Det hele startede med et opkald fra min mors nabo.
Hej, Birgitte.
Goddag, fru Jørgensen, svarede jeg overrasket.
Hvordan går det, og hvordan har børnene det? fortsatte hun.
Alt er fint, tak, sagde jeg og begyndte at blive en smule nervøs.
Jeg tvivlede på, hun bare ringede for at høre, hvordan det gik. Min mavefornemmelse svigtede ikke.
Birgitte, hvor længe er det siden, du har besøgt din mor?
Skyldfølelsen ramte mig som en bølge. Jeg sukkede tungt. Vi havde boet hver for sig i længere tid, og siden min søn begyndte i skole, havde jeg haft nok at se til.
Om morgenen skulle jeg lave morgenmad til hele familien, gøre dem klar og sende dem af sted. Derefter et langt arbejdsdagsræs fyldt med møder og gøremål. Efter arbejde var det direkte ud at handle ind, så hurtigt hjem for at lave aftensmad, sørge for lektietjek og opvask. Om aftenen var jeg så træt, at jeg dårligt kunne løfte hovedet. Og weekenderne havde også deres egen travlhed der skulle gøres rent, vaskes tøj, stryges og helst lige hvilkes lidt. Så besøg hos mor var desværre blevet en sjældenhed.
Det er længe siden, indrømmede jeg skamfuldt. Jeg har hele tiden villet, men tiden løber fra mig. Jeg havde egentlig planlagt at tage derhen på lørdag…
Har du lagt mærke til noget mærkeligt med din mor på det seneste? spurgte fru Jørgensen forsigtigt.
Hvad mener du? spurgte jeg anspændt.
Ja, om hun opfører sig anderledes? Ikke som hun plejer?
Nej, svarede jeg, lidt kold om hjertet. Hvilket får dig til at spørge sådan?
Åh, Birgitte, jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal sige det… begyndte hun tøvende. Måske blander jeg mig, hvor jeg ikke skal…
Hvad er der sket?! fløj det ud af mig, mens de mest skræmmende scenarier tog form i mit hoved.
Din mor har fået en fyr, udbrød naboen.
Ej, nu holder du, udbrød jeg forarget. Hvor får du det fra?!
Hun har indledt et forhold!
Det er ikke muligt! grinede jeg lettet. Mor er over halvfjerds, det der lyder helt skørt!
Tro mig, det er sandt, sagde naboen fornærmet. Jeg har set det med mine egne øjne!
En elsker?!
Nej, altså din mor hun fortalte mig det selv! Nu skal du bare høre.
Vi mødtes på vejen i går. Hun drønede forbi mig, så jeg knap genkendte hende og måtte råbe hende op. Hun siger: Undskyld, Inga, jeg har travlt skal nå at købe lidt fisk. Synes du, jeg skal tage torsk eller skrubbe? Jeg blev helt paf. Agnes, du kan jo ikke fordrage fisk, siger jeg. Men hun svarer: Det er heller ikke til mig det er til Valdemar. Han elsker det. Og hun lyste helt op. Kan du se det nu?!
Måske bare en ven, mumlede jeg og prøvede febrilsk at komme i tanke om en Valdemar blandt mors bekendte. Ikke én dukkede op.
Ven? Sikke noget sludder! Det er tydeligt, hun har fået en kæreste, insisterede naboen.
Ikke nok med det hun fandt ham på gaden! Nu bor han hos hende! Tænk nu, hvis han er hjemløs, tidligere straffet, alkoholiker eller en eller anden nar! Du ved jo, hvordan tiderne er. Hvem ved, hvad for en type mand, der ellers ligger på gaden!
Jeg var chokeret, mistede helt fatningen et øjeblik. Men fru Jørgensen talte ufortrødent videre:
Ja, ja! Agnes sagde det selv Jeg gik ned ad gaden, så lå han bare der i regnen, helt våd, og så snart han fik øje på mig, rejste han sig op, ret ryg og det hele. Han så så flot ud, så jeg tog ham med hjem, vaskede og ordnede ham. Nu er han rigtig fin…, sådan sagde hun. Du burde tage dig af det, Birgitte! Og helst straks.
