Sanne lå henslængt på sofaen og stirrede op i loftet. De bekymrede tanker hvirvlede rundt og forhindrede hende i at falde i søvn. Hvordan skulle hun kunne sove, når hendes lille pige lå syg? Hvorfor sendte jeg hende dog i børnehave? Hun kunne da have været hjemme bare én dag mere, så havde hun nok ikke slæbt den virus med hjem
Hjertet snørede sig sammen, og hun kunne knap trække vejret. Den unge kvinde rejste sig og gik over til vinduet. Det tunge, grå skydække havde lagt sig lavt over den søvnige landsby på Fyn. På tredje dagen i træk silende sensommerregn, med kun små pauser, trommede monotonisk mod ruden præcis som hendes humør. Hun sukkede.
Fra sengen lød der en lyd, og lille Trine vendte sig og begyndte at hoste i søvne. Sanne var straks ved hendes side og mærkede den brandvarme pande. Selv uden termometer kunne hun mærke, at feberen var løbet løbsk igen. I skæret fra natlampen fandt hun alligevel termometeret og skubbede det ind under armhulen på Trine.
Fyrre! For pokker, hvad gør jeg nu?
Trine åbnede sine klæbrige øjne.
Mor jeg er så varm
Ja, lille skat, det er du men jeg er lige her.
Sannes mand, Morten, blinkede søvndrukkent og satte sig op i sengen. Sanne tumlede rundt i skabet for at finde Panodil til endnu en omgang. Feberen faldt dog aldrig rigtigt. Tidligt næste morgen rullede en ambulance ind i indkørslen, med blå blink der lyste hele gårdspladsen op, og kørte både mor og datter til Odense Universitets Hospital.
Sygeplejersken sendte Sanne et medlidende blik og klappede hende forsigtigt på armen, mens hun i en rutineret bevægelse lagde et drop i den lille piges arm.
Bare rolig, vi skal nok få styr på det her. Det bliver godt igen, sagde hun trøstende. Sanne nikkede, usikker på om noget nogensinde kunne føles godt igen.
Heldigvis gik det allerede lidt bedre med Trine efter lidt tid, og hun pegede straks på vandflasken. Da Sanne vendte sig, lagde hun mærke til, at hun blev observeret af et par gigantiske, dybblå øjne fra sengen ved siden af. Pigen kunne ikke have været mere end seks år, så spæd at hun næsten var gennemsigtig, med lyse fletninger der trængte gevaldigt til en omgang hårkur. Hun var iført strømpebukser med huller på tæerne og en udvasket T-shirt, og under sengen stod et par neonblå kondisko i voksenskoovertræk.
Hej, sagde Sanne.
Hej. Kom I i nat? spurgte pigen.
Ja, midt om natten, svarede Sanne.
Hvad hedder du? spurgte hun igen.
Jeg hedder Sanne, og det her er Trine. Hvad med dig?
Jeg hedder Liva, svarede hun.
Har du ligget her længe?
Mmm Jeg bliver udskrevet på fredag.
Der er jo alligevel nogle dage til, sagde Sanne og så på kalenderen.
Er din mor her sammen med dig?
Liva rystede på hovedet. Mor døde for længe siden. Far begyndte at drikke og ja, så døde han også. Så hentede de mig på børnehjemmet.
Hun sukkede tungt næsten som en gammel dame.
Men her er nu rarere. De store børn driller ikke, og maden er faktisk ok.
Hun hoppede ned fra sengen og skulle til at tage sine sneakers på.
De serverer morgenmad nu skal jeg hente til jer også?
Nej tak, skat. Jeg klarer det selv, smilte Sanne.
Hun så efter den lille pige, og hjertet trak sig endnu engang smertefuldt sammen. Nabosengen nikkede vemodigt.
God pige, hende Liva. Skøn og blid. Livet har bare overhovedet ikke været rimeligt ved hende, hviskede hun.
Men Sanne nåede ikke at svare, for hendes telefon begyndte at spille Der er et yndigt land.
Hej, det er mor. Hvordan går det med Trine? lød Sannes mors bekymrede stemme.
Vi er indlagt, mor.
Nej, nej dog, hvad er der sket?
Rolig. Feberen røg i vejret. Det ser heldigvis bedre ud nu nok en omgang bronkitis, siger de.
Åh, mit lille barnebarn! Hvor er I henne? Jeg kommer fluks. Hvad skal jeg tage med?
Mine hjemmesko, og Trines lyserøde pyjamas den med kaninerne. Og hvis du har mor der er en lille pige på stuen fra børnehjemmet. Kan du tage noget shampoo og sæbe og måske noget tøj, hvis du har noget af Silles gamle liggende?
Hvem er den lille pige, Sanne?
Det fortæller jeg senere. En T-shirt, en morgenkåbe, et par leggings og et par indesko til seksårige det ville være perfekt.
Selvfølgelig, det ordner jeg.
Næste morgen strålede Trine igen, legede med sin nye veninde, og Sanne benyttede chancen for at snige sig ud på gangen for at fange en sygeplejerske.
Kommer der aldrig nogen og besøger Liva?
Nej, sagde sygeplejersken og trak let på skuldrene. Når hun bliver udskrevet, kører hjemmet hende tilbage igen.
Må hun egentlig komme i bad? spurgte Sanne blidt.
Hun må ikke bare, hun trænger, smilte sygeplejersken. Men du ved, man har travlt.
