PØLSETYVEN
Man kan ikke undgå at lægge mærke til den her kat. Simpelthen fordi den stjæler i min lille købmandsbutik. Og den gør det på sådan en måde, at det er umuligt at blive vred. Tværtimod.
Ejerne glæder sig altid til at se, hvordan det hele udfolder sig. De filmer det på deres mobil, og om aftenen viser han det til sin kone, og de griner sammen. Nå, men…
Katten sidder længe foran den åbne dør og lader som om, den bare har gjort holdt for at slappe lidt af den har bestemt ingen bagtanker, nej da. Den kigger forsigtigt til alle sider for at sikre sig, at der ikke er nogen i nærheden. Ejeren står på lur bag det store kølerum, hvorfra han kan optage det hele.
Katten listede langsomt ind og gik direkte mod reolen med pølser og spegepølser. Når den nærmede sig, satte den farten op, snuppede en frankfurter eller en medister, og spurtede straks ud men sulten var ikke glemt. Allerede et par meter fra butikken stoppede den og gik straks i gang med måltidet.
Ejeren trådte ud og råbte på afstand,
Smager det godt?
Katten kiggede op og svarede med et samtykkende mjav.
Det var godt, sagde han.
Du kommer bare igen.
Måske undrer du dig. Hvordan kan der ligge pølser fremme på hylden, ikke i køleren, ikke i butikkens mest synlige hjørne og så endda løse spegepølser og frankfurtere? Det er enkelt.
Købmanden har bare et blødt hjerte.
Han besluttede at give den her kat lidt ekstra mad på den her måde. Da katten først dukkede op foran butikken, var den så mager og slidt men nægtede at tage imod mad fra en hånd eller nærme sig mennesker. Så købmanden fandt på: Han lagde pølser helt tæt på døren, så katten som han begyndte at kalde Viking selv kunne “stjæle” sin mad. Sådan ligesom i eventyrerne.
Det virkede faktisk. Med tiden blev pølserne placeret længere og længere ind i butikken. Til sidst helt hen til den nederste hylde i reolen med pålæg. Her lavede han en lille fodringsstation nede ved gulvet.
Viking kunne for længst bare gå ind og tage det, han ville, uden at nogen stoppede ham. Men her er sagen; for katten handlede det stadig om processen stjålne pølser smager nu bare bedst.
Senere satte manden en vandskål op udenfor, en stor madskål med det bedste kattemad, og en plastkasse med sand. Lige ved siden af installerede han også en lille hundehytte med et varmt tæppe indeni.
Viking var stadig forsigtig og lod sig ikke tage op, men han elskede at konversere. Købmanden gik ofte ud efter den stjålne frankfurter, begyndte at snakke, og katten svarede ham mellem bidderne.
Men ét spørgsmål nagede købmanden. Det var tydeligt, at Viking nu var blevet stærk og fyldig og egentlig ikke behøvede at stjæle mere for at klare sig. Alligevel stjal han stadig jævnligt et par pølser og løb med dem om bag hushjørnet.
Ejeren prøvede flere gange at følge efter ham, men Viking slap altid væk. Så han anskaffede sig et lille kamera, der kunne optage omkring butikken og sende billederne direkte ind på sin computer på kontoret.
En dag fik han afsløret hemmeligheden bag Vikings stjålne pølser.
Fra kældervinduet i huset bagved sprang der en lille rød killing ud. Den kastede sig ivrigt over de pølser, Viking havde bragt med.
I morgen! Hører du? Allerede i morgen skal du tage dem med hjem! sagde hans kone grådkvalt den aften, men…
Det viste sig næsten umuligt. For Viking kom nu og sov midt på butiksgulvet, så han var let at fange men den lille røde killing ville aldrig kunne fanges på samme måde.
Dagene gik. Og på kameraet så købmanden, hvordan den lille røde killing dukkede op, drak vand af Vikings skål eller sov i hundehuset. Forsøgte man bare at nærme sig den, løftede den halen og fór afsted som en rød pil.
Alt ændrede sig pludseligt en dag, hvor en mærkelig lyd lød fra butikkens indgang. Der var ingen kunder, så manden gik ud og så efter.
Ved døren sad den lille røde killing og skreg af sine lungers fulde kraft.
Hvad er der sket, lille ven? spurgte han overrasket.
Killingen løb hen til ham, kiggede ham lige i øjnene og gik mod udgangen. Købmanden fulgte straks med. Bag huset lå Viking og stønnede; han var blevet bidt i bagbenet af en hund. Han var sluppet fri, men såret var slemt.
Den røde killing puffede til Viking med hovedet og begyndte at mjave højt igen.
Gud bevares, udbrød købmanden.
Han tog hurtigt sin jakke af, svøbte den stakkels Viking ind i den, tog den røde killing som ikke gjorde modstand og placerede ham i jakken. Hurtigt smækkede han døren til butikken og kørte begge til dyrlægen.
Fem timer sad de derude, mens vikingen fik såret behandlet og syet. Imens blev manden gode venner med killingen. Han kaldte ham Flamme, for den lille røde fyr var legesyg og snakkesalig.
Om aftenen lukkede han butikken, tog Flamme og Viking, som stadig var døsig efter narkosen, og kørte dem hjem. Konen blev ellevild af glæde. Og hvad gør en dansk kone, når hun er glad?
Ja, hun ringer til veninderne. Og det kræver tid, masser af snak, forklaringer og gode råd.
Da hun endelig blev færdig, lå manden, Viking og Flamme allerede udstrakt på sengen og sov.
Nå, men hvor skal jeg så være? spurgte konen med et grin.
Flamme rykkede gladeligt lidt, lagde sig tæt ind til hende og begyndte at ælte med sine små poter. Sådan fandt de alle sammen deres hjem.
Nu bor to store, tilfredse katte derhjemme de ligner slet ikke de vilde gadebørn, de var engang. Nogle gange slikker Viking stadig Flamme på hovedet og Flamme nyder det.
På den anden side af vejen, overfor hos skoforretningen, har en lille grå hunkat slået sig ned. Skoforretningens ekspedient kommer flittigt ind i købmandsbutikken for at købe lidt godbidder til hende.
Måske tager hun hende med hjem en dag.
Måske en dag får de alle sammen et hjem.
Måske bliver katte så eftertragtede, at man engang kun får lov at få én per husstand måske endda efter at have været på kursus?
Hvad tror I?
Kan det ske?
Jens Møller
Foto fra nettet.
