Jeg er 51 år, og på en måned har jeg været på ni dates med fraskilte kvinder 45+: Hvorfor er jeg stadig alene
Da jeg blev skilt for tre år siden, var jeg overbevist: Højst et halvt år så havde jeg et nyt forhold.
Egen lejlighed midt i København, fast job i Frederiksberg, ingen hang til hverken alkohol eller eventyr. Jeg var 48 dengang og tænkte ærligt talt, at med sådan et udgangspunkt ville jeg ikke blive alene længe.
Nu er jeg 51. Og alligevel kommer jeg stadig hjem til en tom lejlighed.
Ikke fordi jeg ikke prøver. Bare i løbet af den seneste måned har jeg været på ni dates med kvinder omkring min egen alder fra 45 til lidt over 50. Alle fraskilte, selvstændige, ved, hvad de vil med livet stod der i profilerne.
Efter de ni møder indså jeg noget ubehageligt: Problemet ligger ikke i udseende eller alder. Og heller ikke i, at de gode allerede er taget.
Problemet er et helt andet sted.
Date nr. 1. Kvinden-med-skemaet
Maiken, 47, økonom. På billedet en pæn, velplejet kvinde uden filtre eller katteører. Hun skrev først, dialogen på nettet gik let.
Vi mødtes på en café på Vesterbro. Hun ankom på slaget, satte sig pænt overfor og bestilte en grøn te uden sukker. Jeg smilede:
Fortæl lidt om dig selv hvordan lever du?
Maiken tog roligt sin telefon frem, scrollende og sagde:
For at spare tid har jeg forberedt en liste med spørgsmål. Vi skal hurtigt finde ud af, om vi passer sammen.
Og så åbnede hun sine noter.
Første spørgsmål: delt økonomi. Andet: om jeg er klar til at overtage hendes boliglån. Tredje: om jeg vil have flere børn. Fjerde: om jeg kan flytte. Femte: hvor meget støtter jeg mine børn økonomisk, og hvor tit ser jeg min eks.
En time svarede jeg ærligt på hendes liste. Jeg følte mig ikke som mand, men som kandidat til en stilling mand.
Da jeg forsøgte at spørge lidt til hendes interesser, vinkede hun afværgende:
Kan vi tage listen færdig først? Det er vigtigt.
Efter halvanden time lukkede hun telefonen, sagde pænt tak for mødet og forsvandt. Ikke én besked efter.
Jeg tror ikke, jeg bestod hendes jobsamtale.
Date nr. 2. Skyggen af eksmanden
Anne, 48, folkeskolelærer. Sød, varm, med det der milde smil, som folk får, hvis de har oplevet meget men ikke er blevet bitre. Vi aftalte en gåtur rundt om Søerne.
Samtalen gik let, indtil jeg nævnte, jeg elskede film.
Min eksmand hadede film, sagde hun straks. Det var spild af tid, syntes han.
Lidt senere fortalte jeg, jeg godt kan lide at lave mad.
Åh, min eks kunne ikke engang varme vand til te det var kvindearbejde.
Sådan fortsatte det: Jeg nåede knap at tale færdig, før eksmanden stod som et spøgelse mellem os.
Bil? Min eks turde ikke køre. Lejlighed? Han boede hjemme hos sin mor til han var fyrre. Ferieplaner? Vi rejste aldrig han var nærig.
På et tidspunkt indså jeg, at for hende var jeg ikke et selvstændigt menneske. Bare et mirkoblik i sammenligningen, baggrund for al hendes gamle smerte.
Hun behøvede ikke en partner. Hun søgte en anti-eks. Hvem jeg egentlig var, var ligegyldigt.
Date nr. 3. Eks-manden ved bordet
Eva, 49, grafisk designer. Smuk, stilfuld, tydelig smag: diskrete smykker, spændende taske, let parfume. Jeg åndede lettet op: Endelig, en rigtig voksen kvinde.
Første halve time snakkede vi om arbejde, byer vi havde boet i, bøger. Jeg følte mig afslappet nu sker det, den ægte samtale.
Men så sagde Eva pludseligt:
Ved du hvad, min eks sagde akkurat det samme. Og det hele var bare tomme ord.
Og så eksploderede det.
Resten af daten blev en lang tv-serie: Mit liv med ham. Hvordan han ikke satte pris på hende, brugte hende, lovede og lod være, hvordan hun troede på ham, tålte det hele og hev læsset alene.
Hver eneste sætning sammenlignede hun med, hvad han havde sagt.
Du kan lide at lave mad? Det sagde min eks også. Han lavede det bare aldrig.
Du vil rejse? Min eks ville også fra sofaen.
Jeg prøvede at skifte emne. Spurgte ind til hendes projekter og byer, hun boede i. Men eksmanden sad med ved bordet uden at bestille.
