Den gamle farmor blev fulgt ud af hele familien. Ingen gjorde sig engang den ulejlighed at skjule, hvor trætte de var af hendes selskab. Ordene faldt ligeud, uden skam, og de smilede lettede, da foråret endelig kom nu kunne hun tage på landet og blive væk i lange måneder.
Børnebørnene så på hende med usynlige øjne, svigerdatteren lod sin modvilje skinne igennem. Sønnen var næsten altid bortrejst, og når han endelig var hjemme, var han lige så kølig som de andre. For dem var farmor bare til besvær. Og hun mærkede det helt ind i knoglerne. Hver dag talte hun ugerne til foråret hendes eneste håb, hendes eneste lille glæde.
Det år kom varmen tidligt. Farmor sad tit ved opgangen, hvor hun lod hænderne lune sig i solen og så op mod det klare danske forårshimmel, der var så dybblå, at man fik lyst til at forsvinde i den. Hun var lille og spinkel, kåbet gammelt, støvlerne slidte som en våd gråspurv på fortovet.
Hendes familie manglede varme, men naboerne smilede venligt, hilste og spurgte ind til hendes helbred. Når hun kæmpede sig op ad trapperne til femte, hjalp de hende. Drengene fra gården bar hendes indkøbsnet, når de mødte hende på vej hjem fra Brugsen.
Selvom hun var gammel, lå farmor ikke på den lade side. Hun lavede mad, vaskede og gjorde rent ordnede alle de huslige pligter. Hver gang svigerdatteren kom ind af døren, lød de samme ord:
Når du nu alligevel bare går hjemme, kan du lige så godt gøre det hele selv.
Børnebørnene talte næsten ikke til hende. Når de havde venner med hjem, gemte farmor sig tyst på sit lille værelse. Engang havde hun overhørt de ord, der gjorde allermest ondt:
Farmor, vi skammer os over dig.
Hun blev ikke vred, råbte aldrig højt. Hun svarede bare med tavshed. Og når natten lagde sig, og alle sov, græd hun stille ud i mørket af ensomhed og over alt det usagte.
På afrejsedagen kørte de hende til Hovedbanegården i taxa. Hun havde ikke mange ting bare en gammel taske og en lille pakke med slidt tøj. Langsomt, støttende til sin stok, gik hun ud ad perronen. Hun satte sig på en bænk, lod blikket glide ud og hvilede sig. Da toget mod Jylland kom, rejste hun sig sagte og steg ind.
I kupéen satte hun sig ved vinduet og lod de milde øjne hvile ind i fremtiden. Da toget satte sig i bevægelse og forlod København, fandt hun en krøllet fotografi frem fra sin taske. Sønnens, svigerdatterens og børnebørnenes ansigter smilede til hende fra papiret, lysere end virkeligheden. Længe havde hun kun set de smil på dette ene billede. Blidt kyssede hun det og lagde det fra sig igen.
Ved den lille jyske station stod hun af og begav sig langsomt af sted mod landsbyen. En fremmed bilist kørte hende næsten hele vejen. Havelågen peb velkendt, og hun trådte ind på den skæve gangsti, som førte til hendes gamle bindingsværkshus. Alt her var hendes eget. Her følte hun sig nyttig om ikke for andre, så for de gode vægge, det skæve stakit og trætrappen med mos på.
Landsbyen var hele hendes verden. Her var hun født, her voksede hendes børn op, her havde hun begravet sin mand. Næsten hele hendes liv havde udspillet sig her med lykke og med sorg.
Inde i huset slog farmor vinduerne op, tændte op i den gamle kakkelovn og satte sig ved bænken. Hendes blik hang ved ruden, tankerne løb bagud. En gang sad hendes børn på denne bænk. Ved dette bord spiste de. Hen over gulvet løb deres bare fødder. Stemmerne klingede stadig i hendes erindring. Dengang var hun mor uundværlig og elsket.
Solen kastede lys ind, foråret var lige så lunt og nært som dengang. Og farmor smilede sagte for sig selv.
Næste morgen vågnede hun ikke. Hun blev dér, hvor hun altid havde villet være i sit eget hjem, på sin egen jord.
På bordet lå gamle fotografier spredt ud. Øverst lå det krøllede billede, hvor hendes kære stadig havde deres smil.
Så længe vi lever, har vi tid. Tid til at sige tak. Tid til at bede om tilgivelse. Tid til at sige, at vi elsker dem, vi har nær.
For når et menneske går bort, vender det aldrig tilbage. Og det, vi ikke fik sagt, bliver til en smerte, der kan være tung at bære.
Lev med håb. Vær ærlig. Gør godt af hjertet. Elsk og værn om dem, du har omkring dig.
Og gem ikke de varme ord til i morgen måske kommer i morgen aldrig.
