Den dag jeg begravede min mand, var min søn allerede i gang med at planlægge resten af mit liv.
Syv dage senere dukkede han pludselig op hjemme hos mig, som om alt var afklaret og fint, og han havde to hunde med sig.
Ifølge ham skulle jeg bare tage mig af dem, hver gang de skulle ud at rejse.
Han spurgte ikke engang.
Han besluttede det bare på mine vegne.
Han stillede transportburene midt i mit køkken og sagde, næsten som om det var en kæmpestor hjælp: Nu hvor far ikke er her længere, kan du jo passe hundene, når vi tager ud at rejse.
For ham gav det fuldstændig mening.
Jeg var jo alene nu, og mødre i hvert fald sådan som han ser det er jo altid til rådighed.
Jeg smilede bare.
Men det Mikkel ikke vidste var, at jeg havde gået og gemt på en hemmelighed i månedsvis i min natbordsskuffe.
En billet til et års jordomrejse på krydstogt, som jeg købte i dybeste hemmelighed.
Inde i mig havde én sætning brændt, som jeg aldrig havde fået sagt højt: Du undervurderede mig.
For mens min søn gik og planlagde min fremtid, havde jeg allerede planlagt min flugt.
Og når morgenen dukkede op over huset, og alle var taget hjem, ville skibet stævne ud.
Hvad min familie ville opdage den morgen, ville gøre dem målløse.
Da Lars døde af et hjertestop, gik hele Aarhus ud fra, at jeg, Anne Lykke Kristensen, bare ville blive siddende stille, sørgende og tilgængelig for alt og alle.
Jeg hjalp selv med at arrangere begravelsen, lod folk kramme mig og høre deres hule kondolencer, mens mine børn, Mikkel og Sidsel, sad foran mig og planlagde min næste rolle i livet.
Den brugbare mor.
Den altid tilgængelige mormor.
Kvinden, som bare venter på opkald og løser dagligdagsproblemer.
Jeg fortalte dem ikke, at jeg tre måneder før Lars død, havde købt en billet til en étårig krydstogtrejse til Middelhavet, Asien og Sydamerika.
Det var ikke vanvid, det var ikke panik.
Det var, fordi jeg i årevis havde haft følelsen af, at mit liv var blevet reduceret til at tage mig af alle mulige bare ikke mig selv.
I ugen efter bisættelsen kom Mikkel forbi to gange.
Først for at gennemgå arv og papirer med en så hastig og praktisk tilgang, at jeg blev helt ør.
Anden gang dukkede han op med sin kone, Louise, og de to berømte transportbure.
Indeni sad to små, nervøse og larmende hunde.
Vi har købt dem til pigerne, så de kan lære ansvar, forklarede Louise.
Pigerne ignorerede dem dog fuldstændig.
Den reelle ansvarlige skulle være mig.
Mikkel sagde det direkte i køkkenet, mens jeg lavede kaffe: Nu hvor far ikke er her længere, kan du da passe dem, når vi tager afsted.
Ikke ét spørgsmål.
Bare en beslutning.
Du er jo alene og du har altid været god til at passe på alt muligt, indskød han med et skuldertræk.
Louise stillede en stor pose hundemad på bordet og satte et skema fast på køleskabet.
7:00 mad
13:00 gåtur
19:00 mad igen
Det gør det nemmere for dig, sagde hun overdrevent venligt.
Jeg fik et stik af retfærdig vrede, der næsten føltes befriende.
Det var, som om de fordelte min fremtid, som folk fordeler værelser under et hussalg.
Jeg smilede bare.
Diskuterede ikke.
Græd ikke.
Hævede ikke stemmen.
Jeg nussede bare transportburet og spurgte stille: Hver gang I tager væk?
Mikkel trak på skuldrene.
Ja, du har jo altid ordnet alt.
Han sagde det med stolthed, som var det en hyldest, men det lød som en dom.
Den aften åbnede jeg skuffen med mit pas, min billet og min bekræftelse.
Afgang fra Københavns Havn kl. 6:10 fredag morgen.
Tiden var knap under 36 timer væk.
Så ringede min telefon.
Mikkel igen.
Han ville bare lige sige: Mor, lad nu være med at lave nogen skøre planer. Fredag får du nøglerne og hundene.
Han var skråsikker på, at jeg ingen valg havde.
Men mens han sov roligt, havde Anne Lykke allerede truffet en af sit livs største og mest vilde beslutninger.
Klokken halv fire om morgenen:
En kuffert,
en taxa udenfor i den stille gade
og en hemmelighed, som først ville blive opdaget, når det var alt for sent.
Anden del
Jeg sov næsten ikke den nat. Ikke på grund af tvivl, men fordi alt var helt klart. Nogle beslutninger opstår ikke af mod, men af dyb udmattelse. Jeg flygtede ikke fra mine børn jeg flygtede fra det liv, de gerne ville presse mig ned i.
Klokken syv ringede jeg til min søster, Helle, den eneste jeg kunne sige sandheden til, uden forklaringer.
Jeg tager afsted i morgen, sagde jeg.
Hun blev stille et kort øjeblik, derefter lo hun; overrasket, glad og lettet på én gang.
Endelig, Anne Lykke. Endelig.