Om aftenen sad en genkendeligt glad og ren Liva i en spritny pyjamas og lyserøde sutsko med hunde på total ukendelig i forhold til aftenen før. Alt det nye, hun havde fået af Sanne, havde hun forsigtigt foldet sammen og gemt under hovedpuden, og sutskoene skubbede hun ind under madrassen.
Liva, hvorfor gemmer du tingene? spurgte Sanne forundret.
Så de ikke blir stjålet
Sanne sukkede stille.
Da lyset blev slukket, lukkede Liva øjnene og drømte sig væk til en solbeskinnet villavej, hvor hun gik hånd i hånd med Trine, og tante Sanne gik ved hendes anden side. Hvor hun også havde en mor og en far, der aede hende over håret, kyssede godnatput og klædte hende i varme pyjamasser, hvor faren kastede hende op i luften, mens hun lo, helt ude af kontrol, og alle bare var lykkelige.
Hun ville gøre alt, bare nogen ville elske hende. Vaske op, gøre rent, lege med Trine, øve bogstaver bare hun fik en mor
På børnehjemmet var hun aldrig blevet slået, men pædagogen fru Hansen kunne råbe så muren rystede, og børnene var ikke sene til at stjæle fra hinanden. Sidste uge havde Liva tabt en tallerken grød på gulvet og var blevet sat i det lille, mørke kosteskab som straf. Drengene grinede: Nu skal du sidde sammen med rotterne, Liva! Og hun var skrækslagen for rotter. Hun græd, kold og ræd, indtil hun udmattet sank sammen på gulvet og dagen efter hostede hun så slemt, at hun blev sendt på hospitalet.
Ved tanken kom tårerne stille listende ned over kinderne, og Liva snøftede. Pludselig mærkede hun en blid hånd i sit hår. Hun åbnede øjnene.
Åh, tante Sanne
Det er okay, lille du. Græd ikke. Det skal nok gå alt sammen sagde Sanne og trak Liva ind til sig.
Liva tav og puttede sig. Det var næsten som at blive krammet af en rigtig mor.
Tante Sanne?
Ja, hvad?
Tænk, hvis du var min mor
Sannes øjne blev blanke. Beslutningen kom på et sekund. Ikke fra forstanden, men fra hjertet. Nu skulle hun bare have familien med.
Mor forstod straks og sagde ja på stedet. Svigermor, som selv var rundet af børnehjemslivet, var også helt med. Morten derimod var ikke helt så begejstret.
Er du helt fra snøvsen? Ved du hvad det indebærer? Det er for livet, Sanne!
Det ved jeg godt! Og jeg ved også, at hvis vi ikke gør det her, kommer jeg til at fortryde det resten af livet. Forstår du det?
Han så væk, tøvede.
Jeg vil gerne møde hende først.
Det kan vi sagtens arrangere.
Den aften sad de sammen i det lyse hospitalskøkken, og Morten løftede Trine op: Hej, min lille pige! Hvor har jeg dog savnet dig Han vendte sig mod Sanne, der nikkede hen mod Liva: Det her er Morten ham skal du lige hilse på.
Liva nikkede høfligt: Hej.
Hej Liva, det er mig, der er Morten. Dejligt at møde dig.
Dejligt at møde dig også.
Noget rørte sig i Mortens blik, og han kiggede længe på sin kone, før han gav hende et lille nik.
Et par måneder senere kørte en hvid familiebil op foran børnehjemmet i Odense. Ungerne klatrede op i vinduerne: Liva, Liva dine kommer nu!
En smilende Liva løb hen mod sine nye forældre.
Hej Liva! Nu tager vi hjem. Hjem til os.
Livas lille hjerte hoppede helt op i halsen: Ja mor! Endelig!På vej ud af porten vendte Liva sig én sidste gang mod det bygning, hun nu forlod for altid. En veninde vinkede fra vinduet, og Liva sendte et forsigtigt vink tilbage. Så tog hun Sannes hånd, Trine greb hendes anden, og sammen gik de ud i regnvejret, som nu var blevet til solstrejf mellem skyer.
I bilen duftede der af boller og kakao i termokanden, som Sannes mor havde stillet på bagsædet. Morten satte rullemusik på, og Trine begyndte at synge med. Liva, der sad klemt mellem de to søstre, mærkede en varm følelse brede sig i maven en følelse af, at happiness godt kunne ske for sådan én som hende.
Fra det øjeblik trillede hver kilometer væk fra børnehjemmet som et gammelt, trist lag af støv, der blev fjernet fra hendes sjæl. Da de endelig drejede op ad landevejen til huset, stod svigermor med flag og et kæmpe smil i indkørslen.
Velkommen hjem, Liva!
Liva tog tøvende det første skridt over dørtærsklen men så hørte hun Trines stemme: Vil du gerne se mit værelse? Jeg har to bamser dén lilla kan blive din, hvis du vil.
Hun kunne ikke sige andet end ja! og blev trukket ind i huset hjemmet mens latter, lugten af nybagt brød og varme stemmer fyldte hvert eneste rum.
Senere, da hun lå puttet under en friskvasket dyne, nåede tanken hende, som en lille, stædig solstråle: Nu var hun ikke længere bare Liva fra børnehjemmet. Nu var hun Liva, en del af en familie. Trine hviskede hen over dynen: Godnat, søster.
Og for første gang i sit liv svarede Liva, uden at tøve:
Godnat, Trine godnat, mor godnat, familie.
Og lige inden søvnen overtog, kom et lille smil: Endelig var hun kommet hjem.
