Storken, som tilbød mig et lift til mine forældres hus, viste sig at være skrækkeligt skeløjet. Han tabte mig ved børnehjemmet, den forpjuskede høne. Og straks blev alting skævt og forvirret.
Men jeg slap ud af det hul, den fjollede fugl havde postet mig i, da jeg fyldte fyrre. Fik bygget et hus, fandt mig en kone, anskaffede en brugt bil. Der manglede bare at plante noget og opfostre nogen. Én kunne vi vel klare at opfostre, Tove og jeg. Vi overvejede ikke engang en til.
Det var netop plantning, vækst og denne modbydelige, regnvåde morgen, mine tanker kredsede om, mens jeg stod og lavede kaffe. Mine store familietrusser vuggede blidt i gennemtrækket. Familietruserne havde jeg faktisk skaffet mig længe før hele familien opstod. En sær ironi.
Så bankede det på altanruden. Ungerne tæsker vel igen duer med småsten? En stork burde tage sig af jer, ungar. Bankede det endnu en gang. Og så igen. Hvem i alverden banker på tredje sal?
Jeg trak gardinet til side. På altanen vadede den samme skeløjede stork fra barndommens mærkelige drømme rundt.
Forsvind, fjols, råbte jeg forfærdet. Min mad forsvandt hovedkulds ned på gulvet.
Undskyld, Madsen, sagde storken, mens han stak sit tynde hoved ind ad sprækken i altandøren, jeg indrømmer, jeg tog fejl. Nib mig! Tag det fra højre vinge, den er større.
Ud med dig, sagde jeg, mens jeg prøvede at mase den lange hals ud i friheden. Jeg greb fat om den med begge hænder.
Maaadsen, nu må du ski’ ikke være dum, hostede storken, lyt nu til mig.
Kan du også tale? sagde jeg, stadig knotten, jeg binder dig i knude, dit dyr.
Jeg er kommet for at sige undskyld.
Du er sent på den, næbkælling.
Dørklokken skrattede gennem lejligheden. Tove kom hjem.
Ud, sagde jeg og puffede storken helt ud bag glasruden. Vær væk, når jeg kommer tilbage.
På automatik vendte jeg om og løb mod døren.
Tilgi’ mig, Madsen, storken rev sig op til det åbne vindue, tilgi’ mig. Jeg har rettet op på alt!
Tove kom løbende ind, drivvåd og lykkelig. Hendes hår klistrede til kinderne, øjnene strålede. Havde hun også mødt storken?
Før jeg nåede at sige et ord, kastede hun paraplyen fra sig og sprang om halsen på mig.
Fire! Fire! skreg hun ud i stuen.
Hvad for noget fire? spurgte jeg forvirret.
Vi får firlinger, jublede Tove. Fire små tumlinger!
Og lige dér gik det op for mig: storkens ord, vores firlinger. Jeg tordnede ud på altanen. Den skeløjede stork fór netop til vejrs. Jeg prøvede at gribe halen.
For sent.
Stå stille, din bandit! råbte jeg efter ham. Stå, din langnæbbede!
Det er fikset! lød det dæmpet oppefra.
Jeg vendte mig om. Bag mig stod Tove, hun græd af lykke.