Hun brugte morgenen sammen med mig på at færdiggøre praktiske ting. Jeg fik betalt regninger, organiseret papirer, afleveret mapper med vigtige dokumenter, skøder og kontaktinfo. Jeg skulle jo ikke forsvinde jeg forlod bare som en voksen kvinde, der sætter grænser.
Jeg ringede også til en hundepension tæt på Aarhus, for at høre om plads, priser og betingelser. Det var der. Jeg bookede to pladser for en måned i Mikkels navn og bad om bekræftelsen på mail. Printede det hele.
Hen over frokosten ringede Mikkel for at sige, de rejste tidligt fredag. Han talte om et resort i Spanien, og hvor trætte de var, og hvor meget de trængte til at koble fra. Jeg lyttede, mens jeg mærkede irritationen, især da han sluttede af med: Vi har efterladt mad til hundene og sat et skema op.
Ikke én gang spurgte han, om jeg ville, om jeg kunne, eller om jeg havde planer.
Jeg sagde bare det må vi se på, og han tog det ikke til efterretning.
Senere pakkede jeg en mellemstor, pæn kuffert med let tøj, medicin, to bøger, en notesbog og det blå tørklæde, jeg havde på, da jeg mødte Lars.
Jeg rejste ikke på grund af had til ham.
Men fordi jeg, også før hans død, havde glemt, hvem jeg egentlig var, før jeg blev kone, mor, plejer og alles fixer.
Jeg stod længe foran spejlet og så mig selv ordentligt i øjnene. Jeg var stadig smuk roligt, værdigt, stærkt smuk. Jeg havde ikke brug for nogens tilladelse til at leve mit eget liv længere.
Klokken elleve om aftenen, med taxaen bestilt til klokken halv fire, fik jeg endnu en sms fra Mikkel:
Mor, pigerne glæder sig sådan til, du skal passe hundene. Skuff os ikke.
Jeg læste den tre gange.
Der stod ikke, at de elskede mig.
Der stod ikke tak.
Der stod ikke: Er du okay?
Der stod kun skuff os ikke.
Jeg trak vejret dybt, åbnede computeren og skrev en besked. Ikke en undskyldning, men sandheden. Lagde den på spisebordet sammen med bekræftelsen til hundepensionen og husets ene nøgle.
Slukkede alt lys, satte mig i mørket og ventede på, morgengryet som man venter på det første åndedrag af et nyt liv.
Taxaen kom præcis 3:38.
Aarhus sov tungt under en lun sommernat, og jeg trissede ud med min kuffert for første gang uden ansvar for andres søvn eller vaner.
Inden jeg lukkede døren, så jeg én sidste gang ud i entréen hvor jeg i årevis havde haft andres sko, breve og problemer liggende.
Så låste jeg døren og lagde nøglen i postkassen, som jeg nu havde bestemt.
På vej mod København følte jeg ingen skyld.
Noget andet, mærkeligt men intenst: lettelse.
Kvart over syv, ombord på skibet, begyndte telefonen at bryde løs.
Mikkel ringede.
Så Sidsel.
Så Louise.
Og igen Mikkel, sms på sms indtil skærmen var fyldt.
Jeg tog den ikke i starten.
Satte mig hen til det store vindue, så havnen vågne og bad om en kop kaffe.
Først åbnede jeg beskederne.
Den første fra Mikkel var et billede af hundene i bilen og et kort: Hvor er du?
Den næste: Mor, det her er ikke sjovt.
Den tredje: Pigerne græder.
Og den fjerde, den eneste ærlige: Hvordan kan du gøre det her imod os?
Så ringede jeg.
Mikkel var rasende, og lod mig ikke tale først. Du efterlader os bare. Vi står nu foran din dør. Hvad skal vi gøre?
Jeg ventede og sagde endelig, mere roligt end jeg troede muligt: Det samme, som jeg har gjort hele livet, skat du må finde en løsning.
Der blev helt stille.
Så fortalte jeg ham, at der lå adresse og betalt ophold til hundene på bordet, at mine papirer ikke skal røres, at jeg ikke opgiver min rejse og at al fremtidig hjælp fra mig bliver frivillig, ikke tvang.
Han nærmest hvæsede: Skal du virkelig på krydstogt nu? Far er lige død!
Og jeg: Netop nu. Fordi jeg er stadig levende.
Han lagde på.
Sidsel skrev en halv time senere. Ikke venligt, men uden den samme hårdhed: Du kunne godt have sagt noget.
Jeg svarede: Jeg har sagt det i tyve år på andre måder. Ingen lyttede.
Der kom ikke mere.
Da færgen gled væk fra kajen, blev jeg ramt af både sorg, mod og frihed.
Lars var død. Det var sørgeligt og virkeligt.
Men jeg var ikke død med ham.
Jeg lagde hånden på rælingen, trak vejret ind over havet og så, hvordan byen blev mindre for hver bølge.
Om mine børn nogensinde forstod, hvorfor det anede jeg ikke. Måske om uger. Måske om år. Måske aldrig.
For første gang i alt for mange år skulle det ikke afgøre mit liv.
Hvis nogen nogensinde har forsøgt at gøre dig til en omvandrende pligt, så forstår du, hvorfor Anne Lykke gik.
Nogle gange er det vildeste ikke at gå men at nægte at blive brugt.
Og du, hvis nu det var dig
havde du gået ombord på det skib, eller var du blevet tilbage og forklaret dig selv igen og igen, selvom ingen gad høre efter?