Sådan et tredje hjul gør det umuligt at starte noget nyt.
Date nr. 4. Kærlighed er en luksus
Kirsten, 50, bogholder. Rolig, balanceret, neutral stemme. Vi mødtes på caféen ved Nørreport.
Jeg forsøgte at joke hun nikkede bare kort: Javel. Fortalte sjove historier hun markerede, som om hun noterede i et regneark.
Hvad interesserer du dig for? spurgte jeg.
Arbejde.
Og i fritiden?
Jeg har stort set ingen fritid.
Ikke engang noget for sjælen?
Jeg gør rent.
Ingen sjæl, intet glimt i øjet. Som om alt for længe havde været slukket på spareblus.
Jeg spurgte forsigtigt:
Hvorfor ønsker du et forhold nu?
Kirsten svarede uden at tøve:
Jeg vil have stabilitet. En pålidelig mand i nærheden.
Hvad med kærlighed?
Hun rystede let på hovedet, som om jeg var en summende flue:
I vores alder er kærlighed en luksus. Det vigtigste er, at det fungerer.
Jeg så på hende og forstod: Hun søgte ikke et menneske, men en brugbar genstand. Som et klædeskab står stabilt, skramler ikke, går ikke i stykker.
Jeg har ikke lyst til at være et skab.
Date nr. 5. Kvinden-med-tjeklisten
Birgitte, 51, afdelingsleder. Sikker gang, dyr taske, fast blik. Restauranten valgte hun og det var ikke den billigste.
Hun styrede straks samtalen:
Jeg spilder ikke tiden. Jeg vil have et seriøst forhold. Er du klar, eller leder du bare?
Jeg følte mig som skoleelev til eksamen og hørte mig selv sige:
Jeg er klar.
Birgitte nikkede og remsede op:
Manden skal tjene mindst lige så meget som hende;
Mindst to ferier om året sammen;
Respektere hendes karriere, aldrig bede hende bruge mere tid derhjemme;
Være klar til at møde hendes voksne børn om tre måneder;
Acceptere hendes omgangskreds og rutiner.
Ordet skal lød oftere end mit navn.
Jeg sad og indså, at i hendes konstruktion var der ikke plads til mig. Kun til en mand, der opfyldte kravene.
Ikke partnerskab. Ikke samtale. Kun en kontrakt med fin skrift.
Date nr. 6. Jeg har brug for en far, ikke en mand
Pernille, 46, konsulent. Ungdommeligt tøj, skrap neglelak, høj latter. Livlig og let efter de andre var det nærmest befriende.
Men allerede efter tyve minutter stod det klart: Det her handlede om at finde en redningsmand.
Kan du fikse noget? Mit hjem går altid i stykker.
Har du bil? Jeg bliver ofte hentet.
Er du god til økonomi? Jeg hader alt med skat, måske kan du hjælpe?
Bag hvert spørgsmål lå et gør det for mig, tag det på dig, løs det.
Forstår du, jeg savner sådan en stærk skulder. En der tager ansvar, ordner tingene. Så kan jeg bare være svag.
Jeg bemærkede forsigtigt:
Men du er jo en voksen kvinde, du klarer det meste selv.
Hun blev straks fornærmet:
Typisk mand! I gider simpelthen ikke tage jer af os.
For hende betød omsorg fuld service. Og dét vil jeg ikke være, endnu en far for et voksent menneske.
Date nr. 7. Den evige offerrolle
Mette, 46, bogholder. Stille, genert, lidt sammenklemt. Jeg blev nærmest glad: Endelig ingen krav og lister.
Første tyve minutter svarede hun i én stavelse. Så åbnede sluserne sig.
Og så kom det: Om manden, der gik til en yngre, om at hun alene opfostrede børnene, sparede på sig selv, hvordan ingen hjalp, hvor træt hun var, og hvor ofte hun græd om natten.
Historie efter historie om smerte, uretfærdighed og skuffelse.
Jeg har gjort så meget for familien! Men jeg står tilbage alene.
Jeg ofrede min karriere for ham! Han sagde ikke engang tak.
Jeg gav børnene alt, og nu har de aldrig tid til at ringe.
Jeg prøvede at støtte og sige noget venligt. Men hun havde ikke brug for en samtale, blot en modtager for sin smerte selv en fremmed fra nettet.
Ved aftenens slutning følte jeg mig drænet. Som at have slæbt fremmede kufferter med sten op af trapperne.
Date nr. 8. Kvinden-der-styrer
Inge, 52, læge. Punktlig, ordentlig, alt sat i system. Hun sad allerede og ventede i hjørnet på caféen på Amager.
Jeg bestilte cappuccino. Inge påpegede straks:
Du burde vælge americano mælk er hårdt for maven i den alder.
