SVIGERDATTEREN
Jeg havde lige sat andestegen på det smukt dækkede bord, da jeg tog en dyb indånding. Om lidt ville sønnerne komme, begge sammen med deres koner.
For ikke længe siden blev den yngste gift. Det var et lille, beskedent bryllup sådan gør de unge jo i dag. Jeg havde egentlig gerne fejret det stort, men da jeg selv blev gift med Jens, løb vi bare på rådhuset. Ringene fik vi købt først året efter to tynde guldbånd. Her ville jeg gerne have givet sønnerne lidt mere fest og glæde. Men de bestemte selvfølgelig selv.
Hun har kun én fejl, tænkte jeg, måske lidt for ofte hun er så sat og velplejet! Svigerdatteren og jeg havde nu aftalt at tage en snak sammen.
Min svigerdatter hedder Freja. Hun er en sød pige, faktisk. Hun har gjort min søn, Gustav, meget godt. Hun fandt ham et fantastisk job, og hun skubber ham stadig nænsomt fremad, så han kommer videre på jobbet. Indtil hun dukkede op i hans liv, var Gustav ikke særligt målrettet. Han boede hjemme, gjorde ikke meget væsen af sig. Jeg begyndte at blive lidt bekymret men det hele har jo rettet sig nu, heldigvis.
Men stadig det eneste der kan ærgre mig lidt, er Frejas sans for pleje. Salonbesøg, nye frisurer, massage, negle, alt hvad man kan forestille sig. Der forsvinder så mange penge til det dér ydre. Og sådan bør en gift kvinde, som har familien først, altså ikke bruge sine penge, tænkte jeg. Når børnene engang kommer går hun så til pedicure i stedet for at købe vinterstøvler til Gustav? Jeg kunne aldrig sætte mine egne behov først, især ikke efter Jens døde, hvor sønnerne på trods af alderen stadig havde brug for min hjælp.
Mine tanker blev afbrudt af dørklokken nu kom de unge. Freja trådte ind i stuen som en lille stjerne. Håret sad perfekt, neglene var nydeligt ordnet, næsten ingen makeup, men takket være kosmetologens kyndige hænder så hun utrolig frisk ud.
Hvor er du flot, Freja! udbrød jeg oprigtigt men kunne ikke helt skjule en lille skepsis. Har du fået nyt tøj?
Ja, jeg købte det i går, svarede hun og smilede. Jeg fik en god bonus på arbejdet.
Så er det nok bedst at spare op, indskød jeg, min erfaring taget i betragtning. Enhver bonus, ekstraindtjening, julegratiale læg det til side til regnvejrsdage. Tro mig, man får brug for det!
Freja svarede ikke. Hun kunne godt lide mig jeg var jo bare en ganske almindelig kvinde, der havde givet alt til min familie. Alligevel mente hun nok, at regnvejrsdage netop indtræffer, hvis man går og venter for meget på dem.
Det blev en hyggelig aften. Men flere gange fik jeg alligevel drejet samtalen ind på udgifter og forbrug. Freja gennemskuede det tydeligvis.
Anna, hvornår har du egentlig sidst fået ordnet negle? spurgte hun pludselig.
Jeg nej, aldrig. Jeg ordner dem bare lige hjemme, så hænderne er rene. Det er nok, sagde jeg lidt forlegent.
Ingen andre lagde mærke til vores korte udveksling, men for Freja gjorde det vist ondt. Tænk, at have opdraget to sønner, der nu tjener udmærket, og så nægte sig selv den mindste forkælelse!
Gustav, gør din mor egentlig noget som helst for sig selv? spurgte hun på vej hjem.
Jeg ved ikke hun laver mad, se bare hvor flot bordet var dækket. Ser tv, besøger naboerne. Hvorfor?
Hun har aldrig haft det godt på den måde! I skulle tage hende med i biografen, i teatret, ud og spise.
Ej, hun gider ikke den slags, lad nu være.
Freja blev stille resten af vejen. Jeg ved, hun sammenlignede mig med sin egen mor. Hun brugte da penge på klipning og nyt tøj, selv når det var småt med midler. Og hun købte altid en teaterbillet bare for fornøjelsens skyld.
Efter nogle dage ringede Freja og prøvede forsigtigt at overtale mig til en kop kaffe og en lille tur ud, måske endda et hurtigt smut forbi en salon hun skulle selv forbi kosmetologen og tilbød mig hvilken som helst behandling, jeg havde lyst til.
Ej altså, Freja, jeg venter hellere på dig i foyeren eller går en tur, sagde jeg lidt forskrækket.
Hvorfor bare vente? En halv time går jo hurtigt. Du kunne da få en manicure eller måske lidt massage, du trænger da også til lidt forkælelse.
Til sidst gav jeg efter, selvom jeg var skeptisk. Hun havde ringet på forhånd til salonen, som hun ofte besøgte, så de vidste, hvad der skulle ske.
Piger, vær nu søde at gøre noget ekstra for min svigermor og tilbyd noget lækkert, men diskret. Hvis hun spørger til prisen, siger I bare, at det hele allerede er betalt. Min mor trænger altså til lidt wellness. Hvis hun kan lide det, kommer hun garanteret igen.
Freja fulgte mig ind og overgav mig til salonen.
Bare en halv time, ikke? spurgte jeg flere gange. Og hvor meget skal jeg betale?
En sød medarbejder førte mig væk, og Freja satte sig i foyeren med sin telefon, hun havde ikke planlagt noget for sig selv den dag.
To timer senere kom jeg ud helt afslappet og med friske hænder. De vidste virkelig, hvad de lavede.
Åh, Freja, jeg har næsten aldrig oplevet noget lignende, sagde jeg. Der blev serveret både kaffe og urtete, alle var så søde! Men det må da koste en mindre formue?
Nej, i dag er det en kampagne! afbrød receptionisten muntert. Hvis man tager veninden med, får hun hele behandlingen gratis. Så det koster dig ikke en eneste krone.
Vi tog hen på den hyggelige kaffebar på hjørnet. Jeg smagte på min cappuccino, lænede mig tilbage og nød for en sjælden gangs skyld bare at være til.
Skal vi ikke gøre det til en tradition? spurgte Freja. Der er altid gode tilbud, hvis man bliver stamkunde. Er du ikke enig?
Jo, svarede jeg lidt tøvende, jeg vidste ikke, det kunne være så dejligt.
Det skulle du have prøvet for længe siden!
Nå ja, men dengang var børnene små, og Jens Gud give ham fred var altid så sparsommelig, at man ikke kunne tillade sig noget. Og så vænnede jeg mig til det.
Men nu er der ingen grund til det! Nu kan du gøre det sammen med mig, jeg savner også selskab.
Ja, det kan vi da godt en gang imellem.
Sådan begyndte jeg, sammen med Freja, at tage lidt mere vare på mig selv. Hun fik diplomatisk udskiftet dele af min garderobe og sagde altid, at det ikke havde kostet mere end nogle få hundrede kroner. Hun fik overbevist Gustav om at invitere mig på restaurant, og vi kom også i biografen alle sammen. Til jul gav hun mig et årskort til teatret i gave.
Du ser jo helt yngre ud, sagde mine veninder.
Ja, de unge holder en igang, svarede jeg.
Og på en eller anden måde følte jeg faktisk, at min ungdom først for alvor begyndte nu som mor til to voksne sønner og endelig pensionist.
