et spædbarn.
Hun endte med at tigge. Snart fandt en mand ved navn Henrik hende han tilbød hende ly, mod at hun indsamlede penge. Hver morgen blev Alberte og de andre tiggermødre sendt afsted med børnene. Om aftenen blev pengene samlet ind. Hvis de klagede eller ikke samlede nok ind, blev de truet.
I dag kom ingen og hentede os vi blev bare efterladt udenfor, sagde Alberte.
Elsebeth rakte hende hånden. Du og barnet I skal blive her. Jeg slipper ikke jer nu.
Aldrig skulle hun igen stå alene. Elsebeth følte en glæde, hun ikke havde kendt i årevis nu var hun ikke alene længere. På et tidspunkt skulle hun fortælle Alberte hele historierne. Men ikke i nat.
Under de første klokkeslag skænkede hun sig et lille glas kirsebærvin.
Hun stod længe ved vinduet og så sneen dale. Mens nytåret blev ringet ind over København, hviskede hun taknemmeligt ud i mørket: Tak, Gud, for denne uventede gave. Farvel, ensomhed. Jeg har fået min familie igen.I stuen blandede de sagte latter og småbarnets pludren sig med de fjerne brag af fyrværkeri, der oplyste nattehimlen med drømme og løfter. Elsebeth betragtede Alberte og hendes barn, mens et let sus af varme skyllede igennem hende. En uforklarlig ro lagde sig, som om livet familært foldede sig om hendes skuldre og holdt hende fast midt i mørket.
Pludselig hev Alberte en lille papirlap frem fra inderlommen. Jeg fandt den i mors gamle kuffert, sagde hun genert og rakte brevet frem med rystende hænder. Elsebeth foldede papiret ud; skriften var velkendt. Det var Rigmors sidste hilsen, skrevet, før hun rejste sin vej ud i livet.
Mor, glem aldrig at alt det gode, du giver, vender tilbage. Måske tager det tid. Men du vil aldrig være alene, så længe du elsker.
Elsebeth holdt fast om papiret, tårerne løb lydløst. Uden et ord lagde hun armen om Alberte og hviskede: Velkommen hjem, min pige.
Da barnet begyndte at græde, løftede Elsebeth ham op og vuggede ham blidt. Hun kiggede på Alberte. Du vil altid have et sted og en familie her hos mig. Nu starter vores nytår sammen.
Ude i natten eksploderede endnu et fyrværkeri, og i det bratte lys faldt sneen blidt over byen som om hele verden ønskede dem velkommen til sammen at skrive første kapitel i en ny historie.
Sådan begyndte Elsebeths liv på ny, ikke længere fanget i ensomheden, men favnet af kærlighed. For første gang ønskede hun ikke, at tiden skulle gå for alt, hun havde savnet, var endelig vendt hjem.