Jeg fortalte en historie om et IT-nedbrud på mit arbejde.
Øjeblik, brød hun ind det sagde du skete onsdag, men tidligere nævnte du et møde tirsdag. Det passer ikke sammen.
Da jeg nævnede, at jeg af og til gik sent i seng:
Det er usundt. Din alder kræver søvn før 23. Ellers lider nervesystemet.
Alt blev kommenteret og korrigeret. Som om hun havde en intern drejebog for alt fra kaffe til søvn.
Jeg så klart fremtiden: En, der styrer min mad, min søvn, mit selskab, mine penge alt.
Det er ikke sådan et sundt liv, jeg drømmer om.
Date nr. 9. Jeg ved, hvad der er galt med dig
Lisbeth, 53, psykolog. Jeg håbede oprigtigt: Endelig en, som forstår følelser og grænser.
Håbet holdt et kvarter.
Jeg sagde:
Jeg elsker stilhed, bryder mig ikke om store selskaber.
Hun straks:
Du er introvert med undvigende tilknytningsstil.
Jeg nævnte min skilsmisse for tre år siden.
Tre år det er lang tid. Du er sikkert bange for nærhed.
Jeg bestilte en bøf.
Typisk, sagde hun smilende rødt kød for at kompensere for indre usikkerhed.
Hver eneste sætning blev til en psykologisk dom. Jeg følte mig ikke som en mand på date, men som en klinisk sag.
Sidst på aftenen skrev hun:
Du virker spændende, men jeg fornemmer, at du ikke er klar til et bevidst forhold.
Jeg svarede:
Måske har du ret.
Og mærkede, at jeg egentlig ikke orkede at diskutere det. Jeg var træt af at være et tilfælde.
Da jeg kom hjem efter niende date, satte jeg mig i køkkenet med en kop te og genoplevede samtlige møder som en filmstrimmel.
Og indså: Ingen af dem ledte efter et menneske.
Nogle søgte én, der kunne bestå deres test og passe ind i et system. Andre et levende modsvar til eksmanden. For nogle var jeg gratis psykolog, for andre den strenge far eller en praktisk reol. For nogen en de kunne styre, for andre et casestudie.
Alle havde deres eget manuskript. Deres uforløste fortid. Deres bagage, som de prøvede at stille af på en andens skuldre.
Ingen ledte efter en mand med sine plusser og minusser, drømme og frygt.
Hvorfor er de og jeg alene og hvad har alder med det at gøre?
Mine venner siger:
Så date nogen yngre, det er lettere med dem.
Ærligt? Jeg tror ikke, det handler om alder.
Efter de 45 har de fleste af os jo en historie med brud, sygdom, gæld, børn og nederlag. Det er livet.
Problemet er ikke bagagen.
Problemet er, at vi ikke vil bære den selv. Vi håber, nogen kommer og sætter alt i orden helbreder, beviser, kompenserer og dulmer.
Så i stedet for jeg vil lære dig at kende bliver det til du skal hele mine gamle sår.
Og mænd er vi bedre?
Det ville være forkert at sige, kun kvinder kommer til dates med bagage.
Jeg kommer heller ikke uden fortid. Jeg har min egen frygt for at gentage et dårligt ægteskab, mit stædige sind, mine vaner og særheder.
Forskellen er måske, at mænd prøver at gemme bagagen. Vi snakker ikke i timevis, laver ikke tjeklister, eller forhør. Men vi bærer alligevel på den.
Nogle gange tænker jeg: Måske handler det ikke om, at alle over 45 er mærkede, men at vi ikke tør sige ærligt til os selv:
Ja, jeg er ikke nem. Ja, det gør ondt. Ja, jeg har ting at rydde op i men det er mit ansvar.
Spørgsmål til jer, der har prøvet før
Ni dates på en måned, og jeg fandt ikke hende. Men jeg fik set mange forskellige kvindeskæbner og lidt flere sider af mig selv.
Har I oplevet sådan en bagage i forhold efter de fyrre?
Hvis du er mand genkender du dine tidligere eller nuværende partnere her? Hvordan håndterede du det?
Hvis du er kvinde ser du dig selv eller dine veninder her? Vil du egentlig have en partner, eller mangler du en redningsmand, far, dommer, publikum?
Det store spørgsmål, jeg stadig tumler med: Er det muligt, over 45, at starte et ægte forhold, hvis vi tør se egne ar i øjnene og lade være med at placere dem hos et andet menneske?
Skriv gerne, hvordan det ser ud fra din side. Måske er det netop dine oplevelser, der kan hjælpe til forstå, hvad vi allesammen kæmper med.
Min egen lektie? At jeg nu forstår, at længslen ikke nødvendigvis er efter en ny relation men måske snarere efter modet til at være sig selv, med al bagagen, og alligevel tro på kærligheden.
