Han Lejede et Bjerg for at Opdrætte 30 Grise, Forlod Det i Fem År Da Han Kom Tilbage, Blev Han Mundlam over Synet
I 2018 gik 34-årige Søren Møller fra Herning rundt med store drømme. Han ville banke sig vej ud af økonomiske trængsler ved at opdrætte grise. Søren lejede et øde stykke af en bakke ude ved Silkeborg, fast besluttet på at forvandle stedet til sin helt egen lille svinefarm.
Han tømte sparegrisen til sidste krone, tog endda et lån i Danske Bank, byggede svinestier, fik installeret en boremaskine til brønd, og købte 30 smågrise.
Han var pavestolt, da han trak den første trailer op ad bakken og sagde til sin kone, Ida 31 år ung:
Bare vent, skat! Om et år bygger vi vores eget hus.
Men som enhver dansker snart lærer: Virkeligheden lever sjældent op til TV-udsendelsernes mirakelhistorier om hurtige penge.
Efter knap tre måneder ramte svinepesten Jylland, og snart faldt nabofarmene én efter én. Folk brændte deres svinehytter af for at stoppe smitten. Længe svævede røg over bakkerne som tung morgenmads-lugt.
Ida blev bekymret.
Skal vi ikke bare sælge, mens de stadig er i live? tryglede hun.
Men Søren var stædig som en agurk.
Det driver over. Lidt mere tålmodighed, så vender det.
Han bekymrede sig så meget, at han blev syg og måtte indlægges i Århus med stress og udmattelse. Over en måned gik med at komme til hægterne hjemme hos svigerfamilien på Fyn.
Da han kom tilbage til bakken, var halvdelen af grisene væk. Prisen på svinefoder var eksploderet. Banken begyndte at ringe og minde ham om afbetalingerne.
Hver aften, når regnen hamrede mod det bølgende bliktag på svinestierne, føltes det som om det hele smuldrede under ham.
En nat, efter endnu et opringning fra en kreditor, sagde han lavmælt for sig selv:
Nu er jeg færdig.
Dagen efter lukkede han svinefarmen. Han stak nøglen i hånden på lodsejerenGammel Hansog gik ned ad bakken. Han kunne ikke klare at se sin drøm styrte endeligt i grus. I hans hoved var alt tabt.
I fem år satte han ikke sine ben på bakken.
Søren og Ida flyttede til København og tog jobs på en fabrik. Ikke rige, men rolige omgivelser.
Når nogen nævnte svineproduktion, smilede Søren bare bittert:
Jeg fodrede bare banken med mine penge.
Men tidligere i år ringede Gammel Hans pludselig med lidt panik i stemmen.
Søren… du må komme herop. Dér er sket noget.
Dagen efter kørte Søren de næsten 40 kilometer ud til bakken. Den gamle markvej lå skjult under højt græs og spredte buske nærmest som om den var blevet slugt af naturen.
Da han nærmede sig, mærkede han hjertet bankevar alt jævnet med jorden? Eller var det hele forsvundet?
Efter sidste drejning stod han bomstille.
Stedet summede af liv.
Den gamle svinesti så slet ikke ud som han huskede den. Taget var klædt i vildvin og gror selve stierne var groet sammen med skovbunden. Træerne tårnede sig op, og stien var næsten væk i det grønne.
Men det var ikke det vilde, der gjorde ham målløs.
Han hørte lyde.
Nøf, nøf
Søren stod som forstenet.
Langsomt trådte han nærmere hegnet, der nærmest var ved at gro til i vildskab. Da han kiggede ind, tog han et skridt tilbage.
Der var grise.
Ikke bare en, heller ikke bare tomen et helt svinehold.
Kæmpestore orner og masser af smågrise, der hapsede rundt i mudderet.
Hans 30 grise havde formeret sig i fred, ude i bakkerne i fem år.
Det kan slet ikke passe mumlede han.
Gammel Hans, der havde trasket med, prikkede ham på skulderen.
Det var dét, jeg ville vise dig, sagde han, halvt grinende. De forsvandt ikke de klarede sig selv.
Men hvordan har de overlevet? stammede Søren, stadig rundt på gulvet.
Gammel Hans slog sig ned på en sten.
De sidste par grise brød hegnet ned efter du smuttede. Jeg troede også de ville dø derude. Men det gjorde de ikke.
Søren så sig omkring.
Bag svinestien løb en lille bæk han aldrig havde bemærket. Rabarber, kartofler og brombær bredte sig. Der stod gamle æbletræer, og skovbunden bugnede af svampe og nødder.
De lærte at være grise på bakken, sagde Gammel Hans. Og de formerede sig stærkt.
Søren stirrede længe. Nogle af grisene kiggede op måske genkendte de hans nærvær, måske var det bare sulten.
En stor so kom hen til hegnet. Rødlig i huden med et mærke i øretpræcis som en af de første smågrise han købte dengang i 2018.
Den dér sagde Søren sagte.
Det var min første gris.
Noget strammede sig i brystet.
Alt det, han troede han havde tabt var der stadig.
Ikke bare overlevet men vokset.
Hvad vil du gøre nu? spurgte Gammel Hans.
Søren sagde ingenting.
Han så ud over bakken. Svinestien. Grisene, der tromlede rundt i græsset, som om de fem år var ingenting.
Langsomt brød et smil frem. For første gang i årevis.
Måske, sagde han stille,
er min drøm slet ikke slut endnu.
Og mens duggen lagde sig i græsset, vidste han pludselig noget han længe havde glemt.
Selv hvis du forlader en drøm, kan du være heldig, at den ligger på lur og venter på, at du kommer tilbage.