Tak skal du have, fik jeg klemt ud og lagde en smule rystende på.
Jeg var i chok, kunne slet ikke samle tankerne. Jeg så for mig, hvordan mor slæbte en våd, snusket stordrikker med hjem. Adr… Jeg ventede utålmodigt på at min mand kom hjem, så vi kunne holde familieråd.
Min mor har fået sig en elsker, sagde jeg uden omsvøb, og forklarede, hvad jeg havde hørt.
Min mand gloede med store øjne. Så sagde han forhåbningsfuldt:
Mon ikke det bare er noget sladderkællingen har fundet på? Har du ringet til din mor?
Nej, det har jeg faktisk ikke, måtte jeg svare.
Så ring nu! Måske er det hele bare opspind.
Jeg håbede selvfølgelig på en naturlig forklaring, greb straks telefonen, slog mors nummer og satte på højttaler.
Hej mor, sagde jeg, da jeg hørte hendes stemme.
Nå Birgitte, hej! Hvordan går det?
Mor… er du alene?
Nej, lo hun lykkeligt, jeg er sammen med Valdemar.
Mit hjerte sank. Det var sandt!
Hvor har du ham så fra? prøvede jeg at spørge uden at lyde alt for nervøs.
Åh, det er en sjov historie, svarede hun ubekymret. Jeg fandt ham udenfor. Han var helt våd, stakkels fyr, så hjælpeløs. Kunne ikke lade være med at tage ham med hjem, han så så sølle ud. Nu er der noget at glæde sig til lidt liv i huset igen! Han laver sådan nogle sjove ting, du skulle se det!
Jeg smed mig udmattet på stolen. Var hun virkelig blevet helt skør?
Mor, du kan da ikke bare tage hvem som helst med hjem! Send ham væk!
Birgitte, nu må du lige! Vi har ansvar for dem, vi tager til os kan du ikke huske det? Og i øvrigt kommer I jo sjældent forbi, jeg bliver ensom. Nu har jeg endelig fået selskab igen. Valdemar bliver boende, og det kan du lige så godt vænne dig til!
Med det lagde hun på.
Min mand tog resolut jakken:
Det der, det kan vi ikke lade stå til! Tag overtøj på, vi kører over til din mor!
Hele huset fløj rundt efter tøj jeg og min mand baksede rundt om hinanden, mens jeg forestillede mig det værste.
Din mor er for godtroende, sagde han. Hvem som helst kan snyde hende. Hvis han er ude på hendes lejlighed, den spade… Valdemar! Nu skal jeg se ham.
Efter en hæsblæsende køretur gennem København holdt vi foran mors opgang. Min mand rakte bagagerummet op, fandt et koben og vendte det tænksomt i hånden.
Hvad skal du med det?! hvislede jeg.
Man ved jo aldrig, hvis han ikke vil gå frivilligt, sukkede han.
Ingen vold, tryglede jeg og forestillede mig den værste scene.
Så snart vi trådte indenfor, råbte min mand:
Hvor er han?!
Han sover i stolen i stuen, svarede mor forvirret. Hvad foregår der? Jeg anede ikke, I kom…
Min mand for lige ind i stuen, og jeg hakkede hælene efter.
Og dér, midt i mors lænestol, lå en stor, rød og doven kat og tronede! Så snart vi kom brasende ind, satte den sig op, snoede sin buskede hale og sagde mjavvv så basstemmen rungede.
Det her er min Valdemar, sagde mor stolt.
Det er jo en kat! udbrød vi i kor.
Selvfølgelig er det en kat. Hvad troede I egentlig? sagde min mor lattermildt, mens vi så helt målløse ud.
