Søn, jeg ønsker ikke, at du og din kone skal gå fra hinanden på grund af mig! Sæt mig hellere på et plejehjem!
For et halvt år siden tog jeg min mor hjem til mig. Hun er blevet meget gammel nu, 83 år. Siden far døde, har det været svært for hende at bo alene på landet. Mine børn er voksne og har for længst fået deres egne liv. Min kone og jeg bor alene i vores toværelses lejlighed, så jeg tænkte, det var uden problemer at tage mor hjem.
I starten sagde min kone ikke noget, men efter en uges tid begyndte min mors tilstedeværelse at irritere hende. Gaver til min kone
Hør, lad hende nu spise bagefter os.
Hvorfor det?
Det er altså mere behageligt sådan. Jeg mister appetitten, når jeg ser hende tygge uden tænder. Det er simpelthen ikke til at holde ud.
Hold op, vi bliver jo alle gamle en dag.
Det er noget andet.
Min kone blev også irriteret over, at min mor havde problemer med maven og snorkede meget højt om natten. Hun forbød hende at komme i køkkenet, og til sidst også bare at forlade sit værelse. Og en dag sagde hun direkte til mig:
Hør, jeg troede altså ikke, hun skulle bo her så længe. Jeg holder det ikke ud mere.
Hvad vil du have, jeg skal gøre?
Send hende tilbage på landet.
Hun kan jo ikke klare sig selv længere!
Mange har haft det sådan. Der er ingen grund til, at jeg skal bo i min egen lejlighed og føle mig som en fremmed. Hvorfor skal jeg finde mig i lyde og lugte?
Jeg var virkelig i vildrede. Men for nylig kom jeg hjem og så min mor sidde på gangen, pænt klædt på og med kufferten pakket.
Mor, hvad laver du der?
Søn, kør mig på plejehjemmet.
Hvorfor dog, det gider jeg ikke!
Jeg vil ikke være skyld i, at du og din kone glider fra hinanden.
Min mor prøver stadig at overtale mig. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg ville have enormt dårlig samvittighed, hvis hun boede der. Måske skulle jeg bare tage med hende og flytte tilbage på landet? Hvordan finder man balancen mellem hensyn til dem, man elsker, og egne grænser?
Nogle gange lærer livet os, at ægte kærlighed også indebærer svære valg og kompromiser, men det vigtigste er, at man handler ud fra omsorg og respekt både for sig selv og hinanden.
